Visby er hovedby i Gotlands kommune, residensby i Gotlands län, stiftsby i Visby Stift, og ligger på Gotland i Sverige. I Visby afholdes hvert år en middelalderuge. Hansestaden Visby har siden 1995 været på UNESCOs Verdensarvsliste. Den velbevarede middelalderlige bymur er blandt byens store attraktioner.
Byens navn kommer af vi: "(hedensk) offerplads", og by: "stad" - den oprindelige betydning af sidstnævnte ord er forsvundet i svensk, men findes både på dansk, norsk og gotlandsk. I Gotlandssagen fra midten af 1300-tallet benævnes ordet kun som Wi, der betyder "hellig plads, kultplads".
De vigtigste erhverv er handel og turisme. Byen har indkøbscenter og mange forskellige specialforretninger.
Historie thumb|left|Valdemarskorset uden for Visbys mure, rejst på stedet for massegravene.
De ældste fund på stedet før nutidens Visby kan tolkes som "strandboder" og er med Kulstof 14-metoden dateret til 700-900-tallet. Langs vikingtidens gotlandske kyst fandtes en del gravpladser og bebyggelser. En kilometer syd for Visby lå "Köpvik" og to kilometer mod nord "Gustavsvik". I Visby, ved "Donners Plats" har man fundet rester af en gravplads fra vikingtiden, som igen er benyttet som gravplads i midten af 1000-tallet, hvilket er tidsmæssigt sammenfaldende med de første spor af en permanent bebyggelse i Visby.
Ifølge et lokalt sagn skulle øens første kirke, "Allhelgonakyrkan" i Visby, været opført på pladsen, hvor nu Sankt Hans og Sankt Pers kirkeruiner ligger. Bygningen af "Allhelgonakyrkan" forbindes med, at man ville skabe et sted på Gotland, hvor man kunne garantere de udenlandske købmænds sikkerhed, på samme måde som købmændene fra Gotland fik beskyttelse på de udenlandske handelspladser. I begyndelsen var Visby bare en af mange lignende pladser, men byen blev snart en dominerende handelsplads.
I 1100-tallet var Visby vigtig for Hanseforbundet, Hansaen. Byens befolkning var da halvt tysk, og der rådede stærke modsætninger mellem by og land. Derfor er ringmuren betydelig tykkere mod land- end mod havsiden. Et udtryk for Visbys voksende betydning er de gotlandske mønter, som blev præget i byen omkring 1140. Engang mellem 1158 og 1161 blev Visbys ældste kendte bygning bygget, Krudttårnet, ved den gamle havn.
Visbys vækst hænger sammen med handelsaftalerne med svenske, danske, og russiske herskere i 1100-talet. I år 1161 fik de gotlandske købmænd gennem en kontrakt med Henrik Løve af Sachsen bekræftet omfattende fri-og handelsrettigheder i hele det saksiske område. I dokumentet, den såkaldte Artlenburgtraktat, udtrykkes en forhåbning om, at gotlænderne oftere skulle besøge Lübeck, nu hvor freden var genoprettet. Dokumentet antyder, at der havde været en konflikt mellem gotlændere og tyskere. Ifølge arkæologiske undersøgelser blev pakhustorvet, "Rolandstorget", bygget omkring år 1200.
Først i 1203 omtales Visby for første gang skriftligt. Det er Henrik af Letland, som i sin krønike nævner "Wysby" i forbindelse med, at pilgrimme på rejse til Livland kom der. Navnet må imidlertid være ældre, hvor "Wysby" i samme kilde nævnes som en "civitas", det vil sige en stor by. Det bekræftes også af, at rådet, som styrede byen i middelalderen, "Visbyrådet", som var et tysk og gotlandsk råd, kan dokumenteres til omkring år 1231. Det viser også, at Visby var enestående sammenlignet med andre nordiske byer, hvor rådsorganisationene først blev indført meget senere.
Hansatiden thumb|Gadnettet i det middelalderlige Visby.
Fra 1200-tallet og frem var Visby et vigtigt sæde for den fremvoksende Hansa. Byens befolkning var delvis tysk, men den tyske befolknings magt var kraftigt overdrevet i historieskrivningen. Senere tids forskning viser, at gotlændingerne i byen igennem middelalderen var den toneangivende befolkningsgruppe, og i hele 1200-tallet var de repræsentanter for dem, som havde det afgørende ord, når det for eksempel gjaldt den vigtige Rusland-handel. Derimod mærkedes tydeligt, hvordan gotlændingerne i Visby blev påvirket af den tyske kultur sydfra. Det var også de gotlandske Visbykøbmænd, som dominerede handelen på Vesterhavet i dette århundrede, og endnu i slutningen af 1300-tallet var Visbygotlændingerne halvdelen af de Visbykøbmænd, som bedrev handel i Holland og Flandern. De to nationaliteter havde også hver deres kirke.
thumb|left|Model af Visby havn i middelalderen.
Nyere forskning viser, at Den gotlandske borgerkrig imellem by og land i 1288 ikke handlede om handelsmodsætninger. Den såkaldte ”bondehandel” (bøndernes handel) ophørte stort set før 1200-tallet. Da bymuren, Visby ringmur, blev bygget omkring 1270, skete det af beskyttelseshensyn og med bøndernes godkendelse. Borgekrigen skyldtes snarere, at Visbyborgerne i år 1285 måtte tilpasse sig kong Magnus Ladelås’ krav om en skatteforhøjelse, mod bøndernes vilje, hvilket foranledigede bønderne til at stationere en kontrollant i byen, hvilket omtales 1286. Da borgerne ikke kunne acceptere dette, indførte de i 1287, efter at de i 1285 begyndte at bygge et porttårn i den eksisterende bymur, told mod bøndernes handel i byen – og eftersom alt gotlandsk udenlandshandel udgik fra Visbys havn, blev det et hårdt slag mod bønderne. Denne told fik bønderne til angribe. Krigen endte med, at Magnus Ladelås tog byens parti, så at byen i herefter blev selvstændig og uden bøndernes indflydelse. Selvom byen fik en bøde på 2.000 mark for uden kongens tilladelse at have ført krig og desuden have opført en bymur rundt om byen.
Omkring år 1228 dannede tiggermunke fra Dominikanerordenen Sveriges første kloster i Visby. I 1263 blev det såkaldte "Liljehornska hus" på Strandgatan færdigbygget. Bygningen er med sine syv niveauer det højeste middelalderhus i det nuværende Visby. En anden stadig eksisterende middelalderbygning på samme gade er det "Gamla apoteket" fra 1200-tallet. Huset stueetage er nærmest uforandret siden middelalderen.
I 1280 underskrives en traktat på 10 år mellem det tyske borgerskab i Visby og deres "særlige venner", det vil sige borgerne og købmændene i Lübeck.
thumb|Carl Gustaf Hellqvists maleri Valdemar Atterdag brandskatter Visby, 1361 fra 1882.
Først i 1300-tallet kunne Visby holde sin stilling som en vigtig handelsby ved Østersøen. Byen fortsatte sin førerrolle og etablerede sig som hovedkraft for den gotlandske-letlandske tredjedel inden for Hanseforbundet. Den svenske konge beholdt den formelle magt over byen. I 1361 blev Gotland erobret af Valdemar Atterdag efter slaget ved Visby. Under de afgørende træfninger, øst for muren, mellem danskerne og de gotlandske bønder, stillede byen sig neutral.
Under krigen mellem Albrecht af Mecklenburg og Margrete 1. i 1389 havde "sørøvere", kendt under navnet Fetaljebrødrene, etableret sig på Gotland. Deres fremfærd ramte Visbys borgere hårdt, og da disse havde tætte bånd til den mecklenborgske adel, så højmester i den Tyske Orden Konrad von Jungingen sig nødsaget til gribe ind. I marts 1398 invaderede således en ordensarmé bestående af 4.000 mand Gotland. Øens kommandør Sven Sture tog tilbage til Visby, men det mislykkedes at mobilisere borgerne til orden, og det stod klart, at han ikke kunne sejre. Forhandlingerne mellem de to parter indledtes, og den 5. april samme år faldt Gotland til orden. Sven Sture blev lovet frit lejde og forlod øen sammen med sine soldater, hvilket den overvejende del af ordensarmeen gjorde, kun 200 mand blev tilbage for at overvåge øen.
thumb|En tysk Visby-købmands Lavsegl.
Dronning Margrete krævede snart, at øen skulle overgives til Kalmarunionen, samtidig som højmesteren krævede erstatning for de omkostninger, den Tyske Orden havde fået sig pådraget gennem deres tilstedeværelse på øen. Forhandlingerne var langvarige. Dronning Margaretes ultimatum var, at aftalen skulle have været indgået inden 11. november 1403, ellers ville hun lade øen indtage med våbenmagt. Således invaderede danske styrker øen og begyndte en belejring af Visby i januar 1404. Det lille antal tyske soldater, som opholdt sig i byen, blev støttet af byens borgere og kunne derfor påføre unionsstyrkerne store tab under angrebsforsøget den 25. februar. Den efterfølgende måned belejrede unionsstyrkerne igen byen. Da unionsstyrkerne opførte skanserne omkring byen, førte det til en længerevarende belejringskrig, inden en våbenaftale kunne indgås i juli samme år. Unionsstyrkerne forlod øen, som forblev under ordenens kontrol endnu nogle år, inden ordenen i år 1408 solgte øen til unionen for 9.000 engelske nobler (guldmønter).
I 1411 kom kong Erik af Pommern for første gang til Gotland. Her indledte han nu bygningen af Visborg Slot i den sydlige del af Visby. Det var kongens plan, at byen skulle blive en fast flådebase, som kunne beherske hele Østersøen. Kongens planer var at udvide Kalmarunionen til at gælde alle lande omkring Østersøen.
I 1437 bosatte kongen sig på Visborg efter at have forladt Danmark. Han begyndte også at bedrive sørøveri på Østersøen en stor flåde, han havde samlet på Visbys red. I 1446 ankom unionskongen Christoffer af Bayern til Gotland med 40 skibe og 2.000 soldater. Efter en belejring af Visborg indgik parterne en våbenhvile. To år senere angreb den nye svenske konge Karl Knutsson Gotland. Svenskerne indtog Visby, men ikke borgen, som personligt blev forsvaret af Erik af Pommern. Den nye danske konge, Christian 1., sendte en stor flåde med soldater som støtte til Erik af Pommern. Han afgav Visborg til Christian I med løfte om til gengæld at få tre danske slotte samt 10.000 gylden årlig. Han bosatte sig sidenhen i sin fødeby Rügenwalde i det nuværende Polen, hvor han døde i 1459.
Egentlig var det ikke, førend Erik af Pommern i 1448 afgav Visborg Slot til dansk rigsmarsk Oluf Axelsen Thott, at den danske periode begyndte. Kong Erik var for øvrigt den, som mere end andre bidrog til Visbys tilbagegang. Krigen mod hanseaterne, som han startede i 1426, blev ødelæggende for byens handel, og efter at han slog sig ned på Visborg Slot, begyndte en periode med isolering og problemer. Endnu værre end kong Erik var dog lensherre Jens Holgersen Ulfstand. Han tiltrådte i 1487, og allerede fem år senere kom en kommission til øen for at undersøge flere klager, efter at et sendebud fra øen i hemmelighed sendte bud til den svenske rigsforstander Sten Sture den ældre, at de ville afsætte Jens Holgersen, hvis han landsatte en styrke. Kommissionen fandt, at alle klagerne var berettigede, men efter at de forlod øen, fortsatte han på samme måde som før. Efter at den nye lensherre, Lauritz Schinkel, tiltrådte i 1509, angav han, at der fandtes højst 80 personer i byen, som han kunne stole på.
Efter middelalderen thumb|Visby i slutningen af 1500-tallet.
I 1525 opstod en konflikt mellem Lübeck og den på Visby Slot residerende danske lensherre Søren Norby. Norby blev understøttet af den afsatte Christian 2., og derfor gik det hårdt ud over den svenske, danske og hanseatiske handel. Det fik til følge, at lübeckerne, der var på Frederik 1.'s side, om morgenen den 12. maj 1525 overraskende angreb byen, da Norby var på krigstogt i Blekinge. De til slottet flygtende forsvarere antændte fire steder i byen brande, for at forsinke angriberne. Mange af byens kirker blev plyndret og ødelagt af lejesoldaterne, undtagen den tyske.