Under den belgiske revolution i 1830 gjorde den overvejende katolske befolkning i de sydlige provinser af det Forenede Kongerige Nederlandene oprør mod de fortrinsvis protestantiske nordlige provinsers overherredømme. I løbet af få uger i august og september førte opstanden til grundlæggelsen af Belgien bestående af de flanderske og wallonske provinser. Luxembourg blev delt mellem Belgien og et område der indtil 1890 forblev i personalunion med Holland, hvorefter det blev et selvstændigt land.
Mellem det 14. og det 16. århundrede var de nordlige og sydlige provinser forenet i først de Burgundiske Nederlande og senere de Spanske Nederlande. I forbindelse med reformationen og firsårskrigen blev de nordlige provinser overvejende calvinistiske og opnåede uafhængighed, mens de sydlige forblev katolske og under Habsburgerne.
Efter Wienerkongressen i 1815, blev nord og syd genforenet sammen med bispedømmet Liège og det nuværende Luxembourg. Den religiøse, sproglige og kulturelle kløft, som var opstået i løbet at de ca. 250 år, hvor områderne havde været delt, viste sig snart at være for dyb. Dette førte til den borgerligt liberale revolution, som i europæisk sammenhæng skete næsten samtidig med julirevolutionen i Frankrig samme år. Den unge belgiske nation opnåede frem til 1839 fuld uafhængighed og skabte i samme periode fundamentet for det politiske system, som grundlæggende har holdt sig til i dag.
Belgien og Nederlandene indtil 1815 Fælles historie thumb|De 17 nederlandske provinser og bispedømmet Liegé (grønt), 1477
De områder, som i dag rummer Holland, Belgien og Luxembourg, var i middelalderen – bortset fra bispedømmet Liège – en kulturel og politisk enhed i det 14. og 15. århundrede, som var en del af Burgund og senere i fællesskab tilhørte det Tysk-romerske rige. Grevskabet Flandern og hertugdømmet Brabant havde med byerne Antwerpen, Brügge, Gent, Bruxelles, Ieper og Mechelen en ledende kulturel og økonomisk placering i Nederlandene.
De nederlandske generalstater holdt, fra de først blev indkaldt i 1464, deres møder i Bruxelles, mens højesteret trådte sammen i Mechelen. Efter at Karl den Dristige af Burgund døde, blev Nederlandene i 1482 arvet af Habsburgerne og oplevede under Karl 5. en blomstringstid som en betydningsfuld del af hans verdensrige. Efter sin abdikation i 1555 overgik området til sønnen Filip 2. af Spanien og således opstod de Spanske Nederlande.
Delt historie thumb|Utrechtunionen (lyseblå), Arrasunionen (gul) og bispedømmet Liège (grøn), 1579 Delingen opstod som følge af reformationen. Først blev de hollandsktalende provinser til langt mod syd i de Spanske Nederlande grebet af Calvinismen. Dette førte i 1568 til udbruddet af firsårskrigen mellem Spanien og de protestantiske landområder. Mens de wallonske provinser sluttede op bag det katolske Spanien i Arrasunionen (hollandsk: Unie van Atrecht), sluttede de nordlige områder heriblandt Flandern og Brabant sig sammen i Utrechtunionen. I 1581 grundlagde de nordlige provinser republikken De 7 forenede Nederlande, som var uafhængigt af såvel Spanien som det tysk-romerske kejserrige.
Antwerpens fald i 1585 blev et vendepunkt i begge landes historie. Hermed var det spanske herredømme i den sydlige del af landet sikret, og katolicismen blev genindført. Talrige lærde, kunstnere og købmænd flygtede nordpå. Konsekvensen blev, at de flamske byer mistede deres dominerende position, samtidig med, at der skete en opblomstring i nord. Dette blev starten på den hollandske guldalder, mens de sydlige provinser i århundreder forblev i det enevældige habsburgske monarki. De spanske interesser blev varetaget af en statholder, som regerede fra Bruxelles.
Den næsten uophørlige krig mellem Spanien og den hollandske republik fortsatte indtil Freden i Münster i 1648, som var en af fredsaftalerne i den Westfalske fred. Ved fredsslutningen blev delingen mellem nord og syd fastholdt. Da Scheldeudmundingen blev hollandsk og da hollænderne holdt den lukket, blev Antwerpen afskåret fra havet og byen mistede sin betydning som handelsby.
Under de stadige konflikter mellem Frankrig og Østrig (dvs. Habsburg), var de Spanske Nederlande til stadighed udsat for krigshandlinger og mistede ved Pyrenæerfreden i 1659 og ved Devolutionskrigen (1667–1668) vigtige byer og områder til Frankrig, herunder Lille, Arras, Cambrai, samt grevskabet Artois. Efter at den Spanske Arvefølgekrig til dels var blevet udkæmpet i Nederlandene, blev det indtil da spanske område ved Freden i Utrecht i 1714 overgivet til Østrig.
Udviklingen efter den franske revolution thumb|Østrigske Nederlande og bispedømmet Liège, 1786 William R. Shepherd: The Historical Atlas, 1926. I 1789-1790 udbrød den brabantiske revolution efter stridigheder med kejser Josef 2. Den blev ledet af Hendrik Van der Noot og Jan Frans Vonck og førte den 11. januar 1790 til, at de sydlige Nederlande erklærede sig uafhængige som Belgiens forenede stater (Etats Belgiques Unis).
Denne konfødererede republik havde ganske vist kun en kort levetid, men var dog udtryk for, at der allerede da var uafhængighedsbestræbelser, som var i modstrid med Josef 2.'s centralistiske reformbestræbelser. I denne sammenhæng optrådte der forskellige tanker om en belgisk stat – uden, at man dog kunne enes om en fælles definition af dette begreb. Følelsen af samhørighed fortsatte med at leve efter at republikken var brudt sammen, og den kom igen op til overfladen under revolutionen i 1830. Samtidig med revolutionen i Brabant kom det også til en revolution i bispedømmet Liege.
Efter, at både de Østrigske Nederlande og Holland var blevet besat af franske tropper under revolutionskrigene i 1794 og 1795, blev Belgien ved Freden i Campo Formio i de følgende 20 år en del af Frankrig. På langt sigt betød dette, at det belgiske borgerskab, trods protester mod indlemmelsen i starten, i stigende grad tilegnede sig fransk kultur og sprog.
Holland blev i første gang omdannet til en fransk satellitstat i form af den Bataviske Republik (1795–1806), og herefter til Kongeriget Holland under Napoléon Bonapartes bror Louis (1806–1810) og endelig ligesom de sydlige provinter indlemmet i Frankrig. Da kontinentalspærringen blev indført mod Storbritannien i 1806, førte det til en økonomisk krise, som Holland ikke kom ud af før de franske tropper efter Slaget ved Leipzig også trak sig ud af Holland.
Forenede Nederlandske kongerige 1815–1830 Wienerkongressen I november 1813 overtog tilhængere af huset Oranien magten i Haag og allerede i december lod arveprins Vilhelm 1. sig krone til konstitutionel monark.
Allerede inden slaget ved Waterloo i 1815, overbeviste Storbritannien, som var interesseret i en ligevægt i styrkeforholdet mellem de europæiske magter, de andre stormagter Østrig, Preussen og Rusland om, at det tidligere Holland og de østrigske nederlande (inkl. Liège og Luxembourg) skulle slås sammen til et kongerige, som kunne være en stødpudestat mod Frankrig. Hermed erstattede briterne samtidig hollænderne for tabet af Kapkolonien.
De konservative i Belgien håbede på at få genskabt det østrigske styre, men da østrigerne tilsyneladende ikke længere var interesseret heri, forligede man sig såvel i nord som i syd let med tanken om en genforening. Planer om en sådan genforening var allerede blevet udarbejdet af en af anførerne i den brabantiske revolution, Henri van der Noot, med repræsentanter for huset Oranien, mens han var i eksil i London. Genforeningen blev konfirmeret af Wienerkongressen. Et kompromisforslag om en uafhængig stat under en østrigsk prins fik ingen støtte, da en sådan stat blev betragtet som for svag.
Et forenet land thumb|De forenede Nederlande (1815–1830). Den nye stat blev ikke opbygget som en føderation, men som en helstat. Dette skulle vise sig at være en alvorlig fejl, for modsætningerne mellem nord og syd skulle snart vise sig at blive et problem for det forenede kongerige. De vigtigste årsager var religiøse og sproglige forskelle, som blev forstærket af økonomiske problemer og manglende opfyldelse af krav om liberaliseringer. Uligevægten blev skærpet af, at de nordlige provinser dominerede på alle områder, selv om de med et indbyggertal på 2 mio. var klart i mindretal i forhold til de 3,5 mio. i de sydlige provinser. I syd stødte "hollandiseringen" på dobbelt modstand: Befolkningen og især kirken i Flandern, afviste på det kraftigste calvinismen i nord, og de fransktalende ville ikke lade sig påtvinge det hollandske sprog.
Den mentale kløft mellem belgiere og hollændere voksede i en sådan grad, at en opstand syntes uundgåelig. Den spændte situation blev yderligere ansporet af julirevolutionen i Frankrig, som afstedkom revolutionær uro i hele Europa og især spredte sig til de fransktalende naboer mod nord.
Vilhelm 1. bidrog med sin udiplomatiske optræden til, at revolutionen brød ud. Han var præget af de konservative strømninger i tiden – kaldet restaurationen – som også var fremherskende blandt hans preussiske slægtninge, ikke mindst hans mor Vilhelmine af Preussen, som var søster til kong Frederik Vilhelm 2. af Preussen og indtil sin død i 1820 havde stor indflydelse på sin søn.
Sprogstridigheder I 1815 var der 218.000 analfabeter i syd, mod kun 23.000 i nord. Vilhelm 1. gjorde en stor indsats på dette område. I løbet af hans 15-årige regeringstid, blev der bygget 1.500 skoler i syd, og der blev undervist i det lokale sprog. I Flandern og Bruxelles undervistes der således på hollandsk og i Wallonien på fransk. Antallet af elever i grundskolen fordobledes i de sydlige provinser fra 150.000 til 300.000.
Den fransktalende borger- og embedsstand reagerede på, at hollandsk blev generelt anvendt i hæren, administrationen og skolesystemet. Det var ikke kun i Wallonien, at man talte fransk, det gjorde borgerskabet i Flandern også, mens resten af befolkningen i Flandern talte en nederfrankisk dialekt. Således talte man endnu omkring år 1900 fortrinsvis limburgsk, tysk og fransk i Limburg, mens hollandsk kun blev benyttet sporadisk.
Underrepræsentation Selv om de sydlige provinser udgjorde 62% af befolkningen, havde de kun halvdelen af pladserne i parlamentet, og kun en af fem ministre var sydfra. De fleste statslige institutioner lå i nord, og her havde også de fleste embedsmænd deres arbejdsplads.
Til gengæld måtte de sydlige provinser stille med en uforholdsmæssig stor del af mandskabet til hæren, mens kun hver sjette officer kom sydfra og de fleste af disse kun var lavere rangerende officerer i infanteriet og kavaleriet. I artilleriet og ved ingeniørtropperne, hvor der krævedes en særlig uddannelse, var andelen af belgiske officerer endnu lavere.
Religiøse modsætninger I det forenede kongerige var der 3,8 mio. katolikker (heraf 800.000 i nord) mod 1,2 mio. protestanter. I de spanske nederlande, havde katolicismen været statskirke, mens calvinismen havde været folkekirke i nord. For konservative i både nord og syd, var det ikke ønskværdigt med to ligestillede religioner i kongeriget.
Vilhelm 1. tilhørte selv den lutheranske tradition, hvor kongen også var kirkens overhoved. Han forsøgte at frigøre den katolske kirke fra paven i Rom. Han udnævnte selv biskopper og udløste en skolestrid, da han i 1825 afskaffede den frie katolske skoleundervisning.
thumb|left|Félicité de Lamennais, portræt af L. D. Lancôme. Sydens underrepræsentation skyldtes ikke mindst de katolske biskopper, som under trussel om ekskommunikation, havde forbudt de troende at lade sig ansætte ved staten. Dette forbud var allerede blevet udstedt i 1815 af den franske biskop i Gent, prins de Broglie.