DDR

Den Tyske Demokratiske Republik, forkortet DDR fra , eller (uofficielt/ikke-anerkendende) Østtyskland, var en tysk stat, der eksisterede fra 1949 til 1990. Den bestod af de nuværende tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen samt den østlige del af Berlin, hvor sidstnævnte fungerede som hovedstad for DDR, under den mere formelle betegnelse 'Berlin, Hauptstadt der DDR', eller kort 'Berlin'.

DDR blev oprettet 7. oktober 1949 i den del af Tyskland, som Sovjetunionen efter aftale med de vestlige allierede (USA, Storbritannien og Frankrig) havde besat efter anden verdenskrig. Tidligere samme år, nemlig 23. maj 1949, var Forbundsrepublikken Tyskland, BRD (Vesttyskland), blevet oprettet i de vestlige besættelseszoner. Forud for oprettelsen af de to stater gik bl.a. en møntreform, som ensidigt gennemførtes i de vest-allieredes besættelseszoner 20. juni 1948, hvor Reichsmarken erstattedes af D-mark. På Potsdamkonferencen var de allierede enige om bl.a. Tysklands opdeling, afmilitarisering og at Tyskland skulle betale krigsskade-erstatninger. Efter den tyske overgivelse ændrede de vest-allierede politik i lyset af den begyndende kolde krig.

DDR var officielt en demokratisk flerpartistat, men i praksis var det partiet Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) der bestemte.Die DDR in den sechziger Jahren, Bundeszentrale für politische Bildung Ved DDR's forfatning af 1968 blev partiets lederskab skrevet ind i forfatningens artikel 1.Artikel 1, første stykke: "Die Deutsche Demokratische Republik ist ein sozialistischer Staat deutscher Nation. Sie ist die politische Organisation der Werktätigen in Stadt und Land, die gemeinsam unter Führung der Arbeiterklasse und ihrer marxistisch-leninistischen Partei den Sozialismus verwirklichen, :en:wikisource:Constitution of the German Democratic Republic (1968) DDR var til det sidste efter egen opfattelse en demokratisk republik med frie og uafhængige valg. Først i 1973 blev landet anerkendt af Vesttyskland og en række andre vestlige lande, mens det fra begyndelsen var anerkendt af hele Østblokken. Dette skyldtes primært, at Vesttyskland - som mente at repræsentere alle dele af Tyskland, og som ikke anerkendte Oder-Neisse-linjen som Tysklands østgrænse - indtil 1973 opfattede det som en uvenlig handling, hvis andre stater anerkendte DDR.

Under den kolde krig var DDR medlem af Warszawapagten. Både landets geografiske placering som frontlinjestat og det betydelige antal sovjetiske tropper i staten, gjorde DDR central for Warszawapagtens militære strategier overfor Vesten og omvendt,Soviet-Warsaw Pact Western Theater of Military Operations: Organizations and MissionsThe World war that never was: NATO vs. The Warsaw pact

DDR blev indlemmet i Forbundsrepublikken Tyskland 1990 efter længere tids uro i de østeuropæiske befolkninger samt Michail Gorbatjovs undsigelse af Brezjnevdoktrinen. Udløsende faktor for indlemmelsen var Berlinmurens fald den 9. november 1989. I Tyskland i dag benævnes det tidligere DDR som 'de nye forbundslande'. Land er i dette tilfælde det tyske ord for en tysk delstat. De statsligt ejede virksomheder blev lagt under Treuhandanstalt, hvis formål var at privatisere virksomhederne eller at sælge aktiverne. Siden genforeningen har forbundsregeringen brugt mere end 100 milliarder kroner om året på at få det tidligere DDR på fode igen.

Indbyggertallet var faldet fra 18.388.000 i 1950 til 16.028.000 den 2. oktober 1990.Bevölkerungsentwicklung Deutschlands ab 1950 – Einwohnerzahlen West- und Ostdeutschlands –, mit Daten des Statistischen Bundesamtes, abgerufen am 16. Oktober 2023. Indbyggertallet var i 2022 14 millioner i det område, der havde udgjort DDR.

Historie

DDR's oprettelse Opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig i allierede besættelseszoner var ikke på Potsdam-konferencen tænkt som en permanent løsning, men efterhånden som modsætningerne mellem Sovjetunionen og de vest-allierede blev større, blev landet i stadig større grad delt i to. Med oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) den 23. maj 1949 var det delte Tyskland et faktum. Oprettelsen af staten DDR skete den 7. oktober 1949.

DDR's forfatning mindede meget om Weimarforfatningens, og ytrings- presse- og religionsfrihed blev specifikt nævnt i artiklerne. Men disse retsprincipper havde deres begrænsningerDeutsche Geschichte in Schlaglichtern side 338: ForfatningensVerfassung der DDR: DO01_3-12-430001_Kap10_online_5qb3a3_Verf_DDR_1968.pdf (klett.de) artikel seks kan oversættes til: "Militaristisk og revanchistisk propaganda af enhver art, krigshetz og hadefulde udtalelser mod tro, racer eller befolkninger straffes som forbrydelserPå tysk: "Militaristische und revanchistische Propaganda in jeder Form, Kriegshetze und Bekundung von Glaubens-, Rassen- und Völkerhaß werden als Verbrechen geahnde." ."

De første år

Allerede under den sovjetiske militæradministration var det en forudsætning, at politiske partier skulle være tilsluttet den demokratiske blok, hvilket gjorde at fx nazistiske partier eller (i senere år) partier, der ikke anerkendte Tysklands nye østgrænse (Oder-Neisse-grænsen, som aftaltes i Potsdam), var udelukket fra den demokratiske debat. Den 21. april 1946 slog det socialdemokratiske parti (SPD) og det tyske kommunistparti (KPD) i den sovjetiske besættelseszone sig sammen og dannede Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED). Partiet kom til at spille en ledende rolle i det kommende DDR - med 1968-forfatningen var denne rolle endda indskrevet.

Fra DDR's oprettelse i 1949 til 1971 var Walter Ulbricht som SED's førstesekretær landets fødte leder. Krigsskadeerstatninger til Sovjetunionen og Polen havde umiddelbart efter krigen drænet den østtyske industri for maskiner og øvrigt produktionsapparat. Det var nu vigtigt at få ordnet de økonomiske forhold. I 1951 trådte den første femårs-plan i kraft. Med den havde DDR lagt sig fast på planøkonomi, hvor produktionen blev dirigeret og styret af staten.

Stalins død den 5. marts 1953 fik stor betydning for de socialistiske regeringer, hvor magtkampe mellem tilhængere af den stalinistiske linje og fortalere for en mere blød politisk linje brød ud i lys lue. I DDR brød der den 17. juni 1953 strejker ud blandt østberlinske arbejdere på grund af længere tids utilfredshed med dårlige lønninger og en elendig levnedsmiddelsituation. De fik hurtigt opbakning fra studenterne. Strejkerne bredte sig hurtigt over hele landet og udviklede sig til en egentlig opstand. Kun en voldsom indsats fra sovjetiske kampvogne sikrede, at DDR's styre blev siddende på magten. Walter Ulbricht blev takket være den militære støtte fra Sovjetunionen styrket i sin magtposition.

Udvandring

Helt fra DDR's oprettelse begyndte indbyggere at flytte til det velhavende og friere Vesttyskland. Denne flygtningestrøm er kendt som befolkningens "afstemning med fødderne". I 1956, hvor 1,72 mio indbyggere havde forladt landet, indførtes en strammere visum- og paslov, der skulle forhindre udvandring. Det var især unge og veluddannede, der forlod landet, dem det nye land allerdårligst kunne undvære. Det blev forbudt at planlægge flugt fra landet, såkaldt "Republikflucht".

Berlinmuren

Siden Tysklands nederlag var grænserne mellem besættelseszonerne velbevogtede - og i tiltagende grad grænserne mellem den sovjetiske besættelseszone og de vestallieredes zoner. Det var kun gennem Berlin, man kunne rejse til Vesten uden problemer. Man kunne stige på et S-tog i Østberlin og stige af i den selvstændige politiske enhed Vestberlin (der hverken var en del af DDR eller Vesttyskland). I løbet af 1960 og 1961 steg antallet af udrejsende, så det på længere sigt ville årelade DDR. Alene i de første syv måneder af 1961 flygtede 153.000 indbyggereDeutsche Geschichte in Schlaglichtern side 361. For at stoppe udvandringen besluttede den østtyske ledelse at spærre adgangen til Vesten, og den 13. august 1961 vågnede berlinerne op til store grupper NVA-soldater, der tog opstilling langs grænsen mellem øst og vest. I løbet af få timer var der pigtråd langs hele strækningen, og i løbet af få måneder stod en betonmur som markering for grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

Stabilitet

Berlinmurens bygning betød en indre ro i DDR. De mange, der havde planlagt flugt, måtte nu opgive og måtte indstille sig på at blive i DDR. Med en større økonomisk reform i 1963, kaldet Neues Ökonomisches System, blev der løsnet lidt op for den rigide, planøkonomiske styring.Economic Reform as Ideology: East Germany's New Economic System, Thomas A. Baylis, Comparative Politics, Vol. 3, No. 2 (Jan., 1971), pp. 211-229Hatte das Neue Ökonomische System eine Chance, Helmut Koziolek, Sitzungsberichte der Leibnitz-Societät, 1996Das »Neue Ökonomische System« der DDR, deutschegeschichten.de Staten benyttede sig nu mere af konkurrence, belønning og incitamentsystemer i styringen af økonomien, og det betød at DDR stabiliseredes økonomisk. De nye økonomiske reformer var et vigtigt skridt på vejen til at blive en af verdens ti største industrinationer. Samtidigt voksede den interne overvågning, som Ministerium für Statssicherheit stod for. Via et enormt net af meddelere og informanter ("Inoffizielle Mitarbeiter") kunne Ministerium für Statssicherheit følge med i selv de mindste detaljer i borgernes liv, og der blev slået hårdt ned på enhver form – reel eller forestillet – for opposition til det socialistiske styre.

Afspænding i forhold til Vesttyskland Med Willy Brandts tiltræden som forbundskansler i 1969 blev Vesttysklands politiske linje under parolen "Neue Ostpolitik" ændret i forhold til DDR. Det betød, at politikere fra øst og vest i 1970 for første gang officielt mødtes og talte med hinanden. Selv om Vesttyskland stadig nægtede at anerkende DDR, betød denne gestus meget for DDR i dets bestræbelser på at skabe et holdbart tysk alternativ til den vesttyske forbundsrepublik. Med "Grundlagenvertrag" fra 1972 anerkendte den vesttyske forbundsrepublik DDR og de to tyske stater aftalte at udvikle "normale, gode nabo-relationer med hinanden på et ligeværdigt grundlag".

Ulbricht forlader scenen, Honecker tager over

I 1971 var det slut for den aldrende Walter Ulbricht at sidde ved roret. Efter længere tids intern uro i partietDie DDR in den siebziger Jahren, Bundeszentrale für politische Bildung blev han tvunget til at træde af til fordel for Erich Honecker, der kom til at lede landet til 1989, hvor hans modstand mod reformer kostede ham lederposten.

I halvfjerdserne forsøgte DDR stadig mere intensivt at opbygge en national identitet omkring staten DDR. Det betød, at tysk historie gik fra at blive tolket som et langt, mørkt kapitel til at blive forløber for oprettelsen af staten DDR. Den tidligere så forhadte preussiske konge Frederik den Store blev pludselig til en tidlig socialist og ven af det fattige bondefolk.

DDR fortsatte dog med at køre hårdt frem mod kritiske røster. Den prominente østtyske forfatter og digter Wolf Biermann blev efter et besøg i Vesttyskland nægtet indrejse til DDR. DDR's tjeneste for statssikkerhed, Stasi, udførte med mere end 100.000 ansatte og over 2.000.000 informanter en omfattende overvågning af den østtyske befolkning.

Begyndende økonomiske problemer og Gorbatjov

Fra slutningen af halvfjerdserne begyndte den østtyske økonomi at blive stadigt dårligere. Især de to oliekriser i 1973 og 1978 betød store underskud, der måtte finansieres af store lån i udlandet. Ved et sovjetisk statsbesøg i 1979 bankede en hidsig Bresjnev i bordet og sagde direkte til Honecker, at han med sin gæld til Vesten var ved at køre DDR direkte i bankerotten. Der blev i løbet af firserne ikke taget initiativ til at løse de strukturelle problemer i den østtyske planøkonomi. I 1985 blev Gorbatjov ny leder af Sovjetunionen, og hans "perestrojka" og "glasnost"-politik fik hurtigt følger også for DDR, der under Honeckers markante ledelse var et af de mest kommunistiske lande i østblokken.

Da DDR faldt sammen