Grumman F4F Wildcat var et amerikansk hangarskibsbaseret jagerfly, som gjorde tjeneste i såvel United States Navy og det britiske Royal Navy (som Martlet) fra 1940. Flyet blev først anvendt i kamp af briterne i Europa, og Wildcat var det eneste effektive jagerfly, som var til rådighed for den amerikanske flåde og marinekorps i Stillehavet i begyndelsen af 2. verdenskrig i 1941 og 1942. (Selv om Brewster Buffalo var flådens første monoplanjager, klarede det sig skuffende i kamp. Den blev hurtigt trukket tilbage og erstattet af Wildcats efterhånden som de blev til rådighed.) Med en topfart på 509 km/t blev Wildcat overgået af den hurtigere og mere manøvredygtige 530 km/t hurtige Mitsubishi A6M Zero, men den var robust og med taktikker såsom Thach fletningen opnåede den en den sejrsrate på 5,9:1 i 1942 og på 6,9:1 i hele krigen.Polmar 2004 Flyet blev fremstillet af producenten Grumman.

Erfaringer fra de første Wildcat-fly blev anvendt i den hurtigere F6F Hellcat som kunne overgå Zeroen på dens egne betingelser. Wildcat-flyene blev fortsat bygget under resten af krigen og det gjorde tjeneste på eskortehangarskibe, hvor de større og tungere jagere ikke kunne bruges.

Design og udvikling thumb|XF4F-3 i 1939

Udviklingen af Grummans biplansjagere begyndte med den tosædede Grumman FF, der var det første amerikanske flådefly med optrækkeligt understel. Hjulene blev trukket op i kroppen, men hjulene forblev synlige. To ensædede biplaner fulgte, F2F og F3F, som skabte den generelle form, som blev til F4F Wildcat. I 1935, mens F3F stadig blev afprøvet begyndte Grumman arbejdet på den næste biplansjager – G-16. På det tidspunkt foretrak flåden et monoplan, Brewster F2A-1, og afgav en produktionsordre i starten af 1936. Der blev imidlertid også afgivet en ordre på Grummans G-16 (med flådebetegnelsen XF4F-1) som en reserveplan ifald Brewster-flyet skulle vise sig utilfredsstillende.Swanborough and Bowers 1976, p. 205.Green 1969, p. 60.

Det stod klart for Grumman at XF4F-1 ville være Brewster-monoplanet underlegent, så Grumman opgav XF4F-1 og udformede i stedet en ny monoplan-jager, XF4F-2.Donald 1995, pp. 128–134. XF4F-2 beholdt det samme hånddrevne understel som F3F med dens forholdsvis snævre hjulafstand. (Det usædvanlige landingsstel var oprindelig udformet i 1920'erne af Leroy Grumman til Grover Loening. Det var på alle Grummans biplansjagere (fra FF-1 til F3F) i 1930'erne og også på J2F Duck flyvebåden."Wayne Waters CDR USN(ret)." willyvictor.com.) Uheld ved landingen som følge af at landingshjulene ikke var kommet helt på plads var generende hyppige.Tillman 1983, p. 12.

thumb|En tidlig F4F-3 på NACA Langley Research Center

De samlede præstationer af Grummans nye monoplan blev vurderet til at være ringere end på Brewster Buffaloen. XF4F-2 var en smule hurtigere, men Buffaloen var mere manøvredygtig. Den blev vurderet til at være bedre og valgtes til masseproduktion. Efter at have tabt kampen til Brewster, ombyggede Grumman prototypen fuldstændig som XF4F-3 med nye vinger og hale og en kompressorudgave af Pratt & Whitney R-1830 "Twin Wasp" stjernemotor.Green 1961, pp. 90–96. Afprøvning af den nye XF4F-3 førte til en ordre på F4F-3 produktionsmodeller, hvoraf den første blev færdig i februar 1940. Frankrig afgav også ordrer på typen med en Wright R-1820 "Cyclone 9" stjernemotor, men Frankrig kapitulerede inden de kunne nå at blive leveret og flyene blev i stedet overtaget af Royal Navy, som gav den nye jager navnet "Martlet". Den amerikanske flåde optog officielt flytypen den 1. oktober 1941 med betegnelsen "Wildcat." Både den britiske og den amerikanske flådes F4F-3'er var udstyret med fire .50 inch (12.7 mm) Browning-maskingeværer, og tilgik aktive enheder i 1940.

Wildcats efterfølger var F6F Hellcat, et fuldstændig omdesign, som opgav Grummans karakteristiske understel og udskiftede det med et hydraulisk understel. Hellcat, som først fløj i 1942, deklasserede næsten fuldstændig Zeroen, og overraskede mange japanske flyvere, som når de første gang mødte den nye jager ofte tog fejl af den og den ældre og langsommere Wildcat. (Senere i krigen introducerede den amerikanske flåde også en ny højpræstationsjager, Vought F4U Corsair, som kunne hamle op med topfarten på de hurtigste landbaserede fly i tiden.)

Operativ historie Royal Navy Selv inden Wildcat var blevet anskaffet til den amerikanske flåde havde både den franske og den britiske flåde købt Wildcat i egne udformninger.

F4F Wildcat (som briterne kaldte Martlet) blev anskaffet af briterne som en midlertidig erstatning for Fairey Fulmar. Fulmar var en tosædet jager med god rækkevidde, men med dårligere præstationer end ensædede jagere. En flådeudgave af Supermarine Spitfire var endnu ikke til rådighed fordi Royal Air Force havde brug for alle de som kunne bygges.Buttler 2004 I det europæiske luftrum fik Wildcat sin første sejr i kamp juledag 1940, da en landbaseret Martlet ødelagde et Junkers Ju 88-bombefly over flådebasen ved Scapa Flow. Dette var den første luftsejr til en amerikanskbygget jager i britisk tjeneste under 2. verdenskrig.Thetford 1978, p. 201. Denne type indledte også flyoperationerne fra de mindre eskortehangarskibe.Gustin Emmanuel. "Grumman F4F Wildcat." skynet.be. Hentet: 2010-04-22.

Seks Martlet-fly stod til søs ombord på det ombyggede tidligere tyske fragtskib HMS Audacity i september 1941<ref>Smith, Gordon. "HMS Audacity (D 10)." Naval-History.Net. Hentet: 2011-10-11.</ref> og nedskød adskillige af Luftwaffes Focke-Wulf Fw 200 Condor maritime patruljefly under yderst effektive konvojeskorteoperationer.Thetford 1978, p. 202. Disse var de første af mange Wildcats som kom til at gøre tjeneste på skibe.

Den britiske flåde opgav senere sin praksis med at give egne navne til amerikanske flytyper i britisk tjeneste og begyndte at bruge de amerikanske betegnelser i stedet.Thetford 1978, p. 205.Gustin, Emmanuel. Grumman F4F Wildcat. Hentet: 2007-05-02. I marts 1945 nedskød Wildcats fire Messerschmitt Bf 109 over Norge, hvilket var den britiske flådes sidste sejre med en Wildcat.

Den amerikanske flåde og marinekorps Stillehavet Wildcat blev overgået af Mitsubishi Zero, dens vigtigste modstander i den tidlige del af Stillehavskrigen, men klarede sig til dels fordi den havde forholdsvis kraftig pansring og selvtættende benzintanke og Wildcat var bygget så den kunne modstå langt større skader end sin letbyggede, upansrede japanske rival."Saburo Sakai: 'Zero'." acepilots.com. Hentet: 2011-10-11. Mange amerikanske flådepiloter blev også reddet af Wildcattens ZB retningsudstyr, som betød at de kunne finde hjem til deres hangarskibe i dårlig sigtbarhed, forudsat de kunne nå indenfor en afstand af 50 km fra skibet.

I hænderne på en ekspertpilot, som brugte taktiske fordele kunne Wildcat-jageren vise sig at være en vanskelig modstander, selv mod den formidable Zero.Winchester 2004, p. 98. Efter at have analyseret rapporter fra flådens taktiske efterretningskontor, som beskrev den nye hangarskibsjager udtænkte kommandørkaptajn "Jimmy" Thach en defensiv strategi, som gjorde det muligt for Wildcat-formationer at gennemføre en koordineret manøvre, som imødegik japanske angreb, kaldet "Thach fletningen."Lundstrom 1984, pp. 480–481.

Fire Wildcats fra marinekorpset spillede en vigtig rolle under forsvaret af Wake Island i december 1941. Fly fra flåde og marinekorps var flådens vigtigste forsvar under slaget i Koralhavet og slaget ved Midway, og Wildcats fra baser i land spillede en stor rolle under slaget om Guadalcanal i 1942–43. Det var først i 1943 at de mere avancerede jagerfly fra flåden som kunne gå i kamp med Zeroerne på mere fordelagtige vilkår, F6F Hellcat og F4U Corsair, ankom til operationsområdet i det sydlige Stillehav.

thumb|F4F-4 på Guadalcanal, 1942

Det japanske flyveres Saburo Sakai beskrev Wildcat-flyets evne til at absorbere skader:

Atlanterhavet Amerikanske Wildcats fra flåden deltog i Operation Torch og eskortehangarskibe i Atlanterhavet benyttede Wildcats.

Grumman stoppede produktionen af Wildcat i begyndelsen af 1943 for at gøre plads til den nye F6F Hellcat, men General Motors fortsatte med at bygge Wildcats til både den britiske og den amerikanske flåde. Fra 1943 og frem blev Wildcats, som var udstyret med bombeophæng fortrinsvis benyttet på eskortehangarskibe til brug mod undervandsbåde og til angreb på landmål, men de fortsatte også med at nedskyde mange japanske jagere, bombefly og kamikazefly. Større jagerfly såsom Hellcat og Corsair og særlige styrtbombefly var der behov for på de store hangarskibe, mens dens langsommere landingshastighed for en Wildcat gjorde den mere velegnet til kortere landingsdæk.Kinzey 2000, p. 68. I slaget ved Samar, var det ikke lykkedes de store hangarskibe at ødelægge en styrke med slagskibe, men det var letbevæbnede Avenger og FM jagere fra eskortehangarskibene i Taffy 3, som stod med ryggen mod muren overfor en langt større japansk flåde ved Leyte-bugten. Ved at beskyde skibe med maskingeværer – herunder broen på det japanske slagskib Yamato, fik de fælles anstrengelser fra det der kun var en let eskortestyrke den japanske flåde til at vende om. I starten byggede GM FM-1 (identisk med F4F-4, men med fire maskingeværer). Produktionen skiftede senere til den forbedrede FM-2 (baseret på Grummans XF4F-8 prototype), som var optimeret til operationer fra små hangarskibe, med en kraftigere motor og en højere halefinne, for at håndtere det større drejningsmoment.Garner, Forest. "Fighting the U-boats." UBoat.net, 2009. Hentet: 2009-09-25.

I alt blev der bygget 7.860 Wildcats."Wildcat." acepilots.com. Hentet: 2010-10-22. Briterne modtog 300 Eastern Aircraft FM-1'er som Martlet V i 1942/43 og 340 FM-2'er som Wildcat VI."Grumman F4F Martlet (Grumman F4F Wildcat)." Fleet Air Arm Archive 1939–1945, 4 March 2000. Hentet: 2010-10-22. I alt kom næsten 1.200 Wildcats til at gøre tjeneste i den britiske flåde. I januar 1944 blev Martlet opgivet og typen blev kaldt "Wildcat".

I løbet af krigen fløj F¤F og FM fly fra flåde og marine 15.553 kampmissioner (14.027 af dem fra hangarskibeBarber 1946, Table 1), hvor de ødelagde 1.327 fjendtlige fly for tabet af 191 Wildcats (en samlet sejrsrate på 6,9:1).Barber 1946, Table 2 I tråd med deres rolle som eskortejagere kastede Wildcat-fly kun 154 ton bomber under krigen.

Versioner Den amerikanske flåde F4F-1/-2 Den oprindelige Grumman F4F-1 var et biplan, som viste sig underlegen i forhold til andre modeller, hvilket gjorde det nødvendigt at lave et helt nyt design som monoplan med betegnelsen F4F-2. Denne model kunne stadig ikke konkurrere med Brewster F2A Buffalo, som fik de første ordrer fra flåden, men da F4F-3 modellen blev udstyret med en kraftigere motor, en Pratt & Whitney Twin Wasp R-1830-76, som havde en to-trins kompressor, viste den sit sande potentiale.Tillman 1983, p. 7.

F4F-3