275px|thumb|Forløbet af Westwall, Maginot-linjen og fæstningen ved Liege. De grå områder var demilitariserede efter Versaillestraktaten. Westwall (dansk: Vestvolden, engelsk: Siegfried-line) var en tysk forsvarslinje, som i slutningen af 1930'erne blev opbygget over for den franske Maginot-linje samt langs grænsen mod Belgien og Holland. Den engelske betegnelse Siegfried-line var i navnets oprindelige betydning en forsvarslinje af forter og kampvognsspærringer bygget af Tyskland i det nordlige Frankrig under 1. verdenskrig. Navnet brugtes briterne også om Westwall.
Westwall var et forsvarssystem, der målte mere end 630 km i længden, med mere end 18.000 bunkers, tunneler og kampvognsfælder. Den gik fra Kleve på grænsen til Holland langs det tidligere tyske kejserriges vestlige grænse til byen Weil am Rhein ved grænsen til Schweiz. Linjen blev bygget på ordre fra Adolf Hitler mellem 1938 og 1940, efter at Nazi-Tyskland i 1936 brød Versailles-traktaten og Locarno-traktaten ved at militarisere Rhinlandet. Westwall havde mere propagandamæssig end strategisk værdi.
Oprindelsen af ordet "Westwall" thumb|thumb|Dragetænder i Westwall i Eifelbjergene Begrebet Westwall blev anvendt i stigende grad fra slutningen af 1938. Det stammede ikke fra den nationalsocialistiske propaganda, men kom formentlig fra de arbejdere, som deltog i byggeriet. I 2. halvår af 1938 anvendtes officielt stadig begreber som "Schutzwall" (beskyttelsesvold), "Todt-Linie" eller "Limes-Programm", mens militære kredse ønskede navne som "Führer-Linie" eller "Hitler-Linie". Navnet Westwall stod første gang på tryk den 19. november 1938 i en artikel i "NSZ-Rheinfront", som var tilegnet mændene fra Vestvolden (Männern vom Westwall). Hitler brugte første gang navnet offentligt under sin inspektionsrejse til befæstningerne fra 14. til 19. maj 1939. Fra midten af 1939 blev navnet almindeligt brugt, for Hitler udsendte den 20. maj 1939 en Tagesbefehl an die Soldaten und Arbeiter des Westwalls (Dagbefaling til soldaterne og arbejderne på Vestvolden). I officielt sprogbrug anvendtes fortsat de nedenfor beskrevne programmer, hvor der med Limes-Programmet var valgt et dæknavn, som skulle minde om den romerske grænsevold Limes i Germanien.
Byggeriet 1936 til 1940 Opbygningen af Westwall var langtfra en ensartet proces og blev stærkt påvirket af den politiske ledelse. Det nutidige billede af Westwall er stærkt præget af standardværkerne af Groß (1982) og Bettinger & Büren (1990). Mens Groß som en af de første bearbejdede dette emne videnskabeligt og beskrev byggeriet i Nordrhein-Westfalen, var Bettinger & Büren 10 år senere i stand til at offentliggøre resultater om hele strækningen.
Groß skelner mellem følgende faser: Grænsevagt-programmet (Pioner-programmet) for de forreste stillinger fra 1938, Limes-programmet, ligeledes fra 1938, Aachen-Saar-programmet fra 1939, Geldern-Stillingen Brüggen-Kleve fra 1939 og 1940, Ludtforsvarszone vest 1938
Bettinger & Büren satte disse faser ind i en bredere kontekst: 1936: Efter remilitariseringen af Rhinlandet blev der bygget spredte bunkere: Mellem Mosel og Rhinen ved de vigtigste veje, broer over Saar eller som forberedelse til bygning af senere stillinger. Ved den øvre del af Rhinen blev de vigtigste overgange udstyret med brohoveder af bunkere. Overgangene over Rhinen i Schwarzwald blev udstyret med små støttepunkter med bunkere. Den eneste rigtige fæstning med bunkere opførtes syd for Karlsruhe (Ettlinger Riegel).
1937: Planerne for fæstningssystemerne Befestigungen zwischen Mosel und Rhein og Befestigungen am Oberrhein herunder Isteiner Klotz omfatter indarbejdning af tre befæstningskoncepter. De historiske indfaldsveje gennem Rhindalen vest for Karlsruhe (den såkaldte Weißenburger Senke) og gennem Moseldalen ved Trier skulle blokeres, men det ville tage år at nå så vidt. I mellemtiden blev der påbegyndt fæstningslinjer ved udbygning af stillinger. Fremskudte befæstningslinjer som blokering langs Saar og i nærheden af grænsen i Pfalz etableres kun som midlertidig beskyttelse af de stillinger, som skal bygges længere tilbage fra grænsen.
1938: Et tredje fæstningssystem – Befestigungen Niederrhein und Eifel skal forlænge kæden af befæstningsanlæg, så de når til Belgiens nordgrænse mod Holland. Groß (1982) kaldte denne forlængelse for Pionierbauprogramm 1938.
Fra maj 1938 skete der en drastisk ændring af de oprindelige planer, som herefter kun omfattede byggeri af fæstningslinjer ved udbygning af stillinger under navnet Limesprogrammet. Hertil kom, at bunkere blev standardiseret til Regelbauten så de hurtigere kunne bygges af Organisation Todt, som nu blev indsat. Årsagen til denne ændring og optrapningen af hastigheden i byggeriet var Tjekkoslovakiets delvise mobilisering som følge af den aggressive tyske udenrigspolitik og risikoen for at Frankrig ville stille sig på Tjekkoslovakiets side i en militærkonflikt.
Parallelt hermed byggede Luftwaffe LVZ-West bag Westwall mellem Mosel og Rhinen i form af en kæde af luftforsvarsstillinger med egne bunkers.
thumb|Arbejdere på Westwall hilser Adolf Hitler under hans besøg i oktober 1938
I oktober 1938 bekendtgjorde Hitler at byerne Aachen og Saarbrücken skulle beskyttes bedre og forlangte, at de fremskudte forsvarslinjer der blev udbygget til egentlige forsvarsstillinger. Dette skridt blev kendt som Aachen-Saar-Programm og bliver ofte blandet sammen med indførelsen af nye standardiserede bunkertyper i februar 1939, som især fandt anvendelse i disse nye forsvarsstillinger.
1939: Byggeriet af bunkerne i Limesprogrammet er langtfra afsluttet da det besluttes at udvide de stillinger, som fortsat er under opbygning, med nye standardbunkers. Desuden forlænges LVZ-West mod nord til Mönchengladbach og mod syd til Bodensee. Efter krigsudbruddet bliver der endda påbegyndt nye stillinger: Geldernstillingen, som indeholdt en forlængelse mod nord til Rhinen. Orscholzriegel mellem Westwall ved Mettlach og Luxembourg. Spichern-Stillingen på højdedragene syd for Saarbrücken, delvis på fransk område.
1940: Byggeriet drosles ned og bliver indstillet efter Slaget om Frankrig.
1944: Den nye trussel mod den tyske vestgrænse fører til at befæstningerne igen tages i brug – også selv om de mange steder er forældede. Byggeri af moderne bunkere kan kun gennemføres i beskedent omfang.
Konsekvenser af byggeriet
Alle disse programmer blev gennemført med højeste prioritet og under anvendelse af alle til rådighed stående ressourcer. 20% af Tysklands produktion af cement (8 mio. tons) og 5% af stålproduktionen (1,2 mio. tons) blev anvendt til Westwall. Da der i forvejen var knaphed på råstoffer, og da der skulle bruges særdeles mange arbejdere til byggeriet blev såvel det offentlige som det private byggeri lammet, trods stor efterspørgslen efter boliger. Tyskland manglede ca. 1,5 mio. lejligheder.
Byggeriet havde også afledte virkninger på landbruget. For at få plads til Westwall blev omkring 5.600 gårde eksproprieret med et jordtilliggende på 120.000 ha og ca. 30.000 måtte flytte væk mellem 1937 og 1939, hvilket sammen med andre af Wehrmachts byggerier betød en ikke ubetydelig formindskelse af landbrugsjorden.Militärgeschichtliches Forschungsamt: Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg. Band 1, S. 267
Omkostninger Byggeriet af Westwall kostede knap 3,5 mia. Reichsmark (til sammenligning havde det tyske rige i 1933 samlede civile udgifter på 6,2 mia. RM). Da andre offentlige udgifter samtidig var steget, blev rigets finanser fuldstændig overbelastet, så Tyskland i 1938 stod over for bankerot. Den klart stigende inflation kunne også spores tilbage til byggeriet af Westwall. Gennem høje timetal, talrige tillæg og fortsat behov for arbejdskraft blev den nationale lønstruktur alvorligt forstyrret. Fx kunne landarbejdere, som blev indsat i byggeriet af Westwall, tjene en tre gange højere timeløn. Det tyske økonomiministerium kritiserede en sådan ødsel overbetaling, som havde en størrelsesorden af flere hundrede millioner RM.
Eksempler på standard bunkers thumb|Fritlagt Regelbau 58-c (Tobruk) ved Elmpt. I starten af de forskellige programmer blev der lavet standardkonstruktioner ved tegnebrættet, og de blev herefter fremstillet i op til tusindvis af gange efter det foregivne skema.
Pionerprogrammet I Pionerprogrammet blev der i første omgang opført små bunkers med tre frontalt placerede skydeskår. Væggene var kun 30 cm tykke, og disse bunkere var ikke sikret mod giftgas. Soldaterne havde ingen senge og måtte nøjes med hængekøjer. På udsatte steder blev lignende anlæg udstyret med panserkupler. Disse bunkers blev allerede ved bygningen betragtet som forældede og gav i bedste fald beskyttelse mod bombe- og granatsplinter. Byggeprogrammet blev gennemført af Grenzwacht, en lille militær troppeenhed, som blev oprettet umiddelbart efter genbesættelsen af Rhinlandet. Disse anlæg blev opført i nærheden af grænsen.
Limesprogrammet thumb|left|Regelbau 10 fra Limesprogrammet set bagfra Mere massivt udformet var anlæggene i Limesprogrammet i 1938. De havde 1,5 meter tykke vægge og lofter, hvilket imidlertid allerede under opførelsen viste sig helt utilstrækkeligt. Af Regelbau 10 blev der i alt opført 3.471 langs hele Westwall. De indeholdt et opholds- og beskyttelsesrum til 10-12 mand med indgang og en bagudvendt trappeskakt samt et 50 cm højere placeret kampplads med separat indgang og et frontalt og et flankerende skydeskår til et maskingevær. Yderligere skydeskår var til skydning med geværer. Hele anlægget var som følge af erfaringerne fra 1. verdenskrig sikret mod giftgas. Bunkeren kunne opvarmes med en gassikret ovn, og skorstenen var udstyret med et massivt gitter. Alle soldater havde en sovested og en taburet. Den kommanderende officer fik en stol. Pladsen var yderst trang. Der var ca. 1 m² plads til hver soldat i bunkeren. I de tilbageværende bunkere ses skilte hvormed mandskabet blev forberedt på deres opgaver: "Achtung, Feind hört mit!" (Giv agt! Fjenden lytter med) eller: "Licht machen nur bei geschlossener Scharte!" (Tænd kun lys når skydeskåret er lukket). Limesprogrammet var baseret på en ordre fra Adolf Hitler om at forstærke befæstningen af den tyske vestgrænse.
Aachen-Saar-programmet En lige så typisk bunker var den dobbelte maskingevær-bunker af Type 107 og standardbygningen af Type 106a (maskingeværbunker med plads til maskingeværgruppe) i Aachen-Saar-Programmet, der havde betonvægge på 2-3,5 meters tykkelse. I disse bunkere manglede frontale skydeskår. De var placeret i siden. Der blev kun i undtagelsestilfælde lavet frontale skydeskår, og kun med et massivt panser. Det ændrede bunkerkoncept var baseret på erfaringerne fra de tidligere opførte standardbunkere. Pladsen blev udvidet, så der var mellem 1,3-1,4 m² pr. soldat. Manglen på plads til forplejning og ammunition i de tidligere programmer blev overvundet idet der blev bygget særlige rum til levnedsmidler og ammunition. Det program, som var blevet vedtaget den 9. oktober 1938 og iværksat i begyndelsen af 1939 indeholdt byerne Aachen og Saarbrücken på grund af deres økonomiske betydning. De lå i første omgang vest for forsvarslinjen i Limesprogrammet. I Saarland opførtes i denne sammenhæng den såkaldte Saarufer-Stellung, hvorved hovedkamplinjen blev flyttet frem fra Hilgenbachstillingen til Saar-floden. Hermed blev Hilgenbachstillingen på strækningen fra Beckingen til Saarbrücken til en 2. linje.
thumb|Standardbunker 107b med spor fra beskydning med panserbrydende våben i Dillingen/Saar
Luftforsvarszone vest