Khariji eller kharijitterne (af arabisk , "at gå ud") var en tidlig muslimsk sekt og skismatisk bevægelse, der opstod i det muslimske samfund, umma, i slutningen af 600-tallet. Den historiske sekt eksisterede i sin tidlige form frem til begyndelsen af 700-tallet, men kharijitiske grupper fortsatte ind i det abbasidiske kalifat, og traditionen har overlevet til nutiden i form af den religiøse bevægelse ibaditterne.
Detaljerne omkring kharijitternes oprindelse er uklare, men muslimske historikere knytter den til voldgiften efter Slaget ved Siffin. Under parolen "dommen tilkommer Gud alene" () forkastede de både ʿAlī og Muʿāwīya og indledte et voldsomt og ofte brutalt oprør. De blev besejret af ʿAlī ved Nahrawān i 658 (AH 38), men bevægelsen bestod trods nederlaget og fortsatte ind i det abbasidiske kalifat.
Kharijitterne hævdede strengt, at en muslim, der begår en alvorlig synd, derved bliver , dvs. frafalden. De forkastede alle de såkaldte kaliffer () med undtagelse af Abu Bakr og ʿUmar samt de første seks år af ʿUthmāns kalifat. Samtidig mente de, at enhver muslim, der blev anerkendt som uangribelig eller moralsk ulastelig, kunne blive imam og bære titlen , "de troendes leder".
Referencer
Kategori:Islam