Carl Seifert var et dansk smedefirma grundlagt den 1. marts 1883 af Carl Seifert (1860-1935), der især arbejdede for borgerskabet i København.

Seiferts første værksted havde han i Lille Regnegade. Efter flere udvidelser erhvervede han i 1906 firmaets hjemsted, ejendommen i Badstuestræde 18, og samme år overtog han den af smedemester H.M. Nielsen (1841-1906) i 1872 grundlagte forretning. Efter en gennemgribende ombygning af den nyerhvervede ejendom flyttedes værkstederne hertil. Smedemester Hugh Seifert (14. juni 1902 – 1970), der var søn af stifteren, indtrådte som medindehaver den 1. marts 1927 og var siden sin faders død i 1935 eneindehaver. Ved Hugh Seiferts død 1970 gik firmaet, som nu havde til huse på Prags Boulevard 94 på Amager i arv til dennes ældste barn, smedemester og ingeniør Carl Johan Seifert (1933-), som siden omdannede det til aktieselskabet Carl Seifert a/s og flyttede produktionen til Industriholmen 43 i Hvidovre.

I 1997 solgtes firmaet til den svenske, multinationale koncern Gunnebo Security Group, der stadig har produktion på Industriholmen. Familien Seifert har ikke længere noget engagement i firmaet.

Firmaet, der oprindeligt beskæftigede sig med alt arbejde inden for smedefaget, specialiserede sig over årene i fremstilling af banksikringsanlæg: panserdøre, boksanlæg, døgnbokse, pengeskabe m.m. og var leverandør til Danske Bank og andre danske banker. Firmaet har ligeledes udført montrer og sikringsanlæg til kronjuvelerne på Rosenborg Slot.

Litteratur Holger Johannessen: Smeden Carl Seifert, Chr. Gedes Forlag 1942.

Kilder Danmarks ældste forretninger 1100-1911, Kraks Forlag 1950

Kategori:Metalvirksomheder i Danmark Kategori:Håndværksvirksomheder i Danmark Kategori:Danske virksomheder etableret i 1883 Kategori:Tidligere virksomheder i København Kategori:Indre By (København) Kategori:Ophørt i 1997 Kategori:Amagerbro