Den finske krig blev udkæmpet mellem Sverige-Finland og det Russiske Kejserrige fra februar 1808 til september 1809. Som resultat af krigen blev det østlige af Sverige-Finland (omtrent det nuværende Finland) løsrevet fra Sverige og gjort til storfyrstendømmet Finland som en del af det Russiske Kejserrige. Af andre betydningsfulde resultater var Sveriges stænderrigsdags vedtagelse af en ny forfatning samt etableringen af Bernadotte-slægten som ny kongelinje i Sverige.
Baggrund
Sverige var i løbet af 1600-tallet blevet den dominerende stormagt i Østersøområdet. Lige siden middelalderen havde Finland hørt under skiftende svenske konger, og det svenske magtområde blev siden udvidet med besiddelser såvel i Baltikum som syd for Østersøen.
Sveriges dominerende position omkring Østersøen blev imidlertid truet af Ruslands fremvækst. Den russiske erobring af Ingermanland og Livland under Den store nordiske krig (1700–1721) sikrede russisk kontrol med en stor del af Østersøkysten. I en påfølgende krig med Rusland i årene 1741–1743 mistede Sverige dele af datidens Finland. Sverige under Gustav 3. angreb på ny Rusland i 1788, men Gustav 3.s russiske krig endte i 1790 uden grænseændringer.
Den franske revolution (1789–1799), revolutionskrigene (1792–1802) og udbruddet af Napoleonskrigene (1803–1815) påvirkede de fleste lande i Europa. Sverige forsøgte først at sikre sig i et neutralitetsforbund med Danmark-Norge, Rusland og Preussen. Da neutralitetsforbundet efter britisk pres brød sammen, deltog Sverige i den tredje og den fjerde koalitionskrig mod Napoleon i den svensk-franske krig (1805–1810).
De franske styrker sejrede over de russiske og preussiske i Slaget ved Friedland 14. juni 1807, og den fjerde koalition var dermed besejret. Den russiske zar Aleksander 1. måtte undertegne Freden i Tilsit med Frankrigs kejser Napoleon, hvor zaren blandt andet forpligtede sig til at bidrage til, at Sverige sluttede sig til Kontinentalspærringen.
Napoleons skygge over Norden thumb|Maleri af mødet i Tilsit mellem den russiske zar Aleksander 1. og Frankrigs kejser Napoleon. Aftalen mellem de to herskere blev afgørende for Finlands skæbne
Efter pres fra Napoleon foreslog zaren over for den svenske konge Gustav 4. Adolf, at Sverige skulle slutte sig til blokaden af Storbritannien. Den svenske konge var imidlertid stærkt negativ sindet over for Napoleon og så i stedet Storbritannien som Sveriges traditionelle allierede. Samtidig anså han blokaden for at være ødelæggende for landets maritime handel. Sverige indledte derfor i stedet forhandlinger med Storbritannien for at gennemføre et fælles angreb mod Danmark-Norge i håb om, at Sverige derved kunne erobre Norge.
I mellemtiden angreb den britiske marine i august 1807 København i slaget om København, og den britisk-russiske krig brød ud. Under henvisning til aftaler fra 1780 og 1800, krævede den russiske zar, at Sverige skulle afspærre Østersøen for alle fremmede krigsskibe. Efter to måneders overvejelser meddelte Sverige, at landet ikke kunne overholde aftalerne, da franske styrker beherskede de vigtigste østersøhavne.
De russiske styrker havde godt kendskab til Finlands topografi efter at have invaderet landet to gange i løbet af de foregående hundrede år. Russerne havde også god indsigt i det svenske forsvar i den finske del af landet, blandt andet fra flere svensk-finske officerer, som var gået i landflygtighed efter at have været med i Anjalaforbundet; den fremmeste blandt dem var general Göran Magnus Sprengtporten.
De fleste svenske officerer var skeptiske med hensyn til Sveriges mulighed for at modstå den store og krigsvante russiske hær, og mange svenskere var allerede før krigsudbruddet overbeviste om, at den finske del af riget før eller siden ville blive underlagt Rusland. Den svenske konge havde imidlertid stor tiltro til landets forsvarsevne og var en stærk modstander af Frankrigs hersker Napoleon.
I Sankt Petersborg blev den svenske konges holdninger set som en god anledning til at angribe Finland og dermed flytte den svensk-russiske grænse længere vestpå. En sådan grænseændring ville sikre den russiske hovedstad.
Styrkeforholdet
Styrkeforholdet landene imellem var højst ulige: mens Rusland havde omkring 40 millioner indbyggere, havde Sverige omkring 3,2 millioner, af dem henved 863.000 i den finske del af riget. Ruslands totale militære styrke var på 400.000 mand, men kun omkring 10 %, det vil sige omtrent 40.000, var tilgængelige for et angreb på Sverige, og styrken ved krigens udbrud var 24.000 mand mod svenskernes 21.000, hvoraf omkring 10.000 befandt sig på de to fæstninger Sveaborg og Svartholm.
Sverige havde en stærk allieret i Storbritannien, som i 1808 dækkede omkring 40 % af Sveriges omkostninger ved krigen, men dels havde briterne begrænsede hærstyrker, som grundet modstand fra den svenske konge ikke blev brugt, dels havde Storbritannien større opmærksomhed rettet mod sine allierede Portugal og Spaniens modstand mod Frankrig.
Ved et angreb ved vintertid bestod den svenske krigstaktik i under vedvarende strid at trække sig tilbage til den nordvestlige del af den finske del af riget, mens fæstningerne Sveaborg og Svartholm skulle modstå belejringer. Da foråret kom, og isen i Østersøen smeltede, skulle de svenske styrker angribe både fra nordvest og fra fæstningerne støttet af forstærkninger fra den vestlige del af riget. Forsvarsberedskabet på svensk side var imidlertid dårlig, i stedet for at styrke forsvaret af den finske del af riget blev penge brugt på andre ting, mest opsigtsvækkende var, at tusinder armégeværer og flere kanoner blev solgt til russerne og preusserne i årene, før landet blev angrebet.
Februar–maj 1808, russisk offensiv
thumb|Russiske styrker krydser Abborrfors bro thumb|Oversigt over krigens indledende fase, fra det russiske angreb i februar frem til maj
Den 21. februar 1808 angreb 24.000 russiske soldater under general Fredrik Vilhelm von Buxhoevden den finske del af Sverige og erobrede hurtigt Tavastehus. Det russiske angreb skete i form af to angrebsretninger: hovedstyrken under generalerne Pjotr Ivanovitsj Bagration og Nikolaj Kamenskij rykkede frem langs kysten, gennem Abborrfors og Kymmene älv, mens den anden styrke angreb længere nord på og forfulgte Savolaxbrigaden gennem landskabet Savolax.
Sverige var ikke uforberedt på et russisk angreb men var ikke forberedt på fuld krig. Den svenske udsending ved det russiske hof, Kurt von Stedingk, havde imidlertid rapporteret både til Stockholm og til de svenske styrker i den finske del af riget om Ruslands kapacitet og hensigter samt om opmarchen, da den kom. Nogen officiel russisk krigserklæring kom ikke førend i april. En varsling fra Stedink førte til, at fungerende øverstkommanderende Karl Nathanael af Klercker mobiliserede i Finland før det russiske angreb. En nyanlagt optisk telegraf, som gik fra den finske del af riget via Åland til Grisslehamn i Sverige, sørgede for, at krigsudbruddet hurtigt blev varslet videre, selv om Østersøen var islagt.
Sverige havde 21.000 soldater i den finske del af landet, mens resten af hæren blev holdt i det sydlige Sverige af frygt for et angreb fra Danmark-Norge. Danmark-Norge erklærede Sverige krig den 14. marts 1808, men der forekom kun mindre træfninger langs grænsen til Norge, og britiske og svenske flådestyrker forhindrede en planlagt dansk-fransk invasion af Skåne.
Den svenske øverstkommanderende, general Wilhelm Mauritz Klingspors plan var at trække sig tilbage til det centrale Finland, det historiske landskab Österbotten. De enkeltstående fæstninger Sveaborg ved Helsingfors og Svartholm ved Lovisa skulle holdes indtil forstærkninger kunne fremføres fra Sverige. I løbet af marts 1808 erobrede de russiske styrker Kuopio, Tammerfors og Jakobstad, Svartholm fæstning blev overgivet efter en kort belejring, Helsingfors, Hangö, Gotland og Åland blev også hurtigt erobrede.
Den russiske general Buxhoevden belejrede Sveaborg, som overgav sig den 3. maj med 6.000 mand, 110 fartøjer og over 700 kanoner, da fæstningens kommandant, viceadmiral Carl Olof Cronstedt, fandt videre modstand nytteløs. Sveaborgs kapitulation var et hårdt slag mod den svenske forsvarsplan og blev af samtiden anset som højforræderi.
Efter sejren i Slaget ved Siikajoki gik den svenske hær under Carl Johan Adlercreutz til modangreb, og den russiske offensiv blev stoppet. De russiske styrker i det nordlige Finland under general Nikolaj Tutsjkov blev spredte for at befæste byerne og derved blev hovedstyrken reduceret til 4.000 mand, hvilket var for lidt til at kunne pacificere landdistrikterne. Finnerne startede en guerillakrigsførelse så langt østpå som i Fredrikshamn, hvor styrker tilhørende oberst Johan August Sandels var aktive. General Kulnevs styrke blev slået i slaget ved Siikajoki den 18. april 1808, mens general Bulatovs styrke blev slået i slaget ved Revolax den 27. samme måned.
I maj led de russiske styrker yderligere nederlag, da de blev drevet væk fra Gotland, og på Åland blev det russiske kontingent under oberst Vuich tvunget til at overgive sig af en svensk flotille, støttet af lokalbefolkningen på øgruppen. Den 26. maj kom en britisk flåde med 14.000 mand til Göteborg, men grundet uenighed med den svenske konge blev de britiske styrker ikke sat ind mod russerne. Svenskerne fik imidlertid støtte af 16 linjeskibe og 20 andre britiske skibe.
Okkupation og samarbejde
De russiske styrker, som trængte ind i den finske del af Sverige, opførte sig stort set pænt over for civilbefolkningen, hvilket var en bevidst linje fra den russiske øverstkommanderende Buxhoevden. De gange, hvor russiske styrker gik hårdt frem, var knyttede til civil modstand fra befolkningen, og nogen tilfælde af plyndring forekom også. I løbet af marts 1808 bestemte zar Aleksander sig imidlertid for at lægge den finske del af Sverige under Rusland, og zarens nye undersåtter blev afkrævet troskabsed. Blandt dem, som fik ansvar for troskabseden, var Jacob Tengström, biskop i Åbo og på det tidspunkt den mest centrale civile embedsmand i landet.
Krigen fortsatte, og troskabseden skabte usikkerhed blandt civilbefolkningen. Blandt andet var rædslen for russisk livegenskab stor. For at imødekomme denne usikkerhed krævede blandt andet Göran Magnus Sprengtporten, at en landdag skulle indkaldes. Kravet om landdag blev afvist af russerne, og i stedet blev finnerne beordrede til at vælge en deputation fra forskellige samfundslag, som rejste til zaren, så han kunne høre deres ønsker.
Den finske deputation til zaren ankom til Sankt Petersburg i oktober 1808 anført af grev Carl Erik Mannerheim. Zaren var imidlertid optaget, og deputationen måtte vente til 30. november, før den blev modtaget. Mannerheim fastholdt over for russerne, at deputationen ikke havde noget vidt mandat, da de ikke var valgt i henhold til grundloven. Efter mødet med zaren indleverede deputationen en anmodning om indkaldelse af en landdag, og allerede den 11. december fik de besked af Sprengtporten om, at zaren havde imødekommet anmodningen. Erobringen af Finland havde taget væsentlig længere tid end beregnet, og som realpolitiker anså zar Aleksander, at det kunne føre til en krig med Frankrig. Det var derfor vigtigt at sikre grænsen mod Sverige og få det finske folk på sin side.
August–september 1808, svensk sommeroffensiv thumb|Situationen fra maj til oktober 1808
Ved den svenske sommeroffensiv blev de russiske styrker presset tilbage mod det centrale Finland og var fordelt langs linjen Björneborg – Tammerfors – Sankt Michel. De modtog store forstærkninger i sommerens løb og nåede 55.000 mand mod svenskernes 36.000. Den 14. august besluttede general Nikolaj Kamenskij sig for at benytte sin talmæssige overlegenhed til en ny offensiv.