Sigrid Undset (født 20. maj 1882 i Kalundborg, død 10. juni 1949) var en norsk forfatter, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1928. Hun er først og fremmest kendt for sine middelalderromaner som Kristin Lavransdatter (udgivet 1920-1922), men ellers handler hendes bøger om fattige bykvinders tilværelse og om konflikterne for kvinder, som har brudt med traditionelle kønsrollemønstre.
Sigrid Undsets far var norsk og hendes mor dansk, og familien boede i flere perioder i Kalundborg, hvorfra moderen stammede. Da Sigrid var ganske lille, blev faderen alvorligt syg, og han døde, da Sigrid var 11 år gammel. Moderen søgte at holde et standsmæssigt hjem med tre mindre piger, skønt pengene var små. Sigrid Undset blev handelsuddannet og arbejdede på et kontor, hvilket hun hadede. I samme periode begyndte hun at skrive, og i 1907 fik hun udgivet Fru Marta Oulie. Efter endnu et par udgivelser kunne hun sige sin sekretærstilling op i 1909 og koncentrere sig fuldt om sit forfatterskab.
Hun rejste herefter til Rom, hvor hun trivedes i kunstnermiljøet, og hun mødte maleren Anders Svarstad, som hun forelskede sig i. Svarstad var gift, men blev snart efter skilt, og parret kunne nu blive gift. I mellemtiden havde Undset fået udgivet Jenny, som blev hendes gennembrud. Med udgivelsen af trilogien om Kristin Lavransdatter fik hun mulighed for at få en økonomisk hæderlig tilværelse. Et vigtigt punkt i hendes liv var konverteringen til katolicismen. I den forbindelse blev hun skilt fra Svarstad, der efter kirkens opfattelse stadig var gift med sin første hustru, men skilsmissen var ikke noget større offer for Undset, for de gensidige følelser var svundet noget hen gennem årene. Parret havde fået tre børn, som hun boede sammen med i Lillehammer i en årrække, og her koncentrerede Undset sig mest om sine skriverier.
Hun fik tildelt Nobelprisen som blot 46-årig, en af de yngste modtagere på det tidspunkt, og den kun tredje kvinde. Prisen sikrede hendes økonomi i en periode, men blandt andet på grund af hendes stærke modstand mod nazismen blev hendes bøger forbudt i Tyskland, og ved besættelsen af Norge måtte hun flygte til Sverige. Hendes svagelige datter Mosse og hendes mor var begge døde kort forinden, og hendes ældste søn Anders døde i kamp. Undset rejste så med sønnen Hans til USA, hvorfra hun fortsat talte mod nazismen. Efter krigen rejste hun hjem igen, og i 1947 modtog hun storkorset af St. Olavs Orden. Snart efter skrantede Undset, og hun døde i 1949 af nyrebetændelse.
Opvækst thumb|Sigrid Undset som ung pige.
Sigrid Undset var datter af den norske arkæolog Ingvald Undset, der 29.juli 1881 giftede sig med Charlotte Gyth i Vor Frue Kirke i Kalundborg. De nygifte rejste til Rom, men vendte tilbage til Kalundborg, da han blev alvorligt syg. Her blev Sigrid Undset født i sin morfars hus ud mod Torvet, kaldt Gyth-gården. Her boede de stadig, da hendes søster Ragnhild blev født to år senere. Om Kalundborg skrev Undset senere: "Jeg elsker den lille stille by og bedstefars rolige gård med den lange facade, der ligger så fornemt tilbagetrukket i lindeskyggen og foran det lille torv, hvor græsset gror mellem brostenene."Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 14), forlaget Gyldendal, Oslo 2007,
thumb|left|Sigrid Undsets fødehjem på det gamle torv i Kalundborg.
I juli 1884 flyttede familien til Kristiania, nu Oslo. Her fik Undset lyse barndomsår i en villa i Lyder Sagensgate 10, hvor familien boede på første sal. I 1887 kom den yngste søster, Signe, til verden. Samme sommer udbrød der difteri i Kristiania, og de tre små piger og deres mor blev "evakueret" til Kalundborg.
I 1890 var faren blevet så medtaget af sygdommen, der brød ud i Rom (sandsynligvis multipel sclerose), at familien flyttede til den dystre Keysersgate 5, hvorfra han fik en kortere spadseretur til sit arbejde på universitetet. I august begyndte Sigrid Undset ved Ragna Nielsens skole i 3. klasse, hvor hun aldrig kom til at trives. I sin nobelpristale lagde Undset vægt på, hvordan fru Nielsens skole – ved at synes liberal og frisindet, men på sin vis være intolerant og ensrettet – gjorde hende til et menneske fyldt med "bundløs skepsis".Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 310) Blandt de andre børn følte hun sig fremmed; første gang da hun som niårig på vej gennem parken pegede på kastanjen, der stod tynget af sne, og de andre piger benægtede, at man kan se forskel på træerne, når de har tabt bladene.Sigrid Undsets bokskatt tilbake til Bjerkebæk (article) by Nan Bentzen Skille on AuthorsDen
Sommeren 1892 tilbragte familien hos farens forældre i Trondheim. Sigrid Undset oplevede her sin første kontakt med sagatidens digtning, da hun læste Njals saga. Hun læste sagaer højt for sin far, da han lå på sit yderste. Han døde 3. december 1893. Morens familie så helst, at hun tog børnene til Kalundborg og lod dem vokse op der, men hun insisterede på at lade dem vokse op i deres fars hjemland med de økonomiske vanskeligheder, det medførte. Først to år efter sin mands død fik enkefru Undset indvilget en enkepension på 800 kroner om året, men 800 kroner fordelt på fem personer slog ikke til. Hun ville nemlig ikke undvære hushjælp, selv om det indebar, at hendes tre døtre blev snydt for en ordentlig uddannelse. Pensionen blev reduceret med 150 kroner for hvert barn, der fyldte 18 år.Sigrid Undset: Tolv år (s. 52), forlaget Aschehoug, Oslo 1998, Det bekymrede aldrig enkefru Undset, at hendes tre piger havde måttet slide i det fra de var teenagere, fordi hun ikke ville undvære en hushjælp, og hun blev vred, hvis de som voksne serverede rester efter selskabsmad til middag for hende.Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 406)
Sigrid Undset tog eksamen fra handelsgymnasiet i december 1898 og bidrog derefter til familiens forsørgelse ved sit arbejde på et kontor, der repræsenterede det tyske firma AEG. "Jeg er ved at krepere, bare jeg tænker på kontoret" med en månedsløn på fattige tredive kroner, skrev hun.Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 63-4) Familien boede nu i Vibesgate 20, og Undset gik gennem Slotsparken på vej til sin arbejde i Stortingsgaten 4. Hun havde kunstnerdrømme og begyndte i 1900 at skrive på det ufuldførte manuskript om Svend Trøst, hvor motivet genkendes i Kristin Lavransdatter, hvor Svend Trøst er blevet til Erlend.
Forfattervirksomhed I 1901 flyttede familien til Pilestredet 49, så Undset kunne få sit eget værelse. Året efter opgav hun Svend Trøst og begyndte på Aage Nielssøn til Ulvholm, hvor motivet genkendes i den langt senere Olav Audunssøn. I 1903 flyttede familien til Eilert Sundtsgate 52, hvor hun ikke længere kunne have eget værelse. I 1905 sendte hun Aage Nielssøn til Ulvholm til Gyldendal forlag i København. Undset er selv kilde til anekdoten om, at Peter Nansen skulle have sagt til hende, at hun ikke egnede sig for at skrive historiske romaner: "Det kan De ikke."Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 319) Nansen døde i 1918 og kunne ikke protestere. Men fra et brev, Undset skrev til lillesøsteren Signe dateret 31. juli 1905, ved vi, at Nansen i virkeligheden havde sendt hende "et pænt brev", hvor han skrev, at han ikke kunne tilråde udgivelse, men at han fandt "meget talent" med "partier af megen finhed og megen styrke" i hendes manuskript, og at det ville interessere ham at se hende "behandle et moderne emne". Afslutningsvis advarede han hende "mod forklædning – dvs. historie naturligvis".Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 16-7)
I ren trods begyndte hun så på Fru Marta Oulie, hvor den første sætning er: "Jeg har været min mand utro." Den blev først forkastet, men lillesøster Signe kendte den populære forfatter Gunnar Heiberg og bad ham om at lægge et godt ord ind for bogen – hvad han også gjorde. Den udkom på Aschehoug forlag i oktober 1907, og med tiden blev Undset selve lokomotivet for Aschehoug, som Knut Hamsun var det for Gyldendal.Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 363) I 1908 kom novellesamlingen Den lykkelige alder. Den handler om triste kvindeskæbner med sider fra Undset selv – Edele prøver at skyde sig, men overlever, efter at være kommet til kort i kærlighedsforhold, mens Charlotte, der prøver at slå igennem som forfatter, skyder sig og dør alene i Nordmarka. I 1909 udkom Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis. Med handlingen henlagt til sagatiden var bogen afgjort en hævn over Nansen – og begge hovedpersoner har ordet vig (norrønt for "drab") i navnet.
Undset var nu en etableret forfatterinde, og 1. maj 1909 sluttede hun som sekretær og rejste med et stipendium fra Henrichsens legat til Samsø, før hun fortsatte sydpå. I december ankom hun til Rom. På vejen havde den 27-årige kvinde aftalt at møde Victor, en gift mand på tres som hun var forelsket i, på Samsø, hvor hun havde lejet et værelse i flere uger på A. Syllings pensionat. Victor boede i København, og der kunne de af hensyn til hans kone kun ses hemmeligt. Gensynet med Victor blev en slem skuffelse, og hun var overvældet af fortvivlelse "over at leve og dog ikke leve, stå i en krog og se livet gå forbi, uden at få lov til at være med".Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 90-1)
I Rom tøede hun op, omgivet af nye venner, der også levede kunstnerlivet. 1.juledag blev hun præsenteret for den norske kunstmaler Anders Castus Svarstad, som hun ironisk nok var blevet sammenlignet med i en artikel i Samtiden samme efterår. De blev snart kærester, selv om den tretten år ældre Svarstad havde kone og tre børn hjemme i Oslo. Undset løj til sin lillesøster Signe om, at "alle vidste", at han havde bedt om skilsmisse, længe før han mødte hende. Men vi ved fra brevene mellem Svarstad og hans første kone Ragna Moe, at han først bad om skilsmisse et års tid efter, at han havde mødt Undset.Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 133)
I juni 1910 tog hun til Paris for at være sammen med ham, men i august måtte hun tilbage til Eilert Sundtsgate for at vikariere for sin lillesøster Signe på kontor. Men efteråret 1911 fik hun udgivet Jenny, der vakte skandale og blev hendes gennembrud som forfatter. Jenny er som hende selv rejst til Rom, men ender som forlovet med en mand, hun kun synes begrænset om. Efter bruddet står hun i forhold til hans far; den karikerede, lumre beskrivelse er måske en genoplevelse af Undsets forhold til Victor. Da deres barn dør, begår Jenny selvmord.
Familieliv I 1912 kunne Undset rejse sydpå igen med et nyt stipendium fra Henrichsens legat. Svarstad, der nu var en skilt mand, mødte hende i Antwerpen, hvor de blev viet på det norske konsulat 30.juni. Om sin nye status skrev Undset til en veninde: "Jeg kommer sgu aldrig til at føle mig som en rigtig frue, hvor meget folk så befruer mig – jeg synes, jeg hører sammen med de enlige frøkner uden lykke, eller med en illegitim og hjemløs lykke – og føler min nuværende, legitime lykke trods alt som et rov fra skæbnen og en anomali, jeg har kunnet gøre ud af mit liv, takket være en gunstigere skæbne og en mere robust fysik." At regnes blandt de "officielle, autoriserede fruer", som hun oplevede det i London, hvor parret havde slået sig ned i Hammersmith: "Uf ja, det var lidt disgusting."Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 148-9) Hun følte ingen samhørighed med de vellykkede, og det er måske meget sigende, at hun samme efterår fik udgivet en bog med titlen Fattige skæbner. Den var efter anmeldernes mening en skildring af "åndeligt og legemligt forpjuskede eksistenser, der synes indhyllede i en os af mad og tobak og sengeluft".Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 148)
Svarstad gav Undset den største kompliment, hun kunne tænke sig: "Der er ingen andre, jeg kan snakke fornuft med. Du er den eneste gode kammerat, jeg har haft." Og for hende var han "det smukkeste på Jord", men så havde alle hans gamle bekendte da også bemærket, hvor manden havde ændret sig i samværet med hende. Før havde han været indesluttet og mærket af sin tuberkulose; nu forsvandt hans øjne stadig oftere helt i et stort smil.Sigrun Slapgard: Dikterdronningen (s. 149-50)