(Se også artikler, som begynder med Frederik 6.)
Frederik VI (28. januar 1768 – 3. december 1839) var konge af Danmark fra 1808 til 1839 og af Norge fra 1808 til 1814. Før han blev konge, var han kronprinsregent af Danmark-Norge fra 1784 til 1808.
Han var søn af Kong Christian 7. og tilhørte den oldenborgske slægt. Ved et statskup i 1784 tog han magten og fungerede herefter som kronprinsregent for sin fader frem til dennes død i 1808. I denne egenskab satte han sig i spidsen for gennemførelsen af landboreformerne herunder stavnsbåndets ophævelse og landsbyernes udskiftning, desuden folkeskolens indførelse i 1814. Han forsøgte at holde Danmark ude af Napoleonskrigene, men mislykkedes da Storbritannien stillede ultimatum om overdragelse af den danske flåde. Da Frederik nægtede, angreb Storbritannien, først ved Slaget på Reden i 1801, og igen, seks år senere, med verdens første bombardement af København. Under fredsforhandlinger ved Wienerkongressen, hvor han var personligt til stede, blev det besluttet at Danmark måtte afstå Norge til Sverige, men fik i bytte Svensk Forpommern. Det blev straks ombyttet med Hertugdømmet Lauenburg, hvorved Frederik opnåede at blive suveræn over Helstaten.
Frederik forblev en selvbevidst og selvrådig konge hele sit liv. Kun nødtvungent lod han indføre rådgivende stænderforsamlinger til dels bestående af ham selv udpegede (såkaldte kongevalgte) folk. Sin absolutte magt udøvede han med stor grundighed, han fulgte med i alt og udvirkede, at jøderne ved en forordning i 1814 fik fulde borgerrettigheder og ligeledes livegenskabets ophævelse i 1806 i Hertugdømmet Holsten. Han døde 71 år gammel den 3. december 1839 på Amalienborg som den tredjesidste enevældige konge. Fredrik 6. blev begravet i Roskilde Domkirke i januar 1840.
Tidlige år Fødsel og familiebaggrund
thumb|left|Den nyfødte prins ligger til fremvisning dagen efter sin fødsel sammen med sin mor Dronning Caroline Mathilde. Frederik blev født på Christiansborg Slot den 28. januar 1768 mellem kl. 10 og 11 om aftenen. Han var det første barn af Kong Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien og blev født, da hans forældre havde været gift i 15 måneder, en dag før sin fars 19 års fødselsdag, og mens hans mor var 16 år. Kongen havde efter brylluppet vist lille interesse for dronningen og kun modvilligt besøgt hende i hendes gemakker, og Christian VII's forelæser Reverdil havde måtte træde til, blandt andet med kærlighedsbreve i kongens navn, for at få ægteskabet til at føre til en graviditet og dermed en tronarving.
Frederiks far havde været konge i to år, da han blev født. Frederik var dermed som den regerende konges førstefødte søn automatisk kronprins fra fødslen og erstattede derved sin fars halvbror, Arveprins Frederik, som tronfølger. Den lille prins blev døbt med navnet Frederik mindre end to dage efter fødslen, den 30. januar 1768, af Sjællands biskop Ludvig Harboe. Hans faddere var hans far Christian 7., farens stedmor Enkedronning Juliane Marie, der som gudmor bar prinsen under dåben, og farens halvbror Arveprins Frederik.
Barndom og opvækst
thumb|upright|left|Kronprins Frederik med sin mor Dronning Caroline Mathilde.|248x248px Forholdene ved hoffet var ved Kronprins Frederiks fødsel præget af Christian 7.s problemer med embedsværket, der medførte, at forskellige kliker siden kongens tronbestigelse kæmpede om magten, og at dronning Caroline Mathilde i tiltagende grad blev isoleret ved hoffet. Magtforholdene ved hoffet ændrede sig, da Christian 7. i 1769 fra en rejse bragte en ny livlæge Johann Friedrich Struensee med hjem. Som livlæge kom Struensee især til at tage sig af Christian 7.'s meget svingende sindstilstande. Struensee blev snart dronningens fortrolige, blandt andet da han under en koppeepidemi i efteråret 1769, hvor over 1000 børn døde, vaccinerede Frederik med godt resultat. Herved vandt Struensee dronningens store taknemmelighed og tillid og blev snart også hendes elsker. Det er en udbredt opfattelse, at Struensee også var biologisk far til prins Frederiks eneste søster prinsesse Louise Augusta, som blev født i 1771.
thumb|upright|Kronprins Frederik med en legekammerat. Tegning af Johan Mandelberg. Både dronning Caroline Mathilde og Struensee var ideologisk påvirket af oplysningstidens tænkere som Voltaire og Jean-Jacques Rousseau. Derfor billigede hun fuldt ud Struensees hårde opdragelse af sønnen, som var svagelig og skulle styrkes fysisk og psykisk. Opdragelsen byggede på en særpræget tolkning af den franske filosof Rousseaus tanker i bogen Émile. I stedet for at modtage direkte undervisning, forventedes Frederik at lære alt gennem sine egne erfaringer ved at lege med to andre drenge. En pædagogik som nær havde taget livet af ham, og som menes at være medvirkende årsag til Frederik 6.'s noget særprægede karakter.Danmarks Kongelige Familier gennem 1000 år
thumb|upright|left|Kronprins Frederik som 6-årig. Natten mellem den 17. og 18. januar 1772 anstiftede Enkedronning Juliane Marie et kup, hvorved Struensee arresteredes, og dronning Caroline Mathilde blev forvist til byen Celle. Herefter var den kun fireårige Frederik alene med en fader, som var plaget af ”ungdomssløvsind”. Han genså aldrig sin mor. Kongen overlod hans videre opdragelse til enkedronningen i et brev, som han formentlig var blevet dikteret og som ansatte lærere, der skulle forberede ham på sit kommende embede.Engberg (2009), s, 61 Johan Bülow, der var en af disse lærere og vejleder for kronprinsen, gjorde omhyggelige notater om dennes opvækst,Engberg (2009), s, 64, I disse notater har han bekræftet den hårdhændede behandling, Frederik blev udsat for under forgængeren. Bülow mente, at det havde medført stor skade både i fysisk og psykisk henseende at blive opdraget under disse forhold.Engberg (2009), s, 45. Bülow mente, at de andre lærere udviste forsømmelighed med drengens opdragelse og forsøgte at præge ham til at dyrke "sunde interesser", blandt andet havebrug og landbrug. Samtidig lagde han sig til at sove ved siden af kronprinsen de fleste nætter for at få ham til at falde til ro.Engberg (2009), s, 71. Selv om der ikke findes vidnesbyrd om, at kronprinsen var interesseret i teateret, skulle han en gang om ugen overvære en forestilling i Det kongelige teater.Engberg (2009), s, 73 Han blev ligeledes tvunget til at aflægge et besøg hos enkedronningen hvert år den 17. januar for at takke hende for, at hun denne dag havde forvist hans moder fra hoffet.Engberg (2009), s, 65 Nogle historikere har foreslået, at enkedronningen håbede, at den svagelige kronprins ville dø, men det modsiges af, at hun skaffede ham lærere, oppassere og vejledere, som hun i et brev omtalte som nogle "man kan stole på".Engberg (2009), s, 66
Kronprinsen som fungerende regent Statskuppet i 1784
thumb|left|Portræt af Kronprins Frederik i året for magtovertagelsen. Allerede i 1782 havde Kronprins Frederik sat sig i forbindelse med ministeren Andreas Peter Bernstorff, der var blevet afskediget to år tidligere, og senere indgik kronprinsen i en sammensværgelse med andre utilfredse personer, der var i opposition til styret. Ifølge Kongeloven blev kronprinsen myndig, da han fyldte 13 år i 1781, men på trods heraf havde regeringen så længe som muligt udskudt hans konfirmation, der endelig ville bekræfte hans voksenstatus. Men i 1784, da kronprins Frederik fyldte 16 år, kunne dette efterhånden ikke udskydes længere, og han blev derfor konfirmeret den 4. april. Allerede den 14. april iværksattes et statskup med kronprins Frederik og A.P. Bernstorff som bagmænd. De overtog ved hjælp af den viljeløse konges underskrift magten i statsrådet fra den regering, der på ordre af enkedronning Juliane Marie og arveprinsen bestyredes af Ove Høegh-Guldberg. Frederik blev nu officielt kronprinsregent for sin fader frem til dennes død i 1808.
Tidlige reformer thumb|Kronprins Frederik som 19-årig med Frederiksberg Slot i baggrunden. Som fungerende regent iværksatte han på opfordring af juristen Christian Colbjørnsen og brødrene Christian og Ludvig Reventlow Landboreformerne, der førte til bondens frigørelse fra stavnsbåndet og overgang til selveje. Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet. For 14-36-årige mænd, der endnu ikke havde været soldater, dog først med virkning fra år 1800. Bønderne var nu frie borgere med fuld bevægelsesfrihed.
Ægteskab Den 31. juli 1790 blev kronprins Frederik på Gottorp Slot viet til Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel, datter af landgreve Carl af Hessen og Christian VII's søster Louise. De fik otte børn, hvoraf de seks døde som små. Ingen drengebørn levede, men to piger. Frederik VI var den sidste danske konge, der havde en officiel elskerinde, nemlig Bente Rafsted. Hun tildeltes navnet fru Frederikke Dannemand, samtidigt med at hun i 1829 fik rang af oberstinde. Deres forhold, som mere eller mindre var accepteret af dronningen, varede gennem mere end 30 år. Fru Dannemand havde også et godt forhold til dronningen – det sagdes, at når kongen var syg, sad de to damer på hver sin side af sengen og underholdt ham. Frederik købte Toldbodvej nr. 34 ved Esplanaden til fru Dannemand. (Der boede Estrup, da attentatet mod ham fandt sted).R- Broby-Johansen: Det gamle København (s. 34), forlaget Thanning og Appel, København 1978,
Farlig kritik af enevælden
Den 25. september 1790, da kronprinsen ankom København med sin tyske brud, blev der også fejret i Skydeselskabet, hvor Peter Andreas Heiberg deklamerede:
"Ordener hænger man paa Idioter, Stierner og Baand man kun adelen gier; men om de Suhmer, Mallinger og Rother," "man intet i aviserne sier."Dog, har man Hierne - kan man jo gierne -undvære Orden og Stierne."
På trods af at Heiberg havde skrevet to hyldestdigte til tronfølgerparret, blev det disse linjer fra den ikke offentliggjorte satiriske vise som blev populær blandt folk. Den frie tone som herskede i hele 1790'erne, ikke mindst inspireret af retorikken fra den igangværende Franske Revolution, var Frederik utilfreds med. Ved Bernstorffs død i 1797 fik den mere modne kronprins nu mere og mere direkte indflydelse på regeringen, og den trykkefrihed, som Bernstorff havde opmuntret besluttede Frederik at ændre. Han befalede kancelliet at stramme trykkefrihedslovgivningen med ordene: "Jeg bifalder, at der tages fat på disse herrer. Kun ingen skånsel!". Det førte til Trykkefrihedsforordningen af 1799, som med sine strenge straffe for næsten al samfundskritik i realiteten stoppede den politiske debat i de næste to årtier. For at sætte nogle eksempler blev flere forfattere idømt landsforvisningsstraffe. Heriblandt var også Heiberg, og Juleaften 1799 idømtes han sin livsvarige landsforvisningsstraf.Dirckinck-Holmfeld: På sporet af København (s.184)