thumb|Walvisvangst ("Hvalfangst"), maleri Abraham Storck (1644-1708).
Hvalfangstens historie begynder allerede i vikingetiden i Norden og den modsvarende tidlige middelalder i Vesteuropa.
Vikingetid og middelalder
Norge thumb|Illustration af hvalfangst på Island fra et manuskript fra 1500-tallet. I Norge er hvalfangst blevet drevet så tidligt, at den første omtale heraf findes i den ældre Edda, hvor det hedder i »Hymiskviða«, vers 21:
Dró meirr Hymir moþvgr hvali einn a angli vpp senn tvá (Op den stærke Hyme løftet tvende hvaler på sin angel).Lea (1921), s. 934
Den historisk ældste beretning om hvalfangst ved Norges kyst er den af helgelændingen Ottar til kong Alfred den Store af England afgivne, som er gengivet i kongens oversættelse af den romerske historieskriver Orosius (890 e. Kr.). Senere nævnes hvalfangst i Olav Tryggvasons saga som værende almindelig i Norges nordligste egne. En række af enkelte lovgivningsbestemmelser findes spredte i de ældste norske og islandske love: allerede i den ældre Gulatingslov er kapitel 149 overskrevet hvalretti (det vil sige: Samling af de gældende retsregler om hvalfangst), hvilke optoges eller ændredes i de senere love. Af disse lovbestemmelser ses, at hvalfangst til dels foregik på samme måde, som på sine steder ved kysten brugtes helt op i begyndelsen af det 20. århundrede, nemlig, at hvalen blev drevet ind i bugte og dræbt der. Christian V’s Norske Lov gentog i hovedpunkterne de ældre loves bestemmelser. Denne gamle norske hvalfangst synes at have indskrænket sig til at dræbe de på sine steder ilanddrevne dyr eller til at indestænge og dræbe hvaler i trange bugte. Under alle omstændigheder synes fangsten at have foregået lejlighedsvis og at have været af forholdsvis beskedent omfang.
Eskimoerne
Nogle har ment, at eskimoerne tidligst har drevet planmæssig hvalfangst efter storhval, som de angreb fra både med harpuner og lanser. Det kan i denne forbindelse nævnes, at de indfødte på nordkysten af Nordamerika endnu i begyndelsen af det 20. århundrede drev en sådan fangst af den store grønlandshval (den arktiske rethval, engelsk: bowhead), den mest værdifulde af alle hvaler.Lea (1921), s. 935
Vesteuropa
Ved Atlanterhavets kyster synes hvalfangst at have fundet sted allerede før det 10. århundrede. Fra det 11. århundrede haves sikre beretninger om hvalfangst ved kysterne af Flandern og Normandiet, og i det 11. og 12. århundrede omtales de spanske baskeres hvalfangst som en betydelig bedrift. Den hval, de fangede, var biscayer-hvalen, Atlanterhavets rethval, også kaldet nordkaper og sletbag. Fangsten foregik fra både, som blev roet hen til hvalen, når denne lå oppe i vandfladen. Harpuner, hvortil der var fæstet liner med bøjer i den anden ende, blev kastet ind i dyret, hvorved hvalen blev såret samtidig med, at man kunne følge den og dræbe den med lanser.
Biscayernes hvalfangst udviklede sig til en forholdsvis betydelig bedrift. 1315 var hvalbarder en handelsvare såvel i England som i Frankrig, og i det 16. århundrede blev fangsten drevet over store dele af det nordlige Atlanterhav, helt op til Islands, Grønlands og Newfoundlands kyster. Islænderne deltog nu også i fangsten, hvori der i slutningen af 16. århundrede var sat en flåde ind på 50—60 skibe.
Renæssancen
Spitsbergen
Efter, at Spitsbergen (Svalbard) var blevet (gen)opdaget, varede det ikke længe, før der her oppe opstod en arktisk hvalfangst, som særligt i slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede havde et meget stort omfang. Fangstvirksomheden ved Spitsbergen blev i tiden mellem 1608 og 1620 optaget af englændere, hollændere, flamlændere, franske og spanske biscayere og danskere. Senere deltog også tyske selskaber. Man kan anse denne arktiske hvalfangst som en fortsættelse og udvidelse af især biscayernes atlantiske hvalfangst, idet der deltog biscayere, som dengang var de dygtigste hvalfangere, i både de engelske og de hollandske ekspeditioner til Spitsbergen. Fangstmetoderne var også, i hvert fald i begyndelsen, de samme som dem, biscayerne havde anvendt, og de efterstræbte hvaler var dels biscayer-hvalen, dels den nærstående arktiske rethval (Grønlands-hvalen).
Der opstod straks stridigheder mellem de forskellige nationers fangstmænd og uoverensstemmelser mellem landene om fangstretten. 1617 kom det til slag mellem krigsskibe, som magterne havde sendt derop for at beskytte deres interesser. De konkurrerende magter blev dog enige om at dele havet og fangstretten mellem sig, og der blev i de forskellige lande dannet særlige selskaber, som blev støttede af regeringerne med privilegier og præmier, således det »Nordiske Kompagni« i Holland i 1614 og det »Grønlandske Kompagni« i Danmark i 1620. Der blev bygget store etablissementer på land, fx det hollandske Smeerenburg, "en lille By af respektabel Størrelse".
Til at begynde med blev hvalfangsten ved Spitsbergen drevet som såkaldt »bajfiskeri« inde i fjordene, og hvalerne blev opvirket på land, hvor trankogningen og rensningen af barderne foregik ved stranden, men det varede ikke længe, før hvalen måtte søges længere fra land. Hvalfangerne kunne da kun lejlighedsvis søge ind for anker i Spitsbergens fjorde og var derfor afskåret fra at opvirke hvalerne på land som i den første tid. Således opstod den såkaldte »isfangst«, som efterhånden bredte sig bortover mod Jan Mayen, Island og Grønland.
Man får et indtryk af omfanget af denne arktiske hvalfangst af en hollandsk fangstinspektørs meddelelse, hvoraf det fremgår, at der 1697 i en af Spitsbergens fjorde på en dag samlede sig en flåde på 193 fartøjer med en fangst af omtrent 2.000 hvaler. Hvalfangsten ved Spitsbergen og Grønland nåede sin største blomstring i sidste halvdel af det 17. og første halvdel af det 18. århundrede, men holdt sig dog et godt stykke ind i 19. århundrede. Hollændernes fangst var den mest betydelige, men også briterne gjorde store anstrengelser for at hævde deres stilling på fangstfeltet, lige som de tyske Nordsøstæders og den danske hvalfangst til sine tider var ganske betydelig. Der udsendtes 1669—1778 14.167 hollandske ekspeditioner, som sikrede en fangst af 57.590 hvaler. Værdien af produkterne af disse hvaler udgjorde af olien 136 mio. og af barderne 86 mio. floriner. Fra Hamborg afgik 1670—1710 omkring 2.300 skibe, som hjembragte produkterne af henved 10.000 hvaler.
Grønland
Omtrent på den tid, da fangsten mellem Spitsbergen og Grønland kulminerede og begyndte at gå tilbage, blev fangstvirksomheden optaget i farvandet vest for Grønland, i Davisstrædet og Baffinsbugten, senere længere vest på. I disse farvande blev der opdaget rige forekomster af Grønlandshvaler, og 1716 begyndte fangsten, som på kort tid fik et stort omfang. Allerede i 1721 deltog en flåde på 355 sejlere, hvoraf 251 var hollandske, 55 hamborgske, 24 bremenske, 20 biscayere og 5 norske. Fangsten gav et godt udbytte i det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, men aftog så gradvis uden dog at stoppe helt op før i nyere tid. Hollænderne udsendte 1719—1778 til disse farvande 3.161 Ekspeditioner, som fangede 6.986 hvaler.
De fangstmetoder, som anvendtes i rethvalfangstens første tid (håndharpun og lanser), holdt sig længe. Der blev ganske vist 1730 opfundet en slags kanon til at udskyde harpunen med, men denne synes først at være kommet i brug i 1772. Selv i 19. århundrede synes mange at have foretrukket den ældre metode.
1800-tallet
thumb|right|Hvalfangst i sidste halvdel af 1800-tallet
De store politiske omvæltninger i begyndelsen af det 19. århundrede satte spor i hvalfangstens videre forløb. Særligt bragte englændernes kapringer under Napoleons fastlandsspærring den hollandske og tyske hvalfangst til ophør, mens den britiske fangst fik et opsving.
Amerikanerne drev også fangst af Grønlandshval (bowhead). De amerikanske fangstfelter lå ved nordkysten af Alaska og Canada med adkomst gennem Beringstrædet. Denne amerikanske fangst nåede sit højdepunkt i midten af det 19. århundrede, men blev fortsat lige til mellemkrigstiden i de gamle former som en sidste rest af den engang så blomstrende og betydningsfulde arktiske hvalfangst.
I første halvdel af det 18. århundrede begyndte en hvalfangst, som i mangt og meget skiller sig fra den arktiske hvalfangst, nemlig af kaskelothvalen eller spermacethvalen. 1712 skal den første kaskelot være fanget i det åbne hav, 1715 var der allerede 6 fartøjer på kaskelotfangst, og fra da af udviklede denne fangstvirksomhed sig hurtig videre. Kaskelotfangsten blev først begyndt af amerikanerne i det nordlige Atlanterhav, efter kort tids forløb var fangsten optaget også sønden for Ækvator, og 1788 udsendte Enderby i London et stort skib »Amelia«, som sejlede rundt om Kap Horn ind i Stillehavet, hvor der blev gjort en rig fangst. Dette gav et stærkt stød til Stillehavsfangstens udvikling, som var i fuld gang omkring 1810. 1828 var kaskelotfangerne også kommet ind i det Indiske Ocean, og omkring 1840 nåede kaskelotfangsten sit højdepunkt. På denne tid var antallet af amerikanske hvalfangstskibe omtrent 600, mens hele verdensflåden bestod af omkring 800 skibe.Lea (1921), s. 936
Kaskelotfangsten foregik for en meget stor del på det åbne ocean langt fra alle kyster. Således var der et sammenhængende kaskelot-felt tværs over Stillehavet fra Californien til Japan, og lignende felter strakte sig fra Ecuador til hen imod Australien og fra Chile til New Zealand. De fartøjer, som blev sat ind i denne fangst, var nok så store, skonnerter, brigger, barker og fuldriggere, da de fangede hvaler skulle opvirkes i åben sø, olien udkoges af spækket og lagres om bord. En kaskelotfanger var ofte ude i flere år, før den kom hjem med last.
Også i fangstmetode afveg kaskelotfangsten fra den arktiske rethvalfangst. Man nærmede sig den observerede hval med både, hvoraf der var flere med hvert fartøj, og søgte at få »fast fisk« med harpuner, som enten blev udskudt med en "svivelkanon", der var opstillet forude i båden, eller med en let "geværkanon", som dog ofte "fyrede agter over med større virkning end for over". Der efter gjaldt det at udmatte hvalen og få den dræbt, dels med almindelige lanser, dels med såkaldte "bombelanser", som indeholdt en eksploderende ladning. Den dræbte hval blev så bugseret til skibssiden, hvor flænsningen foregik på den måde, at spækket blev revet af i en sammenhængende skruestrimmel, mens hvalkroppen lå i vandet og blev tørnet rundt efterhånden. Hovedet blev før flænsningen skåret løs, bugseret agter over og fortøjet der. Når flænsningen var udført, blev hovedet åbnet, og dets indhold af spermacetolie øst op samt de øvrige nyttige dele af hovedet skåret løs og hejst om bord. Fundet af en ambraklump bidrog af og til meget til det økonomiske udbytte af kaskelotfangsten.
Denne fangstvirksomhed, som her er kaldt kaskelot-fangsten, fordi kaskelotten var dens vigtigste fangstobjekt, omfattede også, særligt i de sydlige have, fangst af rethval samt på visse steder fangst af pukkelhval (norsk: knølhval).
Det 20. århundrede
Efter kulminationen i midten af det 19. århundrede vedblev fangsten, men aftog gradvist således, at udbyttet af den amerikanske fangst 1898 kun blev 9.780 barrels (omkring 120 £) "spermolie", mens udbyttet 1837 var omkring 170.000 barrels.