Slaget ved New Orleans (1815)

Slaget ved New Orleans blev udkæmpet den 8. januar 1815 og var det sidste store slag i den britisk-amerikanske krig (1812).Slaget omtales også som "slaget ved Chalmette plantagen".Det britiske Louisiana felttog bestod af adskillige militære sammenstød, som var mindre betydningsfulde end det afgørende slag den 8. januar 1815, som almindeligvis kaldes slaget om New Orleans. Den første træfning slaget ved Lake Borgne, fandt sted den 14. december 1814 da britiske tropper erobrede en amerikansk flotille, som dækkede Lake Borgne. Den næste var den 23. december da Andrew Jackson anførte et voveligt natangreb på den britiske lejr. Det sidste, som begyndte den 9. januar , sluttede den 18. januar da briterne afsluttede deres mislykkede bombardement af Fort St. Philip og begyndte at trække de sidste af deres tropper og skibe tilbage, som betød afslutningen af deres felttog i Louisiana. Amerikanske styrker under generalmajor Andrew Jackson, besejrede en invaderende britisk hær, som ville besætte New Orleans og det enorme område, som USA havde fået kontrol over ved Louisiana-købet.Reilly, Robin (1974). The British at the gates - the New Orleans campaign in the War of 1812. New York: Putnam.Rodriguez, Junius P. (2002). The Louisiana Purchase: a historical and geographical encyclopedia. Santa Barbara, California: ABC-CLIO. p. 348: "Slaget om New Orleans afgjorde en gang for alle spørgsmålet om Louisiana-købet. Hverken den britiske eller den spanske regering havde anerkendt lovligheden af overdragelsem, og som følge heraf planlagde briterne enten at generobre området eller levere Louisiana tilbage til Spanien, hvis de vandt slaget."Thomas, Gregory M. (2005). The Battle of New Orleans. Master of Arts dissertation, Louisiana State University. p. 88: "[Slaget om] New Orleans eliminerede også vage britiske tanker om en fornyet kolonisering af Amerika ved at udvide de canadiske besiddelser ned langs Mississippi til Den mexicanske Havbugt." Gent-traktaten, som var blevet underskrevet den 24. december 1814, blev ratificeret af Prinsregenten den 30. december og af det amerikanske senat den 16. februar 1815. Kampene fortsatte indtil slutningen af februar da officielle sendebud nåede frem og bekendtgjorde freden for de kæmpende i Louisiana.Remini, Robert V. (1999). The battle of New Orleans. New York: Penguin Books. p. 193-194: "Then in mid-February dispatches arrived from Europe announcing that the commissioners in Ghent had signed a treaty of peace with their British counterparts and that the War of 1812 had ended." "...the Senate of the United States unanimously (35-0) ratified the Treaty of Ghent on February 16, 1815. Now the war was officially over.". Slaget om New Orleans er almindeligt anerkendt som den største amerikanske sejr til lands under krigen.

Slaget ved Lake Borgne left|thumb|190px|Kort over det sydøstlige Louisiana fra 1700-tallet

Den 12. december 1814 havde en stor britisk flåde under kommando af Sir Alexander Cochrane med over 8.000 soldater og søfolk ombord, kastet anker i den Mexicanske Golf øst for Lake Pontchartrain og Lake Borgne.Se kortet over Louisiana. En amerikansk flotille under kommando af søløjtnant Thomas ap Catesby Jones og bestående af fem kanonbåde forhindrede briterne i at få adgang til søerne. Den 14. december indledte omkring 1.200 britiske søfolk og marinesoldater under kommandør Nicholas LockyerQuimby, p. 824 et angreb på Catesbys styrke. Lockyers folk sejlede afsted i 42 både, som alle var bevæbnet med en lille kanonade. Lockyer erobrede Catesbys skibe under en kort kamp, som kaldes slaget ved Lake Borgne. Sytten britiske søfolk blev dræbt og 77 såret,Quimby,p. 826 mens 6 amerikanere blev dræbt, 35 såret og 86 taget til fange. Blandt de sårede var både Catesby og Lockyer. Da der nu var fri adgang til Lake Borgne, blev tusindvis af britiske soldater under kommando af general John Keane, roet ind til Pea Island, omkring 50 km øst for New Orleans, hvor de etablerede en garnison.Pea Island, eller Pearl Island, ligger nær udmundingen af Pearl River.

Natangreb den 23. december Om morgenen den 23. december ankom Keane og fortroppen af 1.800 britiske soldater til den østlige bred af Mississippifloden 15 km syd for New Orleans.Remini (1999), p. 62-64 Keane kunne have angrebet byen hvis han var fortsat nogle timer langs flodvejen, som lå åben hele vejen til New Orleans, men han tog den skæbnesvangre beslutning at slå lejr på Lacoste PlantagenQuimby, p. 836 og vente på at der ankom forstærkninger.Thomas, p. 61 I løbet af eftermiddagen den 23. december, efter at han havde hørt om placeringen af den britiske lejr, skal Andrew Jackson efter sigende have udtalt "Ved Gud, de skal ikke finde ro på vor jord."Remini, Robert V. (1977), Andrew Jackson and the course of American empire, 1767-1821. pp. 259-263 Oplysningerne om briternes placering var kommet fra oberst Thomas Hinds' lette dragoneskadron, en militsenhed fra Mississippi territoriet.Remini, Robert V. (1999), The Battle of New Orleans. p. 74Hinds dragoner blev til 155. infanteriregiment i Mississippis nationalgarde, en af kun 19 nationalgardeenheder, som kom i kamp i krigen mod briterne. Samme aften angreb Jackson nordfra med 2.131Quimby, p. 843 mand i et hurtigt 3-grenet angreb mod de uforberedte britiske tropper, som havde slået lejr. Derpå trak Jackson sine tropper tilbage til Rodriguez-kanalen, omkring 6 km syd for byen. Amerikanerne led tab på 24 døde, 115 sårede og 74 savnede,James, pp. 535-536 mens briterne opgav deres tab til 46 døde, 167 sårede og 64 savnede.Thomas, pp. 61-64

Historikeren Robert Quimby skriver: "Briterne vandt bestemt en taktisk sejr, som gjorde det muligt for dem at fastholde deres stilling".Quimby, p. 852 Men Quimby tilføjer: "Det er ikke for meget at sige, at det var slaget den 23. december, som reddede New Orleans. Briterne var blevet skuffet i deres forventning om en let erobring. Det uventede og voldsomme angreb gjorde Keane endnu mere forsigtig ... han gjorde ingen forsøg på at rykke frem den 24. eller den 25.".Quimby, pp. 852-853 Som følge heraf fik amerikanerne tid til at begynde på at omdanne kanalen til en stærkt befæstet stilling.Groom, p. 145-147. Juledag ankom general Edward Pakenham til slagmarken og gav ordre til en storstilet rekognoscering den 28. december af de amerikanske skanser, som beskyttede adgangen til New Orleans. Om aftenen mødtes general Pakenham med general Keane og admiral Cochrane for at få en opdateret status på situationen da han var vred over den stilling hæren var blevet placeret i. General Pakenham ønskede at rykke frem langs Chef Menteur Road, men det blev afvist af admiral Cochrane, som insisterede på, at hans både leverede alt hvad der var kunne blive brug for.Patterson, Benton Rain, p.214-215 Admiral Cochrane mente, at den britiske hær ville knuse en sammenskrabet amerikanske hær og skal have sagt, at hvis hæren ikke kunne, så ville hans søfolk klare opgaven. Uanset hvad Pakenham mente om sagen, så blev resultatet af mødet, at det stod klart hvor og hvordan der skulle angribes.Patterson, Benton Rain, p.215-216 Den 28. december gennemførte grupper af britiske tropper opklaringsangreb mod de amerikanske skanser.

Da de britiske tropper trak sig tilbage, begyndte amerikanerne at bygge artilleribatterier, som skulle beskytte skanserne, som herefter blev døbt Jackson'linjen. Amerikanerne opstillede 8 kanonbatterier, som omfattede en 32-punds kanon, 3 24-punds, en 18-punds, 3 12-punds, 3 6-punds og en 6-tommer haubits. Jackson sendte også en gruppe mænd over på Mississippiflodens vestbred, hvor de bemandede to 24-punds og to 12-punds kanoner fra det strandede USS Louisiana.

Den britiske hærs hovedstyrke ankom nytårsdag og angreb skanserne med artilleri. Der startede en kanonduel, som varede i tre timer. Adskillige af de amerikanske kanoner blev ødelagt eller beskadiget, heriblandt 32-punds kanonen, en 24-punds og en 12-punds. Samtidig fik skanserne nogle skader. De britiske kanoner løb tør for ammunition, hvilket fik Pakenham til at afblæse angrebet. Hvad Pakenham på det tidspunkt ikke vidste var, at amerikanerne på den venstre del af Jackson-linjen ved sumpen i mellemtiden var flygtet. Pakenham besluttede sig for at vente på at hele hans styrke på over 8.000 mand var samlet inden han startede angrebet.Den britiske styrke omfattede 4., 7., 21., 43., 44., 85. og 93. (highland) regiment, en 500-mand stærk "halvbataljon" af 95. riffelregiment, 14. lette dragonregiment samt 1. og 5. vestindiske regiment med adskillige hundrede sorte soldater fra de britiske kolonier i Vestindien. Hertil kom indianske tropper fra Hitchiti stammen anført af Kinache.

Slaget den 8. januar right|thumb|Maleri fra 1815 af slaget malet af Jean Hyacinthe de Laclotte som deltog i slaget med Louisianas milits. Billedet er baseret på hukommelsen og skitser på stedet. thumb|left|Kort fra begyndelsen af 1800-tallet som viser slagmarken på Chalmette Plantation den 8. januar 1815 Tidligt om morgenen den 8. januar gav Pakenham ordre til et dobbeltangreb mod Jacksons stillinger. Oberst William Thornton (fra 85. regiment) skulle krydse Mississippifloden i løbet af natten med sin brigade på 780 mand, trænge hurtigt op langs floden og storme batterierne, som var under kommando af Commodore Daniel Patterson på den amerikanske flanke og derefter beskyde Jackson-linjen fra siden med haubitser og raketter.Quimby, pp. 892-893 Herefter skulle hovedangrebet indledes mod de amerikanske skanser, som rummede hovedparten af de amerikanske styrker,De amerikanske styrker var på 3.500-4.500 mand og bestod af tropper fra hæren, militssoldater fra Tennessee, Kentucky, Mississippi og Louisiana, marinesoldater, søfolk fra flåden, pirater fra Barataria Bay, Choctaw indianere, frie sorte (såsom Beale's Rifles) og frigivne slaver, (en stor del af arbejdet med at bygge skanserne blev udført af lokale slaver). Major Gabriel Villeré havde kommandoen over Louisiana militsen og major Jean Baptiste Plauché var leder af de uniformerede militskompagnier fra New Orleans. Det skulle gennemføres af to kolonner (langs floden anført af Keane og ved sumpen under ledelse af generalmajor Samuel Gibbs). Brigaden under generalmajor John Lambert blev holdt i reserve.

Forberedelserne til angrebet gik hurtigt i stå, da en kanal, som blev udgravet af Cochrane's matroser kollapsede og dæmningen, der skulle lede floden ind i kanalen brød sammen, hvilket betød at matroserne måtte trække bådene med oberst Thorntons angrebsstyrke gennem dybt mudder, så styrken først var klar til angreb lige før daggry - 12 timer forsinket.Patterson, Benton Rain, p.236 Angrebet begyndte i mørke og tæt tåge, men da briterne nærmede sig fjendens hovedlinje lettede tågen og udsatte angriberne for ødelæggende artilleribeskydning. Oberstløjtnant Thomas Mullins, som anførte 44. fodregiment, havde glemt at medbringe de stiger og faskiner, som var nødvendige for at kunne krydse kanalen og komme op ad skanserne, og forringen bredte sig i mørket og tågen mens briterne forsøgte at lukke hullet. De fleste højtstående officerer blev dræbt eller såret, heriblandt general Gibbs, som blev dræbt mens han anførte den største af angrebskolonnerne på højre fløj, bestående af 4., 21., 44. og 5. vestindiske regiment og oberst Rennie som anførte en gruppe lette kompagnier fra 7., 43. og 93. regiment på venstre fløj ved floden.

thumb|200px|General Andrew Jackson står på toppen af hans improviserede stilling mens hans tropper slår angrebet fra 93. regiment tilbage, således som maleren Edward Percy Moran forestillede sig det i 1910.