thumb|Apostlen Peter fremstillet af den italienske maler Francesco del Cossa i 1473. Apostlen Peter var en af Jesu Kristi ledende apostle. Peters oprindelige navn var Simon, men fik af Jesus navnet "Kefas", der betyder klippesten – på græsk Petros, altså Peter. Peter var fisker ligesom sin bror Andreas, der også var apostel.
Ifølge den katolske udlægning af Bibelen blev Peter valgt som "klippen", hvorpå Jesu kirke skulle bygges (den protestantiske udlægning er, at det var Peters udtrykte tro på Jesus som messias, der udgør "klippen"), og selv ikke dødsriget skulle få magten over kirken. Peter fik dermed nøglemagten – man kan se nøglerne i Vatikanets flag. Det var det samme som en fuldmagt og dermed magten over dødsriget og himmeriget. Peter var også den første mand, der mødte den opstandne Jesus, hvilket har haft stor betydning for hans status.
At Peter skulle være forfatteren til de to breve i Det nye testamente, som går under hans navn, lader sig af flere grunde vanskeligt opretholde.
Ifølge traditionen led Peter martyrdøden omkring år 64 e.Kr. samtidigt med Paulus. Det skete under den romerske kejser Neros forfølgelser af de kristne. Ifølge historiske optegnelser var Nero selv skyld i branden i Rom, men brugte den som undskyldning for at udrydde kristne, hvis umoral i forvejen gav dem et dårligt omdømme. Efter branden blev alle kristne i Rom dømt, og deres henrettelser fik præg af en grotesk farce. De kunne vælge mellem at blive indsyet i skind af vilde dyr og sønderbidt af hunde eller blive korsfæstet, gjort til levende fakler og brugt som oplysning om aftenen.
Peter blev efter eget ønske korsfæstet med hovedet nedad i de kejserlige haver på Vatikanhøjen, senere blev han begravet på en kirkegård. Hans korsfæstelse vistes på et relief, der pryder Filaretes' 1400-tals-bronzedør til Peterskirken.
Ifølge den romersk-katolske kirke var Peter den første biskop af Rom og dermed den første pave. Paven var Peters efterfølger, og nøglemagten blev overgivet til ham. Dermed blev paven bindeleddet mellem Gud og menneskene. __TOC__
Det Nye Testamente Navn thumb|Albrecht Dürers Simon Peter med Himmerigets nøgler på apostelbillede i Münchner Alten Pinakothek. Ifølge alle evangelierne lyder hans navn Simon, efter og som Symeon. Paulus derimod kalder man ham kun Kefas, en græcisering af det aramæiske ord kefa כיפא, der oversættes til græsk som πετρος (petros) og latin Petrus. Det betyder på de to sprog sædvanligvis sten, på græsk også klippe, såvel natursten som en tilhugget stenblok.Fritz Rienecker: Sprachlicher Schlüssel zum Griechischen Neuen Testament, Gießen 1970, s. 43 ("Sproglig nøgle til det græske Nye Testamente")
Disse tilnavne skal Jesus personligt have givet Simon; hvor og hvornår lader evangelierne uafklaret. forklarer tilnavnene med Jesu løfte til Peter: På denne klippe [petra] vil jeg bygge min "ecclesia", hvor ecclesia betyder "de sammenkaldte", "forsamlingen af de sammenkaldte" ty. "die Herausgerufene" Ecclesia (lat.) er afledt af den græske rod ekklesia [εκκλησία] som betyder en "samling" af borgere i en antik græsk bystat; eller "sammentræden af de kaldte", "forsamling af de indkaldte" (en. a "called out assembly"; usually defined as "gathering of the called out ones" or “gathering of those summoned” – kilde: http://www.britannica.com/eb/article-9031882/Ecclesia) som i første omgang refererer til fællesskabet af de førstkaldte disciple, dernæst til kirken.
I taler Jesus til Simon som barjona. Det aramæiske bar jona betyder "søn af Jona". nævner dog en Johannes som Simons far, hvilket kunne være en græcisering af det aramæiske navn. Det er ikke klart, om der hentydes til en kødelig eller en åndelig fader: Johannes Døber. Som adjektiv betyder barjona også "impulsiv", "ubehersket". Dette tyder for nogle eksegeter på et muligt tidligere tilhørsforhold til zeloterne, da jødiske frihedskæmpere i den senere Talmud blev betegnet som barjonim (flertal).
Afstamning og kaldelse Simon Peter stammede som Jesus fra Galilæa. Ifølge alle evangelierne hørte han til de første disciple som af Jesus blev kaldet til at følge ham. Alle oplysninger bygger på denne kaldelse. Kun få notitser angår hans herkomst. Om hans far anføres kun navnet Jona (eller Johannes); hans mor nævnes ikke. Han havde en bror ved navn Andreas, som blev kaldet samtidigt. Da apostellisterne nævner denne bror efter Simon, har man sluttet, at han var den yngste. Hans oprindelig navn Simon (Shimon) er jødisk, og det er faderens navn også.
Ifølge Apostlenes Gerninger blev Peter opdraget i den jødiske tro. Han overholdt jødiske spiseforskrifter og havde ikke omgang med ikke-jøder (, ). Ifølge de synoptiske evangelier boede han i Kapernaum ved Genesaretsøen. Dér havde han og broderen Andreas et hus, hvor også hans svigermor boede (ff; ). Oven på resterne af dette sted kan befinde sig et af urkristendommens første pilgrimssteder, som arkæologer har udgravet.Gerd Teißen, Anette Merz: Der Historische Jesus, Göttingen 2005, s. 160f
Jesus skulle have helbredt Simons svigermor, hvorefter hun hjalp disciplene (). Navnet på hans kone nævner evangelierne ikke, hvoraf mange eksegeter slutter at Peter har efterladt hende i Kapernaum på Jesu opfordring om at forlade alt (f). Ifølge Paulus, der traf ham omkring år 39 i Jerusalem, blev Peter og andre apostle ledsaget af deres koner (). Da Jesus intet ytrede mod ægteskab eller ægtestand og tillige forbød skilsmisse () kan Peters kone også tidligere som andre kvinder fra Galilæa have draget rundt med sin mand (; ).
Ifølge synoptikerne, der vel her fulgte Markusevangeliet, arbejdede Simon (endnu uden tilnavn) og Andreas som fiskere. Ved Genesaretsøen havde Jesus truffet dem ved at kaste net ud og opfordret dem til at følge sig. Derpå havde brødrene forladt nettene og fulgt med Jesus (). Ved kaldelsen af de øvrige tolv har Jesus så givet Simon tilnavnet "Peter" ().
Ifølge Lukasevangeliet blev Simon kaldet til at være "menneskefisker", efter at Jesus havde holdt sin prædiken i synagogen i Kapernaum og helbredt hans svigermor. Kaldelsen er her efter en uventet stor fiskefangst, hvor Simon bekender: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand. (-11). Her nævner Lukas for første gang hans tilnavn Peter og dernæst ved udvælgelsen af de tolv (). De to evangelister forklarer ikke tilnavnet.
Også Mattæusevangeliet nævner Simon som "Peter" efter hans kaldelse (). Han betoner særligt dette tilnavn efter Simons bekendelse: Du er Kristus, den levende Guds søn. Som svar modtog han en saligprisning og løfte om, at Jesus ville bygge sin ecclesia på denne klippe ().
Ifølge Johannesevangeliet kom Peter og hans bror fra Betsaida. Om der menes fødested eller bosted forbliver åbent. Andreas skal have truffet Jesus som en discipel af Johannes Døber, have erkendt Jesus som Messias og ført sin bror Simon til ham. Jesus skulle så, straks han så ham, have givet ham tilnavnet Kefas (-44).
Alle evangelierne Ifølge alle evangelierne havde Simon Peter en lederrolle i discipelkredsen. Han står først i alle apostellisterApostellister i NT: , , , i NT og hører sammen med Jakob den Ældre og Johannes til de tre apostle, der stod Jesus særlig nær. De gjaldt ifølge -13 ("Forklarelsen på bjerget") som de eneste af de tolv, som Gud åbenbarede sin søns guddommelighed og opstandelse allerede før dennes død. De ledsagede Jesus i hans sidste timer i Getsemane Have ().
Kristusbekender og -fornægter Kun Peter (Se dog Joh. 11,27) bekendte sig ifølge evangelierne allerede før Jesu opstandelse udtrykkeligt til dennes Messiasværdighed (ff): Du er Kristus. Dog straks derefter, efter at Jesus for første gang havde meddelt disciplene sin forudbestemte lidelsesvej, tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.(v. 32) Han havde altså forsøgt at bringe Jesus bort fra denne vej til korset, således at hans trosbekendelse synes at være en misforståelse af Jesu sendelse. Jesus har da brysk tilrettevist ham: Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.(v. 33) "Satan" betyder på hebraisk "modstander" eller "modgører".ty. har „Gegner“ oder „Widersacher“ Peter bliver her sammenlignet med fristeren i ørkenen, der ligeledes ville opholde Guds søn fra lidelsens vej (-11); han bliver også andre steder i NT rykket i nærheden af Satan. () Her følger Jesu belæring af disciplene: (ff) Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. Denne paradoksale indbydelse til at følge Jesu korsvej er baggrund for den senere omtalte undsigelse fra Peters side i forløbet af Jesu lidelse, da han – for at redde sit liv – ikke forrådte sig selv, men Jesus (-72).
Modsætningen mellem tale og handle viste sig allerede hos Peter i Galilæa: på den ene side havde han tiltro til Jesu kaldelse til efterfølgelse ("Kom og følg mig ...", ) på den anden side svandt hans tro ved den første modgang, så kun Jesus kunne redde ham fra at synke i havet. (ff)
Ifølge -9 modsatte han sig også, at Jesus ville vaske hans fødder. Denne handling var dengang en typisk slavetjeneste: Peter vægrede altså at lade sig betjene af Jesus, som en herre ville af sin slave. Men kun denne tjeneste gav ham på forhånd andel i den ved Jesu kors udvirkede frelse, og tydede på en "dåb til døden" ... tydede på "dåb til døden"... : det tyske forlæg har: "auf die „Taufe in den Tod“ ..." — Se ff : ... Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? ... og evt. Det var forbundet med forpligtelsen for alle disciple at betjene hinanden på lignende måde.
I forløbet af Jesu lidelse tilspidser alle evangelier disciplenes og kristusbekendernes fornægtelse. Jesus forudsagde for Peter ved det sidste måltid, at han i den samme nat ville fornægte ham tre gange. Dette afviste han som alle andre disciple (-31 par.): Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig. Det samme sagde også alle de andre. Han faldt dog kort tid derefter i søvn, netop som Jesus i Getsemane havde mest brug for disciplenes hjælp. (.43f) Så skal han ifølge med våben have forsøgt at forhindre tilfangetagelsen af Jesus. Han bliver her identificeret med den navnløse discipel, der ifølge slog et øre af en soldat. Johannes kender navnet både på angriberen (Peter) og offeret (Malkus), der i Joh 18:10 kaldes "ypperstepræstens tjener", altså ingen soldat. Johannes og Lukas kan også fortælle, at det drejer sig om det højre øre. Jo længere tid, der er gået mellem hændelsen og vidneudsagnet, jo sikrere bliver fortælleren i sin sag, og stadig mere detaljeret. Man har spekuleret på, om Markus kendte gerningsmandens identitet, men ville beskytte Peter. Markus skrev jo angiveligt i Rom, hvor Peter menes at have været menighedens overhoved. Det har også været spekuleret på, om ypperstepræstens tjener var en præst. I så fald gjorde tabet af øret ham rituelt ubrugelig for resten af livet. I antikkens verden regnedes det også som værre at tabe højre øre eller højre øje end venstre. Dertil har man spekuleret på, om angriberen var venstrehåndet, når angrebet ramte det højre øre, eller om tjeneren blev angrebet bagfra, hvad der jo ville være fejt.Jonas Gardell: Om Jesus (s. 256) forlaget Tiden, Oslo 2009,
Peters fornægtelse af Jesus kulminerer mens denne foran det høje råd bekendte sig som Messias og kommende menneskesøn og modtog sin dom. (). Da hanen galede ved morgengry, kom Peter i tanke om den forudsigelse Jesus havde gjort, og han skulle være begyndt at græde. (-72)
Peter manglede altså efter den nytestamentlige fremstilling kraften til at handle i overensstemmelse med sin tro, da det kom an derpå. Alligevel fik netop han på grund af sin Kristusbekendelse af Jesus navnet "Klippe" og opgaven at danne menighed (-23).