thumb|250px|Frederik den 2.'s fødsel i 1194
Frederik 2. (26. december 1194 – 13. december 1250), var en af de mest betydningsfulde tysk-romerske kejsere i Middelalderen, og han tilhørte slægten Hohenstaufen. Hans politiske og kulturelle ambitioner var enorme, og de strakte sig fra hans residens på Sicilien op gennem Italien til Tyskland og helt til Jerusalem. Frederik skabte sig mange fjender, især de skiftende paver, og hans kejserslægt mistede magten få år efter hans død. Historikerne finder typisk superlativerne frem, når de beskriver ham, for eksempel professor Detwiler:
Han opfattede sig som en direkte efterfølger af antikkens romerske kejsere,"Hans drøm om universel magt fik ham til at se sig selv som en kejser fra antikken og som en direkte efterfølger af Augustus", skriver Roberto Weiss, The Renaissance Discovery of Classical Antiquity (Oxford: Blackwell) 1973:12. gjorde krav på titlen som romersk konge (konge af Tyskland) fra sin kroning i 1212, og ved en ny kroning i 1215 var der ikke længere en modkonge. Fra 1220 var han officielt kronet som tysk-romersk kejser. Allerede som treårig var han blevet udråbt som konge af Sicilien, med moderen Constanza som regent. Fra 1225 til 1228 havde han desuden titlen som konge af Jerusalem i kraft af sit ægteskab med Yolanda og sin deltagelse i det sjette korstog.
Han var jævnligt i krig med pavedømmet, idet paverne følte sig klemt inde mellem Frederiks besiddelser i Norditalien og kongeriget Sicilien. Han blev ekskommunikeret fire gange og blev ofte nedsættende omtalt i både samtidens pro-pavelige krøniker og i senere beskrivelser. Pave Gregor 9. gik så vidt som at omtale ham som Antikrist.
Frederik kunne begå sig på seks forskellige sprog (latin, siciliansk, tysk, fransk, græsk og arabiskCronica, Giovanni Villani Book VI e. 1. (Rose E. Selfe's engelske oversættelse)) og han var en usædvanlig aktiv støtte for videnskab og kunst. Han havde en vigtig rolle i udbredelsen af litteratur gennem den sicilianske skole for digtning. Fra omkring 1220 til hans død var hoffet i Palermo hjemsted for den første litterære anvendelse af et romansk sprog i form af siciliansk. Den poesi, der udgik fra skolen, havde væsentlig indflydelse på litteraturen og på det, der senere blev det moderne italienske sprog. Skolen og dens poesi blev hyldet af Dante og hans samtidige, og der gik mere end hundrede år, før toscansk blev det førende litterære sprog i Italien.Gaetana Marrone, Paolo Puppa, and Luca Somigli, eds. Encyclopedia of Italian literary studies (2007) Volume 1 s. 780-82, også 563, 571, 640, 832-36
Efter hans død gik der kun få år, før hele hans slægt var uddød, og huset Hohenstaufen ophørte med at eksistere.
Konge af Sicilien Barndomsårene Frederik blev født i Jesi nær Ancona i Italien som søn af den tysk-romerske kejser Henrik 6. I følge nogle af krønikerne var hans mor, Constanza af Hauteville meget opsat på at vise, at hun efter ni års barnløshed faktisk fik et barn, så hun lod fødslen foregå i et telt på byens torv. Frederik blev døbt i katedralen i Assisi omkring årsskiftet 1196-1197, og han blev navngivet efter sine to bedstefædre som Fridericus Rogerius).Wolfgang Stürner: Friedrich II. Die Königsherrschaft in Sizilien und Deutschland 1194–1220, Bd. 1, Darmstadt 2003, S.47ff.
Hans far Henrik 6. havde en plan om at gøre kejsertitlen arvelig, og han fik i 1196 i Frankfurt am Main sin søn udråbt til romersk (tysk) konge. Titlen blev imidlertid anfægtet af Henriks bror Filip af Schwaben og af Otto af Braunschweig. Da Frederiks far døde i 1197, var den toårige Frederik i Italien, undervejs mod Tyskland. Så snart nyheden om Henriks død nåede Frederiks værge, Konrad af Spoleto, blev det besluttet at sende drengen tilbage til moderen Constanza i Palermo, og der blev han den 17. maj 1198 kronet som konge af Sicilien.
Som hustru til Henrik havde Constanza titlen dronning af Sicilien, og hun fortsatte efter mandens død med at bruge titlen, nu som regent på sønnens vegne. Hun afbrød – i Frederiks navn – de forbindelser med Tyskland, der var knyttet, da hun blev gift med Henrik. Hun sendte hans tyske rådgivere hjem, og hun frasagde Frederiks krav på den tyske trone og på kejsertitlen.
Da Constanza døde i 1198, overtog pave Innocens 3. hvervet som værge for Frederik. Frederiks huslærer var i disse år teologen Censio, der senere blev valgt som pave Honorius 3. Markward af Annweiler havde tidligere haft en betroet post hos kejser Henrik, og han gjorde nu – med støtte fra Henriks yngre bror Filip af Schwaben – krav på posten som regent på den lille prins' vegne. I 1200 sejlede han og hans mænd på genuesiske skibe til Sicilien, hvor de året efter fik kontrol over prinsen. Markwards styre varede dog kun til 1202, da han døde og blev erstattet af en anden af Henriks tidligere ansatte, hærføreren Vilhelm af Capparone. Vilhelm holdt Frederik i en form for husarrest i det kongelige palads i Palermo indtil 1206. Han blev fjernet med magt af Gualtiero di Palearia, der derefter havde hvervet indtil 1208, hvor prinsen blev erklæret myndig. Den konstante dyst om jobbet som formynder for Frederik handlede ikke om omsorg for drengens opvækst og lærdom, men om penge og indflydelse. Markward var som nævnt støttet af Genova, Vilhelm fik opbakning fra Pisa, og Gualtiero blev ligeledes støttet af Genova. Som tak fik købmændene fra disse byer omfattende privilegier til deres handel. Da Frederik endelig blev myndig, ventede der ham en stor opgave med genvinde kongemagtens autoritet i forhold til de adelsmænd og eventyrere, der havde haft frit spil i adskillige år.
Vejen til kejsertitlen thumb|300px|Guld-augustaler, slået af Frederik 2. i Messina efter 1231. Otto 4. af Braunschweig var blevet tysk-romersk kejser i 1209, kronet af pave Innocens 3. Kejser Otto blev hurtigt samlingspunkt for de utilfredse adelsmænd i Syditalien i takt med, at Frederik begyndte at udøve sin magt i området. Kejseren invaderede Syditalien og nåede helt ned til Calabrien uden at møde nævneværdig modstand. Otto havde inden sin kroning givet paven flere løfter, heriblandt at holde sig fra Syditalien. Han brød dem alle, og det gjorde Innocens så rasende, at han bandlyste kejseren i 1210. Innocens sørgede derpå for, at Frederik, som han tidligere havde været værge for, blev valgt in absentia som "romersk" (tysk) konge i september 1211. Disse begivenheder – og stigende uro i Tyskland – betød, at Otto måtte opgive sit felttog og haste hjem til Tyskland.
Frederik sejlede fra Sicilien til Gaeta med et lille følge. Han mødtes med paven og erklærede sig enig i pavens ønske om, at titlen som tysk-romersk kejser skulle være uforenelig med titlen som konge af Sicilien. I stedet gjorde han sin hustru Constanza til regent af Sicilien. Frederik fortsatte op gennem Norditalien til Sydtyskland. Her lå kejser Ottos tropper på lur efter ham, men det lykkedes lige akkurat Frederik at nå i sikkerhed bag murene i Konstanz i september 1212, få timer før Otto nåede frem med sin hær.
Valget af Frederik som tysk konge blev bekræftet ved hans kroning i Mainz den 9. december 1212. Hans magt i Tyskland var imidlertid skrøbelig, og han var kun rigtig anerkendt i Sydtyskland. I de nordtyske områder var der udbredt støtte til Otto, der på trods af bandlysningen her stadig blev respekteret som konge og kejser. Otto involverede sig imidlertid i krigen mellem den engelske kong Johan uden Land og den franske kong Filip 2. August, der var en af Frederiks støtter. I slaget ved Bouvines 27. juli 1214 blev Ottos hær så afgørende slået, at hans opbakning hos de øvrige tyske fyrster forsvandt, og Otto måtte trække sig tilbage til sine besiddelser i Braunschweig, hvor han døde i 1218. De tyske fyrster mødtes igen i 1215 og valgte på ny Frederik som konge, og den 23. juli samme år blev han kronet i Aachen. Frederik var nu "romersk" (tysk) konge uden modkandidater, men der gik fem år, før han kunne få den officielle titel som tysk-romersk kejser. Det krævede indviklede forhandlinger med Innocens 3. og med hans efterfølger fra 1216, Honorius 3., før Frederik kunne rejse til Rom og blive kronet af Honorius, 22. november 1220. Ved samme lejlighed blev hans ældste søn Henrik kronet til romersk konge som symbol på, at han var udpeget som tronfølger.
Tysk-romersk kejser thumb|left|300px|Frederiks kejserrige omfattede hele det centrale Europa, undtagen Pavestaten (med gråt) og republikken Venedig (med grønt). I modsætning til de fleste andre tysk-romerske kejsere tilbragte Frederik kun en ringe del af sin regeringstid i Tyskland. I 1218 var han i Frankrig, hvor hans hær hjalp Filip 2. August og Odo 3. af Burgund med at få afsluttet krigen om arvefølgen til grevskabet Champagne. Frederik og hans tropper invaderede Lothringen, hvor de erobrede og afbrændte Nancy og senere tog hertugen af Lorraine som fange. Efter sin kejserkroning i 1220 opholdt Frederik sig mest i Syditalien, dog afbrudt af hans deltagelse i det 6. korstog. I 1236-1237 var han for sidste gang i Tyskland, og de følgende 13 år lod han sig repræsentere i landet af sønnen Konrad.
I kongeriget Sicilien byggede han videre på den lovgivning, der var blevet skabt i 1140 af hans bedstefar Roger 2. i form af Assiserne fra Ariano. Først kom Assiserne fra Capua i 1220 og derpå en langt mere omfattende konstitution, udstedt i Melfi i 1231. Den sidstnævnte lovsamling er også kendt som Liber Augustalis, og var så enestående for sin tid, at den dannede skole for flere senere lovsamlinger. Konstitutionen gjorde Sicilien til et enevældigt monarki, og den knæsatte princippet om, at den skrevne lov står over sædvaneretten. Med kun få ændringer forblev Liber Augustalis basis for den sicilianske lovgivning indtil 1819.
Det femte korstog og udviklingen i Norditalien Da han blev valgt til romersk konge, var en af betingelserne for pavens støtte, at han skulle love at deltage i det kommende 5. korstog. Korstogets deltagere blev indskibet i 1217, men selv om Frederik havde gentaget sit løfte ved kroningen i 1215, tog han ikke med. De tropper, han sendte, deltog i erobringen af Damietta i Egypten, men herefter gik korstoget i stå, blandt andet fordi den pavelige udsending Plagius ikke kunne afslutte forhandlinger med araberne, fordi man hele tiden ventede på, at Frederik skulle ankomme og stå i spidsen for projektet. Til sidst måtte korsfarerne trække sig tilbage, og Damietta gik tabt igen i 1221. Madden, Thomas F. The New Concise History of the Crusades. MD: Rowman &Amp; Littlefield Publishers, Inc., 2006. Pave Honorius 3. gav Frederik skylden for korstogets fiasko, og i den øvrige kristne verden blev han ligeledes udråbt som syndebuk.Honorius III. “Ad Fredericum Romanorum Imperatorem.” I Medii Aevi Bibliotheca Patristica Tomus Quartus, redigeret af César Auguste Horoy, s. 28-29. Paris: Imprimerie de la Bibliothèque Ecclésiastique, 1880. Archive.org
I 1225 gav Frederik pave Honorius et nyt korstogsløfte. der gik ud på, at han ville drage af sted senest i 1227. Frederik indkaldte på samme tid til en samling af rigsdagen i Cremona, der var den vigtigste kejsertro by i Lombardiet. Rigsdagens emner skulle være henholdsvis indsatsen mod kætteri, planlægningen af det kommende korstog og frem for alt en genskabelse af kejserrigets magt i Norditalien, hvor flere af de større byer i praksis var selvstændige. Byernes reaktion var at genskabe Den lombardiske Liga, der i sin tid havde overvundet Frederiks bedstefar, Frederik Barbarossa, og lige som sidst var det Milano, der stod i spidsen for ligaen. Frederik var nødsaget til at aflyse rigsdagen, og i stedet gik Honorius ind som mægler og fik lavet et kompromis mellem parterne. Under sit ophold i Norditalien udstedte Frederik i marts 1226 i Rimini en forordning, der gav Den Tyske Orden retten til området Øst for floden Wisla i det nuværende Polen, hvilket førte til en intensivering af det Nordiske korstog.
Det sjette korstog thumb|Frederik 2. (til venstre) mødes med Al-Kamil.