Præsten i Vejlbye er en novelle fra 1829, der er skrevet af Steen Steensen Blicher. Den væsentligste del af plottet bliver fortalt gennem en dagbog. Komposition, fortælleteknik og intrige bindes her sammen til en sammenhængende beretning om en forbrydelse, hvor den egentlige opklaring af sagen sker gennem en anden persons optegnelser, fordi jeg-fortælleren ikke er i stand til selv at opklare sagen.
Handlingen tager udgangspunkt i den virkelige hændelse med henrettelsen for drab af præsten Søren Jensen Qvist fra Vejlby ved Grenaa. Novellen er dog næsten hele vejen igennem helt forskellig fra virkeligheden.Mogens Møller: Præsten i Vejlby og hans søn – ofre eller mordere. Skyldig ved tre retsinstanser og frikendt af 17 præster. 3. Udgave. 2019. Forlaget BoD 4422. De centrale dele af handlingen berettes af herredsfoged Erik Sørensen i dagbogsform, men Blicher lod den endelige opklaring af denne kriminalhistorie finde sted gennem tvende Optegnelser af Præsten i Ålsø. Blicher brugte selv betegnelsen Criminalhistorie i tekstbladet til novellen. I 1829 blev novellen trykt for første gang i Blichers eget tidsskrift ”Nordlyset”, som han udgav i samarbejde med bogtrykker J. M. Elmenhoff. Senere er den genoptrykt i Arkiv for dansk litteratur.[http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=268&hist=&nnoc=adl_pub Arkiv for Dansk Litteratur, Præsten i Vejlby, Arkiv for dansk litteratur, ss. 268-288 i Steen Steensen Blichers værker] . Hentet den 19. december 2016</ref>
Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis 1922, 1931 (Danmarks første tonefilm) og 1972. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi. Den er en af de Blicher-noveller, som ofte betegnes som de "fire store". De tre andre er Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, Sildig Opvaagnen og Hosekræmmeren. Dødens fortællere : om Blichers bedste noveller . Bibliotek.dk. Hentet 21/12-2016Steen Steensen Blicher - Ry og Eftermægle . Arkiv for Dansk Litteratur. Hentet 21/12-2016Den kanoniserede Blicher . Blicher-nu.dk. Hentet 21/12-2016 I 2006 kom Præsten i Vejlbye med på Kulturministeriets Kulturkanon blandt i alt 12 litterære værker.
Komposition thumb|Steen Steensen Blicher har skrevet Præsten i Vejlbye som en krimi inden genren egentligt var fastlagt. Novellen er opbygget som en egentlig krimi, selv om den er skrevet længe før denne genres regler blev fastlagt og også nogle år tidligere end Edgar Allan Poe skrev sine første kriminalhistorier.Odense Bibliotekerne:På kanten af en krimi Hentet den 18. december 2016 Kompositionen omfatter en forbrydelse, en opklaringsfase, nogle tvetydige spor, en domfældelse og en overraskende pointe.Et skema, som var typisk for de såkaldte klassiske krimier af fx Conan Doyle og Agatha Christie Ved at anvende dagbogsformen med en registrerende fortæller i centrum, får fremstillingen en karakter af pålidelighed, idet fortælleren forventes at fremstille det forløb, han eller hun virkelig har iagttaget. Læseren må derimod være indstillet på, at dagbøger ikke altid er helt troværdige på grund af skribentens begrænsede indsigt eller langsomme opfattelsesevne. Det er imidlertid normalt ikke ”tilladt” direkte at lyve om faktiske hændelser i en dagbog, fordi læseren vil føle sig bedraget, ikke blot af fortælleren, men også af forfatteren. Derimod må læseren acceptere, at selvbedrag kan forekomme.Et eksempel på en fortæller, der i større eller mindre grad lider af selvbedrag, findes i to andre anden af Blichers noveller, "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" og "Sildig Opvaagnen", jf. Baggesen (1965)
Fra Erik Sørensens hånd er der i alt 30 særskilte dagbogsoptegnelser, som i starten udgør et mønster. Hver anden drejer sig om Erik Sørensens privatliv og hver anden om hans embede som herredsfoged. Denne symmetri brydes i løbet af fortællingen og fra den tolvte optegnelse, som omhandler forlovelsen mellem Erik Sørensen og præstedatteren Mette, er det selve sagen mod Søren Qvist, der udgør det egentlige tema i dagbogen, mens de mere personlige emner flettes ind som kommentarer, der fortrinsvis handler om Erik Sørensens dilemma. Pålideligheden i disse kan i nogen grad kontrolleres gennem læsning af de to, korte beretninger fra Aalsøpræsten, der endeligt belyser sagen. Skønlitterære tekster, som bygger på kilder, der foregiver at være ægte dokumenter, var i Blichers samtid ny og enestående. Senere er disse dokumentfiktioner blevet omtalt som en hjørnesten i forfatterskabet. Blichers konklusion (gennem Aalsøpræsten) er trods det dokumentariske præg på ingen måde historisk korrekt.
Historisk baggrund thumb|Hovedtårnet på Kalø Slot, hvor Søren Jensen Quist sad fanget, og senere inspirerede Steen Steensen Blicher til Præsten i Vejlbye. Historien i Præsten i Vejlbye blev inspireret af straffesagen mod præsten Søren Jensen Quist, der foregik ved tinget for Djurs Sønder Herred, Viborg Landsting og Kongens Retterting 1625-26. Sagen omhandlede en husmand og kusk, der havde arbejdet for Quist og som var forsvundet i 1607. Søndag den 27. september 1607 havde præsten hyret husmand Jesper Nielsen Hougaard fra Revn til at køre sin kone Elle Clemensdatter til marked i Grenaa. Da hun ikke ville give et krus øl, blev kusken sur og forlod hende. Konen kunne ikke selv køre og måtte gå hjem trækkende hesten med vognen efterspændt. Hun var ydmyget og rasende, hvorfor stemningen var ekstremt dårlig. Ifølge præsten og hans familie så de aldrig kusken igen. Men mindst fire vidner havde set ham gå på landevejen fra åbroen syd for Grenaa og frem til nogle få km før Vejlby. Præstegårdens karl Peder Hansen Vorm gik i 18 år rundt og fortalte, at han havde set kusken gå ind i præstegården. Gårdens anden karl Jep Rasmussen Skade gik rundt i 18 år og fortalte, at han havde overværet et skænderi mellem kusken og præsten. Ifølge karlen endte det med, at præsten dræbte kusken ved i hidsighed at smadre en stor tinkande ned i hovedet på ham. I 1622 blev der blevet fundet et menneskelig nedgravet ved præstegården på det sted, hvor den ene karl sagde, at han havde været med til at begrave kusken. Da to bønder i 1625 anmeldte drabet, fængsledes præsten og hans bror Rasmus på Kalø Slot. Quist blev fundet skyldig og blev henrettet ved halshugning den 20. juli 1626. Senere på henrettelsesdagen fandt man på en tingstok skrevet hævntruslen: ”Det uskyldige Blod vi betaler”. Folk gik ud fra, at det var skrevet af præstens søn Peder Sørensen Quist. I årene 1633-35 forsøgte Peder at få renset sin far ved at rejse en stribe sager mod nøglepersoner fra drabssagen. Det ramte især de to hovedvidner, som under tortur nu vidnede, at de oprindeligt havde vidnet falsk mod præsten. De blev begge henrettet for mened i 1634, idet de måtte havde løjet, enten i deres oprindelige eller deres seneste vidnesbyrd.Møller 2019 s. 104..
Autenticitet I 1982 udgav snedker Robert Nielsen en bog, hvor han på baggrund af retslige dokumenter og andre kilder konkluderede, at Søren Jensen Quist havde dræbt Jesper Hovgaard, fordi denne havde et forhold til præstefruen.Nielsen, Robert (1982) Nielsen sluttede dette af en bemærkning fra fhv. delefoged Jens Mikkelsen på Djurs Sønder Herreds ting 17. september 1633. Hovedvidnet Jep Rasmussen Skade blev da efterlyst og Jens Mikkelsen sagde, at Jep ville blive vanskelig at fange - han havde tidligere narret ham. I tingbogen blev efter dette protokolleret: ”Saa gik Jens Mikkelsen af Tinget og kom siden ind igen og sagde: Han tog hannem nøgen af sin Seng.” Jens Mikkelsen gav faktisk her blot et tip til, hvordan man kunne fange vidnet, som han før havde haft held til at ”lure” ved at møde op om natten og tage ”hannem nögen af sin Seng”, som politiet også gør i vore dage. Så det var ikke nogen horkarl i præstegården, der blev taget i sengen. Læsefejlen hænger utvivlsomt sammen med vanskeligheder med at læse den gamle skrift.