Johannes Ewald (18. november 1743 – 17. marts 1781) var en dansk digter og dramatiker. Han regnes som Danmarks første moderne digter, der skriver ud fra et personligt udgangspunkt.Kristoffer Holm Pedersen, Den første digter – Johannes Ewalds Udvalgte Digte, LitteraturNu.dk
Han skrev bl.a. Danmarks kongesang Kong Christian stod ved højen Mast og de selvbiografiske skrifter Levnet og Meninger og Herr Panthakaks Historie, selv om han i sin samtid mest blev kendt for hyldestdigte til kongelige og andre store. Han fornyede også dramaet med nye temaer fra den nordiske oldtid (Balders Død og Rolf Krage) eller ved et fattigt nordsjællandsk fiskerleje (Fiskerne). På grund af et svagt helbred, der forværredes ved druk og økonomiske problemer, døde Ewald tidligt og nåede ikke at høste frugten af sin berømmelse.
Barndom og familie Johannes Ewald var søn af vajsenhuspræsten Enevold Ewald og blev født i København.Jørgensen, s. 628 Så længe faderen levede, undervistes han i hjemmet, Vajsenhusets gård på Nytorv, sammen med sin tre år ældre broder Matthias af forskellige lærere. Han fortæller, at han havde en levende fantasi, og at den tidligt udvikledes, først ved børneeventyr, senere ved læsning om oldtidens helte i Grækenland og Rom og af kirkens og missionens historie. Det er vanskeligt at følge ham i den opfattelse, at hans forældre og lærere forsyndede sig ved at nære hans indbildningskraft og varme følelse for det ualmindelige og det menneskelig store. Da faderen med sit aldeles nedbrudte helbred måtte forudse sin nære død, mens sønnerne skulle i skole, blev der truffet bestemmelse om, at den ældste skulle til Roskilde, mens den mere begavede Johannes sendtes til domskolen i Slesvig by, hvor faderen havde slægtninge, rimeligvis for at få en fyldigere tysk opdragelse; han skulle i huset hos rektoren, Johan Frederik Licht, en bekendt udmærket lærer.Jørgensen, s. 629
Ophold i Slesvig Overfarten foregik med skipper og var altså afhængig af dennes afrejse, og det var derfor tilfældigt, at denne netop kom til at foregå få timer før faderens død, dagen før drengen fyldte sit 11. år.
Opholdet i Slesvig varede i henved fire år, i hvilken tid han tilegnede sig de almindelige skolekundskaber, ligesom han opnåede en vis færdighed i at skrive latinske og tyske vers. Uden for skoletiden havde han adgang til rektorens betydelige bogsamling, i hvilken han bl.a. fandt en samling nordiske heltesagaer; Licht elskede nemlig alt, hvad der var dansk og søgte at påvirke sine elever til at lære og dyrke sproget, hvis nytte og skønhed han fremhævede for dem.
Hvad Ewald i øvrigt fortæller om sit ophold i Slesvig tyder på en stadig udvikling af hans medfødte poetiske og eventyrlige sans, mens han endnu var uimodtagelig for selve digtningens skønhed. Således løb han bort efter at have læst Robinson Crusoe for over Holland, på vejen til Indien, at strande på en øde ø, og rektoren indhentede ham først 4 mil fra byen. Ligeledes drev han med den største lidenskab krigslegen som en efterligning af den samtidige Syvårskrig i Tyskland, og han var stærkt optaget af gentagne forelskelser.
Derimod kedede oldtidens digtere ham til trods for lærernes bestræbelser for at åbne hans sans for deres skønheder. "Jeg havde tvende (Lærere)", siger han, "og de vare begge for brave Mænd, de havde for megen Indsigt og for sund Smag til, at de enten ikke selv skulde have følt eller ikke have anprist mig Yndigheder, som det næsten var vanskeligt at overse eller at være kold imod. Jeg bilder mig meget mere ind, at min Sjæl da var alt for virksom, alt for meget i Gjæring til, at blotte Tanker eller Billeder kunde berolige den; det var Handling, som den brændte efter."Johannes Ewald, Fortale til Læseren (1780). Findes i Johannes Ewald, Udvalgte Digte, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1999. . Kan læses på Arkiv for Dansk Litteratur
Arendse
thumb|Wilhelm Marstrand, Studie af Arendse Hulegaard, siddende, vendt mod venstre, Statens Museum for Kunst.
I sommeren 1758, i sit 15. år, kom Ewald tilbage til København og tog med ære sin studentereksamen. Han kom i pensionat hos den formuende hørkræmmer (islandsk købmand) og overformynder Peder Hulegaard, der et halvt år efter ægtede hans moder, som boede i samme hus, det sydlige hjørnested ved Kultorvet og Frederiksborggade. Samme efterår var det, han gjorde bekendtskab med den jævnaldrende Arendse Hulegaard og ved deres første møde blev fuldstændig betaget af hendes skønhed og ynde. Hun var datter af overformynderens afdøde broder Oluf Hulegaard, og hendes stedfader, Oluf Mandix, var en velhavende islandsk købmand og ejer af Gislingegaard og gods. Ewald kom i et tilfældigt ærinde op til familien, der boede på Vestergade; men næppe havde han set og talt med Arense, før han følte sig grebet af den heftigste forelskelse; han tabte sans og tanke for alt andet og var som ude af sig selv. Som i en drøm nåede han hjem, fast bestemt på at vinde denne pige og så ikke begære andet eller mere af jordisk lyksalighed; han var pludselig vågnet til en ny bevidsthed og et selvstændigt liv. Hans første plan var nu i en fart at fuldende sit teologiske studium; men mens den nærmeste tid snart bragte ham vished for, at Arendse delte hans følelser, blev det ham samtidig klart, at han havde farlige medbejlere i mænd, hvis alder stod i et rimeligere forhold til Arendses end hans 15 år.Jørgensen, s. 630
Soldat i Syvårskrigen Han fik da den indskydelse at forkorte vejen til en selvstændig og anset stilling i samfundet ved at gå i udenlandsk krigstjeneste, og da han kunne være sikker på, at hverken hans moder eller hendes mand, der med stor omhu tog sig af stedsønnerne, ville acceptere en sådan plan, løb han sin vej efter at have forsynet sig rigelig med rejsepenge af faderens beholdning. Broderen, som var fulgt med og vel endogså var den, som fra først af havde tilskyndet til flugt, fortrød snart, hvad han havde gjort, og skrev hjem fra Hamburg, hvorefter han hentedes tilbage; men Johannes lod sig hverve til preussisk husar og fortsatte sin rejse syd på med en skipper ad Elben. Det var i foråret 1759; han tjente nogen tid som menig infanterist i den preussiske hær, men løb derpå over til østrigerne, da han følte sig bedraget ved ikke at være blevet husar. Efter halvandet års soldaterliv kom han tilbage til sit hjem, grundig kureret for sine drømme om en eventyrlig lykke, men vistnok samtidig svækket ved de unaturlige strabadser, som hans uudviklede og fintbyggede legeme havde været udsat for; den forfærdelige gigtsygdom, som senere ødelagde ham og i forbindelse med udskejelser medførte hans tidlige død, antoges at stamme fra denne tid.
Tabet af Arendse Efter sin tilbagekomst færdiggjorde Ewald på forholdsvis kort tid sit embedsstudium; i sommeren 1762 blev han teologisk kandidat med bedste karakter, han blev forlovet med Arendse og fik fribolig med stipendium på Valkendorfs Kollegium. Det synes nu at have været hans plan at søge en videregående videnskabelig uddannelse, sandsynligvis til en lærervirksomhed ved Københavns Universitet. Således kom han også til at kappes med jævnaldrende venner i lettere litterære sysler, uden at egentlig digterisk virksomhed fra først af synes at være kommet ham på tanke. Han skrev en afhandling om en guddommelig forløsers nødvendighed og et allegorisk stykke: Lykkens Tempel, begge i stil med de emner og former, som Jens Schielderup Sneedorff havde indført i sin Patriotiske Tilskuer. Han blev personlig bekendt med denne udmærkede forfatter, som opmuntrede og vejledede ham, men til stort tab for litteraturen og særlig for Ewald pludselig døde et par år efter (1764). Samtidig løstes forholdet til Arendse, hvorefter hun ægtede en anden (hørkræmmer Rasmus Riber), et brud, som bragte Ewald til helt at opgive sine tidligere planer for det borgerlige livJørgensen, s. 631; han besluttede nu, siger han, "at slentre Livet igjennem".Johannes Ewald, Fortale (1780), i: Udvalgte digte (1999), s. 172. Findes på Arkiv for Dansk Litteratur .
Når Ewald senere var tilbøjelig til at henføre sit livs ulykker til tabet af Arendse, gjorde han sig dog utvivlsomt skyldig i en forveksling af årsag og virkning. Han tabte i virkeligheden sin ungdomselskede, fordi hans sind af naturen var ustadigt og hans vilje svag, og det var de samme fejl, som, yderligere udviklede, påførte ham hans andre ulykker. Efter at have anstrengt sig til det yderste i et par år med sine studier synes han at være faldet til ro i spredte og tilsyneladende hensigtsløse sysler, mens han samtidig sorgløst hengav sig til et muntert og uregelmæssigt ungdomsliv i selskab med ligesindede venner, gode hoveder og gode kammerater, men farlige for et menneske med hans lidenskabelige temperament. Og da nu samtidig hans geniale digteriske begavelse begyndte at bryde frem og foruroligede ham med sine gærende idéer og smertelige stemninger, kan det ikke forundre, at følelsen for Arendse trådte i baggrunden, ligesom det på den anden side var naturligt, at hun, der, som han siger, var "en dejlig, en fin og skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arense",Johannes Ewald, Levnet og Meninger. Findes som elektronisk udgave på Det Kongelige Bibliotek under disse omstændigheder brød forholdet til den umandige bejler, der ikke forstod at skønne på hendes værd. Således som det kom, blev bruddet dog snarest en befrielse for digteren, der nu kunne hengive sig til sit kald uden noget ydre trykkende bånd eller nogen borgerlig forpligtelse, om det end samtidig gav anledning til, at han mere uforbeholdent hengav sig til sine udskejelser.
Først senere, da Arendses ægteskab blev ulykkeligt og hans egen skæbne så hård, vågnede den første ungdoms rige følelse på ny og sønderrev hans hjerte med anger og sorg. Arendse glemte heller ikke ham, og skønt hun senere omtalte ham med bitterhed, slap hun ham dog aldrig af syne og var blandt de venner, på hvis hjælp han altid kunne gøre regning.
Adam og Eva thumb|Illustration af Nicolai Abraham Abildgaard til Ewalds Adam og Eva. Fra Samlede Skrifter, 1780. Abildgaards ugenerte afbildninger af det nøgne par overskred samtidens bornerthed, hvilket medførte at værkets resterende stik blev udført af Daniel Chodowiecki.Lauritz Nielsen, Den Danske Bog, Gyldendal, 1941, s. 167-8. Den første opgave, som Ewald herefter gav sig i lag med, var et læredigt om guds godhed, knyttet til historien om skabelsen, syndefaldet og forjættelsen. Det blev i det følgende forår (1765) indleveret til de Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, der dog forkastede det, hvorefter han lovede sig selv i 2 år at studere digtekunsten så grundig, at han kunne blive Danmarks førende digter. Han henvendte nu sin opmærksomhed dels på det klassiske skuespil i Frankrig og den antikke digtning, dels på Friedrich Gottlieb Klopstock og hans store heltedigt Messias. Først senere lærte han Christoph Martin Wieland prosaiske oversættelse af William Shakespeare at kende; men den forfejlede da heller ikke sin virkning på ham. Han tog nu sin Adam og Eva frem igen, omarbejdede den i fransk-dramatisk form og udgav den i året 1769 som sit første og omfangsrigeste digterværk. Det modtoges med levende anerkendelse og stillede ham uimodsagt på den plads, han havde villet kæmpe for, på toppen af det danske parnas. Adam og Eva er dog til trods for den rige og sublime poesi, der er nedlagt i det, mere en hyldest til fortiden end et løfte om en ny fremtid. Det er digterens barndoms verden, hans faders inderlige fortrolighed med og veltalende forkyndelse af kristendommens livsanskuelse, der finder sit storslåede udtryk i dette drama, som hos os kun har sin tilknytning i den lutherske salmedigtning hos Thomas Kingo og Hans Adolph Brorson, den eneste alvorlige digtning af noget værd siden middelalderen. Først derefter bliver Ewald selvstændig skabende, med et fuldt personligt indhold i sin gerning.Jørgensen, s. 632
Rolf Krage