General Sir Richard Nugent O'Connor KT, GCB, DSO med bjælke, MC, ADC (21. august 1889 – 17. juni 1981) var en britisk general, som ledede Western Desert Force i de første år af 2. Verdenskrig. Han var britisk øverstkommanderende i felten under Operation Compass, hvor hans styrker nedkæmpede en langt større italiensk armé, en sejr, som omtrent fordrev aksestyrkerne fra Afrika og førte til, at Adolf Hitler afsendte Afrika Korpset under Erwin Rommel for at forsøge at rette op på situationen. O'Connor blev taget til fange af en tysk patrulje om natten den 7. april 1941 og tilbragte over to år i en italiensk krigsfangelejr. Han undslap i december 1943, og i 1944 ledede han det britiske 8. korps i Normandiet og efterfølgende i Operation Market Garden. I 1945 blev han øverstkommanderende for tropperne i den østlige del af Britisk Indien, og derefter ledede han i den sidste tid af det britiske styre i Indien, Nordkommandoen. Hans sidste opgave i hæren var at være generaladjudant for styrkerne i London, hvor han var ansvarlig for den britiske hærs administration, personel og organisation.
Som anerkendelse for hans indsats i krigen blev O'Connor hædret med de højeste riddergrader indenfor to forskellige ridderordner. Han blev også tildelt Distinguished Service Order (to gange), Military Cross, de franske Croix de Guerre og Æreslegionen. Desuden var han Aide-de-camp for George 6. af Storbritannien. Ham blev omtalt i depecher ni gange under 1. Verdenskrig, en gang mens han var i Palæstina og tre gange under 2. Verdenskrig.
Tidlige år og 1. Verdenskrig O'Connor blev født i Srinagar i Kashmir-provinsen i Indien den 21. august 1889 som søn af en major i Royal Irish Fusiliers og dattersøn af en tidligere guvernør i Indiens centrale provinser.Keegan (2005), p.185 Han gik på Tonbridge Castle School i 1899 og The Towers School i Crowthorne i 1902. I 1903, efter hans fars død ved et uheld, skiftede han til Wellington School i Somerset. Han gik på Royal Military Academy Sandhurst i 1908. I oktober det følgende år blev han sendt til 2. bataljon af The Cameronians (Scottish Rifles). Han fastholdt nære bånd med denne enhed i resten af livet. I januar 1910 blev bataljonen stationeret i Colchester, hvor han fik træning i signalering og riffelskydning. Bataljonen blev derpå stationeret på Malta fra 1911 til 1912, og her fungerede O'Connor som regimentets signalofficer.
Under 1. Verdenskrig gjorde O'Connor tjeneste som signalofficer for 22. brigade i 7. infanteridivision og kaptajn med ledelse af divisionens signalkompagni og midlertidig brigademajor i 91. brigade af 7. division. Han blev tildelt Military Cross i februar 1915. I marts samme år kom han i kamp ved Arras og Bullecourt. O'Connor blev tildelt DSO og udnævnt til midlertidig oberstløjtnant og leder af 1. infanteribataljon i Honourable Artillery Company, delen af 7. division i juni 1917. I november blev divisionen beordret til at støtte italienerne mod østrig-ungarske styrker i slaget ved Piave-floden, som da udgjorde en del af den italienske front. I slutningen af oktober 1918 erobrede 2. bataljon øen Grave di Papadopoli ved Piave floden, hvilket medførte, at O'Connor fik tildelt den italienske æresmedalje i sølv og en bjælke til sin DSO.Papirer fra General Sir Richard O'Connor.
Ved krigens slutning fik O'Connor sin kaptajnsrang tilbage.
Mellemkrigsårene O'Connor gik på Staff College, Camberley i 1920.Smart (2005), p.239 O'Connors tjeneste i årene mellem verdenskrigene omfattede en post mellem 1921 og 1924 som brigademajor i den eksperimentelle brigade (eller 5. Brigade) under kommando af J.F.C. Fuller, som blev dannet for at afprøve metoder og procedurer for anvendelse af kampvogne og fly i sammenhæng med infanteri og artilleri.
Han vendte tilbage til sin gamle enhed, The Cameronians, som adjudant fra 1924 til 1925. Fra 1925 til 1927 gjorde han tjeneste som kompagnichef ved Sandhurst.Keegan (2005), p.199 Han vendte tilbage til Staff College ved Camberley som instruktør fra 1927 til 1929. I 1930 forrettede O'Connor igen tjeneste med 1. bataljon af The Cameronians i Ægypten og fra 1931 til 1932 i Lucknow, Indien. Fra 1932 til 1934 var han generalstabsofficer af 2. grad i krigsministeriet. Han gik på Imperial Defence College i London i 1935. I oktober samme år, efter at O'Connor var blevet forfremmet til brigadegeneral, overtog han kommandoen over Peshawarbrigaden i det nordvestlige Indien. I september 1938 blev O'Connor forfremmet til generalmajor og udpeget til chef for den 7. division i Palæstina, samtidig med at han blev militærguvernør i Jerusalem.
I august 1939 blev 7. division overført til fæstningen ved Mersa Matruh i Ægypten, hvor O'Connor fik til opgave at forsvare området mod et potentielt angreb fra koncentrerede italienske styrker i 10. armé på den anden side af grænsen i Libyen.
Den italienske offensiv og Operation Compass thumb|Den italienske offensiv og Operation Compass 13. september 1940 – 7. februar 1941. Italien erklærede krig mod Storbritannien og Frankrig den 10. juni 1940, og kort efter blev O'Connor udpeget til chef for Western Desert Force. Han fik af generalløjtnant Maitland Wilson, lederen af de britiske styrker i Ægypten, til opgave at drive de italienske styrker ud af Ægypten for at beskytte Suezkanalen og britiske interesser fra angreb.Mead (2007), p.331
Den 13. september angreb Rodolfo Graziani. Hans forreste divisioner trængte 100 km ind i Ægypten, hvor de nåede byen Sidi Barrani og da de manglede forsyninger, begyndte de at grave sig ned.Keegan (2005), p187 O'Connor begyndte at forberede et modangreb. Han havde 7. britiske pansrede division og 4. indiske infanteridivision samt to brigader til rådighed.Keegan (2005), pp.187/8 De britiske og Commonwealth tropperne i Ægypten udgjorde omkring 36.000 mand. Italienerne havde næsten fem gange så mange tropper, foruden hundredvis af kampvogne og kanoner og støtte fra en langt større luftstyrke. I mellemtiden blev der sendt små angrebsstyrker sendt af sted fra 7. pansrede division og den nydannede Long Range Desert Group for at teste, genere og afskære italienerne (dette var begyndelsen på det, der blev til Special Air Services). Royal Navy og Royal Air Force støttede ved at bombardere fjendtlige støttepunkter, flyvepladser og bagområder.Keegan (2005), p189 thumb|left|En Matilda kampvogn rykker frem i Ægypten som led i Operation Compass.
Modoffensiven Operation Compass begyndte den 8. december 1940. O'Connors forholdsvis lille styrke på 31.000 mand, 275 kampvogne og 120 kanoner med dygtig støtte fra RAF og Royal Navy brød igennem et hul i det italienske forsvar ved Sidi Barrani nær kysten. Styrken trængte herefter som en le igennem de italienske bagområder mellem kysten og ørkenen og erobrede det ene støttepunkt efter det andet ved at afskære og isolere dem. De italienske kanoner kunne ikke gøre noget mod de tungt pansrede, britiske Matilda kampvogne, og deres granater prellede af mod panseret. I midten af december var italienerne presset fuldstændig ud af Ægypten, og briterne havde taget 38.000 fanger og erobret store lagre af forsyninger.Keegan (2005), p190
Briterne holdt en kort pause, inden de fortsatte angrebet ind i italiensk Libyen mod resten af Grazianis desorganiserede armé. På dette tidspunkt gav den britiske øverstkommanderende i Mellemøsten General Sir Archibald Wavell ordre til 4. indiske division om at trække sig tilbage og lede invasionen af Italiensk Østafrika.Keegan (2005), p.191 Denne erfarne division skulle erstattes af den uerfarne 6. australske division, som, selv om den var sej, ikke var trænet i ørkenkrig. Trods dette tilbageslag fortsatte offensiven med minimal forsinkelse, og i slutningen af december belejrede og erobrede australierne Bardia, som faldt med yderligere 40.000 fanger og 400 kanoner.Keegan (2005), p192
I starten af januar 1941 blev Western Desert Force omdøbt til 13. Korps. Den 9. januar blev offensiven genoptaget. Den 12. januar blev den strategiske fæstningshavn Tobruk omringet. Den faldt den 22. januar, og der blev taget yderligere 27.000 italienske fanger sammen med værdifulde forsyninger, fødevarer og våben.Keegan (2005), p193 Da Tobruk faldt, blev det besluttet, at 13. korps skulle referere direkte til Wavell i hovedkvarteret for Mellemøsten og fjerne hovedkvarteret for de britiske tropper i Ægypten fra kommandovejen.Mead (2007), p.490 Den 26. januar begyndte de resterende italienske divisioner i det østlige Libyen at trække sig tilbage mod nordvest langs kysten. O'Connor optog straks forfølgelsen og sendte sine kampvogne mod sydvest gennem ørkenen i en udflankningsoperation, mens infanteriet forfulgte italienerne langs kystvejen mod nord.Keegan (2005), p194 De let pansrede forreste enheder fra 4. mekaniserede brigade nåede frem til Beda Fomm inden de flygtende italienere den 5. februar og blokerede hovedvejen langs kysten og dermed deres flugtrute. To dage senere, efter et bekosteligt og fejlslagent forsøg på at gennembryde blokaden, og med det britiske infanteri i hælene fra Benghazi mod nord, overgav de demoraliserede og udmattede italienere sig.Keegan (2005), p196 O'Connor og Eric Dorman-Smith telegraferede tilbage til Wavell: "Fox killed in the open..."Barnett (1999), p.58
På to måneder havde 13. korps rykket 1.300 km frem, ødelagt en hel italiensk armé med 10 divisioner, taget 130.000 til fange og erobret 400 kampvogne og 1.292 kanoner for en pris af 500 døde og 1.373 sårede.Dupuy (1986) Som anerkendelse for dette blev O'Connor udnævnt til Knight Commander of the Order of Bath, den første af hans to ridderskaber.
Tilbageslag og tilfangetagelse
I strategisk forstand var sejren i Operation Compass endnu ikke komplet. Italienerne havde fortsat kontrollen med det meste af Libyen og rådede over styrker, som måtte overvindes. Aksemagternes fodfæste i Afrika forblev en fortsat trussel mod Ægypten, så længe denne situation fortsatte. O'Connor var klar over dette og anmodede indtrængende Wavell om at tillade ham at trænge videre mod Tripoli hurtigst muligt for at få has på italienerne. Wavell var indforstået, og det samme var generalløjtnant Sir Henry Maitland Wilson, som nu var militærguvernør i Cyrenaica,Mead (2007), p.333 og 13. korps genoptog fremrykningen. O'Connors nye offensiv blev kortvarig. Da korpset nåede til El Agheila, lige sydvest for Beda Fomm, gav Churchill ordre til at fremrykningen skulle stoppe der. Aksemagterne havde invaderet Grækenland, og Wavell blev beordret til at sende alle til rådighed stående styrker dertil så hurtigt som muligt for at modstå invasionen. Wavell overførte 6. australske division og dele af 7. pansrede division samt de fleste af forsyningerne og luftstøtten til denne operation, som endte med at slå fejl. 13. Korps blev sat på vågeblus, og O'Connor blev udpeget til leder af de britiske styrker i Ægypten i Kairo.
Situationen udviklede sig snart til det værre for briterne. I marts 1941 havde Hitler sendt general Erwin Rommel og Afrika Korpset af sted for at stive italienerne af i Libyen. Wavell og O'Connor stod nu overfor en formidabel fjende under en feltherre, hvis snuhed, evner og mod gjorde ham fortjent til sit øgenavn "Ørkenræven". Rommel spildte ingen tid på at iværksætte sin egen offensiv den 31. marts. Den uerfarne 2. pansrede division blev grundigt besejret, og den 2. april kom Wavell til fronten for at inspicere forholdene sammen med generalløjtnant Sir Philip Neame, som nu var leder af de britiske og Commonwealth tropper i Cyrenaica (Wilson var taget af sted for at lede de allieredes ekspeditionskorps i Grækenland). O'Connor blev kaldt frem og ankom fra Cairo den næste dag, men nægtede at overtage Neames post, da han ikke var bekendt med de aktuelle forhold. Han indvilligede dog i at blive og rådgive.
Den 6. april blev O'Connor og Neame taget til fange af en tysk patrulje nær Martuba, mens de var på vej til deres hovedkvarter, som var blevet trukket tilbage fra Maraua til Timimi.