Det tredje slag om Kharkov var en række offensive operationer på Østfronten under 2. verdenskrig, som blev gennemført af den tyske Heeresgruppe Süd mod den Røde Hær omkring byen Kharkov (; : Kharkiv), mellem den 19. februar og 15. marts 1943. Tyskerne kaldte offensiven for Donets-felttoget, mens den i Sovjetunionen fik betegnelsen Donbas- og Kharkov-operationerne. Det tyske modangreb førte til ødelæggelsen af omkring 52 sovjetiske divisioner og generobring af byerne Kharkov og Belgorod.
Da den tyske 6. armé var blevet omringet i Stalingrad gennemførte den Røde Hær en række andre offensiver mod resten af Heeresgruppe Süd. Disse kulminerede den 2. januar 1943 hvor de sovjetiske hære indledte Operation Stjerne, som i januar og starten af februar gennembrød den tyske front og førte til generobringen af Kharkov, Belgorod og Kursk. Den sovjetiske offensiv lykkedes, men førte til at de deltagende sovjetiske enheder gik for langt. Den 2. februar overgav den tyske 6. armé sig i Stalingrad og den Røde Hærs Centrale front skiftede fokus vestpå. Den 25. februar udvidede den sin offensiv mod såvel Heeresgruppe Süd som Heeresgruppe Mitte. Måneder af uafbrudte operationer havde imidlertid tæret kraftigt på de sovjetiske enheder, og nogle divisioner var nede på 1.000-2.000 mand i effektiv kampstyrke. Den 19. februar greb den tyske feltmarskal Erich von Manstein chancen og indledte sit modangreb mod Kharkov med friske tropper fra 2. SS panserkorps og to panserarméer. Selv om de tyske enheder heller ikke var fuldtallige, lykkedes det Wehrmacht at omgå, omringe og besejre den Røde Hærs panserkiler syd for Kharkov. Dette gjorde det muligt for von Manstein at genoptage sin offensiv mod selve byen Kharkov, hvilket skete den 7. marts. Selv om SS panserkorpset havde fået ordre til at omringe Kharkov nordfra valgte korpset i stedet at angribe Kharkov den 11. marts. Det førte til fire dages kampe fra hus til hus inden Kharkov til sidst blev generobret af 1. SS division Leibstandarte SS Adolf Hitler den 15. marts. To dage senere generobrede tyskerne også Belgorod og skabte dermed det frontfremspring, som i juli 1943 førte til slaget ved Kursk. Den tyske offensiv kostede den Røde Hær tab på omkring 70.000 mand, men kampene fra hus til hus i Kharkov var også yderst blodige for det tyske SS panserkorps, som havde mistet omkring 4.300 mand da offensiven sluttede i slutningen af marts.
Baggrund I begyndelsen af 1943 stod den tyske Wehrmacht overfor en stor kriseCooper (1978), p. 451 da sovjetiske styrker omringede og nedkæmpede den tyske 6. armé i Stalingrad og fortsatte deres vinterfelttog i retning af Don-floden.Glantz (1995), p. 141 Den 2. februar overgav 6. armés øverstkommanderende sig, og omkring 90.000 mand blev taget til fange.McCarthy & Syron (2002), pp. 177–178 De samlede tyske tab under slaget om Stalingrad – foruden de som blev taget til fange – lå på mellem 120.000McCarthy & Syron (2002), p. 177 og 150.000 mand. I løbet af 1942 havde den tyske hær haft tab på i alt omkring 1,9 mio. mand,Megargee (2000), p. 193 og i starten af 1943 var Wehrmacht omkring 470.000 mand under fuld styrke på Østfronten.Cooper (1978), pp. 451–452 Ved starten på Operation Barbarossa, havde Wehrmacht ca. 3.300 kampvogne;Cooper (1978), p. 270 men den 23. januar var kun 495, fortrinsvis af ældre type, stadig parat til indsats langs hele den tysk-sovjetiske front.Cooper (1978), p. 452 Opmuntrede af deres sejr ved Stalingrad indledte den Røde Hær en offensiv i retning af Donets vest for Don,McCarthy & Syron (2002), p. 178 med det formål at nedkæmpe de tyske tropper i området.Glantz (1995), p. 143
Den 2. februar indledte den Røde Hær operation Stjerne, som truede med at generobre byerne Belgorod, Kharkov og Kursk.Glantz (1999), p. 10 Et sovjetisk fremstød, med fire panserkorps i spidsen under kommando af generalløjtnant Markian Popov, gennembrød den tyske front ved at overskride Donetsfloden og trænge ind i det tyske bagland.Glantz (1995), pp. 143–144 Den 15. februar truede to friske panserkorps byen Zaporizjzja ved Dnepr-floden, som kontrollerede den sidste større vej til Rostov og rummede hovedkvarteret for Heeresgruppe Süd og Luftflotte 4.Glantz (1995), p. 144 Andetsteds blev Kharkov opgivet af tyske tropper og generobret af den Røde Hær den 16. februar, trods ordrer fra Hitler om at holde stand i byen.McCarthy & Syron (2002), pp. 178–179 Hitler fløj straks til von Mansteins hovedkvarter i Zaporozhia. Von Manstein meddelte ham, at et omgående modangreb mod Kharkov ville være frugtesløst, men at han med held kunne angribe de sårbare sovjetiske flanker med sine 5 panserkorps og generobre Kharkov senere.McCarthy & Syron (2002), p. 179 Den 19. februar brød sovjetiske pansertropper gennem de tyske linjer og nærmede sig byen. Hitler tog af sted igen, da de sovjetiske tropper var blot 30 km fra flyvepladsen.Krause & Phillips 2005, pp. 162–163 Under indtryk af, at situationen var ved at blive forværret, gav Hitler von Manstein operationel frihed. thumb|Soldater fra 1. SS panserdivision i nærheden af Kharkov, februar 1943.
Den 6. tyske armés kapitulation i Stalingrad frigjorde 6 sovjetiske arméer under ledelse af Konstantin Rokossovskij, som fik nyt udstyr og blev forstærket med 2. panserarmé og 70. armé.Glantz (1996), p. 125 Disse styrker blev forlagt til skillelinjen mellem Heeresgruppe Mitte og Heeresgruppe Süd.Glantz (1999), p. 11 Dette blev i Sovjetunionen kaldt Kharkov- og Donbas-operationerne,Glantz (1996), p. 124 og denne offensiv forsøgte at omringe og nedkæmpe tyske styrker i frontfremspringet ved Orel, krydse Desna-floden og omringe og nedkæmpe den tyske Heeresgruppe Mitte. De var oprindelig planlagt til at skulle starte mellem den 12. og 15. februar, men transportproblemer tvang den Røde hærs overkommando (Stavka) til at udskyde starten til 25. februar.Glantz (1995), p. 145 I mellemtiden trængte den sovjetiske 60. armé den 2. tyske armés 4. panserdivision væk fra Kursk, mens den 13. sovjetiske armé tvang den 2. panserarmé til at ændre retning på sin front. Dette åbnede et 60 km bredt hul mellem disse to tyske styrker, som snart efter blev udnyttet af Rokossovskijs offensiv.Glantz (1996), p. 128 Mens de sovjetiske 14. og 18. arméer angreb 2. panserarmés højre flanke og trængte lidt frem, Glantz (1995), p. 146 indledte Rokossovskij sin offensiv den 25. februar, brød gennem de tyske linjer og truede med at omringe og afskære den 2. tyske panserarmé i syd.Glantz (1995), pp. 145–146 Kraftigere tysk modstand end ventet begyndte imidlertid at forsinke operationen betydeligt, og Rokossovskij opnåede kun begrænsede gevinster på den venstre flanke og i centrum af sit angreb.Glantz (1996), p. 132 Andetsteds var den sovjetiske 2. panserarmé med held trængt 160 km ind i det tyske bagland i venstre side af den sovjetiske offensiv, og forøgede dermed hærens flanke med omkring 100 km.Glantz (1996), p. 133
Mens den sovjetiske offensiv fortsatte, lykkedes det feltmarskal von Manstein at placere SS-panserkorpset, som nu var blevet forstærket med 3. SS division "Totenkopf" — under kommando af 4. panserarmé – og Hitler frigav desuden 7 svækkede pansrede og motoriserede divisioner til den forestående offensiv. Luftflotte 4 under kommando af feltmarskal Wolfram von Richthofen omgrupperede sig og forøgede antallet af daglige missioner fra gennemsnitlig 250 i januar til 1.000 i februar, og gav hermed tyskerne strategisk luftherredømme. Den 20. februar var den Røde Hær faretruende nær Zaporozhia, hvilket var signal til at indlede den tyske modoffensiv,McCarthy & Syron (2002), pp. 179–180 som blandt tyskerne blev kaldt Donets-felttoget.Glantz (1995), p. 147
Sammenligning af styrker Mellem 13. januar og 3. april 1943 deltog ca. 500.000 soldater i den Røde Hær i det som blev kaldt Voronezh–Kharkov Offensiven.Glantz (1995), p. 296 Alt i alt var omkring 6,1 mio. sovjetiske soldater indsat på Østfronten, og yderligere 659.000 var ukampdygtige, da de var såret i større eller mindre grad. Til sammenligning kunne tyskerne mønstre 2,2 mio. soldater på Østfronten og yderligere 100.000 var indsat i Norge. Som følge heraf kunne den Røde Hær indsætte omkring dobbelt så mange tropper som Wehrmacht i starten af februar.Glantz (1995), p. 303 Som følge af at russerne var trængt for langt frem og som følge af de tab de havde lidt under deres offensiv kunne von Manstein opnå en taktisk overlegenhed i tropper såvel som i kampvogne ved starten på sin modoffensiv – f.eks. havde Mansteins 350 kampvogne en overlegenhed i forhold til de sovjetiske kampvogne på næsten 7:1 på det sted hvor de stødte sammen.
De tyske styrker thumb|right|Portræt af feltmarskal Erich von Manstein, chefen for Heeresgruppe Süd under slaget.
På tidspunktet for modangrebet kunne von Manstein råde over 4. panserarmé, der bestod af 48. panserkorps, SS panserkorpset samt 1. panserarmé med 40. og 57. panserkorps.McCarthy & Syron (2002), p. 181 48. panserkorps bestod af 6., 11. og 17. panserdivision mens SS panserkorpset bestod af 1. SS panserdivision "Leibstandarte SS Adolf Hitler" og 2. SS panserdivision "Das Reich".von Mellenthin (1956), p. 252 I starten af februar var den samlede styrke af SS panserkorpset på omkring 20.000 soldater. Geografisk lå 4. panserarmé og 1. panserarmé syd for den Røde Hærs frontfremspring ind i de tyske linjer. 1. panserarmé lå øst for 4. panserarmé. SS panserkorpset blev indsat langs den nordlige side af frontfremspringet, på Heeresgruppe Süds nordlige front.
Til sammenligning kunne tyskerne indsætte omkring 70.000 mand mod den Røde Hærs 210.000 soldater, som var øremærket til offensive operationer i retning af Don-floden.Glantz (1991), pp. 252–253 Den tyske Wehrmacht var underbemandet, ikke mindst som følge af uafbrudte operationer mellem juni 1942 og februar 1943, og det i en grad, så Hitler nedsatte en komite bestående af feltmarskal Wilhelm Keitel, Martin Bormann og Hans Lammers, som skulle rekruttere 800.000 nye ubetinget tjenstdygtige mænd – hvoraf halvdelen skulle rekrutteres fra "uvigtige erhverv".Glantz (1999), p. 15 Effekten af denne rekruttering kunne imidlertid først mærkes omkring maj 1943, hvor de væbnede tyske styrker nåede deres højeste niveau siden krigens start med 9,5 mio. mand.Glantz (1999), p. 16
I starten af 1943 havde Tysklands væbnede styrker lidt store tab.Clark (1965), p. 294 Det var usædvanligt for en panserdivision at råde over mere end 100 kampvogne og de fleste havde kun omkring 70–80 brugbare kampvogne.Clark (1965), p. 297 Efter kampene omkring Kharkov iværksatte Heinz Guderian et program, som skulle bringe Tysklands mekaniserede styrker op på fuld styrke. Trods hans indsats kunne en tysk panserdivision kun regne med at råde over en styrke på 10-11.000 mand ud af en planlagt styrke på 13-17.000.Glantz (1999), pp. 16–17 Først i juni begyndte panserdivisionerne at kunne råde over mellem 100 og 130 kampvogne hver. SS divisioner var i reglen i bedre stand, med omkring 150 kampvogne, en bataljon selvkørende stormartilleri og tilstrækkeligt mange halvbæltekøretøjer til at motorisere hovedparten af dens infanteri og opklaringsenheder — disse havde en planlagt styrke på omkring 19.000 mand.Slaughterhouse, p. 393 På dette tidspunkt var hovedparten af Tysklands kampvogne stadig af typerne Panzer III og Panzer IV,Glantz (1999), pp. 17–18 om end SS panserdivisionen "Das Reich" var blevet udstyret med et antal Tiger-kampvogne.Clark (1965), p. 304
4. panserarmé var under kommando af general Hermann Hoth, mens 1. panserarmé var underlagt general Eberhard von Mackensen. 6., 11. og 17. panserdivision var under kommando af generalerne von Hünersdorff,Slaughterhouse, p. 163 Hermann BalckSlaughterhouse, p. 165 og Fridolin von Senger und Etterlin,Slaughterhouse, p. 167. SS panserkorpset var under kommando af general Paul Hausser, som også havde kommandoen over 3. SS panserdivision Totenkopf.Reynolds (1997), p. 10
Den Røde Hær