Svend Tveskæg eller Sven Tveskæg (født 963,Den Store Danske / lex.dk: "Svend 1. Tveskæg" (hentet 20. september 2023) død 3. februar 1014) var konge af Danmark ca. 985/86–1014 og konge af England 1013–1014. Han hævdede også overherredømme over Norge 1000–1014, men mest af navn da Norge stort set styrede sig selv. Han var far til kong Harald 2., kong Knud den Store og dronning Estrid Svendsdatter.
I 986 gjorde Svend oprør mod sin far, Harald Blåtand, og tog tronen. Harald blev drevet i eksil og døde kort efter i november 986 eller 987. I år 999 regerede han størstedelen af Norge i samarbejde med Erik, Jarl af Lade. I 1013, kort før sin død, blev han den første danske konge over England, efter længere tids forsøg.
Han er i sagaerne beskrevet som Danmarks store vikingekonge. Det hævdes blandt andet, at han var med til at lokke den norske konge Olav Tryggvason i en fælde og dræbe ham i raseri over, at kong Olav havde været i seng med hans søster Thyra Haraldsdatter.
Navn thumb|En mønt af Svend Tveskæg, præget i 995; dette er den tidligst kendte mønt med en latinsk indskrift, præget i Skandinavien, baseret på angelsaksiske forbilleder og fremstillet af en engelsk møntmester (forside: ZVEN REX AD DENER „Svend, konge af [eller blandt] danerne“, bagside: GOD-WINE M-AN D-NER "Godwine, møntmester blandt danerne").
Svend prægede som den første danske konge mønter med sit eget billede i form af et stiliseret portræt, og den latinske inskription lød: "ZVEN REX AD DENER", "Svend, konge af danerne".Svend Tveskæg (986-1014). danskmoent.dk. Hentet 12/1-2026
Det norske tilnavn "Tjugeskjegg", som er mere korrekt på norsk end på dansk, kommer ikke af, at hans skæg var delt, for han havde sandsynligvis ikke fuldskæg. Tilnavnet kommer fra det norrøne ord "tjúgu-skegg" på grund af hans lange overskæg eller moustache, som hang ned og lignede en fork. Da mønterne med hans billede er stiliseret, er det dog ikke til at sige på baggrund af disse, om det er hans skæg, der har givet ham hans navn.Sven 1. Tveskæg (986/87-1014). Nationalmuseet. Hentet 12/1-2026
Liv Historiografiske kilder til Svends liv omfatter Den Angelsaksiske Krønike (hvor hans navn gengives som Swegen),The Anglo-Saxon Chronicle. Manuscripts C , D , og E . Redigeret af Jebson, Tony. Tilgået 18. august 2011. Adam af Bremens værk fra 900-tallet Hamburg-bispernes gerninger samt Snorri Sturlusons Heimskringla fra 1200-tallet. Modstridende beretninger om Svends senere liv forekommer også i Encomium Emmae Reginae, et latinsk encomium fra 1000-tallet til ære for hans søn kong Knuds dronning Emma af Normandiet, samt i Chronicon ex chronicis af Florence of Worcester, en anden forfatter fra 1000-tallet
Ifølge Adam of Bremen var Svend søn af Harald Blåtand og en kvinde ved navn "Gunhild". Da Harald lod sig omvende til kristendommen, blev Svend døbt "Otto" (til ære for den tyske konge Otto 1.).Adam af Bremen Gesta II.3. Ed. Schmeidler, trans. Tschan, s. 56
Svend ægtede enken efter Erik, Sveriges konge, der i nogle kilder kaldes „Gunhild“, eller identificeres som en unavngiven søster til Boleslav 1. af Polen.
Historikeren Ian Howard beskriver Svend som "en kompetent militær leder, politiker og diplomat", der blev "en formidabel og succesfuld konge".
Oprør mod Harald Blåtand Harald Blåtand fik ifølge Adam af Bremen sønnen Sven med en kvinde ved navn Gunhild, men som måske i virkeligheden blot er et andet navn for dronning Tove, der var gift med såvel Harald Blåtand som inden da med dennes bror Knud Danaást. I nogle gamle kilder er Sven illegitim søn af Harald Blåtand og blev opfostret af den mytiske vikinghøvding Palnatoke, jarl af Jomsborg. Selv om det ikke er bevist, er det blevet hævdet, at Sven ikke arvede kongedømmet efter sin fader, men at han gjorde oprør og nedkæmpede og dræbte ham i et slag. Ophavet til denne opfattelse er formentlig Adam af Bremen, som bygger sin beretning på en gammeltestamentelig skabelon; Synden (drabet på Harald), straffen (Sven tages til fange), landflygtighed og anger, som fører til Svens generobring af magten. Det er måske ikke rigtigt, men der er indikationer på, at Harald Blåtand ikke frivilligt opgav kronen til fordel for sønnen. Andre kilder angiver dog, at faderen Harald søgte til Jomsborg efter slaget mod sønnen, og at det var der, i sin udlændighed, at Harald døde. Det eneste, som vi ved, er, at Sven kom på tronen engang efter faderens død i årene 979 til 987. Dette store interval skyldes især debatten om vikingeborgenes bygherre. Poul Nørlund mente, at den mest sandsynlige tese måtte være, at Trelleborg og Aggersborg (som var de kendte fæstninger, da han udformede teorien) fungerede som træningslejre for soldater forud for Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Denne udlægning blev i 1979 tilbagevist af dendrokronologien, som fastlagde tre borges opførelse til ca. 981, medmindre disse træningslejre først kunne benyttes til formålet over tredive år senere.
Olaf Olsen, som havde støttet Nørlunds oprindelige tese, søgte stadig at sandsynliggøre den ved at så tvivl om tidspunktet for Harald Blåtands dødOlaf Olsen: Tanker i tusindåret; tidsskriftet Skalk nr.3 1980 s. 21 Ved at flytte det fra 985 til 979 fik han placeret Sven ved kongemagten på det afgørende tidspunkt; men, som kritikere fremførte, er der ikke spor af intensiverede togter før borgene faktisk var gået af brug. Poul Skaaning har udkastet en teori, der fastlægger borgerkrigen mellem Harald Blåtand og Sven Tveskæg som forklaring på borgenes udformning og placering. Borgene skulle fungere som knudepunkter for opstanden med det hovedformål at beskytte ledingsflåden mod angreb.Skaaning, Poul (1992), s. 31. Skaaning mener, at en danske skibsleding på 10-12.000 mand har stået for byggeriet på kongens ordre.
Striden med Norge Både før og efter Sven blev konge, hærgede han som viking. I begyndelsen var han også allieret med norske Olav Tryggvason i England og kunne ved selvsyn se, at nordmanden var en vældig slagsbroder og grusom og ondskabsfuld som fjende.
I henhold til Snorre Sturlasson var det Sven Tveskæg, som tog initiativ til at sende en stor dansk invasionsflåde til Norge i 986 for få den norske hersker Håkon jarl afsat og dræbt. I Slaget ved Hjørungavåg led danskerne et alvorligt nederlag. Det var den første gang, Norge som samlet nation hævdede selvstændighed mod Danmark i krig.
Den danske hær var forstærket med de frygtede Jomsvikinger, ledet af Sigvalde jarl, høvding af Jomsborg efter Palnatoke. Et sagn, som Snorre gentager, siger, at Sven blev taget til fange af Sigvalde, ført til Jomsborg og tvunget til at slutte fred med venderkongen Boleslaus den Tapre. Nødtvunget gik Sven med til aftalen. Sigvalde jarl var allerede gift med Boleslaus’ datter Astrid. Aftalen blev sikret ved, at Sven blev gift med Gunhild (Świętosława), en anden af Boleslaus’ døtre, og Boleslaus selv blev gift med Thyra Haraldsdatter, Svens søster. Med Gunhild fik Sven sønnerne Harald Svenssøn og Knud den Store. Ifølge Adam af Bremen blev Sven to gange taget til fange af venderne; hver gang måtte han løskøbe sig med en stor mængde guld.
I Norge blev Olav Tryggvason konge i 995 efter, at han var blevet kristnet, hvilket ikke havde gjort ham mildere, snarere tværtimod. I henhold til Olav Tryggvasons saga forsøger han at fri til den svenske adelskvinde Sigrid Storråde, men da hun ikke vil skifte tro, slår han hende i ansigtet og kalder hende "en hedensk hund".Olav Tryggvasons saga, kap. 61 I Polen sidder Svens søster Tyra Haraldsdatter og er utilfreds med, at hun er blevet giftet bort til en gammel konge, som tillige er "hedning". Hun flygter derfra og helt til Norge, møder kong Olav og sørger for at gifte sig med ham.
I Danmark sidder Sven Tveskæg og hører, at aftalen med den polske konge er blevet brudt, og at søsteren endog har været i seng med hans gamle våbenbroder fra tiden i England. Sven har i mellemtiden giftet sig med Sigrid Storråde, som kong Olav havde forkastet, og i henhold til Snorre ægger Sigrid Sven Tveskæg ved at sige, at den norske konge har ligget med hans søster "uden at spørge dig om lov, og sligt ville dine foreldre ikke have fundet sig i."Olav Tryggvasons saga, kap. 98 I Norge driver Thyra sit eget rænkespil og ægger kong Olav ved at håne ham, at han ikke tør stille op mod Sven Tveskæg. Olav bliver rasende, ruster til leding og siger: "Aldrig skal vel jeg være ræd for din broder, kong Sven. Og om vi to mødes, da skal han vige."Olav Tryggvasons saga, kap. 92
Den personlige strid mellem Sven og Olav, som bliver fremprovokeret af de to dronninger Sigrid og Thyra, er nok en litterær konstruktion fra Snorres side, men resultatet er, at Olav Tryggvason i år 1000 falder i slaget ved Svold. En af dem, som kæmpede mod ham, var Håkon jarls søn, Eirik Håkonsson. Han er blevet gift med en datter af Svend, Gyda Svendsdatter, og i henhold til Snorre blev der et godt venskab mellem Eirik og Sven. Eirik opnår det, han ønskede, ved at blive Norges reelle hersker, selv om landet formelt er underlagt kong Sven.
Snorre siger for øvrigt, at Svens første hustru Gunhild af Polen blev syg og døde således, at han kunne gifte sig med svenske Sigrid Storråde.Olav Tryggvasons saga, kap. 91 Det er nok forkert, for andre kilder oplyser, at Gunhild drog til Vendland eller Polen og blev der, til Sven døde i 1014 og at hun da vendte tilbage til Danmark for at være sammen med sønnen.Gustav Storm (1900), fotnote 126 til 1900-utg av Olav Tryggvasons saga. Med Sigrid fik Sven datteren Estrid Svensdatter, som senere blev gift med Ulf Thorgilsson jarl (død 1026).
Religion og hærgningstogt Adam af Bremen opfatter med henvisning til Svend Estridsen Sven Tveskæg som en hedning, der først efter omvendelsen og bodsgangen kan vinde sit rige tilbage.Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 5 Om Sven var hedning eller ej var næppe et væsentlig spørgsmål for andre end Adam af Bremen. Sven selv var sandsynligvis realpolitiker nok til at holde sig til den religion, som passede den politik, han førte. En af grundene til Adams modvilje mod Sven kan være, at denne støttede sig til engelske præster og biskopper frem for dem fra Hamborg - det bispedømme, som Adam selv var underlagt. Fra England kan der også have været præster af dansk oprindelse, mens Sven havde få forbindelser til tyske præster.
Sven Tveskæg var nok også opmærksom på, at så snart ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen fik et fodfæste i Danmark, ville den tyske kejser Otto 3. ikke være langt borte. Hans slaviske naboer i sydøst, arvefjenderne slaverne, var allerede underlagt det tyskromerske rige. Sven havde ingen grund til at ønske det samme for Danmark.
Efter år 1000 var Sven Tveskæg den mægtigste konge i Norden. Sverige sørgede for at holde sig på afstand, og ægteskabet med Sigrid Storråde var at betragte som en dynastisk fredsaftale med svenskerne. Norge var formelt underlagt Danmark, og Eirik jarl stillede norske skibe og hærfolk til den danske konges disposition.
Sven var ganske sikkert involveret i hærtogt mod England i årene 1003–1005, 1006–1007 og 1009–1012, som en følge af massakrene på Sankt Brictiusdagen (13. november) i England, hvor alle danske og norrøne indbyggere i Nordengland blev mishandlet og dræbt ifølge John af Wallingfords krøniker. Det er antaget, at Sven Tveskæg havde en personlig interesse i hærtogterne, eftersom Gunhild, hans egen søster, var et af de mange ofre. Massakrerne var en storstilet etnisk udrensning af danskere og norrøne bosættere i England og var initieret af den engelske konge Ethelred den Rådvilde. Sven krævede Danegæld, en massiv skat, og i 1013 ledede han personligt en mægtig flåde af danskere og nordmænd i en storstilet invasion af England. Sammen med ham var Eirik Håkonsson fra Norge.
Invasion af England thumb|Svend Tveskæg modtager danegæld af englænderne. Fra Lorenz Frølichs frise på Frederiksborg Slot.