Arleigh Burke-klassen (Ofte forkortet til Burke-klassen) er en destroyerklasse brugt i United States Navy. Skibet er opbygget omkring AEGIS-kampsystemet og SPY-1D multifunktionsradaren og har luftforsvar som primær opgave, men er ganske godt udrustet til at deltage i enhver anden slags krigsførelse. Klassen er navngivet efter Admiral Arleigh "31-Knot" Burke, en kendt amerikansk destroyerchef under 2. verdenskrig, som senere blev chef for den amerikanske flåde.
Det første skib i klassen indgik i tjeneste den 4. juli 1991 og med udfasningen af den sidste destroyer af Spruance-klassen, USS Cushing den 21. september 2005, er Arleigh Burke-klassen den eneste tilbageværende destroyer-klasse i US Navy. Siden da har klassen vist sit værd og er nu den overfladeskibsklasse i den amerikanske flåde, der er blevet fremstillet i den længste periode.
Med en længde på over 150 meter, deplacement på 9.200 ton, og en våbenpakke på over 90 missiler er en Burke større og bedre bevæbnet end tidligere krydser-klasser."Northrop Grumman-Built William P. Lawrence Christened; Legacy of Former POW Honored" . Northrop Grumman, 17. april 2010.
Karakteristik Arleigh Burke-klassen er de bedst bevæbnede destroyere nogensinde bygget i USA og kun Spruance-klassen var "større" med en længde på 160 meter, men dog knapt så svært bevæbnet. Det er vigtigt at huske, at Arleigh Burkes missioner er noget anderledes end Spruance-klassens missioner, idet Spruance-klassen var en primær ASW-enhed. Den større Ticonderoga-klasse blev bygget på samme skrog som Spruance-klassen, men blev betegnet som krydser grundet skibenes meget store våbenpakker, sensorer og opgavekompleks.
De erfaringer, man gjorde sig under bygningen af Ticonderoga-klassen, havde stor indflydelse på det endelige design af Arleigh Burke-klassen. Visuelt benyttede man vinklede skibssider frem for de traditionelle lodrette sider, og skibets mast blev også designet med brug af den sidste nye stealth-teknologi, der blandt andet blev udviklet ved forsøgsfartøjet Sea Shadow (IX-529), Gardiner and Chumbley 1995, p.592.Baker 1998, p.1020. da udstrakt brug af denne teknologi ville øge skibets chancer for at undvige og/eller nedskyde fjendtlige sømålsmissiler.
Med Burke-klassen vendte US Navy tilbage til skibe, bygget udelukkende af stål. Brugen af en aluminiumoverbygning var en måde at holde skibets vægt nede, men det noget lettere metal viste sig at have en tendens til at sprække. Desuden er aluminium mindre brandhæmmende end stål."Navy Reverting To Steel In Shipbuilding After Cracks In Aluminum". The New York Times, 11. august 1987. I 1975 brød en brand ud om bord på USS Belknap, hvilket gjorde at skibets overbygning nærmest smeltede ned.Section F.7: Aluminum in warship construction . hazegray.org, 30 marts 2000. Senere kamperfaringer, som Royal Navy gjorde sig under Falklandskrigen, understøttede beslutningen om kun at benytte stål til bygningen af orlogsskibe.
Burke-klassen var desuden den første skibsklasse i USA, der blev udstyret med et CBRN-beskyttelsessystem til beskyttelse mod atomar, biologisk og kemisk krigsførelse.
Skibene er desuden blevet en hjørnesten i USA's nationale missilforsvar, og samtlige skibe er ved at blive opgraderet, således at de kan deltage aktivt i missilskjoldet.Sea-Based Ballistic Missile Defense – Background and Issues for Congress Oprindeligt var det meningen, at produktionen skulle være ophørt, men da Zumwalt-klassen er blevet begrænset til kun to skibe, har man set sig nødsaget til at bygge flere skibe af Arleigh Burke-klassen.
Udvikling I 1980 indledte US Navy drøftelser med syv forskellige entreprenørvirksomheder. I 1983 var antallet skåret ned til tre Bath Iron Works, Todd Shipyards og Ingalls Shipbuilding. Den 3. april 1985 underskrev Bath Iron Works en kontrakt på 321,9 millioner USD om at bygge det første skib i klassen, USS Arleigh Burke (DDG-51). Den samlede pris for det første skib i klassen blev 1,1 milliard USD, hvoraf de 778 millioner gik til våbensystemer og sensorer. Skibets køl blev lagt ved Bath Iron Works i Bath, Maine, den 6. december 1988, og blev søsat den 16. september 1989. Admiral Arleigh Burke var tilstede under skibets kommandohejsning den 4. juli 1991 i Norfolk, Virginia.
left|thumb|Profil af en Flight II/A Arleigh Burke-klasse destroyer.
I den tredje version af klassen benævnt "Flight IIA er der sket adskillige ændringer i forhold til det oprindelige design. En af de væsentligste ændringer er tilføjelsen af en hangar med plads til to Sikorsky MH-60R Seahawks og en forbedret United Defense Mark 45 letvægtskanon. Senere enheder i denne version fik desuden ændret overbygningen således at skibenes skorstene blev skjult med henblik på en reduktion af skibenes radarsignatur. Derudover har Flight II/A-skibene ikke længere et TACTAS og ej heller Harpoon-våbensystemet. Enhederne fra DDG-68 til DDG-84 har et AN/SLQ-32 ESM-system med V3-antenner, der er det samme system som findes på Ticonderoga-klassen, mens resten af klassen er udstyret med de samme V2-antenner, som findes på Oliver Hazard Perry-klassen. V3 er udstyret med en ECM-del, mens V2 kun er passivt. Et antal af Flight IIA-skibene blev bygget uden en Phalanx CIWS på grund af udviklingen af Evolved Sea Sparrow-missilet, men US Navy besluttede senere at efterinstallere mindst én Phalanx CIWS på alle IIA-skibene inden 2013.Analyst: DDGs without CIWS vulnerable. Navy Times. 16. september 2008.
USS Pinckney, USS Momsen, USS Chung-Hoon, USS Nitze, USS James E. Williams og USS BainbridgeDN-SD-07-24674 (up to DDG-96) er alle udstyret til at kunne medbringe et nyt minerydningssystem. Derudover blev skibenes Mk. 32 torpedorør flyttet fra deres placering midtskibs til missildækket.
Modernisering United States Navy har igangsat et moderniseringsprojekt for Burke-klassen for at forbedre skibenes kanonsystemer grundet bekymringer over manglende maritim ildstøtte til landoperationer efter den endelige udfasning af slagskibene af Iowa-klassen. Moderniseringen af kanonsystemet var primært rettet mod Flight I-skibene og ville gøre dem i stand til at skyde op mod 50 sømil med specialudviklet ammunition, kaldet EGRM (extended range guided munitions). I 2008 besluttede US Navy dog at stoppe udviklingen af EGRM-projektilerne.Navy ends ERGM funding – Navy Times
Moderniseringsprogrammet omfatter også en omfattende midtlivsopdatering, som skal sikre at klassen forbliver effektiv. Reduceret bemanding, forøget effektivitet og forbedret økonomisk rentabilitet er hovedpunkterne i moderniseringsprogrammet. Moderniseringerne vil blive en integreret del af bygningen fra og med DDG-111 og vil blive efterinstalleret på tidligere skibe i løbet af deres periodiske dokninger. Den første fase af opdateringen vil opgradere skroget og de mekaniske- og elektriske systemer, mens den anden fase til opdatere kampinformations- og våbensystemerne. Resultatet af disse opdateringer skulle gerne give forbedrede kapaciteter med hensyn til et missilforsvar og kystnære operationer.DDG 51 Arleigh Burke-Class Aegis Guided-Missile Destroyer Modernization
Klassen skulle efter planen erstattes af Zumwalt-klassen fra 2020,Congressional Budget Office: Resource Implications of the Navy’s 2008 Shipbuilding Plan 23-03-2007 men på grund af begrænsningen af antallet af skibe i Zumwalt-klassen og en øget trussel fra både langtrækkende og kortrækkende missiler besluttede US Navy at genstarte produktionen af Arleigh Burke-klassen og gøre disse skibe bedre i stand til at operere kystnært.Missile Threat Helped Drive DDG CutNavy's future linked to flexible weapons: chief
I april 2009 offentliggjorde flåden en plan, der ville begrænse antallet af Zumwalt-enheder til tre, men man bestilte yderligere tre skibe af Arleigh Burke-klassen fra både Bath Iron Works og Ingalls Shipbuilding værfterne.Contractors Agree on Deal to Build Stealth Destroyer. Navy Times, 8. april 2009. Northrop Grumman modtog den 2. december 2009 170,7 millioner amerikanske dollar for materialerne til destroyeren, der senere skulle have pennantnummeret DDG-113."Adding Arleigh Burkes: Northrop Grumman Underway", Defense Industry Daily, 2. december 2009."Northrop gets $171 million materials contract for new destroyers" . Press-Register, 3. december 2009.
Konstruktionen af skibene af Flight III-versionen vil formentlig begynde i finansåret 2016 i stedet for det annullerede krydserprogram. Flight III-versionen vil få forbedrede radarsystemer med en diameter på 4,2 meter mod tidligere 3,6 meter samt forskellige andre opdateringer.RL32109 Navy DDG-51 and DDG-1000 Destroyer Programs: Background and Issues for Congress 26. februar 2010 Disse radarsystemer vil benytte elektronisk beamforming.GAO-10-388SP, Defense Acquisitions: Assessments of Selected Weapon Programs, 30. marts 2010
I juli 2010 annoncerede BAE Systems at virksomheden havde vundet en kontrakt vedrørende modernisering af 11 destroyere.
Opbygning thumb|USS Lassen (DDG-82), en Flight IIA under et skarpt drej. Dimensioner og materiale Den oprindelige version (Flight I) er knap 153 meter lang, mens de modificerede skibe af Flight IIA måler næsten 155 meter. Bredden af skibene er cirka 20 meter. Skroget er i forhold til tidligere destroyere ganske kort og bredt (Længde/breddeforhold 7,9:1). Hermed håbede US Navy at opnå forbedrede sø- og manøvreegenskaber. Skibets højeste punkt, toppen af masten, er i en højde på 50 meter. thumb|Broen på USS McCain (DDG-56) Dækket på Burke-klassen er betegnet Level 1. Under dette dæk findes der yderligere tre dæk betegnet dæk 2 til 4. I dette område findes besætningens sove- og opholdsbanjer samt maskin- og apparatrum. I overbygningen over hoveddækket er der fem dæk betegnet Level 01 til 05. I dette område ligger operationsrummet og på Level 05 ligger broen, cirka 17 meter over havoverfladen.
Helikoptere Skibene i Flight I og II er udstyret således at deres landingsdæk kan modtage Sikorsky MH-60R Seahawk-helikoptere og forsyne dem med nyt brændstof og nye våben. Skibene er dog ikke udrustet med hangar til at kunne huse helikoptere permanent. Dette er umiddelbart skibenes største svaghed, som er rettet i forbindelse med Flight IIA. På disse skibe er agterdækket forhøjet og der er bygget en hangar med plads til to Seahawk-helikoptere. I masten er der placeret et TACAN-system, der støtter ved helikopteranflyvningen.
Til genforsyning til søs med helikopter (benævnt VERTREP for vertical replenishment) er der en dedikeret landingsplads på både agterdækket og fordækket.
Stealth thumb|På fordækket af USS Donald Cook (DDG-75) ses mange detaljer. For at formindske skibenes radarsignatur er Burke-klassen designet således, at der ikke er en side, der vender vinkelret på havoverfladen. På denne måde undgås et såkaldt broadside flash (dvs. et "bredside-ekko), hvor skibet reflekterer radarstråler med hele skibssiden og dermed giver et stort ekko. Således er skroget på destroyere vinklet udad op til skanseklædningen så radarstråler reflekteres ned mod vandet, og overbygningen er vinklet indad så radarstrålerne bliver vinklet opad mod luften. Således er alle genstande på dækket vinklet så meget som muligt for at give den lavest mulige radarsignatur. Rælingen er endda vinklet så den giver lavest muligt radarekko.
Hvor meget et skib af Arleigh Burke-klassen er sværere at finde på radar i forhold til et konventionelt skib er aldrig blevet offentliggjort.
For at mindske skibets akustiske udstråling under vand benytter skibene Prairie-Masker-systemet, der genererer luftbobler i særlige bælter på skroget og skruerne. Disse bobler reflekterer lyden tilbage til skruerne og skroget således at maskinstøj og kavitation dæmpes.
Problemer