Alexander 3. ("Alexander den Store") (gr.:Μέγας Αλέξανδρος født sidst i juli 356 f.Kr., død 10. juni 323 f.Kr.) var konge af det græske Makedonien.
Αλέξανδρος betyder "ham der holder mænd på afstand", "beskytter af mænd". Han var søn af kong Filip 2. af Makedonien og hans 4. dronning Olympias prinsesse af Epeiros, datter af kong Neoptolemos, konge over Molosserne. Ifølge Plutarch ((Alexander 3.1,3) nedstammer Alexanders far fra Herakles og hans mor fra den græske helt Achilleus. Han vidste det fra sin moder. Hun påstod, at Alexander var søn af selveste Zeus og derfor var en halvgud. Det var der mange, der troede på, og Alexander fik en sær magt over folk og hær. Muligvis har det haft indflydelse på, at der var få, der gjorde forsøg på at skade ham, selv om de flere gange havde grund og lejlighed til det.
Troen på, at en almindelig dødelig kunne være søn af en gud, var helt almindelig blandt grækere. Det var almindeligt, at herskere brugte guddommeligt slægtsskab til befæstelse af deres position. Cæsar nedstammede således fra Venus.
De græske bystater var samlet under Alexanders far. Men Alexander måtte generobre dem efter en række oprør og kunne først to år efter sin tronbestigelse erobre Persien, Egypten og en række andre kongedømmer. Han nåede det nordlige Indien. Erobringerne medførte en hurtig spredning af græsk kultur i det sydøstlige Europa og store dele af Asien.
Barndom Alexanders første læremester var Leonidas, en slægtning af hans mor. Han havde en hel flok lærere under sig. Leonidas' måde at undervise på var brutal og havde ikke den ønskede virkning. Derfor sendte kongen bud efter Aristoteles. Aristoteles blev Alexanders og nogle jævnaldrende drenges læremester. Han gav Alexander grundig træning i retorik og litteratur og stimulerede hans interesse for videnskab, medicin, antropologi og filosofi; det var Aristoteles, der gjorde Alexander fortrolig med græsk kultur. Han gav Alexander Iliaden, som han tit læste i. Han sov resten af livet med den og en dolk under sin hovedpude.
Allerede som dreng deltog Alexander i Filips kampe om magten i Grækenland, men kom muligvis i strid med faderen, der havde tilsidesat Alexanders mor som dronning. Efter Alexanders død opstod der rygter om hans medskyld i drabet på sin far.
Alexander voksede op i Makedonien med sin moder, Olympias, og sin fader, kong Filip II. Hans moder mente, at han var mere end kongelig: han var guddommelig og søn af Zeus. Hun mente også, at han var i familie med Dionysos. Hun havde stået for hans opdragelse til han blev 12-13 år. Nu overtog Filip opdragelsen, og han fandt også ud af, at de havde en mageløs søn. Filip gav ham græsk opdragelse. Han tilkaldte Aristoteles som hans læremester. Gennem hele barndommen oplevede Alexander, at han blev hævet over alle andre. Da han fyldte 20 år inviterede faderen prominente gæster fra hele Grækenland som forberedelse til sit felttog mod Persien og Asien. Og for at blive hyldet for at have forvandlet Makedonien til en stormagt. Men under ceremonien blev han myrdet af Pausanias, der sprang frem fra livvagten og dolkede ham. Både Alexander og Olympias var vidne til det. Mange tror, at Pausinas var perser, og at mordet var et forsøg på at svække makedonerne. Andre som Aristoteles mente, at Pausinas ville hævne sig på Filip, fordi han havde været Filips elsker. Det er sandsynligt, at Olympias var Pausinas’ rådgiver, fordi hun i mange år ikke skjulte sit had til Filip. At Alexander stod bag, er usandsynligt, både fordi han elskede sin far meget højt, og fordi tidspunktet ville være meget uheldigt valgt, da mordet foregik for øjnene af Grækenlands fornemste. Monarkiet i Makedonien var ikke arveligt. Når kongen døde, skulle hærens ledelse give deres samtykke til kroningen af en ny. Det gjaldt nu for Alexander om at få makedonernes sympati. Den eneste konkurrent til tronen var Alexanders fætter, Amyntas, som var søn af kong Perdikkas. Alexander anklagede fætteren for højforræderi og henrettede ham.
Da Filip døde, samlede Alexander sine venner, iførte sig rustning og begav sig til kongepaladset. Her blev han hyldet som konge af betydningsfulde aristokrater. Men Alexander var ikke udnævnt som konge før han var valgt af det makedonske folk. Det var først i Aigai ved Filips lit de parade nogle dage senere, at Alexander blev konge af Makedonien i hele folkets nærvær.
Alexanders Personlige forhold
Alexander blev gift tre gange: Roxana, datter af den baktriske adelsmand Oxyartes, af kærlighed,Plutarch, Alexander, chapter 47 og de persiske prinsesser Stateira 2. og Parysatis 2. datter af Darius 3. og en datter af Artaxerxes 3. begge af politiske grunde. Han havde tilsyneladende to sønner: Alexander IV i Makedonien med Roxana og Heracles af Makedonien med sin elskerinde Barsine. Han mistede et barn, da Roxana aborterede i Babylon.Alexander IV - Livius
Alexander havde også et tæt forhold til sin ven, general og livvagt Hefaistion, af makedonsk adel. Hefaistions død ødelagde Alexander. Det kan have bidraget til Alexanders svigtende helbred og mentale tilstand i hans sidste måneder.
Alexanders seksualitet har været genstand for spekulationer. Ingen antikke kilder udtalte, at Alexander havde homoseksuelle forhold, eller at Alexander forhold til Hefaistion var seksuelt. Aelian skriver dog om Alexanders besøg i Troja hvor "Alexander bekransede Achilles grav og Hefaistion Patroklos, at han var Alexanders elsker på samme måde, som Patroklos var Achilles". Ordet eromenos (oldgræsk for elskede) har ikke nødvendigvis seksuel betydning, Alexander kan desuden have været biseksuel, som på hans tid ikke var kontroversielt. Green hævder, at der er meget, i antikke kilder, der tyder på, at Alexander havde megen interesse for kvinder; men han fik først en arving slutningen af sit liv og var ung, da han døde, og det tyder på, at Alexanders ægteskabssagers rekord er mere imponerende end faderens i samme alder.
Alexander havde mange kvindelige kammerater. Alexander fik et harem i stil med persiske konger, men han brugte det sparsomt og viste stor selvkontrol i "fornøjelser af kroppen", her var hans eneste faste elskerinde Zainab af Persien, som han refererede til som "den sorte kat". Alexander viste for sin tid usædvanlig respekt for kvinder, han var stærkt imod at tvinge dem.
Alexander dannede ganske stærke venskaber med kvinder, herunder Ada af Caria, der adopterede ham, og selv Darius' mor, Sisygambis, der angiveligt døde af sorg, da hun fik kendskab til Alexanders død.
Makedonien på Alexanders tid
Selv om Makedonien ligger lige nord for det græske område, var der adskillige grækere, som hævdede, at makedonerne ikke var rigtige grækere. De var barbarer som alle, der ikke talte rent græsk og var med i grækernes kulturelle fællesskab.
Efter alt at dømme var makedonernes sprog en græsk dialekt, og det er rimeligt at regne dem med til det græske kulturkreds. Makedonien regnes med til de græske bystater (polis). Dannede athenere har gengivet deres dialekt på skrift, og den er også nedskrevet i teaterstykket "Makedonerne". Sprogvidenskaben konkluderer , at der er tale om en form for æolisk, selv om makedonsk var præget af illyriske og thrakiske folkeslag mod vest, nord og øst. Fra det 5. århundrede f.kr. vandt den attiske, græske dialekt og kultur i stigende grad frem i Makedonien. Først i den makedonske adel og kongefamilien, der indførte attisk som tale- og skriftsprog.
Makedonien havde en del frugtbar agerjord, som lå i floddalene og ved kysten, men det meste af landet var kun egnet til kvæghold og hesteopdræt, hvis det da ikke var dækket af uvejsomme bjerge og skovstrækninger. Fra skovene kom der tømmer, som det træfattige Grækenland havde hårdt brug for til skibsbygning. I bjergene var der guld og sølv, som de makedonske konger brugte til fremstilling af egne mønter. Det meste af guldet kom fra ”Kongens Fæller” Bjerget. Makedonien havde kun to vigtige byer: Aigai, Makedoniens gamle hovedstad, og Pella, den ny hovedstad, som overtog rollen i det 4. århundrede f.Kr.
Sammenlignet med stater som Athen og Korinth var Makedonien et primitivt samfund af større og mindre agerbrugere og kvægavlere. Dets forfatning var også ganske anderledes end Athens. Makedonien havde en konge, som var den øverste leder og anfører i krig. Kongen var ikke enevældig, men styrede landet sammen med medlemmer af kongefamilien og lederne af landets fornemste adelsslægter. De blev kaldt ”kongens fæller”. I særlige tilfælde kunne ”kongens fæller” optræde som tronprætendenter. Men en almindelig folkeforsamling, eller snarere en hærforsamling, skulle anerkende en ny konge, hvis den gamle konge døde før arvingen var gammel nok til at regere.
Alexander III (Alexander den Store) kommer til magten thumb|Den såkaldte Azaraherme fra Louvre. Romersk kopi af hvad der siges, at ligne et af Lysippos’ værker, der ifølge Plutarch fangede Alexanders karakteristiske træk bedst. Efter mordet på Filip i 336 f.Kr. tog Alexander omgående kongemagten og befæstede sit herredømme i Grækenland. På et møde i Korinth, hvor den Græske Union samledes, blev han udråbt til "Strategos Autokrator Hellenon" (ΣΤΡΑΤΗΓΟΣ ΑΥΤΟΚΡΑΤΩΡ ΕΛΛΗΝΩΝ) (hærfører og selvhersker over grækerne). Formålet var at udpege en leder, der kunne samle de græske bystater og én gang for alle eliminere truslen fra folkeslagene nord for Makedonien og fra det persiske rige. Han knuste herefter flere stammer nord for Makedonien. I mellemtiden gik der rygter om Alexanders død til bystaten Theben i Sydgrækenland, og der opstod et oprør der. Alexander marcherede på 14 dage de 380 km til Theben med sin hær og udslettede byen. Kun templerne og digteren Pindars hus blev ikke revet ned.Plutarch, Life of Alexander 11.6Arrian, Anabasis Alexandri 1.9.10 Der blev dræbt 6.000 mand og de 30.000 overlevende blev solgt som slaver for 440 sølvtalenter. Det øvrige Grækenland forholdt sig i ro.
Rollen som regent var ikke uvant for Alexander. Kong Filip havde tidligere overladt magten til Alexander: ”På et felttog mod Byzans i 340 betroede Filip Alexander, der på det tidspunkt var 16 år, ledelsen af kongedømmet, idet han sørgede for at omgive ham med erfarne rådgivere.” Der er også beretninger om andre gange, hvor Filip havde overladt magten til Alexander for en kortere periode. Alexander var vant til at styre et land, selv om han kun var 20, da han kom til magten. Inden for de første 15 måneder af sin regeringstid havde han knust flere oprør og marcherede ind i forskellige græske byer, hvor han forlangte underkastelse. I 334 f.Kr. marcherede han ind i Asien med 37.000 mænd. Han styrkede forsigtigt sit erobrede land ved at grundlægge græske byer der.
Alexander besøgte Oraklet i Delfi, hvor han ville høre en profeti om, han snart ville være i stand til at erobre hele den antikke verden. Til sin overraskelse afviste Pythia at give en direkte kommentar og bad ham om at komme senere. Rasende begyndte han at trække mediet ved håret ud af kammeret, indtil hun skreg "Slip mig, du er uovervindelig." Han slap hende øjeblikkeligt og svarede: "Nu har jeg mit svar."Delphic Oracle - Oracle of Delphic region
Alexander i krig
thumb|Kort over Alexander den Stores rige, kort efter erhvervelsen af det Persiske rige. Alexander udmærkede sig tidligt som en dygtig soldat, taktiker og strateg, og han betragtes af militærhistorikere som en af historiens største strateger. Størsteparten af Alexanders regering fra 334 f.Kr. var opfyldt af hans store felttog mod Persien.