thumb|right|En tysk type IXC undervandsbåd under angreb af allierede fly i 1943. Eksplosionen i baggrunden er en dybdebombe sluppet af angriberne. Billedet er taget fra et af de angribende fly – bemærk mandskabet i ubådens tårn. 1943 thumb|right|Obersteuerman Helmut Klotsch råber på hjælp, efter at hans ubåd, U-175, blev sænket af USC GC Spencer, 1943.US Coast Guard vessel Spencer sinks U-175 in 1943 Antiubådskrigsførelse, fra engelsk anti-submarine warfare, forkortet ASW er det begreb, der bruges for at beskrive detektionen af, jagten på og en eventuel ødelæggelse af fjendtlige ubåde. Der findes ASW-systemer til fly, helikoptere, skibe og i ubåde.

Da den konføderale ubåd CSS Hunley som den første ubåd i historien sænkede et fjendtligt skib, havde man ikke nogle forsvarsmidler mod ubåde. I dag benyttes avancerede systemer til opdagelse og uskadeliggørelse af ubåde.

ASW's store gennembrud kom i starten af 1. verdenskrig, da ubådene havde bevist deres store potentiale. Det første udstyr til at detektere en neddykket ubåd var primitivt, men udviklingen siden da er gået stærkt. I dag kan en sonar opdage en ubåd på lang afstand, alt efter støjniveau, salinitet, temperatur og flere andre faktorer. Desuden kan man finde information om hastighed, dybde, afstand og kurs kun ved hjælp af passive systemer. De første deciderede våben mod neddykkede ubåde var simple dybdebomber, et våben som stadig er i brug den dag i dag. I dag findes også avancerede "fire-and-forget" ("skyd-og-glem") -torpedoer, som selv finder frem til ubåden og kan uskadeliggøre den helt på egen hånd.

Baggrund og historie thumb|right|En tysk type UC-1 ubåd fra 1. verdenskrig. Disse ubåde var primært bygget som minelæggere. Statiske minefelter var en stor trussel mod den allierede skibsfart. ASW blev ikke udviklet i takt med den hastige udvikling, ubådene undergik. Først under 1. verdenskrig, da ubådene for første gang virkelig viste deres potentiale i en væbnet konflikt, begyndte de krigsførende parter at udvikle antiubådsvåben og teknikker. Før krigen havde man set på ubåde som et slags legetøj for rige stater, som havde råd til det, og en engelsk admiral bemærkede da også, at det var et "damned un-English weapon" (et "fordømt uengelsk våben").

Verdens første antiubådspatruljer blev etableret ud fra Storbritannien under første verdenskrig. Disse var ikke armeret med andet end en lille kanon og en hammer. Hammeren var tiltænkt fjendens periskop, og var det eneste "våben" som kunne benyttes mod en ubåd, som var neddykket.

Ubåde har den fordel, at de opererer under vand. Dette betyder, at de ikke kan opdages med det blotte øje (med mindre ubåden sejler i periskopdybde og benytter enten periskop, snorkel, radarmast, ECM-mast eller lignende), ej heller på radar. Moderne ubåde kan operere under vandet i månedsvis i modsætning til tidligere ubåde, som kun kunne være neddykket i kortere perioder – normalt omkring to til tre døgn.

Alle ubåde producerer støj i mere eller mindre grad. Dette er først og fremmest motorstøj fra fremdrivningsmaskineriet, men det kan også være lyde fra pumper, tømming og fyldning af trim- og ballasttanke, endda et køleskab. Selv samtaler mellem besætningsmedlemmer kan afsløre en ubåd en ubåd under de rigtige forhold. Lyd breder sig let og hurtigt igennem vand. Dykker man under vand, kan det eksempelvis være, at man kan høre sit eget ur tikke, selv om uret er på armen og langt fra øret. Lyd er ikke andet end en fortætning og udstrækning af det medium, den breder sig i. I luft er det fortætning af luftmolekyler, mens det i vand vil være fortætning og udstrækning af vandmolekyler – det vi kalder bølger. Dette kan udnyttes for at opdage, hvor en ubåd befinder sig.

Hydrofon og våben før og under 2. verdenskrig thumb|right|Antiubådsnet imellem Fort York Redoubt og McNabs Island, Halifax, Nova Scotia, Canada. Billedet er taget i 1942. Torpedonet fandtes også og blev i udstrakt grad brugt før, under og efter 1. verdenskrig. Den første primitive hydrofon blev udviklet under første verdenskrig, men først taget i brug i 1917. Den bestod, forenklet set, af to mikrofoner på hver sin side af et skibsskrog, som igen var koblet til hver sin højttaler, placeret i et sæt hovedtelefoner, som blev benyttet af en operatør. Hver mikrofon var placeret på henholdsvis styrbords og bagbords side på fartøjet (sædvanligvis en korvet eller fregat). Når operatøren hørte en ubåd, måtte han give besked videre til broen for at få ændret retning på fartøjet. Mikrofonerne var nemlig fastmonterede, således at hele fartøjet måtte drejes, hvis man skulle finde ud af, hvor ubåden befandt sig. Operatøren måtte selv skønsmæssigt vurdere, hvornår lyden var lige stærk i begge højttalere. I så fald var ubåden ret foran fartøjet.

Systemet blev dog hurtigt forbedret. Der blev udviklet drejelige hydrofoner, og efter et stykke tid blev en hydrofon placeret i en kuppel under skroget, som var i stand til at drejes 270°. Dette førte til, at en ASDIC-operatør kunne give en relativ pejling til ubåden, uden at fartøjet skulle drejes, og skibschefen kunne handle ud fra de oplysninger, der blev givet. I disse tidlige år af antiubådskrigsførelsen var ubådene ofte støjende. Støj opstod som regel fra motorer, pumper og lignende, men også kavitation var et stort problem. Kavitation resulterer i bobler, som dannes rundt om en skrue og hænger tilbage i vandet. Skruebladene får vandet til at "fordampe", og denne proces danner bobler. Når boblerne brister, altså når vanddampen vender tilbage til væskeform igen, skabes der lyd. Denne lyd kunne opfanges af en hydrofon.

Det næste store problem efter detektionen af en ubåd var, hvordan man skulle angribe den. De første ubåde havde lang dykketid; tiden, fra man begyndte at klargøre til dykning, til man faktisk var under vand, var lang. Ofte måtte man afrigge (afmontere) store udluftningskanaler og eventuelle radioantenner. Desuden måtte man stoppe enten diesel-, benzin- eller paraffinmotorerne og starte de elektromotorer, som drev ubåden under vand. Mens alt dette foregik, var ubåden meget sårbar, og det var også i disse tilfælde, at langt de fleste ubåde blev sænket både under første og anden verdenskrig. En ubåd havde dermed langt den bedste overlevelsesevne, når den var neddykket. Snorkelen, som gør det muligt for dieselelektriske ubåde at operere under vand, så længe dieselbeholdningen rækker, kom ikke i brug før sent under anden verdenskrig og kun i Kriegsmarine. Snorkelen var imidlertid heller ikke nogen garanti for overlevelse. Ubåde, der snorkler, må holde en lav hastighed, og snorkelmasten er synlig på radar, hvis bølgerne ikke var alt for høje. Det var dog en stor forbedring fra tidligere tider, da ubådene måtte dykke helt ud for at lade deres batterier op.

thumb|right|En K-gun lades med en dybdebombe om bord på HMS Dianthus, 14. august 1942. K-guns var en dybdebombemortér, som kaster bomben sideværts fra fartøjet. Dermed kunne man lægge dybdebomberne i et mønster frem for kun at trille dem ud over skibets hæk. Det er muligt at angribe en ubåd, der sejler på overfladen, med kanoner. Ubådene har dog ofte små silhuetter og kan være vanskelige at træffe, specielt i høj sø. En neddykket ubåd er derimod umulig at angribe med kanoner. Ikke bare fordi man ikke kan skyde direkte nedad, men også fordi en granat med en hastighed på op imod 900 m/s vil sprænges i stykker, idet den træffer vandoverfladen på grund af vandets høje densitet. Man udviklede derfor dybdebomben. Dybdebomben var store beholdere fyldt med sprængstof, som sank hurtigt og detonerede på en angivet dybde. Dette betød, at man måtte få en nøjagtig position på ubåden, således at man ikke smed dybdebomberne på et forkert sted. Dybdebomber kunne gøre stor skade, selvom de ikke traf ubåden direkte. En detonation i nærheden af ubåden kunne ryste den kraftigt med lækager og ødelæggelse af instrumenter, maskiner og motorer til følge.

Senere blev også fly udstyret med dybdebomber, men de første dybdebombebevæbnede maritime patruljefly fløj først i 2. verdenskrig. Flyene udgjorde efterhånden en meget større trussel for ubådene end overfladeskibe. På grund af ubådenes ofte lange dykketid kunne et dødeligt flyangreb være ovre, før ubådens mandskab havde gjort ubåden klar til neddykning. Snorkelen blev derfor hurtigt en eftertragtet vare blandt de tyske ubådkaptajner under anden verdenskrig. Ubåde udstyret med snorkel havde en større chance for at overleve sejladsen fra havnene i det vestlige Frankrig og ud til deres patruljeområde i Atlanterhavet.

Fra cirka 1942 og til slutningen af krigen var Biscayabugten et stærkt patruljeret område. Allierede fly, som opererede fra flybaser i England, patruljerede dette farvand døgnet rundt. Biscayabugten var et havområde, som de tyske ubåde måtte krydse for at komme ud i Atlanterhavet. Cirka 250 tyske ubåde blev sænket af fly under anden verdenskrig ud af i alt 1.154 sænkede ubåde. Desuden blev 293 ubåde sænket i havn af allierede flyangreb.Uboat.net, Liste over ubåde sænket efter årsag

Et andet våben, som blev udviklet, var akustiske torpedoer. Ved at udvikle torpedoer, som kunne låse sig selv fast på og følge en høj lyd fra skruer og motorer, kunne man affyre en torpedo i en mere eller mindre nøjagtig pejling mod målet. Torpedoen ville så følge dette mål selv, så snart den kunne opfatte lyden kraftigt nok. Både tyskere og de allierede udviklede disse våben i slutningen af anden verdenskrig. Disse torpedoer blev brugt både af ubåde og mod ubåde. Den amerikanske, akustiske torpedotype Mark 24 FIDO sænkede 37 ubåde og beskadigede 18 andre. Mark 24 blev benyttet både af fly og skibe og blev solgt til de canadiske og britiske flåder. Torpedoen blev taget i brug i marts 1943.

thumb|right|Hedgehog, monteret på dækket af HMS Westcott. Billedet er taget 28. november 1945. Et andet våben, som også blev udviklet, var hedgehogs. Disse var små sprængladninger, som blev skudt ud i et cirkelmønster ca 100 meter foran det affyrende skib. Med dette kunne en angriber undgå at sejle direkte over en ubåd for at angribe og kunne dermed fastholde ASDIC/SONAR-kontakten med ubåden. Dette var et stort fremskridt, fordi man tidligere, ved angreb med dybdebomber, måtte sejle direkte over ubådens position for at angribe, hvorved man mistede kontakten med ubåden. I flere tilfælde har en ubåd kunne snige sig væk ved at køre motorerne på fuld hastighed, mens angriberne ikke havde kontakt med ubåden. Hedgehog var særdeles vanskelig at undgå, fordi ubåden ikke kunne høre nedslagene fra de små sprængladninger. Ulempen med hedgehogs var, at sprængladningerne var forholdsvis små og ikke udgjorde en stor trussel mod en ubåd, hvis bare én af sprængladningerne traf. De kunne dog gøre stor skade, hvis mange traf.

ASDIC og SONAR, detektion af ubåde

ASDIC og SONAR er egentlig to navne for det samme system. Sonar står for SOund Navigation And RangingAsdic ("Lyd-navigation og -afstandsbedømmelse"), mens ASDIC står for Allied Submarine Detection Investigation Committee ("Allieret ubådsdetektions-undersøgelseskomité"). Udtrykket ASDIC forblev i brug i britiske kredse frem til efter anden verdenskrig, mens amerikanerne omtalte deres systemer som SONAR.

Disse systemer blev taget i brug mod slutningen af 1. verdenskrig, men som ret primitive systemer i forhold til, hvad senere er blevet udviklet. Først under anden verdenskrig kom det virkelige gennembrud i denne udvikling – se Slaget om Atlanten.

Detektionssystemerne kan være både passive og aktive. Et passivt detektionssystem udsender ikke nogle signaler, men benyttes kun til, i dette tilfælde, at opfange lyde og støj fra ubåde. Rækkevidden afhænger af den udsendte lydstyrke fra ubåden selv – en helt stille ubåd vil ikke kunne opdages af et passivt (akustisk) system, mens en ubåd, som går for fuld fart under vand, vil kunne opdages på lang afstand. Detektionsafstanden her afhænger af saliniteten i vandet, temperatur og andre faktorer.