Bohemund 1. af Antiokia

Bohemund 1., også stavet Bohemond og Boamund, (c. 1058 – 3. marts 1111), var fyrste af TarantoBohemund regerede over Taranto og omegn, men i sin egen levetid brugte han ikke fyrstetitlen. Den blev først oprettet af Roger 2. af Sicilien i 1132, og senere har historikerne placeret Bohemund som den første fyrste. Bohemund omtalte i stedet sig selv som søn af hertug Robert, Roberti ducis filius, og senere som fyrste af Antiokia. og fyrste af Antiokia, og var en af lederne af det 1. korstog. Dette korstog havde ingen overordnet leder og blev i stedet styret af en gruppe adelsmænd, og Bohemund var en af de mest betydningsfulde af dem. Asbridge, s. 57-59

De unge år Bohemund blev født i San Marco Argentano i Calabrien, og han var ældste søn af den normanniske greve (senere hertug) Robert Guiscard og dennes første hustru Alberada af Buonalbergo. Han blev døbt "Mark", men faderen gav ham hurtigt kælenavnet Bohemund (efter den berømte kæmpe Buamundus gigas), fordi han var et usædvanligt stort barn.Tyerman

Bohemund var som skabt til at blive en vældig kriger og til at efterfølge sin far, men hans store tragedie var, at faderen af politiske grunde "opdagede" at han var for nært beslægtet med Alberada, og at ægteskabet derfor måtte annulleres. Bohemund var kun et par år gammel, da Guiscard giftede sig igen, og han måtte som uægte barn leve i skyggen af sin halvbror Roger, der i stedet blev udpeget som arving til hertugtitlen over Apulien, Calabrien og Sicilien.

Robert Guiscard var fuldt ud klar over Bohemunds evner som kriger og hærfører, og allerede i 1079 lod han sønnen lede en afdeling af hæren.Breve Chronicon Northmannicum

I krig mod Byzantiet thumb|280px|Den byzantinske kejser Alexius 1. var en formidabel modstander for både Guiscard og Bohemund. Billedet af ham findes i et manuskript i Vatikanet. Bohemund var en betroet hærfører i sin fars tjeneste under hele krigen mod det Byzantinske Rige 1080–1085, og han havde kommandoen over hæren under Guiscards fravær 1082-1084. Som påskud for krigen benyttede Robert Guiscard den fornærmelse, der lå i, at hans datter Olympias trolovelse med kejser Mikael 7.'s søn var blevet ophævet i 1078, da Mikael blev afsat. At de unge mennesker kun var små børn, betød intet i den sammenhæng, så officielt kæmpede Guiscard for, at den kommende svigersøn skulle have sin arveret til kejserriget genoprettet. Robert sejlede med 16.000 mand (heraf 1.300 riddere) til Epirus i Grækenland i maj 1081, og i oktober besejrede han Alexios i slaget ved Durazzo (Durrës) i det nuværende Albanien. Men Alexios var en udspekuleret modstander, og han brugte en stor del af rigets kontanter – 360.000 guldstykker – på at bestikke den tysk-romerske kejser Henrik den 4. til at angribe pave Gregor 7. i Rom.Norwich, Byzantium, s. 21 Guiscard måtte ile tilbage til Italien for at redde sin forbundsfælle, og i hans fravær fik Bohemund kommandoen over hæren. I begyndelsen gik det godt. Med Bohemund i spidsen sejrede hæren over Alexios ved Ioannina i Epirus, og senere ved Arta. Derefter trængte normannerne ind i Thessalien og begyndte en belejring af Larissa. Men Alexios gav ikke op, kirkens vældige beholdninger af guld og sølv blev smeltet om, så der kunne betales for en ny hær, og de sidste garnisoner i Lilleasien blev rømmet, selv det i praksis betød, at området blev overladt til tyrkerne. Med den nye hær lykkedes det kejseren at undsætte Larissa og tvinge Bohemund til tilbagetog mod nordvest i foråret 1083. Bohemund gav sig i stedet til at belejre Kastoria i Makedonien og erobrede byen i efteråret 1083. I 1084 kom Guiscard tilbage fra Italien med forstærkninger, og han havde sønnerne Roger og Guy med sig. Kort efter blev Bohemund syg og tog tilbage til Italien for at komme til hægterne. Robert Guiscards felttog fik en brat afslutning, da hertugen selv blev syg og døde i juli 1085, hvorefter landet blev kastet ud i uro omkring arvefølgen.

Kampen om arvefølgen i Apulien Da Robert Guiscard døde den 17. juli 1085, arvede Bohemund alle hans erobringer øst for Adriaterhavet, mens halvbroderen Roger Borsa arvede hertugdømmet Apulien med Calabrien og lensherredømme over Sicilien. Skæbnen ville, at Bohemund var i Italien, mens Roger og hans mor var med hæren i Illyrien, da Robert bukkede under for sygdommen. Bohemund drog til Capua for at få støtte til at ændre magtfordelingen hos fyrst Jordan. Robert Guiscards enke og sønnen Roger drog straks hjem til Italien og lod hæren klare sig selv tilbage samme vej, hvorved alle erobringerne – og dermed Bohemunds arv – blev opgivet. Roger Borsa kunne ikke selv stille noget op mod Bohemund, men takket være Roger 1. af Sicilien, der var onkel til dem begge, blev han valgt til hertug i september. Bohemund måtte nøjes med et len omkring byen Taranto, og han omtales derfor ofte som Bohemund af Taranto. Bohemund var klart utilfreds med udfaldet, men som magtsituationen var, måtte han opgive kravet på hertugtitlen over Apulien. Hans ønske om at opnå højere status var almindeligt kendt, og krønikeskriveren Romoald af Salerno skrev om Bohemund, at "han altid efterstræbte det umulige".

Det første korstog thumb|280px|Kortet viser korsfarerhærernes ruter tværs gennem Europa, til de mødtes i Konstantinopel. Derefter fortsatte de samlet (vist med rødt) gennem de områder, der var under muslimsk herredømme thumb|280px|Korsfarerne erobrobrer Antiokia. Her i en illustration fra omkring 1330 thumb|280px|Omkring 1880 lavede Gustave Doré illustrationer til et værk om korstogene. Her ses hans udgave af Bohemund, der kravler over Antiokias bymur, mens hans mænd skeptisk ser til. I 1096 deltog Bohemond sammen med sin onkel Roger 1. af Sicilien i belejringen af byen Amalfi, der havde gjort opstand mod deres fælles lensherre, hertug Roger Borsa. Her så de for første gang korsfarere, der var på vej ned gennem Italien på vej mod Konstantinopel, hvor korsfarernes hære skulle mødes. Bohemund blev selv opflammet af korstogstanken, men det er også muligt, at han her så en mulighed for endelig at få sit eget fyrstedømme. Geoffroi Malaterra skriver lige ud, at Bohemund tog korset alene med den hensigt at plyndre og erobre græsk (byzantinsk) land.

Han samlede en normannisk hær, der kunne måle sig med de bedste i korstoget, og med den krydsede han Adriaterhavet og drog til Konstantinopel af den vej, han forgæves havde søgt at trænge frem ad i 1082-1084. Hans hær nåede til Konstantinopels mure i april 1097, og han sørgede for at optræde meget korrekt over for sin gamle fjende Alexios. Alexios lod ud over lederne kun små grupper af korsfarere komme ind i byen. Han sørgede for, at de svor troskab mod ham og at de lovede ham at levere gammelt byzantinsk land tilbage, hvis de erobrede det, hvorefter han fik fragtet hærene over til det tyrkisk-kontrollerede Lilleasien.Norwich, Byzantium, s. 37-38 På felttoget fra Konstantinopel til Antiokia var Bohemund i praksis korstogets leder. Han havde i modsætning til de øvrige ledere stor erfaring i at kæmpe på byzantinsk grund, han talte græsk og kendte arabernes og tyrkernes bevæbning og taktik.Brown, s. 189 Bohemunds lederskab understreges af, at hverken de korsfarere, der forsøgte at krydse Lilleasien i 1101, eller deltagerne i det 2. og 3. korstog (1147 og 1189) formåede at gøre ham kunsten efter.

Kejserens datter, Anna Komnena, har efterladt en deltaljeret beskrivelse af ham sin bog Alexiaden. Hun mødte Bohemund første gang, da hun var 14, og hun var ret fascineret af ham. Han er også den eneste af lederne af korstoget, som beskrives så indgående. Om Bohemund skriver hun:

Bohemund var fast besluttet på at udnytte korsfarernes begejstring for sagen til sin egen fordel. Hans nevø Tancred af Taranto forlod hovedhæren i det centrale Anatolien for at få fodfæste længere mod øst i Kilikien, og det kan meget vel have været som led i en plan om at skabe et fyrstedømme til Bohemund. Bohemund var som den første på plads foran Antiokias mure i oktober 1097, og han spillede en stor rolle under belejringen af byen, og var leder af den styrke, der slog seljukkernes to undsætninghære tilbage. Bohemund sørgede også for, at der blev banet vej til byen St. Simeon mod vest, hvorfra man fik kontakt med genovesiske skibe i Middelhavet.

Erobringen af Antiokia blev sikret via forræderi, takket være hans kontakter til Firouz, der var en af byens kommandanter. Bohemund kunne først gennemføre sin plan i maj 1098, da den tyrkiske hærfører Kerbogha blev meldt på vej fra Mosul med en stor hær. Bohemund sammenkaldte lederne og lovede dem, at man kunne indtage byen inden undsætningshæren nåede frem – på den betingelse, at han selv blev fyrste. Raymund af Toulouse blev rasende og holdt på løfterne til Alexius, men de øvrige holdt med Bohemund, og planerne blev sat i værk: Firouz åbnede en af portene og byen blev erobret. Da Kerbogha nåede frem, sad korsfarerne sikkert i Antiokia, og da de strømmede ud af byens porte og angreb hans stillinger senere på måneden, måtte han tage flugten. Raymund af Toulouse var ikke til sinds at overlade byen til Bohemund, men efter pres fra de øvrige ledere, der truede med selv at drage mod Jerusalem, måtte han give op, og hæren drog videre i januar 1099, mens Bohemund blev i Antiokia.

Jerusalem blev erobret under stor blodsudgydelse og Bohemund besøgte byen i julen 1099, og indfriede dermed sit korsfarerløfte. Han fik Dagobert af Pisa valgt til patriark af Jerusalem, og hans fremtidsudsigter så lovende ud, Antiokia lå i et gunstigt område, og Bohemund rådede over en stærk hær, som kunne bruges til at udvide fyrstedømmet. Sådan kom det ikke til at gå. Bohemund var oppe mod både kejser Alexius, der ville have området tilbage, og de lokale muslimske fyrster, der havde samme ambition. Den kombination af fjender kunne han ikke modstå i længden.

Fyrste af Antiokia

Bohemunds første mulighed for at udvide sit rige kom allerede i år 1100, da byen Melitene nordvest for Antiokia blev erobret af en armensk krigsherre, der skabte sit eget lille rige omkring byen. Området tilhørte ellers danishmend-tykerne, og deres emir Ghazi Gümüştekin gik straks i gang med at udruste en hær, der kunne tage byen tilbage. Armenerne sendte skyndsomst bud til Bohemund for at få hjælp. Bohemund var ikke meget for at forlade Antiokia og dele sine styrker, men udsigten til en udvidelse af fyrstedømmet var for stor en fristelse, så med blot 300 riddere og noget fodfolk drog han nordpå i august 1100. Han sørgede ikke for at sende spejdere ud, med det resultat, at den lille hær faldt i baghold og blev nedkæmpet af tyrkerne i slaget ved Melitene. Bohemund nåede akkurat at sende en rytter af sted med bud om begivenheden til grev Baldwin 1. af Edessa, hvorefter han blev taget til fange og ført i tyrkisk fangenskab, hvor han tilbragte de næste tre år.

Alexius den 1. var stadig rasende over, at Bohemund havde brudt sit ord og beholdt Antiokia, og da han hørte om tilfangetagelsen, tilbød han betale en løsesum på 260.000 dinarer, hvis Ghazi Gumushtakin ville aflevere fangen til ham. Da Kilij Arslan 1., der var seljuk og lensherre over Ghazi, hørte om forslaget, forlangte han prompte halvdelen af pengene, ellers ville han komme og hente dem. Bohemund fik blandet sig i forhandlingerne og tilbød at betale de 130.000 direkte til Ghazi. Det blev en aftale, og Ghazi og Bohemund svor hinanden venskab. Baldwin af Edessa var i mellemtiden blevet konge af Jerusalem, og han skaffede pengene, så Bohemund i triumf kunne vende tilbage til Antiokia i august 1103.