De mongolske felttog ind i Palæstina foregik hen imod afslutningen af korstogene, som opfølgninger på de midlertidigt succesrige mongolske invasioner i Syrien, først og fremmest i 1260 og 1300. Efter hver af disse invasioner fulgte der en periode på nogle få måneder, hvor mongolerne formåede at gennemføre togter sydpå ind i Palæstina, hvor de nåede så langt som til Gaza.
Det var kun en forholdsvis lille del af den mongolske hærstyrke, der foretog felttogene, hvor de fortsatte med at plyndre, dræbe og ødelægge. Mongolerne ser ikke ud til at have haft til hensigt at indlemme Palæstina i deres administrative system, og nogle få måneder efter invasionerne i Syrien vendte mamelukkernes styrker tilbage fra Ægypten og genindtog området uden større modstand.Amitai, Mongol Raids, pp. 247-248
Mongolske felttog i 1260 thumb|350px|De mongolske offensiver mod Mellemøsten i 1260. Angrebene på Aleppo og Damaskus lykkedes, og de førte til mindre angreb på underordnede mål som Baalbek, al-Subayba, and Ajlun og til lynangreb på andre palæstinensiske byer, herunder muligvis også Jerusalem. Små fortropenheder nåede så langt mod syd som til Gaza.
I 1258 erobrede mongolerne Baghdad, der var den islamiske verdens magtcentrum. Dermed udslettede de i realiteten abbasidernes dynasti. Efter Baghdad fortsatte de mongolske styrker under ledelse af Hulagu og støttet af kristne fra tidligere erobrede eller underkastede områder som Georgien, det Ciliciske Armenien, og Fyrstendømmet Antiochia med erobringen af Syrien under Ajubidedynastiet. De indtog byen Aleppo, og den 1. marts 1260 erobrede de Damaskus,Grousset, p. 581"On 1 March Kitbuqa entered Damascus at the head of a Mongol army. With him were the King of Armenia and the Prince of Antioch. The citizens of the ancient capital of the Caliphate saw for the first time for six centuries three Christian potentates ride in triumph through their streets", Runciman, p.307"The king of Armenia and the Prince of Antioch went to the army of the Tatars, and they all went off to take Damascus".|Gestes des Chiprois, Le Templier de Tyr. "Le roy d'Arménie et le Prince d'Antioche alèrent en l'ost des Tatars et furent à prendre Damas". Quoted in "Histoire des Croisades III", Rene Grousset, p586 hvorved også dette dynasti ophørte.
Da de islamiske magtcentre Baghdad og Damascus var gjort magtesløse, blev Cairo under mamelukkerne det nye centrum for islamisk magt. Mongolerne ville sikkert have fortsat deres fremrykning videre ned gennem Palæstina til Ægypten, men de blev tvunget til at standse deres invasion på grund af en intern konflikt i Turkestan. Hulagu tog af sted med hovedparten af sine styrker og efterlod kun ca. 10.000 mongolske ryttere under den nestorianske general Kitbuqa, der skulle besætte de erobrede område.Runciman, p.310
Kitbuqa fortsatte offensiven, indtog byerne Baalbek, al-Subayba og AjlunAmitai-Preiss, p. 32. og sendte mongolske enheder videre ind i Palæstina, hvor de nåede frem til Ascalon og muligvis Jerusalem. En mongolsk garnison på ca. 1.000 mand blev stationeret i Gaza,Jean Richard, p.428Amin Maalouf, p.264Tyerman, p.806 mens en anden garnison blev placeret i Nablus.Amin Maalouf, p.262
Hulagu sendte også bud til kong Ludvig 9. af Frankrig med en beretning om, at de havde givet Jerusalem tilbage til de kristne. Moderne historikere tror dog, at selv om Jerusalem blev udsat for mindst et mongolsk overfald i dette tidsrum, så blev byen hverken besat eller formelt erobret.Den britiske historiker Steven Runciman mener, at Nablus og Gaza blev besat, men at Jerusalem selv ikke blev indtaget af mongolerne. Runciman, p.308"Hulegu informed Louis IX that he had handed over the Holy City to the Franks already, during the brief Mongol occupation in 1260 (although, as we have seen, this is nowhere indicated in any of the Muslim sources, still less in the Frankish appeals for help to the West), and the claim was reiterated in 1274 by Abaqa's envoys.", Jackson, p.174
Slaget ved Ain Jalut (1260)
Efter at have trukket sig tilbage fra Syrien til Cairo, forhandlede de ægyptiske mamelukker med frankerne i reststaten "Kongeriget Jerusalem" i Acre, og frankerne forholdt sig passivt neutrale i forhold til både mamelukkerne og mongolerne, selv om de muslimske mamelukker havde været korsfarernes traditionelle fjender. På det tidspunkt ser det ud til, at frankerne anså mongolerne for at være en større trussel end muslimerne. Mamelukstyrkerne fik lov til at gå uskadt gennem korsfarerområdet, sådan at de kunne samle en betydelig styrke, der stod over for resterne af den mongolske hær i september 1260 i det historiske slag ved Ain Jalut i Galilæa. Mamelukkerne vandt en stor sejr, som fik betydning ikke bare for regionen, men også på den måde at det var første gang, den mongolske hær havde lidt nederlag. Det blev kulminationen for de mongolske erobringer, og selv om mongolerne igen forsøgte sig med invasioner i Syrien, havde de ikke held med det før i 1300, da de atter en gang kun fastholdt områderne i få måneder.
Sidonbegivenheden (1260) Samtiden beskrev korsfareren Julian de Grenier, der var herre til Sidon og fæstningen Beaufort i Libanon, som uansvarlig og letsindig, og han greb i 1260 chancen for at hærge og plyndre Bekaa-området, som netop var kommet under mongolsk herredømme. Da den momgolske general, Kitbuqa, sendte sin nevø med en mindre styrke for at skaffe ro, faldt de i baghold og blev dræbt af Julian. Kitbuqa besvarede det i fuld styrke ved at hærge byen Sidon, ødelægge dens mure og dræbe dens indbyggere, selv om det hedder sig, at fæstningen aldrig blev erobret.Runciman, p. 308"It happened that some men from Sidon and Belfort gathered together, went to the Saracens' villages and fields, looted them, killed many Saracens and took others into captivity together with a great deal of livestock. A certain nephew of Kit-Bugha who resided there, taking along but few cavalry, pursued the Christians who had done these things to tell them on his uncle's behalf to leave the booty. But some of the Christians attacked and killed him and some other Tartars. When Kit-Bugha learned of this, he immediately took the city of the Sidon and destroyed most of the walls [and killed as many Christians as he found. But the people of Sidon fled to an island, and only a few were slain. oe43]. Thereafter the Tartars no longer trusted the Christians, nor the Christians the Tartars." Fleur des Histoires d'Orient, Chap. 30
Mongolske hærtogter under Edward 1.s korstog (1271) I 1269 blev den engelske fyrst Edvard (den senere kong Edvard 1. af England, kaldet Edvard "Longshanks") påvirket af beretninger om onkelen, Richard Løvehjertes og den franske kong Ludvigs andet korstog, og han indledte sit eget korstog, det Niende korstog.Hindley, pp. 205-206 Antallet af riddere og følgesvende, som tog med Edward på korstoget, var ganske ringe,Nicolle, p. 47 muligvis ca. 230 riddere med et følge på i alt omkring 1.000 mand, der blev transporteret på en flåde af 13 skibe.Tyerman, p. 818Grousset, p.656 Mange af deltagerne på Edwards togt var nære vennner og familiemedlemmer, heriblandt hans kone, Eleanor of Castilien, hans bror Edmund og hans fætter, Henry of Almain.
Da Edward endelig nåede Acre den 9. maj 1271, sendte han straks et gesandtskab til den mongolske regent, Abaqa."When he disembarked in Acre, Edward immediately sent envoys to Abagha (…) As he (Abagha) could not commit himself to the offensive, he ordered the Mongol forces stationned in Turkey under Samaghar to attack Syria in order to relieve the Crusaders” Jean Richard, p.446 Edwards plan var at bruge mongolernes støtte til at angribe den muslimske leder, Baibars."Edward was horrified at the state of affairs in Outremer. He knew that his own army was small, but he hoped to unite the Christians of the East into a formidable body and then to use the help of the Mongols in making an effective attack on Baibars", Runciman, p.335 Gesandtskabet blev ledet af Reginald Russel, Godefrey Welles og John Parker.Grousset, p.653. Runciman, p.336 Abaqa Edwards ønske positivt i et brev, dateret 4. september 1271. Middelalderhistorikeren, Wilhelm af Tyrus skrev:
Midt i oktober 1271 nåede de mongolske styrker, som Edvard havde tilkaldt, frem til Syrien og ødelagde landet fra Aleppo og sydover. Abaqa, der var optaget af andre konflikter i Turkestan, kunne kun sende 10.000 mongolske ryttere under general Samagar fra besættelsestropperne i det seldsjukkiske Anatolien sammen med seldsjukiske hjælpetropper, men de udløste en flugt blandt muslimske befolkninger (som huskede tidligere felttog under Kithuqa) helt ned til Cairo. Mongolerne besejrede de tyrkiske tropper, der beskyttede Aleppo, og sendte mameluk garnisionen i byen på flugt, og fortsatte deres fremrykning til Maarat an-Numan og Apamea.
Da Baibars igangsatte en modoffensiv fra Egypten den 12. november, havde mongolerne allerede trukket sig tilbage til den anden side af Eufrat, for de magtede ikke at modstå den mamelukkiske hær i sin fulde styrke.
Mongolske felttog i 1299–1300
thumb|350px|Mongolske offensiver i Mellemøsten 1299-1300 Sommeren 1299 indtog mongolerne under Ghazan den nordlige by Aleppo og besejrede mamelukkerne i Slaget ved Wadi al-Khazandar (også kendt som det tredje slag ved Homs) den 23.-24. december 1299. En gruppe af mongoler under general Mulay skilte sig derefter ud fra Ghazans styrke, forfulgte de flygtende mamelukkiske tropper helt til GazaDemurger, pp. 142-143 "The Mongols pursued the retreating troops towards the south, but stopped at the level of Gaza". og tvang dem tilbage til Ægypten. Hovedstyrken af Ghazans enheder fortsatte videre mod Damaskus, der overgav sig på et tidspunkt mellem den 30. december 1299 og den 6. januar 1300, selv om byens citadel gjorde modstand.Runciman, p.439 Ghazan trak så de fleste af sine styrker tilbage i februar, sandsynligvis fordi hestene manglede foder. Ghazan lovede at vende tilbage i november for at angribe Ægypten.Demurger, p. 99
Derfor var den mongolske il-Khan den reelle herre over det hellige land i en periode på omtrent fire måneder fra februar til maj 1300."For a brief period, some four months in all, the Mongol Il-Khan was de facto the lord of the Holy Land", Schein, p. 810 Den mindre styrke på ca. 10.000 ryttere under Mulay foretog angreb så langt sydpå som til Gaza,"Meanwhile the Mongol and Armenian troops raided the country as far south as Gaza." Schein, 1979, p. 810 vendte tilbage til Damaskus omkring marts 1300, og fulgte Ghazan tilbage over Eufrat nogle få dage senere.Amitai, p. 247
De ægyptiske mamelukker vendte så tilbage og generobrede hele området i maj 1300 uden et eneste slagSchein, 1979, p. 810.Amitai, p. 248
Jerusalems skæbne i 1300 De middelalderlige kilder har mange forskellige syn på omfanget af hærtogterne i 1299-1300, og der er uenighed blandt moderne historiskere om, hvilke kilder der er mest pålidelige, og hvilke der kan anses for at være fortegnede eller simpelthen forkerte. Særligt Jerusalems skæbne debatteres fortsat mellem nogle historikere, der slår fast, at de mongolske togter kan have nået ind i byen, og andre, der konstaterer, at byen hverken blev indtaget eller bare belejret.Phillips, p. 128. "Disillusionment came swiftly. Jerusalem had not been taken or even besieged; Ghazan evacuated Syria within a few weeks of its conquest probably because his horses were short of fodder. He attacked it again in 1301, and planned further campaigns for the next two years, but achieved nothing. His bitterness at the failure of the European powers to provide the military assistance he had asked for expressed itself in 1303 in yet another embassy to Philip IV and Edward I, to which Edward replied tactfully that he and Philip had been at war and could not send help."