Ludwig 2. af Bayern (25. august 1845 i München – 13. juni 1886) var konge af Bayern fra den 10. marts 1864 til sin død den 13. juni 1886. Ludwig 2. er også kendt som Svanekongen og Eventyrkongen og omkring hans person findes et stort spind af myter, rygter og spekulationer, som har tilknytning til mange aspekter af hans tilværelse. Han er gået over i Bayerns historie som lidenskabelig slotsbygger af blandt andet eventyrslottet Neuschwanstein, Linderhof Slot og Herrenchiemsee, ligesom hans navn er uløseligt forbundet med hans rolle som generøs mæcen for komponisten Richard Wagner.
Ludwig tilhørte fyrstehuset Wittelsbach og var søn af kong Maximilian 2. af Bayern. Han blev konge som 18-årig ved sin fars død den 10. marts 1864. Under Ludwigs regeringstid tabte Bayern og dets allierede Den preussisk-østrigske krig i 1866 og sluttede sig modvilligt til det tyske kejserrige i 1870/71. Ludvig trak sig dog i stigende grad tilbage fra de daglige regeringsanliggender til fordel for ekstravagante kunstneriske og arkitektoniske projekter. Ludwig brugte alle sine egne kongelige indtægter (dog ikke statslige midler, som det er en udbredt opfattelse) på disse projekter, stiftede gæld i stor udstrækning og trodsede alle forsøg fra sine ministre på at holde ham tilbage.
Ludwigs ekstravagance blev brugt mod ham til at erklære ham sindssyg, en anklage, der siden er sat spørgsmålstegn ved."Bayerns König Ludwig II. war nicht geisteskrank" , Ärzte Zeitung vom 28. Juni 2004 Efter sin umyndiggørelse den 9. juni 1886 overtog hans farbror Prins Luitpold regeringens førelse som prinsregent. Få dage senere døde han under omstændigheder, der lige siden har givet anledning til talrige rygter, som bl.a. omfatter selvmord, et muligt flugtforsøg eller skydning.
Levned
Afstamning og barndom
thumb|left|Ludwigs fødselsværelse på Schloss Nymphenburg ved München.
Ludwig 2. blev født den 25. august 1845 på Schloss Nymphenburg ved München som den ældste søn af den daværende kronprins Maximilian og kronprinsesse Marie af Bayern. Han blev døbt med navnene Otto Friedrich Wilhelm Ludwig, men blev kaldt Ludwig efter pres fra hans bedstefar kong Ludwig 1. af Bayern, der også var født den 25. august (i 1786). Efter at hans bedstefar kong Ludwig 1. af Bayern blev tvunget til at abdicere under Martsrevolutionen i marts 1848, blev hans far Maximilian konge, og Ludwig selv blev kronprins i en alder af to år.
thumb|Ludwig med sin lillebror, prins Otto, 1860.
I 1848 blev Ludwigs eneste søskende, lillebroderen prins Otto, født. Deres barndom og ungdom tilbragte de to prinser fortrinsvis på Schloss Hohenschwangau i det sydvestlige Bayern i selskab med deres opdragere. På slottet kom Ludwig tidligt i kontakt med middelalderens legender, som er afbildet der i talrige vægmalerier. Dronning Marie var en ivrig bjergbestiger og tog ofte sine sønner med på vandreture i området.
I 1861 oplevede Ludwig for første gang Richard Wagners operaer Tannhäuser og Lohengrin. Her opstod hans forkærlighed for Wagners operaer med deres sagn og eventyr.
Tronbestigelse
thumb|left|Den unge konge i 1864.
Ludwigs far Maximilian døde den 10. marts 1864, og Ludwig blev samme dag i en alder af 18 år udråbt til konge af Bayern ("Ludwig, von Gottes Gnaden König von Bayern, Pfalzgraf bey Rhein, Herzog von Bayern, Franken und in Schwaben"). Den 11. marts kl. 10 aflagde han ed på den bayerske forfatning. Ved mindehøjtideligheden for den døde konge den 14. marts optrådte den 1,93 meter høje nye konge offentligt.
thumb|Richard Wagner i München i 1865.
Han engagerede han sig hurtigt i kulturfremme, især komponisten Richard Wagner som han første gang mødte den 4. maj 1864. Mellem 1864 og 1865 skænkede han Wagner 170.000 gylden. Han finansierede dermed musikdramaet Nibelungens Ring. I december 1865 måtte Ludwig 2. imidlertid bøje sig for modstanden fra statsregeringen, borgerne i München og sin egen familie og opfordre den upopulære Wagner til at forlade Bayern. Det nære venskab mellem de to fortsatte dog indtil videre. Wagneroperaerne Tristan og Isolde (10. juni 1865), Mestersangerne i Nürnberg (21. juni 1868), Rhinguldet (22. september 1869) og Valkyrien (26. juni 1870) fik urpremiere på Nationaltheater München. Fra 1872 lod han hele Wagner-operaer opføre for sig alene. Han finansierede også Wagners festspilhus i Bayreuth og støttede den af Marie von Schleinitz grundlagte Bayreuther Patronatsverein.
Krig mod Preussen Den 11. maj 1866 underskrev Ludwig 2. mobiliseringsordren, hvormed Bayern stillede sig på det Tyske forbunds – og dermed Østrigs – side i den Preussisk-østrigske krig. Ludwig havde fra barnsben ikke været særlig interesseret i militæret og overlod krigspolitikken til sine ministre og tog til Schweiz for at møde Richard Wagner. I fredsaftalen efter nederlaget måtte Bayern underlægge sine tropper preussisk overkommando og betale 30 mio. gylden til Preussen i krigsskadeserstatning samt afstå Gersfeld og Bad Orb til Preussen. Ludwig foretog på dette tidspunkt sin eneste større turne i landet, en rundrejse i Franken fra 10. november til 10. december 1866. Herefter koncentrerede han sig om sine romantiske ideer og trak sig tilbage til sine slotte og lod regeringsopgaverne løse af andre.
Forlovelse med Sophie i Bayern
thumb|left|Ludwig 2. med sin forlovede hertuginde Sophie i Bayern i 1867.
Ludwig blev aldrig gift, men forlovede sig spontant den 22. januar 1867 med den et år yngre hertuginde Sophie i Bayern, kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarns yngre søster, en datter af hertug Max i Bayern. De to kendte hinanden fra barndom og ungdom og mødtes igen på et hofbal den 21. januar.
Den kommende brudgom kaldte altid sin forlovede for Elsa. Karakteristisk nok følte han sig ikke som den elskende Lohengrin, for brevene til sin brud underskrev han med Heinrich: et bevis på at det drejede sig om en kærlighed helt efter kongens smag: "sværmerisk, verdensfjern, uden den af Ludwig forhadte sanselighed".Hamann 1982, S. 416.
Bryllupsforberedelserne ved hoffet blev gennemført med stor iver. Pave Pius 9. tildelte den dispensation, som var nødvendig på grund af brudeparrets nære familiemæssige forbindelse. Allerede den 14. marts 1867 fik kongen forelagt bryllupsceremonien. Imidlertid udskød Ludwig brylluppet gentagne gange fra 25. august til 12. oktober og til sidst til 12. november 1867. Kongen distancerede sig stadig mere, selv om der allerede florerede billeder, hvorpå Sophie blev omtalt som dronning, og bryllupskareten, som havde kostet millioner af gylden, var færdig. Den 7. oktober 1867 hævede han forlovelsen. Ikke kun Sophies forældre var vrede over det, det samme var familien og højadelen. Elisabeth af Østrig-Ungarn skrev til sin mor i Possenhofen:
Ingen anede, at Sophie tre dage efter sin forlovelse havde forelsket sig i købmand Edgar Hanfstaengl og hemmeligt mødtes med ham på Pähl-slottet.
Ud fra ytringer i breve og det videre levnedsløb formodes det, at Ludwigs interesse for det andet køn var begrænset. Ludwigs hemmelige dagbog, som i 1925 blev udgivet af minister Johann von Lutzs stedsøn, giver antydninger, som peger i retning af, at kongen var homoseksuel. Den indeholder vidnesbyrd om kongens samvittighedskvaler og for hans forsøg på at undertrykke sit begær.Bernd-Ulrich Hergemöller, Mann für Mann, S. 478. Psykiateren og neurologen Heinz Häfner fra Heidelberg hævder i sin bog om eventyrkongen, at han ikke blot var homoseksuel, men at han endog i forfølgelse af sin tilbøjelighed skal have misbrugt undergivne ryttersoldater seksuelt.<ref>Heinz Häfner, Ein König wird beseitigt: Ludwig II. von Bayern.</ref> Den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masoch skal Ludwig have betragtet som åndsbeslægtet.Edir Grein, Tagebuch-Aufzeichnungen von Ludwig II., Schaan (Liechtenstein): Quaderer-Verlag, 1925.
Kejserbrevet I 1870 deltog Bayern med 55.000 soldater i den Fransk-preussiske krig. Ludwig accepterede tøvende udnævnelsen af den preussiske konge til kejser. Den 30. november 1870 underskrev han det af Otto von Bismarck udformede kejserbrev, der opfordrede den preussiske konge Wilhelm 1. til at modtage posten som tysk kejser. Til gengæld sikrede Bismarck ham hemmelige betalinger, som stammede fra Welfenfonde. Ludwig deltog ikke i kejserproklamationen i Versailles den 18. januar 1871.
Ud over den af rigsdagen besluttede nationale gave på 4 mio. daler, fik han stillet 300.000 daler til egen disposition.
De sidste år thumb|left|Ludwig 2. i de senere år I sine sidste år trak kongen sig i stigende grad tilbage fra offentligheden. Han slog sig ned på Neuschwanstein, drak store mængder champagne og cognac, og hans store krop blev stadig mere oppustet, og hans engang så kønne ansigt blev mere og mere præget af alkohol. Hans tjenerskab behandlede han ydmygende: hans ministre måtte stå til møder og aflægge rapport stående.
thumb|Ludwig 2. og Josef Kainz i 1881. I april 1881 indledte han venskab med den unge skuespiller Josef Kainz, med hvem han fra 27. juni til 14. juli samme år gennemførte en rejse i Schweiz i Wilhelm Tells fodspor. Selv Kainz angreb Ludwig fysisk under et raserianfald, så Kainz endte med at holde sig borte fra ham. Der gik rygter om Ludwig. Således skete det, at han pludselig ville have "normale" mennesker omkring sig. Så gav han ordre til at invitere folk til f.eks. en skovkro, hvor han så kunne blande sig med de lokale iført læderbukser og lodenjakke. I sådanne tilfælde var det muligt, at excentrikeren pludselig skiftede mening og gav ordre til at jage alle ud, og selv hjalp til med slag.Sigrid-Maria Größing: Sisi und ihre Familie, Ueberreuterverlag 1874 gik han for sidste gang med i Münchens Corpus Christi procession. Hans deltagelse i generalprøven på festspillene i Bayreuth i 1876 blev hans sidste offentlige optræden. Ofte havde ministrene besvær med at opsøge ham i ensomme bjerghytter og få hans underskrift. Han gjorde i stigende grad nat til dag, hvilket gav ham titlen Mondkönig (månekonge). Hans gæld var vokset betydeligt: byggeriet på hans slotte blev delvis sat i stå. I begyndelsen af 1886 nægtede regeringen at stille kaution for kongen for et lån på 6 mio., hvilket mange biografiforfattere har set som hovedårsag til hans umyndiggørelse. Der skal have været bankierer, som ville hjælpe ham finansielt, men deres tilbud nåede ikke frem til kongen.
Ludwig vendte sig derefter mod Bismarck, som den 14. april 1886 skrev til ham, at han skulle befale sit ministerium at ansøge landdagen om den nødvendige sum. Nu krævede Ludwig herefter sagen forelagt landdagen. I stedet tog ministeriet initiativ til at må ham umyndiggjort.
Umyndiggørelse thumb|Ludwig i sit dødsår 1886 På initiativ af regeringen erklærede lægerne Bernhard von Gudden, Friedrich Wilhelm Hagen, Hubert von Grashey og Max Hubrich Ludwig 2. for uhelbredeligt sindssyg 8. juni 1886. Deres vurdering var baseret på vidneudsagn og uden personlig undersøgelse af patienten. På baggrund af de af Ludwig foretagne embedshandlinger, senest indretningen af en nyt områdekontor i Ludwigshafen (Direktiv af 3. Juni 1886, underskrevet af ham i Hohenschwangau), kan han imidlertid ikke entydigt erklæres utilregnelig.
Den 9. juni 1886 blev Ludwig umyndiggjort af regeringen. Natten til den 10. juni ankom en kommission til Neuschwanstein, som blev fængslet og sendt tilbage til München med uforrettet sag. Ludwigs onkel Luitpold overtog regeringsansvaret den 10. juni som prinsregent, senere også på vegne af Ludwigs bror Otto.