Livet efter døden eller efterlivet er betegnelsen for det liv eller de oplevelser, som en del af mennesket - bevidstheden, sjælen, ånden - angiveligt har efter at den fysiske del af mennesket - kroppen - er død. I religion, filosofi, spiritisme, åndsvidenskab, nærdødsoplevelser og kunst er livet efter døden beskrevet som en tilværelse, hvor den væsentlige del af et menneskes identitet eller bevidsthed fortsat findes, efter at døden - afslutningen på den biologiske organismes liv - er indtruffet. Denne tro på et liv efter døden står i modsætning til troen på, at bevidstheden ophører med at eksistere ved den fysiske døds indtræden.
Der findes ikke nogen naturvidenskabelig evidens for, at bevidstheden overlever døden - ligesom der heller ikke findes nogen naturvidenskabelig evidens for, at bevidstheden ikke overlever døden. Der er i begge tilfælde tale om tro.
Troen på et liv efter døden er stigende i den vestlige verden. Ifølge den danske værdiundersøgelse fra 2017 mener 39% af den danske befolkning, at der findes et liv efter døden. Ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2014 tror 80% af den amerikanske befolkning, at der er et liv efter døden.https://www.nbcnews.com/better/wellness/fewer-americans-believe-god-yet-they-still-believe-afterlife-n542966
Der findes ikke detaljerede beskrivelser af livet efter døden i verdensreligionernes helligskrifter (Bibelen, Koranen, Bhagavadgita, osv.). Med opkomsten af spiritismen og åndsvidenskaben i 1800-tallet og med udbredelsen af skriftlige beretninger om nærdødsoplevelser i 1900-tallet er der imidlertid kommet mange tekster, der beskriver efterlivet på en detaljeret måde.
Spiritismen Spiritisme er troen på, at mennesket kan komme i kontakt med afdøde mennesker (deres ånder) og kan kommunikere med dem. Spiritismen som retning blev grundlagt af Allan Kardec med udgivelsen af hans bog Åndernes Bog i 1857.
Under seancer stiller deltagerne spørgsmål til ånderne gennem særlige medier, der fungerer som mellemled mellem den fysiske verden og den åndelige verden. Ud fra åndernes svar mener spiritisterne, at de kan få oplysninger om åndernes liv i den åndelige verden - og dermed om livet efter døden.
Allan Kardec samlede en stor mængde spørgsmål, der handlede om livet efter døden i den åndelige verden. Han stillede nu disse spørgsmål gennem mere end ti medier, som alle angiveligt var ukendte for hinanden, og han sammenlignede de svar, som ånderne gav gennem disse medier. Han blev overrasket over, hvor godt svarene fra medierne stemte overens. Han konkluderede, at den bedste forklaring på overensstemmelsen var, at det var mennesker, der havde overlevet døden, der var kilden til i det mindste nogle af budskaberne fra medierne.
Ifølge ånderne består mennesket af sjæl og legeme (krop). Sjælen er det immaterielle væsen (ånden), der er inkarneret i legemet, som er det materielle væsen.Allan Kardec: Åndernes Bog 2018, s. 142.
Det bånd, der forener sjælen (ånden) med legemet, kalder Kardec "perisprit", der kan oversættes med "åndelig krop". Det er et halvmaterielt hylster om ånden, og det følger ånden over i den åndelige verden, når legemet afgår ved døden. Det er gennem dette bånd, at åndens og materiens gensidige påvirkning foregår. Den ånd, der ved legemets død har forladt legemet, kan i kraft af denne åndelige krop lejlighedsvis gøre sig synlig for mennesker (som genfærd).Allan Kardec: Åndernes Bog, 2018, s. 49-50.
Ifølge ånderne iklædes den enkelte ånd for en tid et forgængeligt materielt hylster (legemet) i et jordisk liv, og når legemet dør, genvinder ånden sin uforgængelighed og frihed. Når ånden forlader legemet, genindtræder den i den åndelige verden, hvorfra den kom.Allan Kardec: Åndernes Bog, 2018, s. 50-51.
Ånderne er altid i forbindelse til menneskene. De gode ånder opfordrer mennesker til at gøre godt, støtter dem i livets prøvelser og hjælper menneskene til at bære prøvelserne med mod og accept.Allan Kardec: Åndernes Bog, 2018, s. 52.
En ånd, der er berømt i spiritistiske kredse, er Sølvbirk (Silver Birch). Denne ånd gav sine meddelelser gennem det engelske medium Maurice Barbanell (1902-1981).Barbanell & Silver Birch
Her er nogle af Sølvbirks meddelelser om livet efter døden i den åndelige verden:
"Det område af den åndelige verden, der ligger nærmest ved jorden, er en genpart af den fysiske verden. Hvis det ikke var sådan, ville chokket fra de mange, der aldrig har modtaget oplysning, og som er uvidende om det åndelige, være mere, end de kunne bære. Det er nødvendigt, at overgangen fuldføres ved en nem tilpasning. Det nærmeste åndelige livsplan ligner jeres verden. Det er derfor, at så mange ikke ved, at de nu lever hinsides det fysiske livsplan. Det fremherskende træk ved denne verden er, at det er en tankens verden, hvor tanken fremtræder som virkelighed. Og fordi det er en tankernes verden, former tankerne enhver livsudfoldelse og aktivitet. Da denne verden er så nær jeres verden, og er beboet af mænd og kvinder, som endnu er meget materielle i deres livssyn, er det, som deres tanker udtrykker, meget groft. Deres tanker beskæftiger sig udelukkende med den fysiske verdens ting." Citeret fra: Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 103.
"Jeres tid er afpasset efter jordens rotationstid omkring sin egen akse i sin bane omkring solen. Af bekvemmelighedshensyn er tiden for sådan en omdrejning inddelt i timer, minutter og sekunder. Nogle af disse timer falder om dagen med lys, andre om natten med mørke. Vi [i den åndelige verden] har ikke nat og dag. Vores lyskilde er ikke den samme som jeres. Derfor har vi heller ikke tid på samme måde, som I har det. Vor udmåling af tid afhænger af vor åndelige tilstand. Hvilket vil sige, at vi føler tiden i form af glæde. Tiden er for os en tankemæssig oplevelse. I de lavere sfærer, hvor livet ikke opleves særlig glædeligt, føles tiden lang. I de højere sfærer, hvor livet udfolder sig på en langt mere tiltalende måde, synes tiden at forløbe langt hurtigere på den måde, at der altid er nye faser af interessant beskæftigelse at fordybe sig i. Men tiden udstykkes ikke i dage, måneder eller år." Citeret fra: Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 107.
"Med hensyn til, hvad vi beskæftiger os med, er det igen et individuelt spørgsmål. Der er overordentlig mange aktiviteter, der er knyttet til det tankemæssige og det åndelige, men når åndelige oplevelser skal udtrykkes i fysiske vendinger, vil det være vanskeligt for det spørgende menneske at forstå, hvad ordene dækker." Citeret fra: Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 107.
"Gaver, talenter og evner, som folk havde i det jordiske liv, ophører ikke med døden. Tværtimod bringer døden mennesket større frihed og større mulighed for at udtrykke de iboende talenter." Citeret fra: Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 108.
Åndsvidenskaben Åndsvidenskab er betegnelsen for en alternativ "videnskab" om åndelige fænomener såsom åndelige love, åndelige væsener, sjælens liv efter døden, reinkarnation, mm. En forudsætning for åndsvidenskaben er, at der findes en særlig åndelig verden uden for tid og rum, og at det er muligt for visse mennesker med særlige intuitive eller clairvoyante evner at få en direkte erkendelse af og viden om denne verden.Rudolf Steiner: Videnskaben om det skjulte, s. 7. Rudolf Steiner (1861-1925) mente, at denne åndelige verdens indhold kan undersøges med den samme præcision og objektivitet, som den fysiske verden kan undersøges med af naturvidenskaben - at det altså er muligt at drive en regulær "åndsvidenskab".Bo Dahlin: The Relevance of Waldorf Education, s. 59. Kendte repræsentanter for åndsvidenskaben er englænderen Charles Webster Leadbeater (1854-1934), østrigeren Rudolf Steiner og danskeren Martinus (1890-1981).
Med hensyn til sjælens liv efter døden i den åndelige verden mener åndsvidenskabens repræsentanter, at de "intuitivt" kan skue ind bag dødens forhæng og kan erkende, hvad sjælen oplever efter det fysiske legemes død. Et eksempel herpå er Martinus. Flere steder i sit forfatterskab kommer han ind på, hvad han mener at have erkendt om livet efter døden og om de åndelige lovmæssigheder, der gør sig gældende i den åndelige verden, som sjælen kommer til at opleve efter kroppens død.
Ifølge Martinus er den åndelige verden - og tilværelsen som helhed - præget af en grundlæggende hensigtsmæssighed. Det vil sige: Alting er til nytte. Alt hvad der sker - også det såkaldt "onde" - er der en kærlig hensigt med, selv om mennesket ikke altid kan se denne hensigt. Det betyder, at der ikke kan eksistere et evigtvarende helvede. For der kan ikke være nogen kærlig hensigt med denne kolossale lidelsesproces. Der kommer jo ikke noget efter helvedesoplevelsen, som kan være hensigten med den. Oplevelsen leder ikke frem til noget godt.
Derimod kan livet efter døden godt indeholde en tidsbegrænset lidelse for nogle få sjæle; men det er en lidelse, som der er en mening med. Der er tale om en udrenselse af negative tanker og følelser. Denne lidelse kalder Martinus "skærsilden". Om skærsilden skriver han:
"Hvis mennesket nærer had eller bitterhed imod et medvæsen, eller hvis det har samvittighedskvaler, og det dør eller udfries fra den fysiske tilværelse i denne sindstilstand, bliver denne ligeledes til en skærsildsoplevelse på det åndelige plan. Hele denne mørke tanketilstand fremtræder nu på det åndelige plan som en ydre tilstand." Martinus: Vejen til paradis, s. 50.
Skærsildsoplevelsen varer imidlertid ikke evigt, siger Martinus. Før eller senere bliver sjælen ("væsenet") så ulykkelig, at der opstår et ønske om hjælp udefra. Og dermed opstår en bølgelængde, som sjælens skytsengle kan komme i kontant med. Derved kan skytsenglen befri sjælen fra denne mørke tanketilstand:
"I samme øjeblik denne følelse eller tankeart [ønsket om hjælp] opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som skytsenglene kan komme i kontakt med og derved befri væsenet fra den nævnte mørke tanke eller fra hele dette mørke bevidsthedskompleks. Væsenet kan da komme ind i den bevidsthedstilstand eller livsoplevelsesform, der udgør det allerhøjeste af, hvad det kan begribe af idealtilværelse eller kulminerende livslykke. Det er denne epoke i kulminerende livslykke på der åndelige plan, der ... kaldes "paradiset". Absolut alle eksisterende væsener får en sådan paradisoplevelse på det åndelige plan i den fritagelse fra den fysiske tilværelse, de oplever." Martinus: Vejen til paradis, s. 51-52.
Skærsilden er en udrenselsesperiode, i hvilken de "sanser", hvormed væsenet oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion. Væsenet kan herefter kun sanse lyse og glædelige tankearter, siger Martinus.Martinus: Vejen til paradis, s. 62. "Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse udelukkende kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv." Martinus: Vejen til paradis, s. 66. Nærdødsoplevelserne Nærdødsoplevelser er oplevelser, som mennesker har haft, når de har været tæt ved at dø. De oplever herunder, at de har en immateriel sjæl, som forlader den fysiske verden og bevæger sig ind i en immateriel, åndelig verden. Nærdødsopleverne hævder, at de i en kort periode har besøgt dødens land, og at de vil vende tilbage til dette land, når de endegyldigt dør.Karl Aage Kirkegaard: Nærdødsoplevelsernes lære, s. 10.
En standardnærdødsoplevelse
thumb|"Sjælen, der svæver over kroppen, idet den modstræbende slipper livet." En illustration af den engelske digter og maler William Blake (1757-1827), graveret af den italienske gravør Luigi Schiavonetti. 1808. thumb|Et udsnit af Hieronymus Bosch: De saliges opstigen. Maleri fra ca. 1500-1504. Nærdødsoplevelserne er indbyrdes forskellige. Der er dog en del elementer, er går igen. Ud fra de oftest forekommende elementer kan der konstrueres følgende ”standardnærdødsoplevelse”: