thumb|Tyskere i Sudeterlandet blev fordrevet efter afslutningen af 2. verdenskrig. Ved 2. verdenskrigs slutning flygtede eller udvistes hovedparten af de tyske befolkningsgrupper i områder uden for det nuværende Tysklands og Østrigs grænser. Det drejede sig især om for det første tidligere tyske områder, som blev annekteret at Polen og Sovjetunionen efter krigen – Østlige Brandenburg, Østpreussen og det meste af Pommern og Schlesien, for det andet om Tjekkoslovakiet, som blev genskabt ud fra det tidligere tjekkoslovakiske område, som havde været besat under krigen, og Sudeterlandet, som var blevet annekteret af Tyskland i 1938, og for det tredje om de tidligere polske områder, som var blevet annekteret eller besat af Tyskland under krigen. For det fjerde drejede det sig om Ungarn, Rumænien, nordlige Jugoslavien (fortrinsvis i Vojvodina området) og andre stater i Central- og Østeuropa.

Hovedparten af de flygtede eller fordrevne kom fra de tidligere østlige tyske provinser, som blev annekteret af Polen og Sovjetunionen efter krigen (omkring 7 millioner mennesker), og fra Tjekkoslovakiet (omkring 3 millioner). De flygtede og fordrevne blev genbosat i de allierede besættelseszoner i Tyskland og Østrig.

Med mindstThe Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War , Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.4 12 millionerJürgen Weber, Germany, 1945-1990: A Parallel History, Central European University Press, 2004, p.2, Peter H. Schuck, Rainer Münz, Paths to Inclusion: The Integration of Migrants in the United States and Germany, Berghahn Books, 1997, p.156, tyskere direkte berørt, muligvis 14 millioner eller mere, var det den største etniske tvangsforflytning i moderne historieArie Marcelo Kacowicz, Pawel Lutomski, Population resettlement in international conflicts: a comparative study, Lexington Books, 2007, p.100, : "...largest movement of European people in modern history" Google Books Bernard Wasserstein, Barbarism and civilization: a history of Europe in our time, Oxford University Press, 2007, p.419: "largest population movement between European countries in the twentieth century and one of the largest of all time." * "the largest single case of ethnic cleansing in human history" "largest population transfer in history", citing

"the expulsion of the Germans constitutes the largest mass transfer of a population in history" og den største udvisning i Central- og Østeuropa, hvor i alt over 20 millioner mennesker blev fordrevet.

Begivenhederne er normalt blevet karakteriseret som "befolkningsoverførsel", Expelling the Germans: British Opinion and Post-1945 Population Transfer in Context, Matthew Frank Oxford University Press, 2008 Europe and German unification, Renata Fritsch-Bournazel p. 77, Berg Publishers 1992 eller som "etnisk udrensning".*

R. J. Rummel har betegnet disse begivenheder som "democide",

og nogle få går så langt som til at betegne det som folkemord.*

Fordrivelsen var led i den geopolitiske og etniske reorganisering i efterkrigstidens Europa og var til dels en gengældelse for at tyskerne havde indledt krigen og gennemført de efterfølgende grusomheder og etniske udrensninger i de besatte lande.Arie Marcelo Kacowicz, Pawel Lutomski, Population resettlement in international conflicts: a comparative study, Lexington Books, 2007, p.100, De Allierede ledere Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill og Josef Stalin var inden krigens slutning nået til grundlæggende enighed om, at Polens territorium skulle flyttes vestpå og den tilbageværende tyske befolkning udvises, og meddelte de polske og tjekkoslovakiske eksilregeringer, hvis lande begge var besat af Tyskland, at dette ville ske.Alfred de Zayas, A Terrible Revenge, Palgrave/Macmillan, 2006Detlef Brandes, Der Weg zur Vertreibung 1938-1945: Pläne und Entscheidungen zum "Transfer" der Deutschen aus der Tschechoslowakei und aus Polen, Oldenbourg Wissenschaftsverlag, 2005, pp.398ff, Google Books Klaus Rehbein, Die westdeutsche Oder/Neisse-Debatte: Hintergründe, Prozess und Ende des Bonner Tabus, LIT Verlag Berlin-Hamburg-Münster, 2005, pp.19,20, Google Books

Fordrivelserne foregik i tre til dels overlappende faser. Den første bestod af tyskeres spontane flugt fra den Røde Hær, som foregik fra midten af 1944 til starten af 1945. Den anden fase var den uorganiserede fordrivelse af tyskere straks efter det tyske nederlag. Den tredje fase var en mere organiseret udvisning efter de Allieredes Potsdamtraktat, som redefinerede grænserne i Central- og Østeuropa og tillod såkaldt "ordnede" og "humane" udvisninger af tyskere fra Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Mange tyske civile blev desuden sendt til internerings- og arbejdslejre.*

De største fordrivelser var afsluttet i 1950. Folketællingstal fra det år viste, at antallet af etniske tyskere, som fortsat boede i Østeuropa lå på omkring 2,6 mio., ca. 12 % af antallet før krigen. Det samlede antal døde ved fordrivelserne er stadig ukendt, og er svært at beregne på grund af det kaos, som eksisterede i krigens sidste måneder.

Baggrund

Før 2. verdenskrig havde Central- og Østeuropa ikke klart afgrænsede etniske grænser. I stedet var der udenfor nogle områder med etniske flertal store blandede områder og et utal af små lommer, hvor forskellige etniske grupper havde bosat sig. Indenfor disse blandede områder – herunder de store byer i Central- og Østeuropa – samarbejdede de etniske grupper i dagligdagen. Selv om det ikke altid forløb harmonisk, havde dette samarbejde foregået i hundreder af år og omfattet alle livets forhold.Kati Tonkin reviewing Jurgen Tampke, Czech-German Relations and the Politics of Central Europe: From Bohemia to the EU , The Australian Journal of Politics and History, March, 2004

Med fremkomsten af nationalismen i 1800-tallet blev borgernes etniske baggrund et betydningsfuldt spørgsmål i form af territoriale krav, staternes selvforståelse/identitet og påstande om etnisk overlegenhed. Preussen indførte princippet om etnisk baseret bosættelse i et forsøg på at sikre sin etniske integritet. Preussen var også den første moderne europæiske stat, som foreslog etnisk udrensning som en metode til løsning af "nationalitskonflikter". Det var meningen at fjerne polakker og jøder fra den forventede "polske grænsestribe" efter 1. verdenskrig og genbosætte området med tyskere. A History of Modern Germany: 1840-1945. Hajo Holborn, Princeton University Press, 1982 page 449

Versaillestraktaten førte til etablering eller genetablering af en række nationalstater i Central- og Østeuropa. Før 1. verdenskrig havde de været en del af det østrigske, russiske eller tyske imperium. Selv om disse lande blev oprettet og fik navn efter deres etniske flertal, var ingen af dem etnisk homogene. Der blev gjort forsøg på at ændre den etniske sammensætning f.eks. i den genskabte polske stat ved at reducere antallet af tyskere i den Polske korridor.

Fra 1933 brugte Nazityskland de tidligere tyske bosættelsesområder som grundlag for sine territoriale krav til at retfærdiggøre annekteringen af Østrig og annekteringen af Sudeterlandet i Münchenaftalen. En ny dimension blev tilføjet med Molotov-Ribbentrop-pagten, hvor Nazityskland og Sovjetunionen enedes om storstilede udvekslinger af befolkningsgrupper, som afveg fra de historiske etniske bosættelsesmønstre. I stedet havde genbosætningen af de baltiske tyskere i det tyskbesatte Polen sammen med den tvungne udvisning af polakker og massemordet på jøderne til formål at skabe en helt ny etnisk struktur i de besatte områder. I overensstemmelse med den racistiske "Lebensraum"-tankegang hærgede nazisterne Østeuropa under 2. verdenskrig og indførte hidtil ukendte metoder til etnisk udrensning. Lokale metoder som Pabst og Nisko-planen blev med tiden afløst af de generelle metoder i Generalplan Ost og Endlösung, som var køreplaner for folkemordet på slaviske folk og jøder. I løbet af krigen havde Nazityskland planlagt at udrydde, fordrive og tvangsflytte omkring 50 millioner personer, fortrinsvis slaver i forbindelse med den etniske udrensning i Generalplan Ost. Som følge heraf lykkedes det nazisterne at myrde og forvise millioner af mennesker, inden de blev besejret af de Allierede. De tvang også mindst 5 millioner mennesker til at arbejde i Tyskland som slavearbejdere og fjernede cirka 5,7 millioner jøder fra deres hjem for senere at udrydde dem. Etnisk tilhørsforhold blev af stor betydning for en persons skæbne. Mennesker med en forkert etnisk baggrund som jøder og sigøjnere, blev bandlyst fra samfundet, udsat for grusomheder og hovedparten endte med at blive myrdet i Holocaust. Andre besejrede folkeslag rundt om i Europa blev ramt af forskellige plager. Der kan nævnes: De sovjetiske krigsfanger, som blev myrdet i millionvis De i sovjetisk besatte områder, som forsvandt i Gulaglejrene De, som blev tvangsforflyttet som volgatyskerne De millioner civile og krigsfanger, som blev tvangs- eller slavearbejdere ofte under forfærdelige forhold i Tyskland eller Sovjetunionen.

Under den tyske besættelse af Østeuropa lod mange borgere af tysk afstamning sig registrere i Deutsche Volksliste. Nogle af dem beklædte betydningsfulde poster i det nazistiske hierarki og mange deltog i nazistiske ugerninger, hvilket førte til fjendtlighed mod tyskere i almindelighed, hvilket senere blev benyttet som en retfærdiggørelse af tyskernes fordrivelse.Lumans, Valdis O., Himmler's Auxiliaries: The Volksdeutsche Mittelstelle and the German National Minorities of Europe, 1939-1945, The University of North Carolina Press, Chapel Hill, NC, USA, 1993, pp. 243, 257-260.

Under krigen Amerika Ved 2. verdenskrigs udbrud forsøgte nazistpartiets organisation i udlandet (NSDAP/AO) at organisere tyske borgere i udlandet, og det lykkedes den at indrullere 3-9 % af de tyske statsborgere i de amerikanske lande. Selv om de var skuffede over den lave tilslutning, lykkedes det NSDAP/AO at blive opfattet som mere indflydelsesrige end de rent faktisk var gennem offentlige aktiviteter med uniformerede medlemmer. Falske beretninger i amerikanske medier bidrog til denne fejlvurdering af tyskerne i Den Nye Verden.

Efter Angrebet på Pearl Harbor udarbejdede det amerikanske forbundspoliti FBI en liste med tyskere i 15 Latinamerikanske lande, som det mistænkte for undergravende virksomhed og krævede dem udleveret til USA til internering. Fra disse lande blev 4.058 tyskere udvist. Blandt dem var 10-15 % medlemmer af nazistpartiet, herunder nogle dusin, som rekrutterede for NSDAP/AO og otte mistænkt for spionage. Blandt dem var der 81 tyske jøder, som netop havde undsluppet forfølgelsen i Nazityskland. Hovedparten var almindelige tyskere, som havde været bosat i disse lande i årevis. Nogle blev udvist, fordi korrupte embedsmænd greb chancen for at bemægtige sig deres ejendom, eller fordi almindelige latinamerikanere var ude efter de dusører, som var udlovet af det amerikanske efterretningsvæsen. Argentina, Brasilien, Chile og Mexico deltog ikke i det amerikanske udvisningsprogram. Udover de tyskere, som blev udvist til USA, blev der etableret nationale interneringslejre for borgere fra Aksemagter i Brasilien, Colombia, Costa Rica, Cuba, Curacao, den Dominikanske republik, Mexico, Nicaragua og Venezuela foruden Panamakanalzonen. De amerikanske interneringslejre lå i Texas (Camp Crystal City, Camp Kennedy, Camp Seagoville), Florida (Camp Blanding), Oklahoma (Stringtown), North Dakota (Fort Lincoln), Tennessee (Camp Forrest) og andre steder.