Den osmanniske forfølgelse af alevitter kendes bedst i forbindelse med den osmanniske sultan Selim 1.'s regeringstid (1512-1520) og dennes krig mod safaviderne i 1514. Men der findes eksempler, der indikerer, at der allerede eksisterede problemer over for alevitisk-relaterede grupper i Osmannerriget siden 1300-tallet.
Forfølgelsen af alevitisk-relaterede grupper før 1500-tallet
1300-tallet Osmanniske problemer med heterodokse muslimske grupper fandtes allerede i 1300-tallet. Et eksempel på dette ses i Seyyid Ali Sultan's (også kaldt Kızıldeli) hagiografi, der bl.a. nævner en vis dervish kaldt Seyyid Rüstem (d. 1421). Seyyid Rüstem kom i problemer med lokale osmanniske embedsmænd, til trods for at han havde en personlig aftale med sultan Orhan 1. om at få tildelt noget jord. Da embedsmanden havde hørt om Seyyid Rüstem, opbrød han: "hvor vover denne torlak at lave en mark på min jord og afvige fra adlydelse? Hvordan kan han bosætte sig der uden min tilladelse?"Rıza Yıldırım: Turkomans between two empires: the origins of the Qizilbāsh identity in Anatolia (1447-1514), Bilkent University, 2008, s. 126-127 Her skal det nævnes at benævnelsen torlak var en typisk og oftest nedladende betegnelse for qālandar-ordenen.
Dette markerer også en drejning i den osmanniske stat til i højere grad at følge ortodoks islamisk lov (sharia), hvilket ikke faldt i god jord blandt de mere tolerante og mystiske dervish'er. Dette er også et eksempel på, hvordan de osmanniske sultaner gik fra at være stamme- og klanledere som havde været situationen for Osman 1. og Orhan 1.. Den efterfølgende periode er således kendetegnet ved at være mere centralistisk styret, hvilket medførte bortskaffelsen af en række lokale lederskaber.
1400-tallet Den osmanniske stat må herefter have forårsaget større utilfredshed blandt heterodokse grupper, da man i 1400-tallet ser et stigende antal oprør og problemer inden for rigets grænser. Af de mest bemærkelsesværdige eksempler, kan nævnes Sheikh Bedreddin-oprøret som indledtes i 1416. Dette oprør menes at være forårsaget af en kombination af socio-økonomiske og religiøse problemer. Oprøret, som også blev støttet af ikke-muslimer, blev til sidst nedkæmpet, og Sheikh Bedreddin blev sammen med sine apostle (halife) henrettet i 1420. thumb|left|Portræt af Mehmed II (1432-1481) fra 1480
Det vides også at den heterodokse shiitiske sekt, hurufiyya var meget udbredt i Iran og Anatolien, og at de førte propaganda i store dele af Osmannerriget. I 1445 lykkedes en gruppe hurufitter at komme til den daværende sultan, Mehmed 2., med hensigten om at invitere ham til den hurufitiske tro. Sultanen gav dem lov til at tale for deres sag, og viste også klare tegn på interesse for deres mystiske doktriner. Dette vakte utilfredshed blandt Mehmed II's nærmeste embedsmænd, som dog ikke kunne tage direkte affære. Derfor fik de hjælp af en lærd ved navn Fakhr al-Din 'Ajami, som foregav at være interesseret i hurufitternes tro og derfor inviterede lederen af de tilstedeværende hurufitter til sit hjem. Men da hurufitten uddybbede sin tro, kunne Fakhr al-Din ikke holde sig fra at udbryde "kætter!". Hurufitten forsøgte derefter at søge tilflugt hos Mehmed II, som dog blev kuet af Fakhr al-Din's aggressive adfærd og derfor holdt tilbage med at forsvare sine gæster. Hurufitterne blev efterfølgende ført til den nye moske i Edirne, hvor Fakhr al-Din offentligt fordømte deres tro og prædikede for de spirituelle belønninger, man ville opnå ved at deltage i at udryddelsen af deres tro. Hurufi-ordenen blev derefter beordret til at lave et stort bål til at brænde deres egen leder med. Lederen blev herefter smidt på bålet og de andre hurufitter blev på anden vis henrettet.Shahzad Bashir: Fazlallah Astarabadi and the Hurufis, Oneworld, 2005, s.106-107
Denne hændelse bekræfter også det førnævnte eksempel med Orhan 1., hvor sultanens sympati for torlak'erne også blev ødelagt af embedsmænd. I den efterfølgende del af Mehmed II's regeringstid blev Osmannerriget udvidet mod både vest og øst, og fik derved indlemmet områder, hvor der var en større tilbøjelighed for heterodoksi. Hurufitter og andre heterodokse sufi-ordener blev herefter fortsat udsat for forfølgelse og massakrer i forskellige egne af Osmannerriget.
I midten af 1400-tallet opstod der også stridigheder mellem Osmannerriget og det semi-autonomiske Karaman-område. Stridighederne resulterede i at Mehmed II i 1468-1474 fordrev stammer, som muligvis var qizilbāsh’er, fra dette område til Rumelien og i 1475 gjorde han en ende på Karaman-styret.Rıza Yıldırım: Turkomans between two empires: the origins of the Qizilbāsh identity in Anatolia (1447-1514), Bilkent University, 2008, s. 141-142
Forfølgelsen af alevitter efter 1500-tallet
Under Bayezid II (1481-1512) Under sultan Bayezid II forværredes forholdet mellem staten og heterodokse grupper yderligere. Allerede ved drabet af den safavidiske leder Sheik Hāydār i 1488 havde den osmanniske sultan Bayezid II i et brev givet til udtryk, at "nyheden har flerdoblet min glæde"Adel Allouche: Osmanlı-Safevî İlişkileri – Kökenleri ve Gelişimi, Anka Yayınları, 2001, s. 63, og omkring Hāydār's tilhængere, qizilbāsh'erne, sagde han: "må Gud forbande Hāydār's kætteriske følgere."Adel Allouche: Osmanlı-Safevî İlişkileri – Kökenleri ve Gelişimi, Anka Yayınları, 2001, s. 64 Kun fire år senere, i 1492, blev sultanen forsøgt likvideret af en dervish og et dokument fra 1501 afslører også, at Bayezid II havde beordret henrettelsen af alle de qizilbāsh'er som blev fanget i at rejse til Iran.Rıza Yıldırım: Turkomans between two empires: the origins of the Qizilbāsh identity in Anatolia (1447-1514), Bilkent University, 2008, s. 306 Resten af hans regeringstid var også præget af en masse qizilbāsh-oprør, som Bayezid II bekæmpede ved at deportere tusindvis af qizilbāsh'er fra Anatolien til nogle nyerobrede kystområder i Grækenland: Morea, Modon, Coron og Lepanto.Rıza Yıldırım: Turkomans between two empires: the origins of the Qizilbāsh identity in Anatolia (1447-1514), Bilkent University, 2008, s. 318 Begrundelsen for disse deporteringer var, at qizilbāsh'erne ifølge de religiøse lærde var "vantro".Rıza Yıldırım: Turkomans between two empires: the origins of the Qizilbāsh identity in Anatolia (1447-1514), Bilkent University, 2008, s. 319
Den ældst bevarede religiøse kendelse (fatwa) på qizilbāsh'erne blev også udstedt under Bayezid II af den daværende osmanniske mufti Hamza Saru Görez (d. 1512).
Under Selim I (1512-1520) thumb|right|Portræt af Selim I (1470-1520) Bayezid II's søn, Selim I, mente dog ikke at hans far var tilstrækkelig hård over for qizilbāsh'erne. Som guvernør af Trabzon, havde han på nært hold fået bekendtskab til safaviderne og qizilbāsh'ernes fremgang i Iran og Østanatolien. Imod sin fars vilje havde han også flere gange mobiliseret militære styrker og gået til angreb på safavidisk jord. Det vides også at Selim I havde et meget stort had over for shia-muslimer generelt, specielt de heterodokse qizilbāsh'er. Derfor slog han tre af sine brødre ihjel og tvangsafsatte sin far for selv at komme til magten. Han sendte derefter sin far Bayezid II af sted på "ferie", hvorefter også han blev dræbt.
Noget af det første Selim I gjorde som sultan, var at få den osmanniske sheikh ul-islam, ibni Kemal (d. 1533), til at udstede en ny fatwa mod qizilbāsh'erne, for endnu engang at retfærdiggøre og legitimicere drab af qizilbāsh'erne. Derefter samlede han en kæmpehær på 200.000 mand for at lede en umotiveret krig mod safaviderne. På sin vej mod Safavideriget i øst, opsøgte Selim I og førte register over de qizilbāsh'er, som han havde sporet. 40.000 qizilbāsh'er blev derved massakreret, og Selim I fortsatte derefter sin fremfærd mod Safavideriget. I den osmanniske kilde Selimşâh-nâme står der følgende:
Slaget ved Chāldirān (1514) Med Selim 1. i spidsen, indgik Osmannerriget i 1514 en krig mod Safavideriget, hvilket endte med en osmannisk sejr. Chāldirān symboliserer et vigtigt vendepunkt for qizilbāsh'erne, da denne krig var kulminationen på den lange osmannisk-safavidiske stridighed. Krigen markerede desuden også tabet af det eneste håb om tryghed, som qizilbāsh'erne havde tilbage.
Selim's regeringstid markerede endnu en ting, nemlig at Det Osmanniske Rige med erobringen af Mameluk-sultanatet, nu officielt blev et islamisk kalifat, hvor styreformen var baseret på ortodoks islamisk lov (sharia).
Efter Selim I Efter Selim I's regeringstid fortsatte de efterfølgende sultaner den samme hårde kurs mod qizilbāsh'erne i Anatolien. Qizilbāsh'erne reagerede på denne undertrykkelse ved i stigende grad at gøre oprør mod det osmanniske styre. Disse hyppige oprør fortsatte med jævne mellemrum frem til starten af 1600-tallet.
Den ekstremt heftige stemning fra 1500- og 1600-tallet blev dog efterhånden afdæmpet lidt, men undertrykkelsen af qizilbāsh'erne fortsatte frem til Osmannerrigets kapitulation.
Typiske forfølgelsesmetoder Fra begyndelsen af 1500-tallet blev den osmanniske administration specialiseret i at "jagte" qizilbāsh'er. Dette århundrede var måske det mest rædsomme århundrede for alevitterne. De blev både forfulgt for at sympatisere med safaviderne, men også på grund af deres "kætteriske" tro. For at fange qizilbāsh'erne benyttede den osmanniske stat sig af forskellige metoder.
At være "qizilbāsh" var i sig selv en forbrydelse og qizilbāsh'erne blev derfor holdt under konstant overvågning. Nogle af de mest benyttede overvågnings- og forfølgelsesmetoder i Osmannerriget var:
Forfølgelse på baggrund af andres opfordringer/anmeldelser.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 86 Åbent eller skjult forfølgelse.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 88-90 Ved at spørge personer der blev anset som mere "troværdige" eller "objektive" som f.eks. embedsmænd eller sunnitter.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 90-91
Typiske afstraffelsesmetoder Osmannerne havde også forskellige afstraffelsesmetoder over for qizilbāsh'erne. En stor del af afstraffelserne fandt sted ved at opdigte en grund til at slå dem ihjel.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 97 Disse falske anklager blev også ofte ført ned i de formelle procedurer, for at få dem til at virke mere realistiske.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 98 I de tilfælde, hvor de dømte qizilbāsh'er havde mange sympatisører eller relaterede, passede man også på med ikke at dræbe for mange ad gangen, for at undgå eventuelle optøjer.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 99
Nogle af de mest anvendte afstraffelser var:
Fordrivelse: Mange qizilbāsh'er blev fordrevet til Cypern og afskåret fra deres landsby og familier, men de qizilbāsh'er der var halife'er blev henrettet med det samme.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 103, 105 De mest typiske fordrivelsessteder var Cypern, Modon, Coroni, Budun(?) og Plovdiv.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 105-106
Fængsling: Nogle blev også fængsletSaim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 106-108 og derefter oftest fordrevet til Cypern, for at afskære dem fra deres familie.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 99, 102
Tvangsarbejde: En anden afstraffelsesmetode var at sende qizilbāsh'erne til tvangsarbejde på skibe (kürek mahkumiyeti), hvor de skulle arbejde som roere.Saim Savaş: XVI. Asırda Anadolu'da Alevîlik, Vadi Yayınları, 2002, s. 108-109