Circle line er en London Underground-rute i en spiralform, der kører fra Hammersmith til Edgware Road og derefter i et loop en gang rundt om det centrale London og tilbage til Edgware Road. Jernbanen er under terræn på den centrale strækning og i loopet øst for Paddingdon og, modsat Londons dybtliggende tube-baner, er jernbanetunnellerne beliggende lige under overfladen og er af en størrelse svarende til de britiske fjernbaner. Banen er farvet gul på netværkskortet og de 27 km betjener 36 stationer, inklusive hovedparten af Londons fjerntogsterminaler. Størstedelen af ruten og alle stationerne deles med District, Hammersmith & City og/eller Metropolitan lines. Circle line og Hammersmith & City line har til sammen over 114 million rejsende hvert år. 21 af de 36 stationer er under jorden.
Den første strækning åbnede i 1863, da Metropolitan Railway åbnede verdens første undergrundsbane mellem Paddington og Farringdon med trævogne og damplokomotiver. Samme år anbefalede en rapport fra en undersøgelseskomité en "indre cirkel" af jernbaner for at forbinde Londons jernbaneterminaler, og Metropolitan District Railway (almindeligt kendt som District Railway) blev dannet det næste år for at bygge den sydlige del af banen. Grundet en konflikt mellem de to selskaber blev den indre cirkel først fuldendt i oktober 1884. Banen blev elektrificeret i 1905, og i juli 1933 blev de to selskabet sammenlagt, da London Passenger Transport Board blev dannet. I 1949 blev Circle line vist på et London Underground-kort for første gang. I december 2009 blev den cirkulære rute rundt om Londons centrum på nordsiden af Themsen afbrudt ved Edgware Road og forlænget mod vest, for at blive en spiral, der betjener Hammersmith.
Signalsystemet bliver opgraderet og C-materiel er for nylig blevet erstattet af det nye 7-vogns S7-materiel i et program, der var fuldendt i 2015.
Historie Oprindelse thumb|High Street Kensington i 1892 I 1863 åbnede Metropolitan Railway, verdens første undergrundsjernbane, i London mellem Paddington og Farringdon, for at forbinde Great Western Railways relativt afsides endestation på Paddington med Euston og King's Cross Stationer og City, Londons finansielle hjerte. Samme år anbefalede en rapport fra en undersøgelseskomité en "indre cirkel" af jernbaner, som skulle forbinde London-terminalerne, som var blevet bygget eller var under anlæg. Det følgende år blev Metropolitan District Railway (almindeligt kendt som District Railway) dannet for at anlægge og drive en jernbane fra South Kensington til Tower Hill. I 1868 åbnede Metropolitan Railways vestlige forlængelse fra en ny station ved Paddington til South Kensington. I maj 1870 havde District Railway åbnet sin bane fra West Brompton til Blackfriars via Gloucester Road og South Kensington, hvor driften oprindeligt blev varetaget af Metropolitan Railway. I 1871 havde District Railway anlagt en endestation på Mansion House, og den 18. november 1876 åbnede Metropolitan Railway sin endestation på Aldgate. Grundet konflikt mellem de to selskaber krævede det en parlamentarisk lov før yderligere arbejde blev udført på den indre cirkel. I 1882 forlængede Metropolitan Railway sin bane fra Aldgate til en midlertidig station ved Tower Hill, District Railway færdiggjorde sin bane til Whitechapel, og 6. oktober 1884 blev den midlertidige station erstattet med en fælles station, og den indre cirkel var fuldendt. Metropolitan Railway kørte togene i urets retning eller de "ydre" tog, og District Railway de "indre" tog mod uret.
Andre cirkelruter Så vel som den "indre cirkel", kørte andre ruter rundt om London, selvom ingen af disse var en fuld cirkel. Fra 1872 begyndte L&NWR en "ydre cirkel"-rute fra Broad Street til Mansion House via Willesden Junction og Earl's Court, ved omlægning af en tidligere rute, der havde kørt til Victoria, og GWR begyndte en "mellemcirkel"-rute fra Moorgate til Mansion House via Latimer Road og Earl's Court. Begge disse ruter blev forkortet til Earl's Court i hhv. 1900 for "mellemcirklen" og i 1909 for den "ydre cirkel". GWR-ruten overlevede som et shuttletog fra Hammersmith & City line til Addison Road (nu Kensington (Olympia)) indtil 1940.
Midland Railway kørte i en kort overgang en "super-ydre cirkel" fra St Pancras til Earl's Court fra 1878–1880. I dag kører London Overground tog mellem Clapham Junction, Willesden Junction og Dalston Junction og mellem Dalston Junction og Clapham Junction.
Elektrificering thumb|left|Det fælles elektriske testtog fra Metropolitan and District Railway, der kørte mellem Earl's Court og High Street Kensington i 1900 Trævogne blev oprindeligt trukket af damplokomotiver, og ved begyndelsen af det 20. århundrede havde District og Metropolitan Railways forøget konkurrence i det centrale London fra de nye elektriske underjordiske tube-baner og sporvogne. Brugen af damp under jorden medførte røgfyldte stationer og vogne, der var upopulære hos passagererne, og omdannelse til elektrisk drivkraft blev set som vejen frem.. Eksperimenter blev udført på strækningen fra Earl's Court til High Street Kensington, og et fællesejet tog med seks vogne begyndte passagerdrift i 1900. Herefter blev et vekselstrømsystem foreslået, og dette blev accepteret af begge parter. District Railway ledte efter en måde til at rejse den nødvendige kapital og fandt i 1901 en investor, amerikaneren Charles Yerkes. Han dannede Underground Electric Railways of London (UERL), og hans erfaring fra USA fik ham til at favorisere jævnstrøm med tredjeskinne-forsyning, magen det det i brug på City & South London Railway og Central London Railway. Efter voldgift fra Board of Trade blev jævnstrømssystemet vedtaget og jernbanerne begyndte elektrificeringen af ruterne, ved brug af togsætsmateriel.
The District og Metropolitan Railways købte forskellige elektriske togsæt. De havde dog begge åbne saloner, men Metropolitans havde døre i enderne og Districts B-materiel havde skydedøre i midten af hver vogn. Da indsættelse blev forsøgt den 1. juli 1905 væltede et Metropolitan-tog tredjeskinnen på District Railway. Efterfølgende blev Metropolitan-togene modificeret før de kørte igen på District-banerne og fuldstændig elektrisk betjening begyndte den 24. september. Oprindeligt var driften med 6-vogns tog, men dette blev reduceret til 4 vogne. Metropolitan-vognene blev kort efter modificeret til at indeslutte enderne og i sidste ende til at tilføje skydedøre i midten. Driften blev forøget til 5 vogne i 1918, og I 1921 indsatte Metropolitan Railway nyt materiel med tre par dobbeltskydedøre på bivogne. I 1926 overtog Metropolitan al inner circle-drift, bortset fra 3 tog på søndage.
London Transport thumb|O-materiel blev benyttet på Circle line 1947–70. Her fotograferet ved Barking i 1980. Den 1. juli 1933 blev Metropolitan og Metropolitan District Railways sammenlagt med andre Underground-jernbaner, sporvejsselskaber og busoperatører for at danne London Passenger Transport Board. De elektriske togsæt fra Metropolitan Railway blev renoveret i 1934 på Acton Works for at blive 18 5-vognstog af Circle-materiel og var først malet rød og creme, dog senere malet helt rød for at reducere omkostningerne. Disse tog havde førsteklasseskupéer, men de blev nedgraderet i 1940. Fra 1947 blev disse tog erstattes af 5-vognstog af O- og P-materiel med fjernstyrede døre, opereret af togføreren, der blev frigjort ved overdragelsen af F-materiel til Uxbridge-banen. Becks netværkskort fra 1933 viste en Metropolitan line nord for High Street Kensington og Mark Lane Stationer og en District line syd for disse punkter. På 1947-kortet blev Metropolitan og District lines vist sammen i den samme farve, og to år senere, i 1949, blev Circle line betegnet separat på kortet.
I 1959-60 blev Circle line-tog forlænget til 6 vogne, samme længde som dem i drift på Hammersmith & City line, og de to baners materiel blev integreret og vedligeholdelsen samlet på Hammersmith-depotet, hvilket frigav Neasden depot til det nye A-materiel. C-materieltog af aluminium, med passagerinformationssystemer og oprindeligt umalede, erstattede disse tog fra 1970. Enmandsbetjening af togene blev foreslået i 1972, med pga. konflict med fagforbundene blev det ikke iværksat før 1984. I 2003 blev Circle lines infrastruktur delvist privatiseret i et offentligt-privat partnerskab, ledet af Metronet-konsortiet. Metronet blev sat under administration i 2007, og det regionale instans Transport for London overtog ansvarsområderne.
Den 7. juli 2005 omkring kl. 08:50 eksploderede bomber på to Circle line-tog. Det ene kørte mellem Liverpool Street og Aldgate, og det andet var ved Edgware Road. Bomberne dræbte 15 personer, inklusive de to selvmordsbombere. Efter angrebene var hele Circle line lukket indtil 8. august. En dag før alkoholforbud i Londons offentlige transportsystem trådte i kraft, blev en fest afholdt 31. maj 2008 primært på Circle line. Tusinder af personer deltog, og 17 blev arresteret af politiet for utilstedelig opførsel, hvilket sidenhen førte til at flere stationer lukkede.
Forlængelse Indtil 13. december 2009 kørte Circle line-tog i begge retninger rundt i en cirkel med 27 stations og 20,75 km spor. I 2006 var 14 tog i drift på banen med et interval mellem togene på minutter i myldretiderne og 8 minutter udenfor myldretiderne. Den korteste køretid rundt i cirklen uden myldretiden var minutter, men holdetider på stationerne forlængede dette.
I december 2009 blev Circle line forlænget til også at omfatte Hammersmith & City-ruten fra Edgware Road til Hammersmith. Frem for at fortsætte rundt i cirklen kører togene nu fra Hammersmith til Edgware Road, hvorfra de kører en omgang i cirklen for at ende på Edgware Road, hvor togene vender og returnerer ad samme rute. Jævnligt fortsætter tog også med uret rundt gennem Edgware Road til yderligere station. Ruten blev ændret for at forbedre pålideligheden og øge frekvensen på Hammersmith-grenen.
Det første litra S7-tog indgik i passagerdrift på Hammersmith & City line den 6. juli 2012 og kørte som shuttletog mellem Hammersmith og Moorgate, og kørte på Circle line første gang den 2. september 2013. Fra juni 2014 blev alle afgange kørt af S7-materiel.
Rute Kort
Jernbanen
Circle line er 27 km lang med 35 stationer. Store dele af banens spor og alle banens stationer er delt med de andre London Underground sub-surface-baner: fra Hammersmith til umiddelbart før Aldgate med Hammersmith & City line, fra Baker Street til Aldgate med Metropolitan line og fra Tower Hill Station til Edgware Road Station med District line. Banen er elektrificeret med et firskinne-jævnstrømssystem, bestående af en central strømskinne med en strømtilførelse på −210 V og en skinne udenfor køreskinnerne på +420 V, hvilket giver en potentiel spændingsforskel på 630 V. Køreskinnerne er ikke elektrificeret. Store dele af den 3,9 km lange dobbeltsporede jernbane fra endestationen Hammersmith til Westbourne Park Station er på en 6 m høj murstensviadukt.
Øst for Westbourne Park passerer banen under Great Western Main Line før den igen kommer op til overfladen ved Royal Oak Station og langs fortsætter langs fjernbanens spor til en ø-perron umiddelbart nord for perronerne til forstadstog på Paddington station. Banen entrerer en cut-and-cover-tunnel for enden af perronerne og møder District line og den anden ende af Circle line fra Bayswater i Praed Street-udfletningen, før den passerer gennem Edgware Road Station i en afgravning. Efter King's Cross St. Pancras Station kommer banen ud af tunnellen, før den passerer under Ray Street Gridiron, der bærer City Widened Lines, der i øjeblikket benyttes af Thameslink-tog. Tunnel begynder igen efter Farringdon Station. Der er endeperroner på Moorgate Station.