Sándor Cséfai (født 13. juli 1904 i Budapest, død 2. september 1984 i smst.) var en ungarsk sportsmand, der deltog ved OL 1936 i håndbold.
Aktiv sportskarriere Cséfai var en alsidig sportsmand, der oprindeligt dyrkede atletik, og i denne sport deltog han ved arbejdernes olympiske lege i 1927 og 1929 og vandt her tikampskonkurrencen. Ved legene i 1927 i Prag stiftede han bekendtskab med håndbold, der var en relativt ny sportsgren, og han begyndte for alvor at dyrke denne sport fra 1930, hvor han var en del af holdet Elektromos. Han var med til at blive ungarsk mester med denne klub otte gange i perioden 1930-1941, og han spillede i alt 14 kampe for det ungarske landshold.
Han var således også med på det ungarske hold ved OL 1936 i Berlin, hvor der blev spillet udendørs på græs. Ungarn blev her nummer fire.
To år senere var han også med ved VM i markhåndbold, hvor Ungarn vandt bronze.
Videre karriere Cséfai var ud over at være håndboldspiller også engageret i sporten uden for banen. I 1933 tog han initiativ til dannelsen af det ungarske håndboldforbund og var en af grundlæggerne af denne organisation. I perioden 1937-1945 var han holdleder for det ungarske kvindehåndboldslandshold, og derpå havde han samme job for herrelandsholdet 1945-1951 og 1957-1958. I 1953 blev han den første ungarer til at være mastercoach, og 1946-1950 var han chefredaktør for et nyhedsbrev om håndbold.
Referencer
Eksterne henvisninger profile
Kategori:Håndboldspillere fra Ungarn Kategori:Atleter fra Ungarn Kategori:Deltagere for Ungarn ved sommer-OL 1936 Kategori:Olympiske håndboldspillere fra Ungarn Kategori:Håndboldspillere ved sommer-OL 1936