Leopold 1. (16. december 1790 – 10. december 1865) var konge af Belgien fra 1831 til 1865. Han blev Belgiens første konge den 21. juli 1831 efter landets uafhængighed fra Nederlandene.

Han var yngste søn af hertug Frans af Sachsen-Coburg-Saalfeld og grevinde Augusta Reuss af Ebersdorf. Han var desuden onkel til hertug Ernst 2. af Sachsen-Coburg og Gotha, til dronning Victoria af Storbritannien og hendes ægtefælle Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha og til kong Ferdinand 2. af Portugal.

Tidlige liv thumb|upright|left|Leopolds far hertug Frans af Sachsen-Coburg-Saalfeld. Leopold blev født den på Schloss Ehrenburg i Coburg i hertugdømmet Sachsen-Coburg-Saalfeld, et af de små såkaldt ernestinske hertugdømmer i Midttyskland. Han var det ottende barn og den tredje og yngste overlevende søn af hertug Frans af Sachsen-Coburg-Saalfeld i hans andet ægteskab med grevinde Augusta Reuss af Ebersdorf. Han blev døbt dagen efter sin fødsel, hvor han modtog navnet Leopold til ære for den netop tiltrådte tysk-romerske kejser Leopold 2.

Efter sin søster prinsesse Juliane af Sachsen-Coburg-Saalfelds ægteskab med storfyrst Konstantin Pavlovitj af Rusland blev Leopold betragtet som en nær slægtning til den russiske kejserfamilie. Som følge heraf modtog han i 1797 i en alder af seks år den nominelle rang som kaptajn i et russisk garderegiment og begyndte også at lære russisk. I 1801 blev han gjort til oberst i den russiske hær og i 1802 udnævnt til generalmajor.

Da faderen i 1806 efter Slaget ved Jena blev fordrevet fra sit land, kom Leopold til Rusland. Hans ældste bror Ernst efterfulgte senere år deres far som hertug af Sachsen-Coburg-Saalfeld. Sammen med ham forsøgte Leopold i 1807 at opnå erstatning fra kejser Napoleon for de krigsskader, der var forvoldt af de franske tropper i det neutrale hertugdømme. Leopold fulgte i 1808 kejser Alexander 1. til kongressen i Erfurt men måtte i 1810 vende tilbage til Coburg på grund af kejser Napoleons trusler mod hans broder. 1812 rejste han til Italien, men da den tyske frihedskrig udbrød 1813, skyndte han sig til Polen og trådte igen i russisk tjeneste, hvor han deltog som rytterofficer i flere slag bl.a. ved Kulm og Leipzig, og fulgte med Alexander 1. lige til Paris og derfra til London og Wien.

Ophold i England thumb|upright|left|Prinsesse Charlotte og prins Leopolds forlovelse. Under sit ophold i England mødte prins Leopold sin kommende hustru, prinsesse Charlotte af Wales, der var datter af den britiske tronfølger og prinsregent, fyrsten af Wales (den senere kong Georg 4.). Som det eneste legitime barn af tronfølgeren havde hun udsigt til at blive regerende dronning efter sin far og søgte en ægtefælle og fremtidig prinsgemal. Efter at den russiske kejser fandt ud af, at prinsesse Charlotte var ved at blive forlovet med fyrsten af Oranien (den senere kong Vilhelm 2. af Nederlandene), blev han bekymret for, at en fremtidig personalunion mellem Storbritannien og Nederlandene ville blive en maritim supermagt, der ville komme til at dominere havene. Han besluttede derfor at introducere prinsesse Charlotte for sin egen kandidat i skikkelse af prins Leopold.

Efter at prins Leopold havde deltaget i det andet tog mod Paris i 1815, blev han kaldt tilbage til London for at blive gift med prinsesse Charlotte og for at skulle indtage en stilling som den, hans brodersøn prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha fik 24 år senere som prinsgemal for dronning Victoria. Parret blev forlovet i januar 1816, og prins Leopold fik britisk statsborgerskab i marts 1816. Han fik titlen hertug af Kendale med rang foran de andre engelske hertuger og blev tildelt apanage på 50.000 £ om året. Brylluppet fandt sted den 2. maj 1816 i Carlton House i Westminster i London.

thumb|upright|Portræt af prins Leopold Samtidige vidner vurderede ægteskabet som meget lykkeligt. Men allerede den 5. november 1817 gennemgik prinsesse Charlotte en dødfødsel og døde dagen efter. Prins Leopold blev enkemand, og hans glimrende udsigter faldt dermed bort. Alligevel blev han boende i England, hvor han især opholdt sig på sit landsted Claremont House i Surrey. Med prinsesse Charlottes død var spørgsmålet om den britiske tronfølge åbent igen, og fyrsten af Wales' yngre brødre begyndte hastigt at lede efter ægtefæller, så der kunne fødes en ny legitim tronfølger. Prins Leopold arrangerede selv ægteskabet mellem sin søster prinsesse Victoire og prins Edvard Augustus, hertug af Kent og Strathearn, et ægteskab der resulterede i fødslen af den kommende dronning Victoria af Storbritannien i 1819.

Efter den græske uafhængighedskrig (1821–1829) fik prins Leopold i februar 1830 tilbud om at blive konge i det nye selvstændige kongerige Grækenland. Han afslog dog tilbuddet efter tre måneders betænkning, fordi stormagterne ikke ville indrømme landet den naturlige geografiske og nationale afrunding, som efter hans mening alene ville give håb om en lykkelig udvikling.

Konge i Belgien thumb|left|Leopold aflægger ed på Belgiens forfatning den 12. juli 1831 i Bruxelles. Derimod modtog han 12. juli 1831 det valg, som den belgiske nationalforsamling 4. juni havde gjort på ham som konge, opgav sine engelske årpenge og overtog 21. juli regeringen, men forlangte straks Nationalforsamlingens samtykke til de af stormagterne i London aftalte vilkår. Ved sit ægteskab i august 1832 med Kong Ludvig-Filip af Frankrigs datter Louise (1812—50) fik han Frankrigs hjælp til Antwerpens indtagelse; men han kunne uagtet al sin diplomatiske dygtighed ikke hindre, at stormagterne senere gik ind på at ændre fredsvilkårene til bedste for Nederlandene.

thumb|upright|Portræt af Kong Leopold 1. Som konge styrede han med stor klogskab og gjorde Belgien til den konstitutionelle mønsterstat på Kontinentet: han rettede sig altid nøje efter det parlamentariske systems krav uden dog at opgive en stor personlig indflydelse på statsstyrelsen, overholdt strengt ligevægten mellem de to store politiske partier og vogtede med sikker takt på folkestemningens omskiftelser. Han vandt derfor også folkets hengivenhed således, at han under det røre, som vaktes ved Februarrevolutionen 1848, roligt kunne tilbyde de politiske partiers førere at fratræde regeringen, såfremt folket måtte foretrække republik og tilslutning til Frankrig. Hvor afholdt han var, viste sig også klart, da hans 25-års regeringsjubilæum holdtes i 1856.

Med stor fasthed vågede han over Belgiens selvstændighed udadtil, særlig over for det ny franske kejserdømme, og han søgte at styrke sit hus ved tilnærmelse til det østrigske, idet både hans ældste søn og hans datter indgiftedes deri. Også viste han største iver for at udvirke Antwerpens befæstning. Blandt Europas fyrster nød han stor agtelse som en klog og omsigtsfuld rådgiver, og han var ofte mægler i tvistigheder mellem staterne (1864 rettedes også tanken på ham som voldgiftsdommer i den dansk-tyske strid, og Prins Hans af Glücksborg sendtes i juni 1864 til Bryssel for at påkalde hans indblanding); den indflydelse, han således øvede, kom i høj grad Belgien til gode. Han levede tarveligt og brugte sin civilliste til at fremme kunst og videnskab samt andre almennyttige formål.

Kong Leopold døde 74 år gammel den 10. december 1865 på Laeken Slot ved Bruxelles. Foruden sønnen kong Leopold 2. efterlod han sig en søn Filip, greve af Flandern, fader til kong Albert 1., og en datter Charlotte, kejserinde af Mexico. Leopolds statue rejstes i 1859 på kongressøjlen i Bruxelles og hans rytterstatue i Antwerpen i 1868.

Anetavle

Ægteskaber og børn thumb|Kong Leopold 1. og Dronning Louise med deres børn Kronprins Leopold, Prins Philippe og Prinsesse Charlotte Leopold giftede sig første gang den 2. maj 1816 i Carlton House i Westminster i London med Prinsesse Charlotte af Wales, eneste datter af Fyrsten af Wales (den senere kong Georg 4. af Storbritannien) og Prinsesse Caroline af Braunschweig. Der blev ikke født børn i ægteskabet.

Leopold giftede sig anden gang den 9. august 1832 på Château de Compiègne i Oise med Prinsesse Louise af Orléans, ældste datter af Kong Ludvig-Filip af Frankrig og Prinsesse Marie Amalie af Napoli og Sicilien. Der blev født fire børn i ægteskabet: Louis Philippe (24. juli 1833 – 16. maj 1834) Leopold 2. (9. april 1835 – 17. december 1909), Belgiernes Konge 10. december 1865 – 17. december 1909 ∞ 22. august 1853 Marie Henriette af Østrig (23. august 1836 – 19. september 1902) Filip (24. marts 1837 – 17. november 1905), far til Albert 1. af Belgien ∞ 25. april 1867 Marie Luise af Hohenzollern-Sigmaringen (17. november 1845 – 26. november 1912) Charlotte (7. juni 1840 – 19. januar 1927) ∞ 27. juli 1857 Maximilian 1., Kejser af Mexico (6. juli 1832 – 19. juni 1867)

Se også Belgiens historie Den belgiske revolution Belgiens regenter Huset Sachsen-Coburg og Gotha

Referencer

Litteratur

Eksterne henvisninger

Det Belgiske Kongehus' officielle hjemmeside

Kategori:Huset Sachsen-Coburg-Gotha Kategori:Konger af Belgien Kategori:Protestantiske monarker Kategori:Personer fra Coburg