thumb|300px|Maleri af Tony Robert-Fleury (1837-1911) med titlen "Lægen Philippe Pinel frigør de sindssyge i la Salpêtrière fra deres lænker i 1795". La Salpêtrière var et asyl for "vanvittige kvinder" i Paris, der blev ledet af Jean-Baptiste Pussin og hvor Philippe Pinel var psykiater. Billedet har symbolsk betydning: den syge frigøres fra sine lænker. Bemærk også den syge kvinde i lænker til højre i billedet.
Psykiatrien har gennemgået en lang udvikling, inden den har antaget den form, den har i dag. Lange perioder af psykiatriens historie har været præget af manglende evne til at diagnosticere psykiske sygdomme, hvorfor man i ældre tid i stedet valgte at isolere de syge fra det øvrige samfund, lige som man snarere behandlede de synlige symptomer end selve sygdommen. I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet lykkedes det at bestemme enkelte årsager til psykisk sygdom. I første halvdel af 1900-tallet eksperimenteredes med forskellige behandlingsmetoder med beskedne resultater, og først i løbet af anden halvdel af 1900-tallet lykkedes det at finde behandlingsmåder, der for alvor kunne neddæmpe symptomerne og ligeledes at opstille videnskabeligt begrundede årsagsforklaringer. Det har bevirket, at vægten er på ambulant behandling, selv om indlæggelser fortsat finder sted.
De enfoldige i ånden (tiden indtil 1650) Sindssyge var kendt og beskrevet allerede i oldtiden: hos grækerne (Hippocrates, Asclepiades, Aretæus fra Kappadokien, Soranus) og senere hos romerne (Celcus, Cælius Aurelianus), der alle synes at have studeret og beskrevet tilstanden.
Det er påfaldende og tankevækkende, at omsorg for fattige, krøblinge og syge hørte til blandt de første opgaver, som de ældste middelaldersamfund efter kristendommens indførelse tog fat på. Det var især i byerne – datidens tættest befolkede samfund – at denne forsorg først blev sikret. 34 institutioner i Konstantinopel i den byzantinske tid, sindssygeanstalter i Jerusalem og de siden arabiske lande i Nordafrika og Lilleasien: I Bagdad, Damaskus, Cairo og Fez. Siden bredte de sig tillige til de arabiske besiddelser i Europa, hvor tilsvarende anstalter oprettedes i Spanien i det 15. århundrede, således i Valencia 1409, i Barcelona 1412, i Zaragoza (1425), i Sevilla 1436, i Barcelona (1481) og i Toledo (1483).
I Mellemeuropa havde byen Elbing allerede i middelalderen et "Tollhaus" knyttet til den Tyske Ordens hospital. Blandt andre steder kan nævnes Saint Mary of Bethlehem oprettet i London i 1247. Fra det 16. århundrede kendes forskellige anstalter i Tyskland: i Nürnberg og Hamburg. Ligeledes Wiens »Narrenthurm« er kendt. 1533 omdannedes klostrene Haina, Merxhausen og Hofheim til anstalter for psykisk syge. I England indrettedes 1547 Bethlem Hospital til sindssygeanstalt, mens de franske anstalter Charenton, Bicêtre og Salpêtrière først stammer fra 17. århundrede. Fælles for disse tidlige anstalter var, at de ikke udførte lægebehandling af de sindssyge, men kun tilsigtede at afsondre de sindssyge, der blev anset som værende farlige og besværlige. I bedste fald kunne anstalterne yde dem god pleje.
I Norden var i middelalderen de såkaldte "helligåndshuse" forvaltet af klostrene.Engelstoft En af de ældste kendte anstalter (også i Europa) var "Helligåndshuset" i Uppsala, der i 1305 indrettedes til brug for syge »vandrere« og sindssyge.
Samfundets udskud og udstødte (1650-1800)
Danmark Efter reformationen i Nordeuropa blev klostrenes helligåndshuse overladt til de respektive myndigheder i købstæderne, med det til følge at samfundets tilfældige svende var overladt til sig selv.Dahlerup, Stuckenberg De første forsøg på en offentligt forestået løsning for kongerigets ildesete borgere skete i 1600-tallets København, der i 1605 oprettede Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, som lå på Christianshavns Torv.Madsen, s. 87 Der var kun få behandlingstilbud der, men hovedformålet var en forskelsløs indespærring af socialt afvigende: omstrejfere, fattige berøvet muligheden for at skaffe sig udkomme, forbrydere, værkbrudne samt gale og afsindige.
I 1800-tallet blev udtrykket dårekiste datidens betegnelse for værelserne på det psykiatriske hospital Sct. Hans HospitalVaczy Kragh (2009), s. 33, hvor opbevaring var normen. Kun få medicinske behandlinger blev forsøgt på denne tid, hvor sindssygdom blev betragtet som en form for dårskab. Foruden forplejning, senge og tøj bestod indsatsen mest i behandling af egentlige sår og skader, åreladninger samt brug af remme til fastspænding af de syge ved raserianfald.Vaczy Kragh (2009), s.49f Det hører imidlertid også med til billedet, at mange velmenende borgere støttede disse bestræbelser med forskellige økonomiske og andre bidrag til institutionerne. Eksempelvis lod en enkelt borger donere 43.000 rigsdaler efter sin død.se fx Vaczy Kragh (2009), s. 36-38
Frankrig thumb|right|350px|Social udstødelse var et motiv i Francisco Goyas kunst, således dette billede: Galehuset.
Samtiden hæftede sig ved, at der ikke sjældent var sammenfald mellem dem, der led af sådanne dårligdomme, og dem, som levede et usædeligt levned. Det var derfor ikke underligt, at man sluttede sig til en forbindelse, der blev opfattet som en straf for synd, og som man derfor forsøgte at sætte ind imod.
I 1676 dekreterede Louis 12. etableringen af hôpitaux generaux (offentlige hospitaler) i Frankrig. Disse hospitaler skulle huse "svirebrødrene, de ødsle fædre, fortabte sønner, blasfemikere, mennesker, som forsøgte at ødelægge sig selv (og) libertinere". Dette dekret markerede begyndelsen til den følgende tids indespærring af de sindssyge.Szasz (1970), s. 299 I virkeligheden var også de franske hôpitaux generaux blot opbevaringsanstalter. Terapi blev ikke anvendt, og de indsatte, der ligefuldt omfattede fattige, hjemløse vagabonder, prostituerede, svindlere, udstødte og syge, blev holdt fængslede i aflukkede rum, pisket, lænket og levede under uhygiejniske forhold. Man havde ideer om, at de indsatte skulle oplæres i en bestilling og have et arbejde, men den blandede sammensætning og det store antal, der blev samlede på eet sted, modvirkede disse intentioner. Senere dannede de franske institutioner udgangspunkt for afskibningen af uønskede elementer til de franske kolonier på det amerikanske kontinent: Canada, Louisiana og de caribiske øer.
Grundlaget for faglig ekspertise
Disse anstalter fik imidlertid den største betydning, idet en følge af deres oprettelse var, at kundskaber hos institutionernes ansatte, de egentlige forgængere for egentlige psykiatere, blev udviklet. Netop på de store statslige anstalter kunne psykiaterne samle viden om sindssygdommenes årsager, behandling og forløb takket være muligheden for at følge de indlagte. Oprettelsen af sindssygehospitaler og -afdelinger var således forudsætningen for, at psykiatrien kunne udvikle sig til et indsigtsbaseret lægevidenskabeligt speciale.Vaczy Kragh (2009), s. 88 I begyndelsen var denne indsigt beskeden og hvilede i nogen grad på fordomme. Man gik ud fra den tanke, at den "forstyrrede" forstand ved heftige sindsbevægelser eller ubehagelige oplevelser på radikal vis kunne bringes "i orden", og behandlingen forsøgte med skræmmende eller på anden måde stærkt belastende påvirkninger af nervesystemet så at sige at bringe patienten til fornuft.Nordisk Familjebok (Ugglan), sp. 641f Med henblik herpå gjorde man forsøg med at kaste den sindssyge i et slangefyldt hul for derved at chokere vedkommende tilbage til sine sansers fulde brug. Desuden forsøgte man sig med at give indsprøjtninger med dyreblod (fx lammeblod); ikke sjældent døde patienter af anafylaktisk shock ved disse behandlinger. På trods af de mindre gode erfaringer regnede disse tidlige psykiatere sig som en del af lægestanden, idet de mente, at disse anstalter blev drevet på en terapeutisk måde, som gjorde arbejdet en lige så stor videnskab som kemi og anatomi.Shorter, s. 17
Lad dem se lyset (1800-1850)
thumb|left|200px|Mange anser Philippe Pinel som ophavsmanden til moderne psykiatri. Det var den franske revolution der skulle indlede opgøret med kriminaliseringen af de gale.
Efter den franske revolution blev mange af de indespærrede den 24. maj 1798 frigivet foranlediget af anstaltens leder Jean-Baptiste Pussin (1745-1841) under ledelse af psykiateren Philippe Pinel (1745-1826), der under revolutionen var blevet udnævnt til ansvarlig for Bicêtre uden for Paris, under indtryk af de umenneskelige vilkår, de sindssyge hidtil havde haft. De syge, der havde været indespærret i celler og i lænker, blev nu for første gang i deres tilværelse på anstalten, tilladt at komme ud i dagslyset og frigjort for deres lænker. Det skulle hurtigt vise sig, at den frygt, man i visse kredse havde næret for hvad de indespærrede kunne finde på ved frigørelsen, var ubegrundet. Senere blev Pinel direktør for La Salpétiére (galeanstalten for kvinder) og lod her fjerne de lænker fra patienterne, som de tidligere havde måttet bære. Sine tanker om sindssyge offentliggjorde han i bogen Traité médico-philosophique sur l’aliénation mentale; ou la manie. Pinel var den første, der forsøgte at underinddele sindssyge, i fire grupper: "maniske"manias, "melankolske"melancholies, "demente"dementia og "idioter"idiots, lige som han forklarede deres oprindelse ved arv og miljømæssig indflydelse. Han foreslog at lade en særlig gruppe af læger tage sig af de syge. Hans studier og tiltag repræsenterede den første psykiatriske revolution, og skulle blive en inspiration for psykiatere i den følgende tid. Der udvikledes to skoler eller retninger: den franske og den tyske psykiatriske skole.Philippe Pinel - Wikipedia, the free encyclopedia
thumb|200px|Johann Christian Reil, 1811. Den tyske læge Johann Reil dannede i 1808 ordet psykiatri (psychiaterie) med betydningen "studiet af sjælen".British Journal of Psychiatry, Psykiatriens 200 års fødselsdagBinder DK, Schaller K, Clusmann H. (2007). Johann-Christian Reils bidrag til anatomi, fysiologi og psykiatri. Neurokirurgi. 61(5):1091-6 I 1803 beskrev Reil de tidlige vogtere som "dem, der med det samme trådte frem for at forbedre alle de sindssyge." Han omtalte dem som en "dristig gruppe af mænd, som turde påtage sig denne gigantiske ide om at udslette en af de mest ødelæggende pestilenser fra jordens overflade".Szasz (2001), s. 8 Han mente således at de ville være i stand til at udrydde sindssygdommene. Reil var den første til at sidestille den psykiatriske behandlingsmetode med de medicinske og kirurgiske metoder.
Syndsbetinget sindssyge Grundtanken, som praktiseret i de tyske anstalter (og som skulle finde vej til Danmark) og blev kendt som psykikiske retning, var, at sindssyge var betinget af et umoralsk levned. Målet med behandlingen blev derfor, at patienten først skulle nedbrydes, brutaliseres – "nulstilles" – og herefter vænnes til absolut lydighed. Midlerne var ydmygelser, badekure (dels langvarige ophold i badekar tildækket med lagen, dels varme bade, dels strandbade,dels kolde regnbade),Vaczy Kragh (2009), s. 102 sultekure (diæter),Vaczy Kragh (2009) s. 101 tvangsopstillinger og brug af pisk, tvangsstol og trædemølle. Således nedbrudt skulle patienten dernæst anspores og belønnes med positive virkemidler. Galskab var, ifølge Reil og tysk naturfilosofi, at se som en form for synd, der skulle fordrives.Madsen, s. 88 Hans behandlinger inkluderede massage, piskning, tampning og opium.Howells, s. 264 Dr. med. John G. Howells vurderer i "World History of Psychiatry" fra 1975, at Reils anbefaling af disse helbredelsesmetoder for sindslidelser i væsentlig grad bidrog til at etablere psykiatrien som et lægeligt speciale. Alle behandlinger blev begrundede ved den helbredsfremmende virkning, som de formodedes at have.
I 1840-erne vurderede dr. Thomas S. Kirkbrade, som var inspektør ved Pennsylvanias Sindssygehospital i USA, at "de nylige tilfælde af sindssyge normalt er meget lette at helbrede".Szasz (1970), s. 305