thumb|300px|Apple II, 1977 Apple II (også skrevet Apple ][ eller Apple //) var en af de første succesfulde mikrocomputere i masseproduktion og markerede et afgørende gennembrud for Apple Computer, nu Apple Inc. Computeren blev designet af Steve Wozniak og introduceret i 1977, og var banebrydende for dens tid med hensyn til brugervenlighed, funktioner og udvidelsesmuligheder. Sammenlignet med forgængeren Apple I var Apple II langt mere brugbar for almindelige forbrugere og blev præsenteret ved West Coast Computer Faire samme år.Total share: 30 years of personal computer market share figures
Apple II blev hurtigt populær i både hjemmet, uddannelsessektoren og erhvervslivet. Gennem 1980'erne blev den især udbredt på amerikanske skoler, blandt andet takket være mængderabatter og en målrettet indsats for udvikling af software til undervisning og erhverv, såsom regnearket VisiCalc fra 1979.
Systemet startede med en indbygget BASIC-fortolker og kunne anvende både Apple DOS og senere ProDOS som styresystem til diskbaseret software. Med ekstra hardware kunne Apple II også køre CP/M og programmer som WordStar og dBase II. Senere versioner som Apple IIGS bragte 16-bit processorer, grafisk brugerflade og forbedret lyd og grafik til platformen.
På trods af lanceringen af Macintosh i 1984, forblev Apple II Apple Computers primære indtægtskilde gennem det meste af 1980'erne. Med sit store økosystem af tredjepartsudviklere og distributører blev det en milliarddollar-industri. Da den sidste model, Apple IIe, gik ud af produktion den 15. oktober 1993, var der solgt mellem fem og seks millioner enheder på verdensplan.
Design
Apple II var designet til at ligne mere et husholdningsapparat end et stykke elektronisk udstyr.Helmer, Carl, "An Apple to Byte," Byte, March 1978, p. 18-46. Låget kunne tages af det beige plastickabinet uden brug af værktøj, og tillod adgang til computerens interne enheder, inklusive motherboardet med otte sokler til udvidelseskort, og en række af Random Access Memory (RAM) sokler, der kunne holde op til 48 kilobytes hukommelse.
Apple II havde farve og højopløsnings grafikmuligheder, lydkapabilitet og indbygget et af to BASIC programmeringssprog (oprindeligt Integer BASIC, senere Applesoft BASIC). Apple II blev målsat mod masserne, i stedet for hobbyentusiaster og ingeniører; dens introduktion og efterfølgende popularitet var også en stor indflydelse på de fleste microcomputere der efterfulgte den. I den sammenhæng er hovedmeningen af ”ikke kun for hobbyentusiaster og ingeniører” at modsat forudgående hjemmecomputere, blev den solgt som et færdigt forbrugerudstyr i stedet for et samlesæt (usamlet eller samlet på forhånd). VanLOVEs Apple Handbook og The Apple Educators Guide af Gerald VanDiver og Rolland Love anmeldte mere end 1500 software programmer som kunne bruges med Apple II serien. Apples forhandlernetværk brugte disse bøger til at understrege den voksende softwareudviklerbase for uddannelse og personligt brug.
De fleste af maskinerne i Apple II-serien havde et keyboard indbygget i motherboardets kabinet. Undtagelsen til dette var Apple IIGS som ikke originalt blev solgt med et indbygget keyboard. Et opgraderingskit blev senere solgt, som tillod at sætte motherboardet fra en Apple IIGS i kabinettet fra en Apple IIe.
Modeller
Tidlige II-serie modeller var som regel navngivet ”Apple ][”; senere modeller ”Apple //”, plus et bogstav.
Apple II
De første Apple II computere blev sat til salg den 5. juni 1977 med en MOS Technology 6502 microprocessor på 1 MHz, og havde 4 kB RAM, et kassebånds interface for at indlæse programmer og lagre data, og Integer BASIC programmeringssproget indbygget i ROM. Video controlleren viste 24 linjer af 40 kolonner af monochrome udelukkende store bogstaver (det originale karaktersæt matcher ASCII tegnene 0x20 til 0x5F) tekst på skærmen, med en NTSC komposit-udgang der kunne bruges til visning på en TV-skærm eller på et normalt TV via en separat RF-modulator. Den originale salgspris for computeren var US$ 1298 (med 4 kB RAM) og US$ 2638 (med de maksimale 48 kB RAM). For at henvise til computerens evne til lave farve grafik, var Apple-logoet på kabinettet repræsenteret med regnbuefarvede striber, som vedvarende var en Apples firmalogo indtil 1998. De tidligste Apple II var samlet i Silicon Valley, og senere i Texas. Kredsløbskortene var fremstillet i Irland og Singapore.
Et eksternt 5,25 tommer floppydisk drev, Disk II, kunne tilsluttes via et udvidelseskort der kunne indsættes i en af computerens sokler til udvidelseskort (typisk sokkel 6), og blev brugt til lagring og indlæsning af data for at erstatte kassettebånd. Disk II interfacet, udviklet af Steve Wozniak, blev betragtet som et ingeniørmæssigt mesterværk for dets økonomiske brug af elektroniske komponenter.Freiberger, Paul, and Michael Swaine. "Fire In The Valley, Part Two (Book Excerpt)", A+ Magazine, January 1985: 45. Hvor andre controllere havde dusinvis af chips for at synkronisere data I/O med disk rotation, placering af læsehovedet på det korrekte spor, og omdannelse af dataene til magnetiske pulser, havde Wozniaks controller kun få chips, i stedet brugte Apple DOS software til at udføre disse funktioner. Group Code Recording brugt af controlleren var simplere og lettere at implementere i software end det mere populære MFM. Slutteligt var det lave chipantal på controlleren medvirkende til af Apples Disk II det første overkommelige diskettedrevsystem til personlige computere. Som en bivirkning gjorde Wozniaks design det let for proprietær softwareudviklere at kopibeskytte mediet som deres software blev solgt på ved at ændre på softwareformatet eller at steppe drevets hoved mellem sporene. Uundgåeligt begyndte andre firmaer at sælge software der kunne omgå denne beskyttelse. Endnu en Wozniak optimering tillod ham at undlade Shugarts spor 0 sensor. Når styresystemet vil gå til spor 0, flytter controlleren simpelthen 40 gange mod det laveste spornummer, og bruger det mekaniske stop til at forhindre den at gå længere ned end spor 0. Denne proces kaldet ”rekalibrering”, lavede en høj summelyd (hurtig mekanisk raslen) der ofte skræmte nye Applebrugere.
Fremgangsmåden der blev brugt i Disk II controlleren var typisk for Wozniaks designmetoder. Apple II brugte flere udviklingsmæssige genveje for at spare hardware og reducere omkostninger. For eksempel ved at drage fordel af at 6502 kun gav adgang til hukommelsen hver anden clockcyklus, brugte videogenerators kredsløb de ellers ubrugte cykler og undgik derved køproblemer i hukommelsen og eliminerede nødvendigheden af et separat kredsløb til at genopfriske DRAM-chipsene. I stedet for at bruge et komplekst analog-til-digitalt kredsløb til at læse output fra spilcontrolleren, brugte Wozniak et simpelt timerkredsløb hvis periode var proportionel med modstanden af spilcontrolleren, og brugte en softwareloop til at måle timeren.
Tekst- og grafikskærmene havde et delvist forældet design (scanlinierne var ikke lagret i sekventielle områder af hukommelsen) hvilket var angiveligt for Wozniak opdagede at ved at gøre det på den måde kunne man spare en chip; det var billigere at få softwaren til at beregne eller slå adressen op for den krævede scanlinie end at inkludere den ekstra hardware. På samme vis, i højopløsnings grafikmodus, blev farve bestemt ved pixel position og kunne derfor blive implementeret i software, og sparede derfor Wozniak for at bruge chips til at konvertere bit-sekvenser til farver. Dette gjorde det også muligt at foretage sub-pixel font-rendering, da orange og blå pixels blev tegnet en halv pixel længere mod højre på skærmen end grønne og lilla pixels.
Farver på Apple II-serien drog fordel af en særhed i NTSC tv-signal standarden, som gjorde det relativt nemt og billigt at implementere farvevisning. Den originale NTSC tv-signal specifikation var sort/hvid, farve blev hæftet på senere ved at tilføje et 3.58 MHz subcarrier signl der blev delvist ignoreret af sort/hvide TV-apparater. Farve er indkodet baseret på fasen af dette signal i forhold til et reference color burst signal. Resultatet er at positionen, størrelsen, og intensiteten af en serie af pulser definerer farveinformationen. Disse pulser kan oversættes til pixels på en computerskærm.
Apple II-skærmen giver to pixels per subcarrier cyklus. Når color burst reference signalet blev tændt og computeren koblet til et farvedisplay, kunne den vise grøn ved at vise ét skiftende mønster af pixels, magenta med et modsat mønster, og hvid ved at placere to pixels ved siden af hinanden. Senere blev blå og orange tilgængelige ved at justere pixelplaceringen med en halv pixel-bredde i forhold til color burst signalet. Højopløsningsdisplayet tillod flere farver simpelthen ved at komprimere flere, smallere pixels ind i hver subcarrier cyklus. Det lave, lavopløsnings grafikmodus fungerede anderledes, da det kunne give en kort stigning af høj-frekvent signal per pixel for at tillade flere farvemuligheder.
Indbegrebet af Apple II designfilosofien var lydkredsløbet. I stedet for at have en dedikeret lydsyntese chip, havde Apple II et skiftekredsløb der udelukkende kunne lave et klik gennem en indbygget højttaler eller et udgangsjack; alle andre lyde (inklusive to, tre, og med tiden fire-stemmigt musik og afspilning af lydklip og syntetiseret tale) blev genereret udelukkende ved software der klikkede højttaleren på netop det rigtige tidspunkt. Ikke før næsten et årti senere blev en Apple II sendt på gaden med en dedikeret lydchip. Lignende teknikker blev brugt til kassettelageret: kassette outputtet fungerede på samme måde som højttaleren, og inputtet en simpel zero-crossing detector der tjente som en relativt primitiv (1 bit) audio digitizer. Rutinerne i ROM blev brugt til at indkode og afkode data i frequency-shift keying til kassetten.
Wozniaks åbne design og Apple IIs adskillige udvidelsessokler tillod en lang række af tredjeparts enheder at udvide funktionaliteten af maskinen. Apple II kort til eksterne enheder, som serielle controllere, forbedrede displaycontrollere, hukommelseskort, harddiske, og netværkskomponenter var tilgængelige for dette system. Der var udvidelseskort – som Z80 kortet – der tillod maskinen at bruge Z80 processoren og køre en lang række programmer udviklet under CP/M styresystemet, inklusive dBase II databasen, og WordStar tekstbehandling. Der var også et tredjeparts 6809-kort der tillod OS-9 Level One at blive kørt. Mockingboard lydkortet tilbød en kraftig forbedring af Apple II-maskinens lyd-egenskaber, med simpel musik-syntese og text-til-take funktionalitet. Med tiden blev Apple II accelerator kort skabt til at fordoble eller firedoble computerens hastighed.
Apple II Plus
Apple II Plus blev introduceret i juni 1979 og inkluderede Applesoft BASIC programmeringssproget i ROM.Apple Products Denne Microsoft-udviklede dialekt af BASIC, som tidligere kunne fås som en opgradering, understøttede floating-point aritmetik, og blev standard-dialekten af BASIC på Apple II-serien (dog kørte det ved en mærkbar lavere hastighed end Steve Wozniaks Integer BASIC).
Apple II Plus var på alle andre punkter identisk med den originale Apple II. De mindre hukommelsesstørrelser var ikke længere tilgængelige, så II Plus havde 48 kB RAM som standard, der kunne udvides til 64 kB ved hjælp af et såkaldt ”sprogkort”.
En TEMPEST godkendt version af Apple II Plus kaldet Microfix blev udviklet i 1980 af Georgia Tech Research Institute for den amerikanske hærs FORSCOM-kommando. Da det blev sat i felten i 1982 var Microfix-systemet det første taktiske system der brugte Laserdisk kort-teknologi til at give zoom- og rullefunktioner over kortbilleder, koblet med en punkt-database over indsamlet information som indsatsrækkefølge, flypladser, veje og broer.
Apple II Europlus og J-Plus