thumb|H.A. Brendekilde, Rasmus Rasks hjem i Brændekilde, 1880 Rasmus Christian Rask (født 22. november 1787 i Brændekilde på FynThomsen, s. 489, død 14. november 1832 i København) var en dansk lingvist. Han skrev adskillige grammatikker og arbejdede med sammenlignende fonologi og morfologi. Han tog på forskerrejse til Island og udgav den første islandske grammatik. Rasmus Rask foretog også en, efter datidens målestok, storstilet rejse gennem Rusland til Indien for at studere og sammenligne sprog. Kort tid før sin død blev han ansat ved Københavns Universitet som professor i østerlandske sprog.
Rasmus Rask er særlig kendt for tidligt at have formuleret, hvad der senere kom til at hedde Grimms Lov. Rasmus Rask er begravet på Assistens Kirkegård i København
Barndom Rasmus Rask var søn af skrædder Niels Hansen Rasch (1749-1810). Faderen skal have været en begavet og for sin stand ualmindelig belæst mand, der blandt andet gav sig en del af med lægekunsten og havde stort ry for sine heldige kure som "klog mand"; han ejede en ret god bogsamling, navnlig af historiske arbejder (f.eks. Arild Huitfeldt). Han var gift tre gange; Rasks mor var hans anden hustru, Birthe Rasmusdatter (død 6. august 1801, 47 år gammel). Rasmus Rask var ved sin fødsel meget lille og skrøbelig og vedblev som barn at være svagelig, så at faderen, da de tre andre i dette ægteskab fødte børn døde, skal have klaget over, at Vorherre kun lod ham beholde det, der ikke duede noget. Men det skulle snart vise sig, også for ham selv, hvor overilet denne dom var, og at der i sønnens svagelige legeme boede en ganske usædvanlig ånd. Faderen læste selv med ham; nogen undervisning fik han også af sognepræsten P. Jacobsen, efter at man var blevet opmærksom på hans begavelse; selv læste han endelig flittigt i faderens bogsamling. Det blev så besluttet, at han skulle gå den studerende vej, og i juni 1801 blev han optaget på Odense Latinskole. Der foreligger fra hans skoletid en række vidnesbyrd om den interesse, den lille vævre landsbydreng vakte hos sine lærere – blandt hvilke der var flere fremragende mænd – ved sin flid, sit hurtige nemme, sin sikre hukommelse, sin fine iagttagelsesevne og sine skarpsindige bemærkninger, om den hurtige fremgang, han gjorde, og om den vækkende indflydelse han udøvede på meddisciple, bl.a. N. M. Petersen. Tidlig førte hans trang til kundskaber og klarhed ham langt ud over skolens fordringer. Fra først af ledet af sin interesse for historie og særlig for Nordens oldtid begyndte han i foråret 1804 på egen hånd at studere islandsk efter folioudgaven af Heimskringla, som han lånte af en af lærerne, men året efter havde den store glæde selv at modtage som flidsbelønning. Uden andet hjælpemiddel end den ledsagende danske oversættelse uddrog han af teksten selv sprogets ord og former og udarbejdede sig på grundlag heraf efterhånden både en ordbog og en hel grammatik. Det er tydeligt, at allerede nu den sproglige side efterhånden fanger ham endnu mere end den historiske. Fra islandsk føres han videre til andre sprog såsom gotisk og angelsaksisk. Et spørgsmål, der også allerede da interesserede ham i høj grad, var den danske retskrivning, navnlig efter fremkomsten af hans lærer S.N.J. Blochs retskrivningslære (1805), og han udarbejdede selv et system med udtalen som nærmeste rettesnor. I forbindelse hermed står det, at han fra denne tid af forandrede skrivemåden af sit fædrene navn Rasch til Rask.Thomsen, s. 490
Student i København I efteråret 1807 blev han dimitteret fra skolen og drog nu til København. Hans faders tanke havde været, at han skulle tage teologisk eksamen og blive præst; men skønt han flere gange var på vej dertil, opgav han dog efterhånden enhver tanke herom og tog overhovedet aldrig nogen afsluttende eksamen. Grunden hertil lå dels i en allerede i skoletiden vakt stærk kritik og tvivl lige over for alle religiøse dogmer, dels i at de sproglige studier efterhånden ganske optog ham. Disse drev han nu med utrættelig iver og i stadig voksende omfang, skønt han navnlig i de første år måtte kæmpe med yderst trange kår og aldeles ingen understøttelse havde fra sit hjem. En trofast støtte fandt han hos sin landsmand i snævrere betydning professor Rasmus Nyerup. Dennes opmærksomhed for den unge student vaktes på grund af hans sjældne kundskaber i islandsk, hvoraf Nyerup straks drog væsentlig nytte ved den oversættelse af Snorres Edda, han udgav 1808; han skaffede ham friplads på Regensen og allerede 1808 en (ulønnet) ansættelse som volontør ved Universitetsbiblioteket. Ellers måtte Rask efterhånden tjene sit brød ved kedelige og slet betalte informationer (især i regning).
Sprogvidenskabsmand I 1811 udkom hans første selvstændige arbejde, Vejledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog, et arbejde, hvortil han allerede havde lagt grunden i sin skoletid, og som åbner en ny æra i den nordiske sprogvidenskab. I en udførlig fortale udvikler han vigtigheden af studiet af islandsk, som han anser for identisk med oldnordisk, og meddeler bemærkninger om de nordiske sprogs historie og deres forhold til tysk. Han tænkte også noget på at udgive den islandske ordbog, som han i sin skoletid havde anlagt; men det blev ikke til noget, da Den Arnamagnæanske Kommission havde bestemt sig til at udgive den af Björn Halldórsson efterladte ordbog, i hvis endelige bearbejdelse Rask da også tog nogen del (udkom 1814). Islandsk vedblev overhovedet i disse år at udgøre midtpunktet for hans studier; ved stadig omgang med islandske venner, især Árni Helgason og den senere amtmand Bjarni Thorsteinsson, i København opnåede han allerede da en betydelig færdighed i at tale dette sprog. Men ved siden deraf gav han sig af med mange andre sprog, i det han på den ene side tog sig for at udarbejde grammatiske oversigter over hvert af dem, på grundlag af det ham egne system og med anvendelse af danske kunstord, på den anden Side at undersøge deres mulige slægtskabsforhold indbyrdes og særlig til islandsk.Thomsen, s. 491
Sverigesrejsen I foråret 1812 foretog han sammen med Nyerup med offentlig understøttelse en rejse til Sverige, dels vistnok for at virke for islandsken, dels for, foruden svensk, at studere finsk og samisk, som han formodede kunne have haft betydning for sprogudviklingen i Norden; vi ved nu, at de to videnskabsmænd tillige havde det hverv at virke i det politiske efterretningsvæsens tjeneste. Nyerup skulle efter instruksen navnlig holde øje med Rigsdagen i Ørebro; "i Stockholm etablerer han Studenten med den islandske Grammatica for at have en Mand til at sanke Nyheder og opkøbe alle udkommende politiske Skrifter". Hvorledes Rask har opfyldt denne del af missionen, vides ikke; han har sikkert taget den videnskabelige side alvorligere. I Stockholm arbejdede han ivrig på at lære svensk og læste desuden finsk med den finskfødte digter Frans Michael Franzén. Hjemrejsen foregik i juni over Oslo. Under sin fraværelse var han bleven udnævnt til amanuensis ved Universitetsbiblioteket med en gage af 100 rigsdaler årlig.
Prisopgave og Islandsrejse Imidlertid havde Videnskabernes Selskab udsat en prisopgave, der gik ud på "at oplyse, af hvilken kilde det gamle nordiske sprog sikrest kan udledes," og "at bestemme de Grundsætninger, hvorpå al Udledelse og Sammenligning i disse (de nordiske og germanske) Tungemål bør bygges". Denne opgave var som skabt for Rask, og han tog straks fat på at besvare den. Efter først at have indsendt nogle prøver, der vandt bifald, udarbejdede han hovedparten af sin prisafhandling fra sommeren 1812 til sommeren 1813, men fik den først afsluttet under sit følgende ophold på Island.
At besøge dette land havde længe været hans ønske. Nu tilbød en islandsk købmand i København ham fri rejse med et af sine skibe, og desuden opnåede han nogen anden understøttelse, dels privat, dels offentlig. I sommeren 1813 sejlede han da til Reykjavik og tilbragte nu to år på Island, idet han efterhånden berejste de forskellige dele af landet og således ikke blot gjorde bekendtskab med alle de i historisk henseende betydningsfulde steder, men også til fuldkommenhed tilegnede sig sproget, som han talte og skrev omtrent som en indfødt. I efteråret 1815 vendte han hjem over Leith i Skotland, hvor han opholdt sig i nogle uger; herfra besøgte han næsten daglig Edinburgh, hvor han gjorde forskellige litterære bekendtskaber.Thomsen, s. 492
Under sin fraværelse var han 1814 blevet udnævnt til underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket med en årlig løn på 200 rigsdaler. Samme år havde han til Videnskabernes Selskab indsendt sin prisafhandling, der det følgende år vandt selskabets guldmedalje. I trykken udkom dette mærkelige arbejde (Undersøgelse om det gamle nordiske ell. islandske Sprogs Oprindelse) dog først 1818, længe efter at Rask allerede havde tiltrådt sin store rejse. Det mest fremtrædende i dette arbejde er den deri anvendte nye metode, hvis principper nærmere udvikles i bogens første hoveddel: at man ved sprogsammenligninger ikke, som man hidtil havde gjort, måtte nøjes med ordligheder, men at hovedvægten må lægges på den grammatiske bygning. Dette princip anvender han da, idet han, efter først at have undersøgt forholdet mellem de nordiske og de øvrige "gotiske" sprog, går videre for at finde "kilden" til disse. Efter at have dvælet ved forskellige sprog, i hvilke denne umulig kan findes (grønlandsk, finsk o. a.), gennemgår han de slaviske og baltiske sprog og viser, at de må være udgået selvstændig fra samme kilde som de gotiske sprog; endelig viser han i den sidste halvdel af bogen, at græsk er det sprog, der står den tabte kilde – som han temmelig vilkårlig benævner det gamle "thrakiske"—nærmest og for så vidt kan betragtes som roden til de andre sprog, blandt hvilke latin atter står græsk nærmest. Desværre er kun dette sidste afsnit oversat til tysk (Über die thrakische Sprachclasse, i J.S. Vaters Vergleichungstafeln der europ. Stammsprachen, 1822) og derved gjort mere tilgængeligt for den almene videnskab. Ved de indiske og persiske sprog må Rask standse, skønt han ikke finder det usandsynligt, at vi her atter kunde have roden til de "thrakiske" sprog, når den blot ikke "var skjult for dybt under Jorden".
Den store forskningsrejse At få lejlighed til selv ved en større rejse at undersøge kilden til de nordiske sprog nærmere blev da Rasks næste store opgave. I efteråret 1816 lykkedes det ham at opnå de nødvendige midler til at tiltræde den påtænkte rejse, hvis mål oprindelig synes at have været gennem Sverige og Finland at gå til Sydrusland for at undersøge, "hvad Levninger der muligvis måtte befindes af vore Forfædre eller i det mindste af de senere Goter"; men dette mål viste sig senere naturligvis ganske illusorisk, og planen blev da også efterhånden betydelig forandret og udvidet.Thomsen, s. 493
De midler, han foreløbig havde at regne på, var en privat understøttelse af gehejmeråd Bülow til Sanderumgaard på 2000 rigsdaler, fordelt på to år, og en understøttelse af universitetsdirektionen på 200 rigsdaler, ligeledes i to år. Det lykkedes imidlertid hans utrættelige talsmand professor P.E. Müller i de følgende år efterhånden at skaffe ham en stigende understøttelse, særlig af kongens kasse, om end ikke rigeligere, end at han ofte på sin rejse havde store pekuniære vanskeligheder at kæmpe med. Vore kilder til kundskab om hans rejse er dels den endnu bevarede dagbog, som han begyndte at føre ved sin afrejse fra København, dels hans til tider ret udførlige breve til hjemmet (Nyerup, P.E. Muller, hans ven og kommissionær urtekræmmer Larsen o. a.), af hvilke de vigtigste er trykt.