thumb| thumb|right|Odin som vandringsmand, 1886 af Georg von Rosen. Odin (/ˈo·din/;"Odin". Ordbog over det danske Sprog. fra , [ˈoːðinː] "raseri") er i nordisk mytologi en af de mest fremtrædende guder i den traditionelle nordiske religion; han forbindes i særlig grad med: Krigslykke og de i krigen faldne. Kongemagt. Runemagi. Visdom. Skjaldekunst; dertil havde han store kundskaber om sejd.
Han er gift med Frigg.
I lighed med de andre nordiske guder er hans virkeområde meget komplekst, og det er svært at beskrive, hvad han er gud for. Han omtales i kilderne gerne med andre navne. Hyppigt bruges tilnavnet Alfader, andre gange kaldes han Ygg (den frygtelige) eller Jolner, og under dette navn optrådte Odin som julens gud. De forskellige navne afspejler Odins mange funktioner og roller. I myterne beskrives han ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand. På billeder ses han ride på den ottebenede hest Sleipner med spyddet Gungner i den ene hånd og fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin var formskifter af natur; optrådte i utallige skikkelser og ofte i forklædning, som i kvadet om Gråskæg fra Ældre Edda. I myterne beskrives han som besat af at skaffe sig mere viden og lærdom, og han rejste ofte vidt omkring; enten flyvende som en fugl eller ridende på hesten Sleipner.
De islandske kilder fra middelalderen beskriver ham som overhoved for aserne, der udgjorde den vigtigste gudeæt. I det nordiske verdensbillede var Odin den mest magtfulde konge. Den begrænsede udbredelse af hans navn i stednavne i forhold til fx Thor og Frej tyder på, at hans kult aldrig var særlig udbredt, på trods af at han var gudernes konge. Andre kilder viser, at det primært var eliten, der dyrkede ham: Han var kongerne og stormændenes gud. Almindelige mennesker ville ikke vende sig til ham, og derfor kom han kun til at lægge navn til få steder. I de tre tilfælde, hvor vi møder navnet Odinkar, blev det fx båret af personer af fornem æt.Bæksted (1996) s. 69
I den nordiske mytologi var gudernes funktioner ikke nødvendigvis forbeholdt én guddom; f.eks. var det ikke kun Odin, der blev dyrket som krigsgud. Den lidt blegere gudeskikkelse Tyr udfyldte samme rolle. Han blev primært dyrket af de almindelige soldater, mens Odin var høvdingenes og kongernes gud, også i krigen. En anden krigsgud var Thor. Hans funktion var dog i høj grad knyttet til hans rolle som menneskehedens beskytter mod destruktive og fjendtlige kræfter. Som krigsgud var Odin ikke altid til at stole på, for selv om han havde lovet sejr, kunne han vælge at give den til modparten.
Oprindelse thumb|Navnet Wōđnas i en spejlvendt indskrift på brakteat X 13 fra Vindelevskatten dateret til begyndelsen af 400-tallet. I før-kristen tid blev Odin også dyrket i det øvrige germanske område; han var f.eks. kendt som Woden i det angelsaksiske England og Wodan på oldhøjtysk; det blev til Wotan, som er det navn, han optræder under i Richard Wagners operaværk Nibelungens Ring. Navnet stammer sandsynligvis fra det protogermanske ord *Wōđinaz eller *Wōđanaz (intet af det sprog er bevaret, ordet er derfor rekonstrueret ud fra kendte sprog). Den ældste kendte indskift med navnet er fra begyndelsen af 400-tallet gengivet med formen Wōđnas, som forekommer på en brakteat fundet i 2020 i Vindelev i Danmark.Nationalmuseet, pressemeddelelse 8. marts 2023 via /ritzau/ (Via Ritzau, Ritzaus pressetjeneste): "Verdens ældste indskrift med Odin fundet på Vindelevguld" Det er foreslået, at dyrkelsen af Odin kan have spredt sig nordpå fra Rhinegnene i det første århundrede e.Kr. og nået Skandinavien sammen med kendskabet i 400-tallet. Her erstattede asekulten en oprindelig frugtbarhedskult. Odin optræder som krigsgud i sydgermanske kilder fra 400- til 700-tallet.Bæksted (1996) s. 73
Det skandinaviske navn Óðinn udviklede sig fra det urnordiske navn *Wōdin i løbet af germansk jernalder. Kunsthåndværk af vendeltypen, brakteater og billedsten fra germansk jernalder hører til blandt de ældste fremstillinger af scener, der med sikkerhed kan forbindes med myter kendt fra den nordiske middelalder. Mange af figurerne på disse genstande forestiller ganske sikkert Odin. Overvægten af odin-portrætter hænger sandsynligvis sammen med, at genstande af guld som fx brakteater var så kostbare, at kun overklassen havde råd til at erhverve dem, hvilket tyder på, at Odin allerede på dette tidspunkt var aristokratiets gud.Axboe (2004) s. 49 Det er derfor blevet foreslået, at dyrkelsen af aseguderne med Odin i spidsen på det tidspunkt erstattede en oprindelig vanekult. Årsagen kan være, at en ny samfundselite opstod som følge af de begivenheder, der i dag er kendt som folkevandringstiden. Andre kilder tyder på, at dyrkelsen af Odin begyndte længe før. Den romerske forfatter Tacitus, der skrev et etnografisk værk om Germanien omkring år 100 e.Kr., beskriver en germansk guddom, som han omtaler med det romerske navn Mercurius. Dette navn tolkes gerne som en romersk oversættelse af Odin, da de begge blev opfattet som psykopompos, "leder af sjælene (til dødsriget)." Andre paralleller mellem dem var handel, visdom og lærdom, og at de begge rejste over himmelen ved brug af guddommelige hjælpemidler.Ellis Davidson (1964) s. 141
Den keltiske gud Lugus havde flere paralleller til Odin: De var begge forbundet med magi og poesi; de portrætteredes begge med ravne og spyd som attributter og var begge énøjede. Et sandsynligt område, hvor de to kulturer kunne være smeltet sammen, var hos de germanske chattere, som levede i grænseområdet mellem de keltiske og germanske regioner i det nuværende Hessen. thumb|Odin i spidsen for en gruppe krigere på Tängelgarda stenen, Gotland, 600-tallet.
Guddommelige funktioner Odins oprindelige funktion kan meget vel have været rollen som ledsager for de døde og som dødsgud,Ellis Davidson (1964) s. 140-141 men han var også nært knyttet til heste, spyd og med hamskifte. Hans egen hest hed i de nordiske kilder Slejpner, og den brugte han til sine rejser mellem de forskellige verdner. Han kunne også rejse i skikkelse af en ørn over himmelen, men i modsætning til andre himmelguder og skaberguder i andre kulturer blev han i Norden aldrig opfattet som en almægtig hersker over himmel og jord.
I de yngste kilder optræder han konsekvent som krigsgud, skabergud og gudernes konge.Ellis Davidson (1964) s. 48 Denne udvikling til gudekonge hænger sandsynligvis sammen med etableringen af kongeriger i Norden. Han var en gammel guddom, men havde også en særligt sammensat karaktér, der afspejlede den nye institution. Med andre ord var Odin ganske sikkert ikke et sent indlån fra en anden kultur; en teori, der primært bygger på Snorres fortælling om de indvandrende aser.Bæksted (1996) s. 70 Det er først i overgangstiden mellem hedenskab og kristendom, at Odin bliver til den almægtige ’’Alfader’’, som kendes fra de islandske skrifter, og var da ved at glide sammen med den kristne gud. Selve navnet Alfader er dog et gammelt tilnavn.Bæksted (1996) s. 54 Odin ejede også andre magiske genstande; en af dem var spyddet Gungnir, der ikke kunne bremses, når det blev kastet mod fjenderne. En anden var guldringen Draupnir, hvorfra otte identiske ringe af guld dryppede hver niende nat. thumb|Odin fra Uppåkra er en cirka fem centimeter lang statuette af en mand iført en hjelm med horn. Det ene øje er skadet. Figuren er dateret til 800-tallet og blev fundet med metaldetektor i slutningen af 1990’erne i jernaldermetropolet Uppåkra syd for Lund i Skåne.Johanna Bergqvist: "Spår av religion i Uppåkra under 1000 år". I Birgitta Hårdh (red.): Fynden i centrum. Keramik, glas och metall från Uppåkra (Uppåkrastudier 2 - Acta Archaeologica Lundensia. Series in 8°, No. 30), , Lund, 1999. (s. 113-125) Trods sin rolle som krigsgud beskrives Odin kun sjældent som aktivt kæmpende, ligesom man ikke har tillagt ham krigeregenskaber som styrke og mod. Han var snarere kendt for sin strategiske snilde og evnen til at bedrage. Han tog ikke hensyn til moral og retfærdighed, og man blótede (ofrede) til ham før en kamp, for at købe sig til et fordelagtigt resultat, ikke for at opnå en glorværdig sejr.Bæksted (1996) s. 48 Måden, man ofrede til Odin på, var hængning og stik eller kast med spyd. Fra sagaerne kendes fx flere beskrivelser af et bestemt ritual, en hærfører udførte før et slag: Før kampen begyndte slyngedes et spyd mod fjenden, for at ví dem til Odin: Dette er en gentagelse af indledningen til den første mytologiske krig,Bæksted (1996) s. 50 som begyndte, da Odin kastede sit spyd.Beskrevet i Völuspá Det var måske dette ritual, hvor fjenderne dedikeres til Odin, som smittede af på dødsguden og gjorde ham til krigsgud.Ellis Davidson (1964) s. 153
Selv da Odin var blevet krigsgud og konge, fungerede han stadig som dødsgud. På sin borg Valhal samlede han de bedste af menneskenes krigere, som faldt i kamp. De blev kaldt einherjerne. De skulle kæmpe for ham og guderne mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok. Einherjernes lod var ligesom Odins ikke evigt liv, men at falde i det yderste slag ved dommens dag. De befandt sig indtil da i en liminalfase mellem livet og deres endelige død.Clunies Ross (1994) s. 257 Valhal var Odins måde at forsøge at omgå udfaldet af Ragnarok på, og hans primære opgave i de mytologiske fortællinger var således at udsætte hans egen uafvendelige død og destruktionen af den verden, han selv havde skabt.Clunies Ross (1994) s. 255 De, som Odin udvalgte til at bo i Valhal, var dog kun heltene, de store ledere, fyrsterne og kongerne.Ellis Davidson s. 48
Den eneste reference til Valhal i Ældre Edda stammer fra Grímnismál, hvilket tyder på, at denne forestilling om et overjordisk krigerparadis opstod på et sent tidspunkt under kristen påvirkning.Ellis Davidson (1964) s. 150 Valhal var sandsynligvis en videreudvikling af ældre forestillinger om, at de faldne krigere fortsatte deres sidste kamp i gravhøjen, og at den udgjorde det oprindelige dødsrige. Oprindelig havde hans rige været graven, men da Odin gradvist overtog rollen som krigsgud og Alfader, blev Valhal til et lyst og venligt sted. Spor af paradisiske dødsriger hos andre indoeuropæiske kulturer taler dog imod ideen om, at et venligt dødsrige ikke fandtes i Norden tidligere.
Odin var også gud for inspiration, magi og poesi. Han opnåede stor visdom og kendskab til runernes hemmeligheder, da han hængte sig selv i verdenstræet Yggdrasil. Dette var imidlertid kun en åndelig død, hvor han ofrede sig selv til sig selv.Se Den Højes tale I en anden fortælling ofrede han sit ene øje for at kunne drikke af Mimers brønd, hvilket sikrede ham umådelig visdom. Hans navn bliver gerne oversat med raseri, men betyder sikkert snarere ekstase; både krigerens og digterens inspiration og genialitet.Ellis Davidson (1964) s. 147 Valknút er et symbol for Odins evne til at løse og binde mænd; på slagmarken kunne det give sig udslag i enten paralysering (båndlæggelse af sindet) eller rus (frigørelse fra al frygt og selvkontrol).
Flere forskere har fremført teorier om, at Odin-forestillingerne i virkeligheden er sent indlån i nordisk sammenhæng, eksempelvis E. A. Ebbinghaus, Jan de Vries og Thor Templin. Denne teori støttes til dels af nogle passager i de islandske sagaer, eksempelvis den, hvor det fortælles, at Odin engang blev smidt ud af Asgård af de andre guder, hvilket virker usandsynligt for en alfader-figur. Både de Vries og Templin mener desuden, at Loke og Odin oprindelig har været én og samme figur, der blev splittet i to i den tidlige vikingetid.
Rolle i myterne thumb|Odin fra Lejre (ca. år 900). Fundet under Roskilde Museums udgravninger ved Gammel Lejre i september 2009.