Joanne Rowling (født 31. juli 1965), kendt under sit pseudonym J. K. Rowling, er en britisk romanforfatter og forfatter til Harry Potter, en serie i syv bind om en ung troldmand. Udgivet fra 1997 til 2007 har disse fantasyromaner solgt over 600 millioner eksemplarer, er blevet oversat til 84 sprog og har affødt et globalt mediefranchise, inklusive film og computerspil. Hun skriver også Cormoran Strike, en igangværende serie inden for krimigenren, under pseudonymet Robert Galbraith.
Hun blev født i Yate, Gloucestershire, og Rowling arbejdede i 1990 som forsker og tosproget sekretær for Amnesty International, da hun fik ideen til Harry Potter-serien. De næste syv år omfattede hendes mors død, fødslen af hendes første barn, skilsmisse fra hendes første mand og en periode med relativ fattigdom, indtil den første roman i serien, Harry Potter og De Vises Sten, blev udgivet i 1997. Seks efterfølgere fulgte, og serien afsluttedes med Harry Potter og Dødsregalierne (2007). I 2008 udnævnte Forbes hende til verdens højest betalte forfatter.
Romanerne følger en dreng ved navn Harry Potter, mens han går på Hogwarts (en skole for troldmænd) og kæmper mod Lord Voldemort. Død og modsætningen mellem godt og ondt er centrale temaer i serien. Dens inspiration inkluderer dannelsesroman skolehistorier, eventyr og kristen allegori. Serien genoplivede fantasylitteraturen som genre på børnebogsmarkedet, affødte en række efterlignere og inspirerede et aktivt fandom. Den kritiske modtagelse har dog været mere blandet. Mange anmeldere ser Rowlings skrivestil som konventionel; nogle betragter hendes fremstilling af kønsroller og sociale skel som tilbageskuende. Der har også været religiøse debatter om Harry Potter-serien.
Rowling har modtaget mange priser og udmærkelser for sit arbejde. Hun er blevet udnævnt til Order of the British Empire og æresmedlem af Order of the Companions of Honour for sine bidrag til litteraturen og filantropi. Harry Potter gav hende rigdom og international anerkendelse, som hun har brugt til at fremme filantropiske initiativer og politiske sager. Hun etablerede Volant Charitable Trust i 2000 og var medstifter af velgørenhedsorganisationen Lumos i 2005. Rowlings filantropi fokuserer primært på medicinske formål samt støtte til udsatte kvinder og børn. I 2025 vurderede Forbes, at Rowlings velgørende bidrag oversteg 200 millioner amerikanske dollars. Hun har også doneret til Storbritanniens Labour Party og har udtrykt modstand mod skotsk uafhængighed og Brexit.
Siden 2019 har Rowling afgivet offentlige udtalelser om transkønnede personer, hvor hun har modsagt opfattelsen af, at kønsidentitet kan adskilles fra fødselkøn. Hun er blevet fordømt som transfobisk af LGBT-rettighedsgrupper, nogle Harry Potter-fans og andre kritikere, herunder akademikere. Dette har påvirket hendes offentlige image og forholdet til læsere og kolleger og har ændret den måde, mange engagerer sig i hendes værker på.
Det tidlige liv Joanne Rowling blev født i 1965 på General Hospital i Chipping Sodbury i nærheden af sine forældres hjem i Yate i Gloucestershire i Storbritannien. Sammen med sin mor, far og lillesøster Diana flyttede hun til Winterbourne ved Bristol og derfra til Tutshill nær Chepstow. Hun begyndte på secondary school (skole for de 11–18-årige i Storbritannien) i Wyedean, hvor hun fortalte historier til sine kammerater. I 1990 døde hendes 45-årige mor efter en årelang kamp mod multipel sklerose.
Efter at havde studeret fransk og klassisk ved Exeter University med et års studier i Paris flyttede hun til London for at arbejde som researcher og tosproget sekretær for Amnesty International. På en fire timer lang og forsinket togtur fra Manchester til London fik hun ideen til en historie, om en ny dreng på en skole for troldmænd. Da hun nåede sit bestemmelsessted, havde hun allerede personerne og en god del af historien til bogen Harry Potter og de vises sten i hovedet. Hun begyndte at arbejde videre med dem i sin middagspause.
Rowling flyttede nu til Oporto i Portugal for at undervise i engelsk som fremmedsprog. Her giftede hun sig 16. oktober 1992 med den portugisiske tv-journalist, Jorge Arantes. De fik et barn, Jessica Rowling Arantes (født 27. juli 1993), før de blev skilt i 1995.
I december 1995 flyttede hun og datteren til Edinburgh for at være i nærheden af sin søster. Arbejdsløs og på bistand skrev hun sin første roman færdig. En del af arbejdet foregik på en cafe i Edinburgh. Og ikke for at slippe ud af sin kolde lejlighed. Hun udtalte i et interview, at hun ikke er så dum, at hun lejer en lejlighed uden varme om vinteren. Men at hun skrev på cafeer, fordi hendes datter nemmest faldt i søvn, hvis hun gik en tur.
Familie Den 26. december 2001 giftede Rowling sig med narkoselæge Neil Murray ved en privat ceremoni i hjemmet i Aberfeldy i Perthshire. Den 23. marts 2003 fødte Rowling sit andet barn, David Gordon Rowling Murray, på ”Simpson Centre for Reproductive Health” ved ”New Royal Infirmary” i Edinburgh. Rowlings tredje barn, Mackenzie Jean Rowling Murray, blev født i januar 2005.
Harry Potter Harry Potter og de vises sten blev en kæmpesucces. Salget gjorde hende til dollarmillionær, og i 2001 købte hun et luksuriøst herresæde fra det 19. århundrede, Killiechassie House, ved bredden af River Tay i Perthshire i Skotland. Her giftede hun sig med sin anden mand, Neil Murray, den 26. december 2001.
Harry Potter-serien strækker sig over syv bind, et for hvert år Harry går i skole på Hogwarts undtagen det sidste år hvor han er på flugt. Alle syv bøger er udgivet på dansk, den sidste udkom den 10. november 2008 kl. 00.01. Den engelske udgave af den syvende bog i serien udkom i juli 2007. Den femte bog med titlen Harry Potter og Fønixordenen, blev forsinket af en mislykket plagiat-retssag rettet imod hende af forfatterrivalen Nancy Stouffer (se længere nede). Rowling tog her fri fra skrivningen, da hun under processen med at skrive den femte bog følte, at arbejdsbyrden var for stor. Hun siger, at hun på et tidspunkt overvejede at brække sin arm for at slippe for at skrive, da presset på hende var for stort. Efter at have tvunget sin forlægger til at droppe deadline nød hun tre år med stille skrivning, og hun indrømmede at hun brugte lidt tid på at skrive noget andet, som hun måske vender tilbage til, når hun blev færdig med Harry Potter-serien.
Retssager Rowling har været involveret i adskillige retssager om Harry Potter serien, og der er rygter om andre processer.
Nancy Stouffer Sidst i 1990'erne begyndte Nancy Stouffer, der udgav børnebøger i 1980'erne, at anklage Rowlings bøger for at være baseret på hendes bøger som The Legend of Rah and the Muggles og Larry Potter and His Best Friend Lilly. I 2001 sagsøgte J.K. Rowling og hendes amerikanske udgivere, Scholastic Press og Warner Bros. (produceren af filmene) Stouffer, og bad retten om at bedømme om Stouffers varemærker eller ophavsret blev krænket. Stouffer, der ikke tidligere havde sagsøgt, indsendte et modangreb, der beskyldte for en sådan krænkelse.
Rowling og hendes medanklager argumenterede for, at mange af de beviser Stouffer fremlagde var usande, og krævede sanktioner og betaling af deres omkostninger. I september 2002 vandt Rowling og erklærede, at Stouffer havde talt decideret usandt for domstolen, og forfalsket adskillige dokumenter for at støtte sin sag. Stouffer fik en bøde på 50.000 US$ og skulle dække størstedelen af sagsøgernes omkostninger.
I januar 2004 blev det meddelt, at Stouffers appel var afslået. Appeldomstolen var enig i, at Stouffers beskyldninger var korrekt afvist da "ingen fornuftig nævning kunne finde en sandsynlig lighed imellem de to parters værker". Domstolen forklarede bl.a.: Stouffers og sagsøgers mærker bruges på to meget forskellige måder. Rowlings brug af ordet "Muggles" beskriver almindelige mennesker uden nogen magiske kræfter, hvor Stouffers "Muggles" er små, hårløse væsner med lange hoveder. Desuden at Harry Potter bøgerne er romaner, og den primære målgruppe er ældre børn og voksne, hvor Stouffers bøger henvender sig til små børn.
Stouffer blev også dømt til at betale alle omkostningerne ved appellen, hvilket beløb sig til op mod 100.000 US$.
New York Daily News Den 19. juni 2003 meddelte Rowling og hendes forlægger, Scholastic Press, at de ville sagsøge New York Daily News for 100 millioner amerikanske dollars, da avisen havde trykt oplysninger om hendes bog Harry Potter og Fønixordenen før dens officielle udgivelse. Romanen skulle frigives lørdag den 21. juni 2003, men avisen offentliggjorde et referat af historien sammen med korte citater onsdagen før. Et billede viste endda to sider fra bogen med læsbar tekst. Historien blev kompliceret yderligere, da det blev afsløret, at avisen havde købt bogen fra en helsebutik, hvis ejer havde modtaget romanen en gros og udstillet den i butikkens vindue. Manden påstod, at han ikke vidste, at han skulle vente med at sælge bogen.
Folkerepublikken Kina I 2003 dukkede der uautoriserede kinesiske "efterfølgere" til Harry Potter serien op i Folkerepublikken Kina. Disse bøger skrevet af kinesiske ghostwriters indeholdt karakterer fra andre forfatteres værker, deriblandt Gandalf fra J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre og hovedpersonen fra L. Frank Baums Troldmanden fra Oz. Rowlings advokater fik stoppet udgiverne, der blev tvunget til at betale erstatning.
Efter Harry Potter Sidst i 2003 blev hun af tv-produceren Russell T. Davies bedt om at bidrage til en episode af den britiske fjernsyns science-fiction serie Doctor Who. Selv om hun morede sig over forslaget, afslog hun, da hun havde for travlt med arbejdet på den næste roman i Harry Potter-serien.
Rowling har også haft en gæsteoptræden i den amerikanske tegnefilmsserie The Simpsons. I episoden "The Regina Monologues" er der et specielt britisk tema.
I et interview i juli 2005 til internetsiderne MuggleNet og Leaky Cauldron afslørede J. K. Rowling, at hun er en stor beundrer af Aaron Sorkins arbejde med det amerikanske TV-show The West Wing.
I juni 2011 meddelte Rowling, at fremtidens Harry Potter-projekter, og alle elektroniske downloads, ville blive koncentreret på en ny hjemmeside, kaldet Pottermore. Siden indeholder 18.000 ord af oplysninger om figurer, steder og objekter i Harry Potter- universet.
Bibliografi Harry Potter-bøger Udgivet Dansk titel Oprindelig titel Oversat af Dansk udgivelse Filmatiseret 26. juni 1997 Harry Potter og De Vises Sten Harry Potter and the Philosopher's Stone Hanna Lützen 1998 november 2001 2. juli 1998 Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer Harry Potter and the Chamber of Secrets Hanna Lützen 1999 november 2002 8. september 1999 Harry Potter og fangen fra Azkaban Harry Potter and the Prisoner of Azkaban Hanna Lützen 1999 juni 2004 8. juli 2000 Harry Potter og Flammernes Pokal Harry Potter and the Goblet of Fire Hanna Lützen 2000 November 2005 21. juni 2003 Harry Potter og Fønixordenen Harry Potter and the Order of the Phoenix Hanna Lützen 2003 2007 16. juli 2005 Harry Potter og Halvblodsprinsen Harry Potter and the Half-Blood Prince Hanna Lützen 2005 2009 21. juli 2007 Harry Potter og Dødsregalierne Harry Potter and the Deathly Hallows Hanna Lützen 2008 november 2010 & juli 2011
Harry Potter-relaterede bøger 2001 Quidditch Through the Ages (Er oversat til dansk under titlen Quidditch gennem tiderne) 2001 Fantastic Beasts and Where to Find Them (Er oversat til dansk under titlen Fantastiske skabninger og hvor de findes) 2007 The Tales of Beedle the Bard (Er oversat til dansk under titlen Barden Beedles Eventyr) 2016 Harry Potter and the Cursed Child (Er oversat til dansk under titlen Harry Potter og det forbandede barn)