thumb|Genforeningen blev markeret med Christian X's ridt over den tidligere grænse ved Frederikshøj 15. juli 1920. Maleri af Heinrich Dohm.
Frederikhøj.png|thumb|Genforeningen blev markeret med Christian X's ridt over den tidligere grænse ved Frederikshøj 15. juli 1920. Maleri af Heinrich Dohm. thumb|Resultatet af afstemningen i 1920 thumb|Afstemningszonernethumb|På et amerikansk kort fra 1921 er landsdelen blevet dansk, men bynavnene er stadig på tysk. Området på begge sider af grænsen hedder Schleswig. De fire nye sønderjyske amter er ikke kommet med på kortet. thumb|Dansksindede borgere på kajen i Flensborg i nederlagets stund, 16. marts 1920. Maleri af Erik Henningsen: De, som blev tilbage, 1920. Genforeningen er den i Danmark anvendte betegnelse for Sønderjyllands (Nordslesvigs) overgang fra tysk til dansk herredømme 15. juni 1920.
Baggrund I første halvdel af 1800-tallet var der opstået en strid om, hvorvidt Slesvig var tysk eller dansk. Sprogligt set var området blandet mellem tysk, dansk og frisisk. Statsretligt set påpegede man fra dansk side, at hertugdømmet Slesvig var et gammelt dansk len, mens man fra tysk side var imod alle forsøg på at knytte Slesvig tættere til kongeriget. En deling af Slesvig havde allerede dengang været foreslået, men blev afvist af både den danske og tyske bevægelse i Slesvig.
Efter krigen i 1864 måtte det danske monarki afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Slesvig blev administreret af Preussen, Holsten af Østrig. I 1866 udbrød der krig mellem de to tyske stormagter. Preussen vandt krigen, og Østrig måtte afstå sin del af byttet fra 1864 ved Pragfreden. Napoleon 3. af Frankrig fik dog indsat en bestemmelse om, at indbyggerne i Nordslesvig ved lejlighed kunne få lov til at stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Preussen. Denne paragraf 5 blev efter aftale med Østrig ophævet af Preussen i 1879. Derefter var der umiddelbart intet håb om en ændring af det statslige tilhørsforhold. Ved Optant-konventionen i 1907 anerkendte Danmark endelig dette forhold. I oktober 1918 var Tysklands militære nederlag i 1. verdenskrig en realitet. Samme år havde USA's præsident Woodrow Wilson fremlagt en 14-punkts fredsplan for Europa. Heri indgik blandt andet princippet om folkenes selvbestemmelsesret, dvs. at nationale mindretal skulle have ret til at afgøre hvilken stat, de ville tilhøre. Den sidste tyske regering før den tyske revolution i november 1918 forsøgte at klare grænseproblemet ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Regeringen havde fra den dansksindede rigsdagsmand i den tyske rigsdag i Berlin, H. P. Hanssen Nørremølle, fået informationer om, at en ny tysk regering måske ville være villig til en større afståelse.
Afstemningsreglerne Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Slesvig i to omgange, en i Nordslesvig og en i Mellemslesvig. De tyske myndigheder skulle rømme området indtil syd for linjen Slesvig-Husum, hvilket dog kun skete delvis i den sydlige del. En international kommission, Commission Internationale de Surveillance du Plebiscite Slesvig (CIS), bestående af medlemmer fra Frankrig, England, Norge og Sverige overtog administrationen, og franske tropper besatte området. Den internationale kommission planlagde og gennemførte afstemningerne i de to zoner.
Der var fire forskellige kategorier af stemmeberettigedeFink (1979c), s. 19.: Personer, der var såvel født som bosat inden for afstemningsområdet Personer, som var født inden for, men bosat uden for området Personer, der ikke var født i området, men havde været bosat i området siden før 1. januar 1900 Personer, der ikke var født i området, men havde boet i det før 1900 og var blevet udvist af de tyske myndigheder
Danskerne ønskede afstemningsurner for hver af de fire kategorier, men det blev afvist af CIS. I købstæderne var det dog muligt at udskille kategorien af tilrejsende.
Zoneinddelingen Inddelingen i to zoner tog først og fremmest hensyn til det forventede flertal, men også økonomiske, militære og geografiske forhold.
Man vidste at området mellem Flensborg og Tønder var en overgangszone mellem dansk og tysk sindelag, som bl.a. svarede til den gamle grænse mellem dansk og tysk kirkesprog. Her gik også grænsen mellem dansk og tysk flertal ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867, men omvendt af i dag, da Tønder primært havde tyske sympatier, men var dansktalende, hvorimod Flensborg var overvejende dansksindet, men tysktalende. (Valget gav også dansk flertal i Adelby, Hanved og Harreslev umiddelbart rundt om Flensborg og 96 % på det vestlige Før, men tysk flertal i Ravsted). Inden for denne overgangszone ville den kortest mulige linje gå fra Flensborg Fjord ved Kruså til vestkysten ved Siltoft.
Historikeren H.V. Clausen havde undersøgt forholdene og offentliggjort sit forslag (kaldet Clausenlinjen) allerede i 1891. Hans forslag til grænselinje fulgte de gamle sognegrænser (imidlertid var Slesvig-Holsten i den preussiske tid blevet inddelt i langt mindre kommuner, som typisk omfattede en enkelt landsby). Clausens linje endte vest for Frøslev, da han ikke ville komme med noget bud på Flensborgs tilhørsforhold.
I købstæderne Åbenrå og Sønderborg kunne der måske forventes tysk flertal, men da de lå dybt inde i Nordslesvig, ville det ikke komme på tale at give dem til Tyskland. Mere kontroversielt var det med Tønder og Højer, som lå tæt op ad zonegrænsen, og det var forventeligt at de ville stemme tysk. Zonegrænsen blev alligevel trukket syd om Højer landsogn, Tønder og Ubjerg, formentlig dels ud fra en forventning om at det kommende tyske mindretal ikke ville blive større end Danmark kunne bære og integrere, dels at grænsen fulgte det mest naturgivne forløb med de bredeste vandløb og engområder. Møgeltønder kunne forventes at stemme dansk, hvilket også blev tilfældet; derfor ville en grænse nord om Højer, syd om Møgeltønder og nord om Tønder have fået et ujævnt forløb, hvor Tønder var blevet lukket inde på tre sider, til skade for handelslivet. Den faktiske grænse 5 km syd for Tønder kom til at afskære Tønder fra en stor del af det sydlige opland (senere Sydtønder Amt).
Den største del af Hanved Sogn gik til zone 2, men landsbyen Frøslev, der traditionelt var mere dansksindet, kom til zone 1. Det store Bov Sogn blev delt mellem zone 1 og en lille del i zone 2 (kommunerne Kobbermølle og Nyhus). Da man efter afstemningen fastlagde den endelige grænse, blev der nogle steder taget hensyn til lokale landmænds ønsker, bl.a. ved Simondys og Vilmkær, hvor gården kom til at ligge i Danmark, men en del af jorderne i Tyskland.
Mest opmærksomhed var der om Flensborg, hvor udfaldet var usikkert. Byen havde tætte bånd nordpå, og man opfattede ofte Flensborg som Nordslesvig, men byens befolkningssammensætning havde ændret sig siden 1880'erne. sønderjyske politiker H.P. Hanssen har udtalt at Flensborg nok var Nordslesvig, men ikke det danske Nordslesvig.
Grænsen fulgte for en stor del åer, bl.a. Vidå, Rudbøl Sø, Gammelå og vandløbet Skelbæk ved Tinglev (som er opkaldt efter grænsen mellem Slogs og Kær herreder), og mod øst Kruså tunneldal, Nyhus Sø og Krusåen. Ved Krusåens udløb ved Skomagerhus nord for Flensborg finder man den første af de 280 grænsesten, som markerer den dansk-tyske grænse mellem Flensborg Fjord og Vadehavet.https://graenseforeningen.dk/leksikon/krusaaen
1. zone Den 1. zone var Nordslesvig, området som skulle komme til at ligge nord for den nuværende grænse. I denne zone stemtes der en bloc, dvs. flertallet i zonen som helhed blev afgørende. Reglen var til fordel for Danmark, da usikkerhed om Tønder og de små sogne langs grænsen kunne elimineres. Stormagterne ville på den måde kompensere Danmark for det sindelagsskifte fra dansk til tysk som kunne være opstået under den preussiske fortyskningspolitik. Men formålet var også at hele Nordslesvig skulle være udelt. En lang og fragmenteret grænselinje ville skabe dårlige vilkår for områdets økonomi og erhvervsliv og være vanskelig at bevogte og forsvare militært.
2. zone 2. zone omfattede Flensborg og en del af det område som før 1920 blev kaldt Mellemslesvig. Her skulle afstemningen gælde kommunevis, dvs. at eventuelle distrikter med dansk flertal kunne komme til Danmark.
Sproggrænsen gik for en stor dels vedkommende 10–15 km syd for grænsen mellem afstemningszone, idet 1. zone var baseret på dansk sindelag, ikke sprog. I landdistrikterne vest og sydvest for Flensborg blev sønderjysk talt af de fleste, både tysk- og dansksindede indbyggere, indtil 1950'erne. Clausen vurderede at sindelaget var altovervejende tysk. Sydgrænsen for 2. zone tog dog hensyn til dette sønderjyske sprogområde, som fik mulighed for at give sit ønske til kende ved afstemningen.
Afstemningen i 2. zone foregik den 14. marts 1920. Fra dagen før pågik der i den tyske hovedstad Berlin et forsøg på statskup, som skulle genindsætte kejsereren, det såkaldte Kappkup, men der er ikke belæg for at det skulle have påvirket afstemningsresultatet.
3. zone En 3. zone, der gik ned til Slien og Dannevirke, var overraskende kommet med i det første udkast til fredstraktaten. Baggrunden var henvendelser fra den private danske gruppe Dannevirkebevægelsen. Efter en anmodning fra den danske rigsdag, der med 130 stemmer mod 24 udtalte, at man ikke ønskede en afstemningszone så langt mod syd, blev den 3. zone sløjfet fra den endelige traktat.Salmonsens Konversationsleksikon, artiklen Danmark Den nøjagtige grænse for 3. zone nåede aldrig at blive fastlagt.
Det sydligste Slesvig mellem Dannevirke-Slien og Ejderen er af nogle blevet betegnet "4. zone", men her var det aldrig på tale at afholde afstemning.
Afstemningsresultat thumb|Procentandel danske stemmer i hvert sogn i 1. zone. Resultaterne fra de enkelte kommunedistrikter er her omregnet til sogneplan. 1. zone Afstemningen i Nordslesvig, i den såkaldte 1. zone, blev afholdt den 10. februar 1920. Der blev afgivet 101.652 stemmer (en valgdeltagelse på 91,5 %). 74,2 procent stemte for Danmark og 24,9 % procent for Tyskland.
Alle distrikter i Haderslev Amt havde dansk flertal.
Der var tysk flertal i Åbenrå (2224 danske, 2725 tyske) og Sønderborg (2029 danske, 2601 tyske), og i de to amter yderligere i distrikterne Stollig (76 danske, 85 tyske), Brunde (144 danske, 171 tyske), Gåskær (29 danske, 37 tyske), Vollerup (38 danske, 49 tyske), Lavtrup (39 danske, 50 tyske), Grøngrøft (17 danske, 21 tyske), Gråsten Gods (20 danske, 32 tyske) og Lyksborg Skovdistrikt (0 danske, 8 tyske).
Markant tysk flertal var der i Tønder (761 danske, 2504 tyske) og nogle distrikter vest og syd for byen: Højer (219 danske, 581 tyske), Frederikskog (4 danske, 40 tyske), Sæd (36 danske, 152 tyske) og Ubjerg (7 danske, 63 tyske).
Spredte distrikter i Tønder amt havde et større eller mindre tysk flertal: Rudbøl (57 danske, 60 tyske), Rudbølkog (13 danske, 19 tyske), Tved i Tønder Landsogn (17 danske, 25 tyske), Løjtved i Nørre Løgum Sogn (20 danske, 38 tyske), Bøgvad i Højst Sogn (10 danske, 31 tyske), Horns i Ravsted Sogn (10 danske, 11 tyske), Jejsing (101 danske, 140 tyske) og Solderup i Hostrup Sogn (36 danske, 51 tyske), Burkal (39 danske, 55 tyske), Lydersholm (9 danske, 25 tyske), Nolde (12 danske, 16 tyske), Bov (78 danske, 96 tyske), Jyndevad (62 danske, 68 tyske), Tinglev (169 danske, 300 tyske), Egebæk (20 danske, 36 tyske), Broderup (19 danske, 38 tyske), Stoltelund (71 danske, 92 tyske), Sofiedal (24 danske, 26 tyske), Bredevad (25 danske, 61 tyske), Hajstrupgård (2 danske, 6 tyske) og Duborg (11 danske, 25 tyske).Afstemningen i Sønderjylland (I og II Zone) 10. Februar og 14. Marts 1920 : med et Kort, Det midlertidige Ministerium for Sønderjydske Anliggender, København 1920