thumb|Kort over Belarus siden 1945.
Belarus' historie eller Hvideruslands historie strækker sig lige så langt tilbage i tid som andre østslaviske folk. For hviderussere som folk begyndte den en gang i 800-tallet med folkevandringen gennem Østeuropa. Efter en indledende periode som en uafhængig feudal sammenslutning faldt de belarusiske områder efterhånden til Storfyrstendømmet Litauen og Det polsk-litauiske samvælde, før Hviderusland blev en del af Det russiske kejserdømme i forbindelse med Polens delinger. Under Sovjetunionen eksisterede Belarus som Den hviderussiske socialistiske sovjetrepublik, før landet genvandt sin uafhængighed i 1991.
Oprindelse thumb|Fyrst Vladmir og prinsesse Rahneda af Polotsk.
Østslaviske grupper kom til området, som udgør nutidens Belarus, under folkevandringstiden i 600-tallet. Disse grupper fortrængte eller assimilerede de Finsk-ugriske folk, balterne og steppenomader, som boede der tidligere.
I 800-tallet begyndte østslavernes område at blive besøgt af svenske vikinger på vej til Konstantinopel, som byggede en række handelsposter i området. Gradvist tog vikingerne den politiske kontrol over områderne langs de store floder.
I 860'rene opstod Kijevriget, den første statsdannelse i det østslaviske område. Da denne stat var på sit højdepunkt, blev den styret af fyrst Jaroslav den vise, som døde i 1054. Efter fyrstens død blev riget delt i mange fyrstedømmer, hver centreret om én by, og alle fortsat en del af riget. Omkring 200 km nordøst for dagens Minsk opstod på denne måde fyrstedømmet Polotsk, som er kernen i nutidens Belarus.
Litauen som stormagt
I 1240, efter at mongolerne havde plyndret og ødelagt Kijev, gik det svage Kijevrige i opløsning. I magttomrummet, som fulgte, kom de centrale dele af det gamle rige under litauisk kontrol under Kong Mindaugas, som en del af det nye litauiske storfyrstendømme.
Litauernes undertal i den middelalderlige statsdannelse gav rutenerne (nutidens hviderussere og ukrainere) en vigtig rolle i det daglige kulturliv. Det rutenske sprog, et gammelt østslavisk sprog (Rus'ka mova, Old Hviderussisk eller vestrussisk kancellisprog) var et udbredt dagligdags sprog, efterhånden dog påvirket af polsk, og var administrationssproget i storfyrstendømmet Litauen i hvert fald fra Vytautas' regeringstid indtil slutningen af 1600-tallet, hvor det efterhånden blev erstattet af polsk.Björn Wiemer. "Dialect and language contacts on the territory of the Grand Duchy of Lithuania from the 15th century until 1939". Aspects of Multilingualism in European Language History. Edited by Kurt Braunmüller and Gisell Ferraresi. John Benjamins Publishing. 2003. pp. 110-111.
I 1385 blev en personalunion mellem Polen og Storfyrstendømmet Litauen indgået med underskrivelse af Krevo-unionen. Dannelsen var en følge af storfyrst Jogaila Algirdaitis ægteskab med den 12 år gamle polske dronning Jadwiga af Polen, hvorved Jogaila blev konge af Polen. Personalunionen udviklede sig senere til Den polsk-litauiske realunion.
I løbet af 1400-tallet blev der indført mange diskriminerende regler, som svækkede den ortodokse kirkes stilling på bekostning af den katolske kirke, for eksempel var der forbud mod at bygge nye ortodokse kirker i det belarusiske område. Dette problem blev løst i 1511, da kong Sigismund 1. gav de ortodokse gejstlige autonomi, og efter 1531 blev de helt fristillet fra den katolske ærkebiskops kontrol.
Med bogtrykkerkunstens indtog blev det rutenske sprog, fra at være et typisk byfænomen, det dominerende sprog i hele det hviderussiske og ukrainske område. Dette skete med massetrykningen af bibler og anden religiøs litteratur, der blev spredt i hele riget. Det var også på denne tid, at det gamle rutenske sprog begyndte at udvikle sig i retning af nutidens hviderussisk og ukrainsk.
Ny stat, ny tro
thumb|Lublinunionen i 1569 førte til dannelsen af Den polsk-litauiske realunion. Nutidens Belarus var en del af dette rige. I 1569 blev Polen og Storfyrstendømmet Litauen forenet i en stat, Den polsk-litauiske realunion, med en romersk-katolsk statslig religion støttet af adelen. Polsk begyndte langsomt at fortrænge de lokale sprog i de østlige dele af riget. Dette gjorde, at litauiske og belarusiske bønder blev styret af fyrster, der hverken delte deres sprog eller religion.
I 1596 opstod en ny kirke med Brestunionen. Unionen førte til, at den rutenske kirke blev løsrevet fra patriarken i Konstantinopel og placeret under den katolske kirke. Den nye kirke, kaldet den uniatiske kirke, fik overvejende lov til at beholde sine skikke, ritualer og gamle doktriner, men måtte godtage pavelige forordninger.
Denne omvæltning blev støttet af kong Sigismund 3. og af mange af realunionens religiøse ledere, men var upopulær blandt mange almindelige kirkegængere, adelige i de østlige provinser samt kosakkerne, der blev støttet af rigets østlige nabo Moskovia, det senere Rusland. Den religiøse strid førte til flere oprør. I 1606-10, 1623 og 1633 forsøgte bønderne i Belarus at frigøre sig fra de polske herrer.
Unionens politik blev domineret af den polske adel. Af 180 pladser i Sejmen havde repræsentanter fra det litausk-rutenske område blot 46. Mange jøder og polakker flyttede østover og dominerede med tiden byerne og dermed også handelen. Dette gjorde, at økonomien blandt rutenerne (belaruserne) var dårlig, majoriteten var fattige bønder. I 1648-54 udbrød der et oprør mod polske godsejere samtidig med, at der foregik et lignende oprør i Ukraine under ledelse af Bohdan Khmelnytskyj. Mange rutenere flygtede til Ukraine og slog sig sammen med kosakkerne.
Deling af Polen og tidlig nationalisme
thumb|Polens tre delinger. Belarus blev derved en del af Rusland
I årene 1772-95 foretog Rusland, Østrig og Preussen tre delinger af Polen, hvilket indebar, at unionen, som Belarus havde været en del af i flere hundrede år, blev opløst. Belarus blev i 1795 en del af Rusland. Den nævnte særegne kirke blev delvis tolereret frem til zar Nikolai 1. i 1839 tvang kirken, som da var kirke for af belaruserne, til at konvertere til den ortodokse lære. Desuden var det vigtigt for zaren at erstatte "Belarus" med det identitetsløse navn "Nordvestre territorium" (Severo-Zapadanyj Kraj). Dette var starten på en mere altomfattende russificering af belaruserne. Indtil 1861 var Belarus i store træk et område bestående af bønder og landejere. Bønderne havde frihed, men det var i store træk alt, de havde. Bønderne forblev fattige, landløse, under hård beskatning, med krav om at bruge russisk og med en militærtjeneste, som varede i 25 år. Mange så hellere nostalgisk tilbage på tiden under polsk styre, og Kastus Kalinowski prøvede at vække en idé om dette blandt folk med udgivelsen Bøndernes Sandhed. Kalinowski prøvede at inspirere til et oprør i tilslutning til et polsk oprør mod russerne i 1863. Oprøret mislykkedes, og Polen blev i sin helhed besat af Rusland. Kalinowski blev senere hængt i Vilnius og regnes i dag som fader til hviderussiske nationalisme.
En kultur fødes på ny
Til trods for storstilet emigration i slutningen af 1800-tallet var den belarusiske selvbevidsthed ikke død. Som andre steder i det russiske rige startede det nye århundrede med oprør som resultat af blandt andet tabet i den russisk-japanske krig. Oprøret blev forsøgt modgået af zaren ved først at indføre, derefter udvide, friheder for folket. Russiske myndigheder blev tvunget til at bruge en undertrykkende politik over for ikke-russiske befolkningsgrupper, hvilket passede vel sammen med gryende belarusisk nationalfølelse. En kulturel opblomstring startede, ikke mindst fordi bandlysningen af hviderussisk som sprog ophørte, men fortsatte med restriktioner over brugsområder. Uddannelsesmulighederne blev udvidede, og bønder begyndte at gå i skole, belarusiske forfattere skrev klassikere inden for litteraturen. En ugeavis, Nasja Niva, blev udgivet af det belarusiske socialistparti, hvilket gav anledning til benævnelsen "nasjanivisme" om de første to tiår af 1900-tallet i belarusisk historie.
Verdenskrig og revolution 1. verdenskrig havde stor negativ betydning for Belarus. Store hærstyrker fra både Tyskland og Rusland kæmpede mod hinanden og gjorde Belarus til et område bestående af slagmarker og ødelæggelse. Samtidig blev over en million mennesker tvunget til at flytte fra landet på grund af krigen. Ineffektiv økonomi og udagerende krigsindsats gav høje fødevarepriser, udbredt knaphed på ressourcer og unødvendige tab af liv førte til så stor modvilje både i by og land, at den forårsagede zarens fald.
I 1917 var der to revolutioner, Februarrevolutionen og Oktoberrevolutionen. Dette gav nationalistisk bevidste belarusere muligheden for at igangsætte en politisk kampagne. Belaruserne var ikke bolsjevikvenlige, i stedet var det lokale politiske liv domineret af det socialistiske revolutionære parti og mensjeviker.
thumb|Den hviderussiske republik, 1918 I slutningen af 1917 mødtes 1900 delegater i Rada, kongressen, med det formål at etablere en demokratisk, belarusisk regering. Mødet blev opløst af bolsjeviksoldater før sin afslutning, og i begyndelsen af 1918 blev størstedelen af Belarus kontrolleret af Tyskland. Ved freden i Brest-Litovsk i marts samme år blev uafhængighed for Den hviderussiske republik garanteret af Tyskland. Det tyske styre kollapsede senere i 1918, hvilket førte til, at myndighederne ikke kunne stå imod belarusiske bolsjevikker støttet af bolsjevikkerne i Moskva. Det belarusiske bolsjevikparti blev oprettet 1. januar 1919 med våbenmagt. Den 5. januar forlod repræsentanterne i Radaen Belarus og drog i eksil til Berlin og senere Prag. Fra udlandet forberedte ledelsen i den gamle republik et mulig oprør og befrielsen af Belarus, men i 1923 måtte disse planer indtil videre opgives efter, da Folkeforbundet anerkendte den sovjetiske kontrol og den nye grænse.
I to år var Belarus hovedgenstand for den polsk-sovjetiske krig. Riga-freden fra marts 1921, som afsluttede krigen, delte Belarus i tre dele: Den vestre, polske, del; Den centrale del, som blev Den hviderussiske socialistiske sovjetrepublik Den østre del, som blev en del af Rusland
Den belarusiske stat blev en del af Sovjetunionen, da unionen oprettedes i 1922. Som følge af, at Belarus blev en del af Sovjetunionen, blev Ruslands besiddelser under hensyn til af Rigaaftalen tilbageført til Belarus, hvilket mere end fordoblede landets størrelse, til 124.000 km2 og øgede folketallet fra 1,5 til næsten 5 millioner indbyggere.
I 1921 kom Lenins NEP-politik, en slags erstatning for kapitalisme, som gav et kortvarig opsving i belarusisk økonomi. Landejerne var nu erstattet af en middelklasse med selvejede, mindre brug. Da tvunget kollektivisering blev indført af Stalin i 1928, medførte dette stærk modstand i Belarus, blandt andet slagtede bønder deres dyr frem for at overgive dem til kollektivbrugene. Bønder, som ytrede modstand, blev sultet eller deporteret til Sibirien, hvilket førte til et omfattende tilbageskridt for Belarus. Stalins løsning var at opstarte tungindustri i Belarus.
Stalins regime havde i starten været afslappet i forhold til belarusisk sprog og kultur, som blomstrede i Belarus. Dette blev drastisk ændret i 1930, da det blev vigtigt for Moskva at knytte Belarus så stærkt som muligt til unionen. I tillæg til nok en russificering af sproget i 1933 blev historiebøger omskrevet for at vise, at Belarus altid havde ønsket at blive en del af Rusland.
Polske besiddelser i Belarus Områderne under Polen havde tilsvarende udvikling. I starten var regeringen vældigt demokratisk, og minoriteterne nød mange friheder. Belaruserne etablerede et eget uddannelsessystem, regeringen støttede aktivt kulturlivet og belarusiske delegater blev valgt ind i det polske parlament i 1922.