thumb|310px

Slaget i Bergen bugt blev udkæmpet ud for Bergen den 12. august 1665 og var et søslag i Den anden engelsk-hollandske krig 1664-67. Slaget blev udkæmpet mellem en engelsk og en hollandsk flåde. De dansk-norske styrker i byen kom med i kampen på hollandsk side, og dette var den eneste gang, at Bergenhus fæstning kom i kamp. Slaget endte med en hollandsk sejr.

En flåde på tres hollandske skibe, herunder ti skibe fra det hollandsk ostindiske kompagni med en yderst værdifuld last ombord, søgte tilflugt i det neutrale Bergen, da de blev forfulgt af engelske krigsskibe. England og De forenede Nederlande var på dette tidspunkt i krig i den anden engelsk-hollandske krig og Frederik 3., konge af Danmark-Norge, var usikker på hvilket land han skulle støtte. Han indgik i hemmelighed en aftale med englænderne om at dele byttet hvis man angreb skibene.

Kongens beslutning nåede ikke frem til Bergen i tide, og da englænderne gik til angreb satte garnisonen på Bergenhus sig kraftigt til modværge. Kampen blev kort men blodig, og englænderne flygtede.

Forhistorie Hidtidige krigsforløb (Bemærk: I denne artikel anføres datoer efter den gregorianske kalender. Den julianske kalender, som dengang stadig blev brugt i England og Danmark/Norge var ti dage bagefter.)

Hen mod slutningen af den første engelsk-hollandske krig i 1654 var det gået tilbage for kong Karl 2. af England. Han manglede penge for at kunne finansiere en regering, som var uafhængig af Parlamentet, og det håbede han på at kunne få ved at tage bytte i en ny krig mod De forenede Nederlande. Royal African Company, som gerne ville skade sine hollandske konkurrenter, støttede ham. I foråret 1665 kom det til åben krig.

I den første søslag, slaget ved Lowestoft (13. juni 1665), var de hollandske skibe englænderne underlegne og blev tvunget til at trække sig tilbage til deres havne. Dermed fik den engelske flåde kontrol over de vigtigste handelsruter i Nordsøen og Den engelske kanal. Under kommando af jarlen af Sandwich lagde englænderne anker på Doggerbanke for at afvente konvojen fra de hollandske kolonier.

Den 27. juli 1665 indkaldte jarlen til krigsråd på grund af nyheder om at en hollandsk flåde under kommando af Michiel de Ruyter var på vej fra et plyndringstogt i de engelske kolonier i Amerika og var gået rundt om Skotland for at forsøge at nå de hollandske havne nordfra. De fleste officerer støttede tanken og at tage den korteste vej til den norske kyst i håb om at finde de Ruyter der. Men de mislykkedes, og de Ruyter nåede til Delfzijl den 6. august. Den engelske flåde ledte forgæves efter de hollandske skibe og begyndte efterhånden at mangle forsyninger. Da man fra neutrale skibe havde fået at vide, at en stor og rigt lastet hollandsk konvoj lå i Bergen havn, besluttede man på et nyt krigsråd den 9. august at angribe disse skibe, og 22 krigsskibe og 2 brandskibe blev sendt mod Bergen under ledelse af kontreadmiral Teddiman.

Det ostindiske kompagnis handelskonvoj

thumb|left|upright|Den nederlandske kommandør Pieter de Bitter. Det ostindiske kompagni sendte en konvoj til Europa to gange om året. Da en ny krig var under opsejling gav man kommandoen til den erfarne og kampvante flagkommandør Pieter de Bitter (ca. 1620–66). Han fik dermed ansvar for den mest værdifulde last kompagniet havde sendt afsted indtil da – lasten var så stor fordi man ikke vidste hvor længe en kommende krig ville kunne hindre nye leverancer.

Bitters flåde forlod Hollandsk Ostindien 1. juledag 1664 med ordre om at undgå kontakt med engelske styrker. Da nyheden nåede ham om at krigen var brudt ud og at englænderne havde sejret ved Lowestoft, antog Bitter, at det ikke var muligt at sejle gennem den engelske kanal, og bestemte sig for at sejle rundt om Skotland for at nå hollandsk havn fra Nordsøen. Den 29. juni 1665 kom flåden ud for en storm, som førte til at den blev splittet, men de fleste skibe blev senere samlet i Bergen. Her modtog Bitter ordre fra Holland om at vente i den neutrale havn indtil en støttekonvoj kunne nå frem.

Den hollandske handelsflåde som lå i Bergen havn bestod af omkring 60 skibe. Ti af disse var skip fra det hollandsk ostindiske kompagni, og var fyldt med luksusvarer. I alt havde lasten en værdi på de europæiske markeder på omkring 11 millioner gylden eller tre millioner danske rigsdaler, mere end den danske krones samlede årlige indtægter. Hollænderne havde betalt hvad der svarede til 36 ton guld, eller 3.648.490 gylden for lasten.

Ikke hele den flåden fra det hollandsk ostindiske kompagni lå i Bergen. "Muskaatboom" (indkøbspris på ladningen ombord: 293.688 gylden) forsvandt under en storm ved Madagaskar og "Niewenhoven" (indkøbspris på ladningen: 77.251 gylden) og "Ooievaar" havde søgt havn i Trondheim. Bortset fra "Diemermeer" og "Amstelland" var alle skibene tungt bevæbnet, mange var specialbyggede skibe, som både fungerede som handels- og krigsskibe. Skibe som ankom til Bergen den 29. juli "Kogge" (indkøbspris på ladningen ombord: 67.972 gylden) "Diemermee" (indkøbspris på ladningen ombord: 272.087 gylden) "Jonge Prins" (indkøbspris på ladningen ombord: 438.407 gylden) Skibe som ankom til Bergen den 8. august "Walcheren" (indkøbspris på ladningen ombord: 346.964 gylden) "Phoenix" (indkøbspris på ladningen ombord: 297.326 gylden) "Slot Hooningen" (indkøbspris på ladningen ombord: 386.122 gylden) "Brederode" (indkøbspris på ladningen ombord: 296.733 gylden) "Rijzende Zon" (indkøbspris på ladningen ombord: 288.400 gylden) "Wapen van Hoorn" (indkøbspris på ladningen ombord: 300.464 gylden) "Amstelland" (indkøbspris på ladningen ombord: 282.785 gylden).

Skibene var fyldt med luksusvarer, som var indkøbt i Asien. Der var bl.a. Fire millioner jin peber (ca. 2.400 ton) 440.000 pund kryddernelliker 314.000 pund muskat 121.600 pund muskatblomster Omkring en halv million pund kanel 18.000 pund ibenholt 8.690 jin med silke Rundt 200.000 andre stofstykker 22.000 pund indigo 18.151 perler 2.933 rubiner 3.084 diamanter 16.580 forskellige ting af porcelæn

Man har stadig dagbogen fra den hollandske læge Wouter Schouten som beskriver hvordan det var at være mandskab i den hollandske flåde. Han beskriver også hvordan folk i Bergen tog imod de hollandske søfolk: «...dar i Bjørgvin vurdo me fagnade med ein Godvilje, Undring og Glede, som var yver all Maate. Menn og Kvende, Rike og Faatøke, Store og Smaa bad oss velkomne etter dan langa Ferdi, og vore Skip vurdo stendugt vitjade af Menn og Konor og Born, nyfikne etter aa sjaa seg um og høyra um alle dei Undr og Bisn i dei framande og fjerre Londi. Mange af dei beste Borgarar budo oss til Gest...»

Diplomatiske forpostfægtninger thumb|left|Kong Frederik 3. En forudsætning for et engelsk angreb på hollandske skibe i neutral dansk havn var samarbejde, eller i det mindste en stiltiende accept fra kongen. Godt nok var han bundet af flere aftaler med Det Nederlandske Forbund, men forholdet mellem de to lande var ikke uden gnidninger. Det hollandske monopol på handelen med Ostindien og Afrika hindrede udviklingen af den danske handel, desuden var forholdet anstrengt efter at Holland ikke havde givet Danmark den forventede støtte under Karl Gustav-krigene (1657-60).

Efter slaget ved Lowestoft gjorde Fredrik 3. tilnærmelser til England. Han gik ud fra at hvis England havde magten på havet ville mange hollandske handelsskibe søge tilflugt i danske havne, og kongen legede med tanken om at konfiskere de rige laster for at blive i stand til nedbringe statsgælden.

Den 14. juni foreslog den engelske udsending, Sir Gilbert Talbot, at indsætte engelske skibe og dele byttet. Da kongen ikke direkte afviste forslaget informerede Talbot sin regering om at danskerne var samarbejdsvillige. Den engelske øverstkommanderende, Hertugen af York, sendte omgående information og autorisation til jarlen af Sandwich. Dette skete inden krigsrådet den 27. juli, og dannede grundlag for den efterfølgende engelske operation i norsk farvand. Faktum var, at kong Frederik ikke vågede et brud med Holland. Han gik ud fra, at han kunne beholde sin status som neutral og alligevel få sin andel af det hollandske bytte som modydelse for at holde sig i ro. Kongen sendte ordre til von Ahlefeldt om at han skulle protestere mod det engelske angreb, men ikke foretage sig noget ud over det.

Både den engelske og den danske konge håbede at få fat i byttet uden at pengene havnede i statskassen, men i deres personlige formue. Kong Karl havde givet Lord Sandwich besked på at sørge for dette. Edward Montagu, Lord Sandwich sendte en slægtning med samme navn, Edward Montagu Sandwich, sammen med Teddiman for at sørge for at alt gik efter planen. Teddiman havde fået ordre om at handle så hurtigt og slagkraftigt som muligt for at undgå indblanding fra den britiske hovedflåde, noget som ville gøre det vanskeligt at hemmeligholde hvor pengene blev af.

Manglende ordre thumb|Willem van de Velde den ældre fik tegnet en række troværdige skitser fra slaget i Bergen bugt. Bergen havde på dette tidspunkt to fæstninger ved bugten: Bergenhus og Sverresborg. Repræsentanter for begge flåder talte med den norske fæstningskommandant Johan Caspar von Cicignon og kommandanten for de norske styrker Claus von Ahlefeldt, som foreløbig besluttede sig for at holde sig udenfor konflikten. Han havde hørt rygter om den hemmelige aftale mellem den engelske konge Karl 2. og kong Frederik 3., men der var ikke kommet nogen ordrer.

Forholdsordren gik ud på at en styrke på fem krigsskibe fra en hvilken som helst nation kunne komme ind i havnen. Von Ahlefeldt antydede, at han ikke ville tillade andet. Kongens ordre til von Ahlefeldt om at han ikke skulle foretage sig andet end at protestere mod det engelske angreb, nåede ikke frem til Bergen i tide, og englændernes besked til Teddiman om at udsætte angrebet til von Ahlefeldt havde fået sin ordre blev opsnappet af hollænderne. Teddiman regnede med at aftalen var på plads.

De engelske operationer ved Bergen Den engelske flotille under kontreadmiral Thomas Teddimans kommando, bestod oprindelig af 22 krigsskibe, men blev reduceret til fjorten da 8 skibe sejlede for langt mod vest havnede forbi Bergen uden at komme tilbage til de andre skibe. Bortset fra kanonskibene var der også brandskibene "Bryar", "Greyhound" og "Martin Gally" med i flotillen. Teddiman kom til Bergen klokken 18.00 den 11. august og blokerede indsejlingen til bugten. Den engelske operation startede med et uheld: Teddimans flagskip "Revenge" gik på grund ved Nordnes, og først efter ihærdig indsats fik man det fri.

Bugten er kun 400 meter bred ved mundingen, så englænderne fik ikke plads til mere end syv skibe i åbningen, fra nord til syd: "Prudent Mary", "Breda", "Foresight", "Bendish", "Happy Return", "Sapphire" og "Pembroke". Linjen var så kort, at skibene næsten rørte hinanden. Da admiralen ikke vidste hvordan danskerne ville reagere, placerede han sine øvrige skibe udenfor kystforterne. "Norwich" lå udenfor et hollandsk batteri nord for Bergenshus. Ved siden af lå "Golden Lion" og "Society" som dækkede det danske Sverresborg-batteri på bakken nord for fæstningen og et dansk fort længere nordpå. Ved den vestlige bredn lå "Guernsey", "Revenge", "Coast Frigate" og "Guinea" i en nord-syd linje ved skanserne som lå på fremspring langs hele Nordnespynten og hvor man fra høje stillinger dominerede indsejlingen til bugten. "Martin Galley" sikrede Nordnes fra Puddefjordssiden.

Da meldingen om den engelske flåde kom til Bergenhus, havde fæstningen kun en styrke på omkring 100 mand, bestående af det Sognske kompagni og det Bergenhusiske kompagni, og meget få officerer. Kommandanten på Bergenhus, Ahlefeldt, fik hurtigt samlet to kompagnier mere, og på Nordnes blev omkring 150 mand af byens "gemene" indbyggere mønstret, eller "pøbel" som Ahlefeldt omtalte dem som.

Forhandlinger og sidste forberedelser thumb|Thomas Teddiman som havde kommandoen over den engelske flåde.