Georges Joseph Christian Simenon (født 13. februar 1903 i Liège, død 4. september 1989 i Lausanne) var en belgisk forfatter, der skrev på fransk. Han er især kendt for Maigret-bøgerne og skrev 75 romaner og 28 noveller med kriminalkommissær Maigret som hovedperson. Derudover skrev han yderligere mindst 117 romaner og 134 noveller under eget navn, samt næsten 200 romaner og 1000 noveller, der kan betegnes som triviallitteratur, under forskellige pseudonymer. Inden han for alvor slog igennem, brugte han ofte pseudonymet Georges Sim. På et tidspunkt havde han 150 romaner og novellesamlinger på tryk, og kom med en ny bog hver måned. Mere end 1.400.000.000 bøger var solgt. Han er oversat til 55 sprog og udgivet i 44 lande.[https://www.theguardian.com/books/booksblog/2007/nov/02/noadjectivesnecessarysimeno Mark SaFranko: No adjectives necessary: Simenon's a great writer Guardian 2. november 2007
Simenon indledte sin skribentkarriere i en alder af knap seksten år som journalist i fødebyen Liège. I 1920'erne drog han til Paris, hvor han blev en yderst produktiv leverandør af triviallitteratur. Romanerne om Maigret, som han begyndte at skrive i 1930'erne, var de første, han fik udgivet under sit eget navn, og de gav ham et gennembrud som forfatter. Herefter fik Simenon for alvor gang i en omfattende produktion af kriminalromaner og psykologiske romaner, der bevirkede, at han blev en af de mest oversatte og mest læste forfattere i det 20. århundrede. Trods hans store kommercielle succes var litteraturkritikerne ikke enige om en vurdering af ham. Heller ikke med de højere litterære ambitioner han havde med sine "ikke-Maigret"-romaner, overvandt han den lidt nedladende opfattelse af ham som kriminalforfatter og alt for produktiv.
Simenons skrivestil viser sig, trods brugen af et begrænset ordforråd og hans afkald på enhver litterær finesse, at være meget klar og atmosfærefyldt. Hans værker handler efter nogles mening om det "nøgne menneske", det vil sige om det menneske, der kommer til syne, når alle masker er faldet. Derved flød Simenons egen levnedsbeskrivelse ind i hans fiktionsværker og i flere selvbiografier. Hans privatliv var rodet. Ved siden af sine to ægteskaber havde han adskillige affærer med andre kvinder. Han rejste meget og boede i sit liv i ikke mindre end 33 lande, heriblandt Belgien, Frankrig, Canada, USA og Schweiz.
Livsforløb Barndom og ungdom thumb|right|Huset, hvor Georges Simenon blev født i rue Leopold, Liège. thumb|right|Huset, hvor Simenon boede 1905-11 på anden sal. Georges Simenon blev født om natten mellem 12. og 13. februar 1903 i Liège; de officielle papirer siger 12. februar kl. 23.30. Ifølge Simenons eget udsagn fandt fødslen først sted fredag den 13. februar kl. 0.10, men at hans far på foranledning af sin overtroiske kone havde fremdateret fødslen over for myndighederne. Denne version findes omtalt i de fleste biografier om ham.Marnham, p. 30
Georges' far, Désiré Simenon, var bogholder i et forsikringsselskab, mens hans mor Henriette Brüll inden hun fødte Georges havde arbejdet som ekspeditrice i Liège-filialen af varehuset A l'innovation. Simenon betonede senere ofte modsætningen mellem hans forældres afstamning. Simenonerne var indfødte i Liège og stammede fra en arbejder- og bondeslægt med stærke familiemæssige bindinger. Trods deres flamske rødder besad de en udpræget vallonsk selvforståelse. Henriette Brüll var yngste datter af en preussisk far og en nederlandsk mor og gjaldt i Belgien som udlænding. Efter sin fars fallit og tidlige død var hendes barndom præget af fattigdom og hendes mors kamp for livet. Simenon beskrev det: "Min far manglede ingenting, min mor manglede alt. Det var forskellen på dem."Marnham, p.34-52, citatet: p. 52
Mens den opvoksende Georges idealiserede den rolige og nøjsomme far og senere indlagde nogle af hans karaktertræk i Maigret, kunne han samtidig se sin mor i evige bekymringer. Hun fandt med Simenons ord "ulykke, hvor ingen ellers havde forventet den". Da hans tre år yngre bror Christian blev født, følte Georges sig tilsidesat af moderen. Søskendekærligheden var ikke særlig stærk. Simenon omtaler i sine senere selvbiografiske beskrivelser knap nok broderen.Marnham, p.50-58, citat: p.50 Christian Simenon døde i 1947 i 1. indokinesiske krig, efter at han, der tidligere havde været tilhænger af den fascistiske rexisme-bevægelse, på anbefaling af sin bror efter anden verdenskrig havde ladet sig indrullere i Fremmedlegionen.Marnham, p. 295-296 Det problematiske forhold til sin mor gennemsyrede Simenons liv og forfatterskab. Med ordene fra Balzac definerede han en skribent som en "mand, der ikke elsker sin mor." Om det sidste opgør med hende skrev han efter hendes død et brev "Lettre à ma mère."Eskin, p. 41-42, citat: p. 42
Allerede mens han gik i børnehave, hvor han kom ind, da hans bror Christian blev født, lærte Georges at læse og skrive. Mellem 1908 og 1914Marnham, p. 11. Andre kilder anfører 1909 som året for hans skolestart gik han i folkeskolen på det katolske Instituts Saint-André. Da han gik ud af skolen, var han sin klasses dygtigste og lærernes yndling.Eskin, p. 56-57 Han var messedreng og følte sig kaldet til et præsteembede. Han modtog et mindre stipendium til jesuiterskolen Saint-Louis. Frem for alt var han en ihærdig læser. Han blev snart fortrolig med russisk litteratur via de logerende, ofte af østeuropæisk herkomst, som boede hos hans mor fra 1911.Marnham, p. 63, 66 Hans yndlingsforfatter blev Gogol efterfulgt af Dostojevskij, Tjekhov og Joseph Conrad.Eskin, p. 70 Op imod ti bøger om ugen lånte han på det offentlige bibliotek, heriblandt Balzac, Dumas, Stendhal, Flaubert, Chateaubriand, Cooper, Scott, Dickens, Stevenson og Shakespeare.Marnham, p. 73-74
Sommerferien 1915 betød en markant forandring i Simenons liv. Den tolvårige dreng oplevede sine første seksuelle erfaringer med en tre år ældre pige. For at kunne være i nærheden af hende fik han udvirket, at han skiftede til en anden jesuiterskole, Saint-Servais. Her fik han et deltidsstipendium fra september 1915. Snart stod det klart, at hans elskede havde en ældre kæreste, men skoleskiftet fik en anden indvirkning på hans liv. Simenon mistede interessen for religion, men han blev ikke fanget af den mere naturvidenskabeligt orienterede undervisning på den nye skole. I stedet følte han sig som en outsider og en fange. I sin længsel efter frihed drev han om på gaderne til sent om natten, skændtes med sin mor, begik småtyverier og lærte to ting at kende, der skulle få stor indflydelse på hans liv fremover: Alkohol og prostituerede. Nu fandt hans første skriveforsøg også sted; allerede her brugte han det pseudonym, der skulle følge ham til 1930'erne: Georges Sim.Marnham, p. 74-82
Slutningen på den fase med stigende familiemæssige og skolemæssige problemer kom 20. juni 1918, hvor Désiré Simenon fik en hjerteinfarkt. Diagnosen lød på angina pectoris, og prognosen for, hvor længe hans far kunne overleve, lød på få år. Dermed blev Georges, der var femten år, med ét slag voksen, så han måtte påtage sig at forsørge familien. På stedet stoppede han sin skolegang uden at færdiggøre skoleåret eller tage eksamener.Marnham, p. 83 I sin selvbiografisk inspirerede roman L’Âne Rouge beskriver han gennem sin helt sine følelser: "Det var virkelig en befrielse! Hans far havde reddet ham."Citeret efter Nicole Geeraert: Georges Simenon, p. 27
Journalist i Liège Simenons første ansættelse varede ikke længe. Han blev kun på en læreplads hos en konditor i 14 dage. En plads som butiksassistent hos en boghandler beholdt han i seks uger, indtil han modsagde indehaveren foran kunder.Bresler, p. 54-55 Kort før hans 16-års fødselsdag var det en pludselig indskydelse, der kom til give ham retningen for hans fremtid. På en af sine talrige ture gennem Liège blev Simenon opmærksom på avisen Gazette de Lièges''' redaktion. Han trådte indenfor, spurgte om der var arbejde og blev ansat. Chefredaktøren Joseph Demarteau fandt ud af, at Simenon var begavet, og han hjalp ham trods den unge mands lejlighedsvise eskapader. Simenon beskrev det således i et interview: "Blot et øjeblik forinden var jeg bare en skoledreng. Så trådte jeg over dørtrinnet [...] og med ét var verden min".Marnham, p. 88-91. Citat: P. 90
Den nyudklækkede journalist beholdt i sit nye job pseudonymet Georges Sim. Han førte sig frem med regnfrakke og pibe som sit forbillede, den unge reporter Rouletabille fra Gaston Lerouxs kriminalhistorier. Efter at have overtaget rubrikken "Ulykker og forbrydelser" fik Georges Simenon desuden snart sin egen klumme, hvor han som "M. le Coq" i ironisk stil berettede om "Hors de Poulailler" ("Uden for hønsehuset"). Gazettes samfundsmæssige orientering var højre-konservativ og katolsk, uden det dog betød noget videre for den politisk uinteresserede Simenon.Marnham, p. 88-92 På baggrund af dette skrev han også en artikel med titlen "Den jødiske fare", men han tog senere afstand fra denne antisemitiske artikel, som skulle komme til at forfølge ham.Marnham, p. 105-106 Forfatteren Stanley G. Eskin, der skrev en biografi om Simenon, henviser her til, at Simenons tidlige værker i mindre omfang er præget af antisemitiske strømninger, mens hans senere arbejder er helt fri herfor, og at han rent faktisk blev rost for sine indfølende fremstillinger af jøder.Eskin, p. 80
Bestyrket af succesen med sin klumme, der i 1920 kom hver dag, vendte Simenon sig nu mod den humoristiske litteratur. Han offentliggjorde korte historier i Gazette og i andre tidsskrifter og skrev sin første roman Pont des Arches, der blev udgivet i februar 1921, da Simenon havde sikret sig 300 købere på forhånd.Marnham, p. 12, 107-108 Trods hans succes med sine skriverier blev Simenon på redaktionen betragtet som en enfant terrible, utilpasset og oprørsk.Eskin, p. 81-83 Dette rygte bragte ham ind i kunstnerkredse, og i juni 1919 blev han medlem af kunstner- og anarkistgruppen La Caque, der var opstået i Liège omkring maleren Luc Lafnet. Her lærte han nytårsaften 1920 Régine Renchon at kende. Den tre år ældre kunstners væsen gjorde et dybt indtryk på Simenon, selv om han senere hævdede, at han aldrig var virkeligt forelsket i Tigy – det navn brugte han om hende, da han ikke brød sig om Régine – selv om det for alle omkring dem så ud til, at de kom sammen. Parret forlovede sig snart og planlagde et liv sammen i Paris.Marnham, p.12, 123-125
Den 28. november 1921 døde Désiré Simenon. Georges Simenon skrev: "Ingen forstod helt, hvad der udspillede sig mellem far og søn". Mange årtier senere indrømmede han, at han siden så godt som hver dag havde tænkt på sin far. 5. december samme år begyndte hans værnepligt. Efter en måned i det belgisk besatte Aachen blev hans anmodning om tilbagesendelse til Liège accepteret, hvilket betød, at Simenons arbejde for Gazette kunne genoptages. 4. december 1922 sluttede hans værnepligt, og ti dage senere sad han allerede i nattoget til Paris.
Trivialforfatter i Paris Den første måned i Paris var en skuffelse for Simenon. Uden Tigy, som var blevet i Liège, følte han sig ensom i den vinterlige hovedstad. Skribenten Binet-Valmer, som han havde forventet at få hjælp af til at blive introduceret til den parisiske litteraturscene, viste sig som medlem af action française at have et tvivlsomt omdømme. I stedet for en forventet stilling som privatsekretær fungerede Simenon som stikirenddreng for Binet-Valmers højreekstremistiske politiske organisation. Samtidig lærte han ved uddeling af flyveblade de parisiske avisers redaktioner at kende. Simenon vendte tilbage til Liège for 24. marts 1923 at gifte sig med Tigy. Herefter fandt han den ønskede stilling som privatsekretær hos markis Raymond de Tracy, der efterhånden udviklede sig til en faderfigur for Simenon. Indtil marts 1924 bestod hans hovedopgave i at rejse rundt i hele Frankrig til velhavende aristokraters besiddelser.Marnham, p. 152-156
thumb|right|Colette, her på et billede fra 1907, var Simenons redaktør og satte sit præg på hans stil