thumb|Jarlsberg hovedgård, grevskabets hovedsæde. Grevskabet Jarlsberg var et af kun to grevskaber, der sammen med et enkelt baroni blev oprettet i Norge under Christian 5. efter de samme regler som i Danmark, og det indgik således i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge. Grevskabet blev oprindeligt oprettet under navnet Grevskabet Griffenfeld i 1673, men blev allerede inddraget i 1676 i forbindelse med Griffenfelds fald. Christian 5. lod herefter sin halvbror, statholder Ulrik Frederik Gyldenløve, overtage besiddelserne. I september 1683 solgte Gyldenløve godset videre til den tyske adelsmand og feltmarskal, baron Gustav Wilhelm von Wedel, og ved dette køb blev grevskabet erigeret på ny som grevskabet Jarlsberg. Den 4. januar 1684 blev erektor von Wedel ophøjet i den dansk-norske lensgrevestand som greve af Jarlsberg, og han blev dermed stamfar for slægten Wedel-Jarlsberg.
Centrum for grevskabet var Jarlsberg Hovedgård, som blev anlagt under navnet Griffenfeldgård (også skrevet Griffenfeldtgård og Griffenfeld gård) præcis dér, hvor den gamle kongsgård og lensherreresidens Sem hovedgård tidligere havde ligget, 3 km nordvest for Tønsberg by. Godsets lange hovedbygning, der er opført i empirestil, fik sit nuværende udtryk efter en ombygning i 1812 forestået af den danske arkitekt Jørgen Løser. Det juridiske grundlag for oprettelsen af grevskabet og de øvrige norske majorater, som også talte grevskabet Laurvigen samt baroniet, senere stamhuset, Rosendal, fandtes i Norske Lov fra 1687, hvis regel om stamhuse i 5-2-65 var et spejl af bestemmelserne i Danske Lov.
Ved Danmarks og Norges adskillelse under Freden i Kiel i 1814 blev de norske majorater afstået. Samme år forbød den norske Eidsvold-forfatnings artikel 108 oprettelsen af nye stamhuse og fideikommiser, og på dette tidspunkt bestod alene Jarlsberg og Rosendal tilbage som majorater. Den norske adelslov af 1821 fastslog, at grevskabet formelt skulle bortfalde ved den sidste greves død, en begivenhed der indtraf i 1893, hvorefter Jarlsberg også officielt fik status af stamhus.
I 1927 blev der ved særlige love truffet bestemmelse om lensafløsning for Norges to sidste stamhuse. Mens Rosendal overgik til Oslo Universitet, fastslog loven for Jarlsberg, at ejendommen fortsat skal nedarves i slægten Wedel-Jarlsberg, så længe der er arvinger hertil; først når slægten uddør, vil det tilfalde Oslo Universitet. Som følge heraf er stamhuset, som er Norges eneste, stadig i slægtens besiddelse og ejes i dag af 13. generation. Jarlsberg udgør således det eneste eksisterende majorat i Norge. Da Jarlsberg forblev uberørt af den danske lensafløsning, er den nuværende stamhusbesidder fortsat dansk lensgreve. Han erholder ret beset lensgrevetitlen udelukkende i kraft af sin position som stamhusbesidder til det tidligere grevskab, og han er dermed den eneste lensgreve, som stadig besidder sit oprindelige majorat.
Besiddere af lenet 1673-1676 Peder Griffenfeld 1676-1683 Ulrik Frederik Gyldenløve 1683-1717 Gustav Wilhelm von Wedel 1717-1738 Frederik Anton Wedel-Jarlsberg 1738-1776 Frederik Christian Otto Wedel-Jarlsberg 1776-1811 Frederik Anton Wedel-Jarlsberg 1811-1840 Johan Caspar Herman Wedel-Jarlsberg 1840-1893 Peder Anker Wedel-Jarlsberg
Referencer
Litteratur
Jarlsberg Kategori:Norges historie Jarlsberg, Grevskabet Kategori:Ophørt i 1893 Kategori:Etableret i 1673