Palæstina (, Filastin, Falastin, Filisṭīn; , Palaistinē; ; , Palestina) er en konventionel betegnelse, bl.a. for den geografiske region i det vestlige Asien mellem Middelhavet og Jordan-floden og forskellige tilstødende lande. Regionen er også kendt som delstaten Israel (, Eretz-Yisra'el), det Hellige Land og det sydlige Levant og har historisk været kendt under andre navne, herunder Kanaan/Fønikien, Syd Syrien og Outremer.
Grænserne i regionen har ændret sig gennem historien, og blev sidst defineret i moderne tid med den fransk-britiske grænseaftale (1920) og det Transjordanitiske notat af 16. september 1922. I dag omfatter regionen staten Israel og de palæstinensiske områder. Udtrykket Peleset (translittereret fra hieroglyffer som Prst) findes i talrige egyptiske dokumenter, der vedrører mennesker eller jord startende fra ca. 1150 f.Kr. under det tyvende dynasti i Egypten. Den første omtale menes at være i tekster til templet i Medinet Habu, som registrerer et folk kaldet Peleset blandt "havfolket", som invaderede Egypten i Ramses III regeringstid. Assyrerne kaldte samme region Palashtu eller Pilistu, begyndende med Adad -nirari III i Nimrud Slab i ca. 800 f.Kr. og sluttende med kejser Sargon II's annaler omtrent et århundrede senere. Hverken de egyptiske eller assyriske kilder fastsatte klare regionale grænser for udtrykket.
Det første klare brug af udtrykket Palæstina, der henviste til hele området mellem Fønikien og Egypten, forekom i det 5. århundrede f.Kr. i det antikke Grækenland. Herodot skrev et "distrikt Syrien, kaldet Palaistinê" i The Histories, det første historiske værk der klart definerer regionen, som omfattede de judæiske bjerge og Jordandalen. Omtrent et århundrede senere brugte Aristoteles en lignende definition i Meteorologi, hvor han skriver "Igen, hvis, som er sagnomspundne, er der en sø i Palæstina, således at hvis du binder en mand eller dyr, og smide den i det flyder og ikke synke, ville dette bære ud af, hvad vi har sagt. De siger, at denne sø er så bitter og salt, at ingen fisk lever i det, og at hvis du suge tøj i det og ryst dem det renser dem", forstås af lærde som en henvisning til Det Døde Hav. Senere forfattere som som Polemon og Pausanias også brugte udtrykket til at henvise til den samme region. Denne brug blev efterfulgt af romerske forfattere som Ovid, Tibullus, Pomponius Mela, Plinius den Ældre, Dio Chrysostomos, Statius, Plutarch samt romersk-judæiske forfattere Philo af Alexandria og Josefus. Andre forfattere, såsom Strabo, en fremtrædende romersk-æra geograf (selvom han skrev på græsk), henviste til regionen som Coele-Syrien omkring 10-20 f.Kr. Udtrykket blev først brugt til at betegne en officiel provins i 135 e.Kr., da de romerske myndigheder, efter undertrykkelsen af Bar Kokhba-revolten, kombineret Iudaea-provinsen med Galilæa og andre omkringliggende byer såsom Ashkelon og dannede "Syrisk Palæstina", som nogle lærde stat var i orden at fuldføre dissociation med Judæa.
Den første jødiske stat
Under David og hans efterfølger Salomon (965-928 f.Kr.) var store dele af Palæstina og dele af vore dages Jordan og Syrien samlet under israelitisk herredømme. Det blev kaldt "Det forenede kongerige". Efter Salomons død blev riget splittet i to stater: Israel, erobret af assyrerne i 722 f.Kr. og Juda, erobret af babylonierne i 578 f.Kr. Store dele af befolkningen flygtede eller blev ført bort i fangenskab.
Mens Judariget endnu bestod, blev "jøde" – yehudi – taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitter – eller hebræere. Under fangenskabet i Babylon, nu Iraq, udviklede jødiske filosoffer en ny religion, jødedommen, på grundlag af israelitternes gamle stammereligion.
Da perserne erobrede det babylonske imperium i 538 f.Kr., tillod de jøderne at vende tilbage til Palæstina. I mellemtiden havde edomitter, filistre og andre stammer bosat sig i de affolkede områder. Jøderne slog sig for det meste ned i området omkring Jerusalem. Den næste erobrer var Alexander den Store (330 f.Kr.). Ved hans død i 323 blev Mellemøsten delt mellem to af hans generaler – Ptolemæus med sæde i Egypten og Selevkidius med sæde i Syrien. Ptolemæerne havde magten i Palæstina frem til år 200 f.Kr., da selevkiderne tog over – til 70 f.Kr. Under makkabæernes ledelse gjorde jøderne oprør mod selevkidene og fik i 142 f.Kr. kontrollen over Judea, det romerske navn for Judariget. Hvor stor grad af selvstændighed jøderne fik er usikkert.
Salomon forstod at gøre sig til herre over handelsvejene og udnytte Palæstinas stilling som gennemgangsland. Fortællingerne om dronningen af Saba viser, hvor vidt horisonten strakte sig. Da Nord- og Sydriget skiltes, blev stillingen langt svagere. Det politiske tyngdepunkt lå i Nordriget, men det betød kun lidt i stormagtspolitikken. Så længe Ægypten var svagt og den nu vigtigste nordlige stormagt, Assyrien, optaget andetsteds, havde Israel kun at gøre med små naboriger som dets eget. Hovedfjenden blev da ifølge sagens natur aramæerne, den syriske nabo, som ville kontrollere handelen i Samaria, der lå ved karavanevejen. Et enkelt kraftigt dynasti, Omris, kunne hævde sig, blandt andet ved den naturlige alliance, som også Salomon havde sluttet, med fønikerne, hvorved aramæerne blev afskåret fra havet. Assyrerne viste imidlertid i 8. århundrede interesse for de vestlige forhold. Palæstinas fyrster drives atter snart mod Ægypten, snart mod nordmagten. Smårigerne søgte at danne alliancer for at hævde uafhængigheden, men 734 lægges Nordriget ind under Assyrien som vasalstat, og 722 ødelægges dets hovedstad. Nye folk føres ind ved deportation. I Sydriget blev Hiskia assyrernes vasal, men søgte tilhold hos Ægypten, som også de følgende konger var afhængige af, til Jerusalem erobres af babylonerne under Nebukadnesar 597 og 586 f. Kr.
Samtidigt med, at den politiske magt i Palæstina var koncentreret i kongerne, omdannedes dets befolkning til større ensartethed, og det historiske Israel blev til. Hvornår den kendte fordeling af landet på 12 stammer er fuldbyrdet, vides ikke. Gamle Testamente lægger den til grund fra begyndelsen af, men sandsynligvis har den væsentlig udviklet sig i tiden mellem indvandringen og kongetiden, og i kongetiden har den vistnok mistet en del af sin betydning. Fordelingen var følgende: øst for Jordan boede Ruben, Gad og Makir, som regnedes til Manasse. Ruben havde svære kampe at bestå med moabiterne og forsvandt efterhånden. Gad og Makir var stærkt udsat i aramæerkampene og var ofte løsrevet fra Israel. Vest for Jordan fandtes: Simeon helt mod syd, derpå Juda og Benjamin, med Dan mod vest, Efraim i højlandet i midten, Manasse om Jisreelsletten, derpå Issakar, Sebulon og Asser mod nord, mens Naftali strakte sig vest for Genesaret sø og Jordan langs de to sidstnævnte. Heroppe boede også Dan efter sin vandring. Det vigtigste område var i den ældre tid Efraims højland i Palæstinas midte med byer som Gibe’a, Mizpa, Gibe’on, Rama, Betel, Sikem og senere Samaria; dertil kom den frugtbare Jisreel-slette med Megiddo, Ta’annak og andre. Jerusalem blev efterhånden mere og mere betydningsfuld, først da David gjorde den til hovedstad, senere da Josia gjorde dens tempel til det eneste legitime. Mod syd lå Be’ershaba, Hebron, Betlehem, hvorfra en vej førte op over Jerusalem midt igennem landet; længst mod nord lå Dan. Mange af de israelitiske byer genfindes i Amarnabrevene.
Under persernes styre
Om tilstandene i Palæstina efter 586 vides meget lidt. Imod nord sad samaritanerne, imod syd trængte idumæerne ind i Juda, mens nabatæerne rykkede ind i det gamle Edoni og derfra bredte sig mod nord. I Perserherredømmets tid (538—332) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f. Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig stærkt i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes 3. (358—338). Det var under persisk beskyttelse, at jøderne for en del vendte tilbage, og at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.
I den græske periode fra 332 blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323, og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos 3.s sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f. Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt — ved licitation — til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165, da Antiochos Epifanes forbød jødisk kultus, opfyldtes landet af de makkabæiske kampe, der banede vejen for det hasmonæiske dynasti. Under syrernes svækkelse opnåede dette en vis selvstændighed, men kom snart under romersk indflydelse, indtil Pompejus 63 f. Kr. erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien.
Under romersk styre
Efter et kort armensk herredømme (70-63 f.Kr.) overtog romerne magten. De holdt landet besat i 700 år – til år 638. Jøderne gjorde oprør mod romernes styre, men det blev slået ned: Jerusalem faldt i år 70 og Masada faldt i 73. De fleste jøder blev nu ført ud af Palæstina til forskellige dele af Romerriget. Det sidste jødiske oprør fandt sted 132-135.
Kejser Hadrian (76-138) var den første, der anvendte «Palæstina» om den romerske provins. Provinsen var tredelt og omfattede vore dagens Palæstina samt dele af Jordan og Syrien.
Under det romerske herredømme regeredes Palæstina på skiftende måde. Det deltes nu i følgende landsdele: vest for Jordan Judæa (med Idumæa), Samaria og Galilæa; øst for Jordan Peraea (fra Arnon til Pella), Gaulanitis (øst for Genesaret sø), Batanaea, Trachonitis og Auranitis. Dertil kom en række rent hellenistiske stæder i Østjordan, som dannede en sammenslutning, Dekapolis.
I hele den græsk-romerske periode blev Palæstina stærkt helleniseret, selv om store kredse af jøderne siden makkabæernes opstand modsatte sig hellenske former, der stred mod deres religion. Det græske sprog trængte ind på bekostning af det aramaiske. Byerne fik et græsk præg, der byggedes gymnasier, væddeløbsbaner, teatre og templer. Herodes gjorde således endog Jerusalem til en græsk by. Andre vigtige hellenistiske byer var landshøvdingens residens, Kaesarea, Samaria, Skythopolis, Jamnia, Gaza og andre. I alt nævnes over 30 hellenistiske stæder, af hvilke mange var uafhængige kommuner, der stod direkte under romerne; adskillige havde egen kalender og egne mønter. Foruden bygningsrester har udgravninger bragt en del græske indskrifter fra denne periode for dagen. Romerne har især efterladt sig minder i Palæstina ved deres storslåede vejanlæg, fra hvilke en del milestene er bevaret. Latinske indskrifter findes også, især fra soldater. Hadrian ombyggede Jerusalem med forum og templer som en romersk koloni. I 4. århundrede var den sædvanlige inddeling af Palæstina: Palæstina prima (Vestjordan syd for Jisreelsletten til Beershaba og en lille del af Østjordan), Palæstina secunda (Galilæa og den nordlige del af Østjordan), og Palæstina tertia (syd for Beershaba til Det røde Hav).
Under byzantisk herredømme