thumb|Maria Wodzińska (selvportræt)

Maria Wodzińska (7. januar 1819 – 7. december 1896) var Frédéric Chopins forlovede.

Biografi

Maria Wodzińska var niece af den polske gesandt Maciej Wodziński (1782-1848).

Som følge af Novemberopstanden, der brød ud i Polen i 1830, rejste familien Wodziński til Genève. I 1835 flyttede de til Dresden.

Chopin besøgte familien Wodziński i september 1835, efter han havde besøgt sine forældre i Karlsbad, og han forelskede sig i den 16-årige Maria. Der havde længe hersket venskab mellem familien Wodziński og familien Chopin, bl.a. havde nogle af Marias brødre før Novemberopstanden boet hos familien Chopin i Warszawa i et år og modtaget undervisning af Chopins far, Nicolas Chopin.

I 1836 var Chopin på ferie i Marienbad sammen med familien Wodziński. I september 1836, da familien og Chopin var tilbage i Dresden, friede Chopin til Maria og fik hendes ja; Marias mor, grevinde Wodzińska, gav sit samtykke, men erklærede, at forlovelsen skulle holdes hemmelig indtil sommeren det følgende år.

I 1837 tog familien Wodziński helt uventet hjem til Polen uden at have givet Chopin besked. Forlovelsen var uden videre blevet annulleret. Chopin lagde alle brevene fra Maria og hendes mor i en konvolut, hvorpå han skrev de polske ord: ”Moja bieda” (”min sorg”).Jachimecki, Zdzisław. 'Chopin, Fryderyk Franciszek'. Polski słownik biograficzny, 3. bind, s. 423. 1937.

Den 24. juli 1841 giftede Maria sig med grev Józef Skarbek, der var søn af Chopins gudfar Fryderyk Florian Skarbek (1792-1866). Parret blev skilt efter syv års ægteskab.

I 1848 giftede Maria sig med Władysław Orpiszewski, der forpagtede ejendommene tilhørende hendes første ægtemand.

Noter

Litteratur Chopin, Frédéric. ’Maria: une idylle d'amour en musique; Chopin à Maria Wodzińska’. Breitkopf & Härtel, Leipzig, 1911. Jachimecki, Zdzisław. 'Chopin, Fryderyk Franciszek'. Polski słownik biograficzny, 3. bind, s. 423. Polska Akademia Umiejętności, Kraków, 1937.

Eksterne henvisninger

Artikel om Maria Wodzińska fra The Fryderyk Chopin Institute (Warszawa).

Kategori:Personer fra Polen