thumb|Den engelske filosof John Locke regnes ofte for liberalismens grundlægger
Liberalismen er en politisk ideologi, der har spillet en væsentlig rolle i de fleste vestlige lande siden dens fødsel i årtierne omkring den franske revolution. Liberalismen tager udgangspunkt i et individualistisk menneskesyn og betoner menneskets frihed i forhold til staten.
Liberalisme er ikke noget entydigt begreb. Ofte skelnes mellem politisk liberalisme, som den engelske filosof John Locke anses for at have stået fadder til, og økonomisk liberalisme, som startede med den skotske økonom og filosof Adam Smith. Den økonomiske liberalisme betoner først og fremmest markedets frihed, mens den politiske liberalisme især interesserer sig for individets frihed og rettigheder. Op gennem historien er de to former for liberalisme ofte kommet i konflikt med hinanden – når der eksempelvis er blevet argumenteret for, at markedets frihed begrænser individets frihed.Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1526. I det hele taget har liberalismen udviklet sig meget forskelligt i forskellige lande og perioder, og der findes mange forskellige afskygninger, der betoner hver deres udlægning. Nogle temaer går dog igen hos de fleste liberale grupperinger: Troen på lige rettigheder og individuelle frihedsrettigheder (f.eks. tros- og ytringsfrihed), støtte til privat ejendomsret og en afgrænset konstitutionel statsmagt samt betydningen af beslægtede værdier som pluralisme, tolerance og folkets suverænitet. Andre liberale kendetegn er tilslutningen til de grundlæggende retsprincipper, der karakteriserer en retsstat; en kapitalistisk markedsøkonomi; vægt på civilsamfundets rolle; international frihandel; samt international bevarelse af fred via mægling og indgriben fra internationale organisationer.Hector Estrup og Palle Svensson: liberalisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2017. I statskundskaben betegner liberalisme således en særlig forskningsretning indenfor international politik, der i modsætning til den konkurrerende teoriretning realismen bygger på en opfattelse af, at fredeligt samarbejde mellem forskellige suveræne stater kan være i deres gensidige interesse.
Etymologi
Ordet liberal kommer fra de latinske ord liber og libertas, der betyder "fri" og "frihed".Gross, s. 5. En af de første gange, ordet liberal er dokumenteret, var i 1375, hvor det brugtes om de frie kunster (artes liberales), dvs. de kundskaber og færdigheder, som en fribåren mand burde besidde. Når Ludvig Holberg omtalte en person som liberal, betød det, at vedkommende var velvillig, rundhåndet og gavmild. I oplysningstiden fik det en klang af frisindet, i 1781 ses det anvendt som "fri for snævre fordomme" og i 1823 som "fri for snæversyn". Under og især efter den franske revolution skete en afgørende politisering af begrebet. Realiseringen af idéerne fra 1789 med skabelsen af en stabil politisk orden, gerne indenfor rammerne af et konstitutionelt monarki, blev i Frankrig kendt som les idées libérales. Under Napoleonskrigene kom det at være liberal især til at stå for en kamp mod undertrykkelse og for frihed. Den første gruppe, der brugte ordet i en politisk sammenhæng, var de spanske liberales, der først kæmpede mod Napoleon og siden i årtier for virkeliggørelsen af den spanske 1812-forfatning.Palmer og Colton, s. 479. Perioden 1820-23, hvor den spanske kong Ferdinand 7. var blevet tvunget af de liberale kræfter til at respektere forfatningen, kaldes på spansk Trienio Liberal, dvs. "de tre liberale år". Ved midten af det 19. århundrede blev "liberal" brugt som et politisk begreb for partier og bevægelser i hele verden.Emil J. Kirchner, Liberal Parties in Western Europe, "Liberal parties were among the first political parties to form, and their long-serving and influential records, as participants in parliaments and governments, raise important questions ...", Cambridge University Press, 1988,
Det præcise indhold i ordet "liberalisme" varierede imidlertid en del fra land til land. I dag bruges ordet "liberal" således i USA og Canada om tilhængere af en velfærdsstat i samklang med f.eks. Franklin D. Roosevelts politik, mens det på det europæiske kontinent ofte associeres med en holdning, der ønsker at formindske statens indflydelse og går ind for en mere laissez faire-agtig økonomisk politik."Liberalism", Encyclopædia Britannica: "In the United States, liberalism is associated with the welfare-state policies of the New Deal programme of the Democratic administration of Pres. Franklin D. Roosevelt, whereas in Europe it is more commonly associated with a commitment to limited government and laissez-faire economic policies".
I USA benævnes de laissez-faire-agtige holdninger, som var associeret med den oprindelige klassiske liberalisme, nu typisk som libertarianske. Den amerikanske brug af ordet "liberal" svarer omvendt til det, der i Europa ofte benævnes "socialliberal". I USA anses liberale tanker således primært for at høre til i det demokratiske parti.Arnold, s. 3. "Modern liberalism occupies the left-of-center in the traditional political spectrum and is represented by the Democratic Party in the United States."
Historie
Historiske forløbere for liberalismen
Mens ordet liberalisme først efter 1800 begyndte at blive brugt som politisk og økonomisk retning, var det intellektuelle fundament for liberalismen ældre. Længe før John Locke og Adam Smith har der været historiske situationer og personer, som har inspireret den senere liberalisme. Det gælder således det antikke GrækenlandHansen, Mogens Herman (2013): Liberalismens frihedsbegreb i historisk lys: Det oldgræske frihedsbegreb sammenlignet med det moderne. I: Nevers, J., N. Olsen og C. Sylvest (red.): Liberalisme – Danske og internationale perspektiver. Syddansk Universitetsforlag 2013. og den romerske republiks konflikter imellem plebejere og patriciere om grundlæggende rettigheder og medbestemmelsesret i samfundsledelsen. Reformationen ledte til århundredlange stridigheder om religionsfrihed, og under den engelske borgerkrig var – udover religiøse spørgsmål – problemstillingen om kongens magt i forhold til parlamentet og lighed for loven blandt de vigtige stridspunkter. Den foreløbige kulmination kom med den engelske glorværdige revolution i 1688, der knæsatte det engelske parlaments rettigheder og retten til modstand mod en statsmagt, der undertrykker folkets rettigheder. Den glorværdige revolution førte til oprettelsen af det, som mange betragter som den første moderne liberale stat.
John Locke og oplysningstiden
John Locke (1632-1704) regnes ofte for grundlæggeren af den politiske liberalisme, især med værket Two Treatises of Civil Government. Locke mente, at alle mennesker i naturtilstanden var født lige, frie og uafhængige, og de var i besiddelse af ejendom: De ejede deres liv, deres frihed og deres gods. Inspireret af Thomas Hobbes anerkendte han indgåelsen af en social kontrakt, men dennes indhold var begrænset til, hvad det almene vel krævede, og dette hensyn derfor det eneste, der kan motivere indskrænkninger i de nævnte naturlige menneskerettigheder. Hvad almenvellet nærmere berettigede, måtte folkets flertal afgøre, hvorfor det var nødvendigt med en lovgivende magt, udpeget af folket. Med Locke blev idéer som ejendom, loven, adskillelse mellem myndighederne og begrænsning af statsmagten – altså idéer om politisk frihed og ejendom – vigtige emner i den politiske idetænkning.Lund mfl. (1993), s. 252.
Locke inspirererede bl.a. Montesquieu (1689-1755) til dennes overvejelser om, hvordan man bedst sikrer borgernes frihed – hvilket svar han fandt i princippet om magtens tredeling.Lund mfl. (1993), s. 253. Også Immanuel Kants (1724-1804) politiske filosofi regnes grundlæggende for at være af liberalt tilsnit.Jensen mfl. (red.) (2006), s. 989. Kant forsvarede magtdelingslæren og en lang række af de traditionelle liberale frihedsrettigheder og gik ind for et grundprincip om den størst mulige frihed til den enkelte, der er forenelig med en tilsvarende frihed for alle andre.
Locke, Montesquieu og Kant fik sammen med andre tænkere fra oplysningstiden stor betydning som inspiration for såvel den amerikanske som den franske revolution.
Adam Smith og den engelske liberalisme 140px|thumbnail|right|Adam Smith, grundlæggeren af den økonomiske liberalisme
Adam Smith (1723-90) forårsagede med udgivelsen af sit værk An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations i 1776 en revolution. Med værket grundlagde han den moderne økonomiske videnskab og skabte det intellektuelle grundlag for opgøret mod de to tidligere dominerende skoler, merkantilisterne og fysiokraterne. Ifølge Smith var lønarbejde grundlaget for menneskelig velstand, og ethvert behov må kaldes nyttigt, fordi det sætter produktion i gang. Enhver må desuden have ret til frugten af sit eget arbejde. Smith mente, at folks egeninteresse var drivkraften bag et succesfuldt samfund.Lund mfl. (1993), s. 268. Givet at der er fri konkurrence, vil enhver ud fra egen interesse anstrenge sig for at præstere det bedst mulige, da han ellers vil blive udkonkurreret. De økonomiske naturlove sørger dermed automatisk for en balance, der i sidste instans er til gavn for alle. Det sker ikke mindst gennem prisdannelsen, der ifølge Smith er en usynlig hånd, der leder menneskene til at bære sig ad, så det fælles bedste fremmes. Smith gjorde også opmærksom på de muligheder, forøget arbejdsdeling og udnyttelse af international handel kunne give. Afgørende for at kunne udnytte de gunstige muligheder var dog, at statens formynderskab burde forsvinde og afløses af fuldstændig økonomisk frihed. Staten burde kun tage sig af militær, retspleje og samfundsgavnlige anlæg som f.eks. veje, som det ikke kunne betale sig for den enkelte at bygge.Lund mfl. (1993), s. 269.
Adam Smiths lidt yngre samtidige Jeremy Bentham grundlagde med sine tanker om staten den borgerlige politiske liberalisme i den skikkelse, der kaldes utilitarisme.Lund mfl. (1993), s. 270. Bentham mente, at det enkelt menneske stræbte efter den højst mulige lystfølelse (nytte) og videst muligt at undgå ulystfølelse (unyttige følelser). Samfundet bør stræbe efter at opnå den størst mulige nytte for det størst mulige antal mennesker. Jo mere enhver ud fra sin egen interesse er i stand til at virke for sin egen lykke, jo større bliver almennytten eller samfundets totale sum af lykke. Derfor bør staten forsøge at give den enkelte den størst mulige frihed til at stræbe efter sin egen lykke og dermed forøge samfundets samlede velfærd. Kun lovindgreb, der øger almennytten, er berettigede. Benthams tanker vandt stærkt gehør i det britiske erhvervsdrivende borgerskab. Smiths økonomiske liberalisme og Benthams filosofiske utilitarisme kom dermed til samme resultat: liberalismen som politisk-økonomisk ide. Den fik sit foreløbige højdepunkt i den såkaldte manchesterliberalisme i England i 1830’erne og 1840’erne.Lund mfl. (1993), s. 271.
Liberalismen i andre lande
Udenfor Storbritannien forbandt Adam Smiths økonomiske liberalisme sig med arven fra oplysningstiden og friheds- og lighedstankerne fra den franske revolution. På det europæiske kontinent fik liberalismen efterhånden stigende tilslutning fra akademikerne og det velstillede borgerskab. Herunder oversatte Frantz Dræbye allerede i 1780 Adam Smiths hovedværk til dansk.
Den europæiske liberalisme udviklede sig dog ret forskelligt fra land til land. Mange steder forenede den sig med nationalismen, den opfattelse, at mennesker har et særligt tilhørsforhold til en fælles kulturel, sproglig og geografisk ramme, der bør danne grundlag for det politiske fællesskab.Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1228f. Kombinationen af tanken om den nationale selvbestemmelsesret med liberalismens krav om lighed og frihed blev til nationalliberalismen, der ikke mindst kom til at spille en vigtig rolle i Italien, Tyskland og Danmark.Lund mfl. (1993), s. 272.