Toveshøj er navnet på Brabrand Boligforenings boligafdeling 5 og den er foreningens næststørste. Toveshøj er en del af den større arkitektoniske enhed Gellerupplanen i Gellerup og deler postnummer med Brabrand.

Boligblokkene i fire og otte etager, er næsten identiske med dem man finder i Gellerupparken og de er da også opført på samme tidspunkt (1968-72) og med helt samme teknik (præfabrikerede betonelementer) og arkitektur. Toveshøj rummer i alt 624 lejemål. De består af 1-4 værelses lejligheder på 31-124 m² og alle lejligheder er forsynet med en åben og en lukket altan.

Selvom Toveshøj er sin egen afdeling, regnes den af mange som en del af Gellerupparken i det daglige og de to afdelinger deles da også om de mange faciliteter i området og har det fælles netværk Samvirket. Gellerupparken ligger lige syd for Tovehøj, på den anden side af Edwin Rahrs Vej.

Lige vest for Toveshøj ligger Tovshøjskolen.

Ligesom sin nabo i syd, er Toveshøj også omfattet af den store Helhedsplan Gellerup, der vil skabe mange forandringer i området de kommende år.

Fra Toveshøj er der adgang til de rekreative naturområder Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen mod henholdsvis øst og nord.

Kilder og eksterne henvisninger

Toveshøj afdelingen Brabrand Boligforening Samvirket Skræppebladet (Toveshøj) Helhedsplan Gellerup

Kategori:Boligbyggeri i Aarhus Kategori:Særligt udsatte almene boligområder i Danmark Kategori:Brabrand Kategori:Knud Blach Petersen