thumb|Chorrera Figur. Ecuadors historie vedrører den historiske udvikling i den nordvestligste del af Sydamerika.
Republikken ved ækvator var et af tre lande, som opstod, da Gran Colombia faldt sammen i 1830 (de andre var Colombia og Venezuela). Mellem 1904 og 1942 mistede Ecuador områder i flere konflikter med nabolandene. En grænsekrig mod Peru flammede op i1995, men løstes 1999.
Under Ecuadors historie har der været en kontinuitet inden for det traditionelle kulturelle og økonomiske mønster lige som inden for det sociale og politiske samarbejde mellem landets heterogene sociale grupperinger. Moderne indslag overlapper de traditionelle, hvilket gør nutidens Ecuador til et levende museum over sin varierende og rige kulturarv. Det førcolumbiske Ecuador vises i de bestående oprindelige sprog, skikke og økonomiske aktiviteter bland et stort, om end aftagende, antal samfund i Sierra (Andernas højland) og Oriente (den østlige region). Også arven efter tre århundreder med spansk kolonistyre er tydelig og indbefatter sociale skel, som for en stor del beror på race, jordejendom og landets europæisk dominerende kulturudtryk.Library of Congress - A country study: Ecuador, Historical setting
Analytikere af Ecuadors politiske historie efter uafhængigheden har angivet flere bestående indslag. Regionalismen er særligt fremtrædende, især udtrykt i kampen mellem Sierra, hvor Quito ligger, og Costa, hvor Guayaquil ligger. Regionalismen har vist sig i partikampen mellem de Quito-baserede konservative og de Guayaquil-baserede liberale. Personligheder, fra politisk fremstående militære caudillos under republikkens første år, til de civile diktatorer og populister under senere perioder, har været et andet bestående indslag siden uafhængigheden.
Det måske mest konsekvente indslag i republikkens historie er den politiske instabilitet. Under et og et halvt århundrede skete 86 regeringsskift, hvilket gav en gennemsnitlig regeringstid på 1,75 år. 1979 års forfatning var Ecuadors syttende nationale grundlov. Ecuadors politiske instabilitet er et resultat af den oven for omtalte kamp kombineret med den vigtige politiske rolle hos landets bevæbnede styrker. De længste perioder med et civilt, konstitutionelt styre var mellem 1912 og 1925 samt mellem 1948 og 1961. Som et resultat har regeringens indgreb haft små muligheder for at udvikles til et etableret, civilt og demokratisk styre.
Ecuadors økonomiske historie har haft lange perioder af op- og nedgange baserede på visse specifikke eksportprodukter. Den længste højkonjunktur strakte sig fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1920-erne og var et resultat af landets monopollignende stilling inden for produktion og eksport af kakao. To midlertidige højkonjunkturer inden for bananproduktion afsluttede 1950- og 1960-erne mens olie, den mest udmærkende og korteste af alle højkonjunkturer strakte sig fra 1972 til 1979. Den pludselige afslutning på oliekonjunkturen faldt sammen med en krise i udenlandsgælden forårsaget af store udenlandske lån tagne af to efter hinanden følgende militærregeringer (1972-1979) samt af Jaime Roldós Aguileras regering (1979-1981).
Til trods for, at petroleumsgevindsterne gav store sociale forandringer ved at skabe en stor middelklasse, var de forventede politiske forandringer små. Populisten Roldós og den konservative León Febres Cordero Ribadeneyra (1984-1988) repræsenterede de traditionelle indslag, mens andre fremstående personligheder, som Osvaldo Hurtado Larrea (1981-1984), tilsluttede sig mere moderne centrum-venstre-ideologier. Alligevel styrkedes landets traditionelt svage finanser af medgangen fra olien og bevirkende en overføring af den regionale magtbalance til landets hovedstad.
Intensiteten i den politiske kamp, som ofte udkæmpes mellem præsidenten og kongressen, ser ikke ud til at have villet aftage efter 1979. Det måske mest centrale ubesvarede spørgsmål i 1980-erne var, om de bevæbnede styrker ville fortsætte deres historisk aktive politiske rolle eller, om de ville arbejde uden direkte indblanding i den politiske proces.
Venstrekandidaten Rafael Correa vandt præsidentvalget i Ecuador 2006.
Indtil den spanske erobring
Ecuador har få arkæologiske beviser fra civilisationerne forud for den spanske erobring, de ældste genstande - levn fra Valdivia-kulturen, som er blevet fundet langs kysten nord for nutidens Santa Elena i provinsen Guayas - er daterede til 3500 f.Kr. Andre store arkæologiske fundsteder langs kysten findes i provinserne Manabí og Esmeraldas. Store fundsteder i Sierra findes i provinserne Carchi og Imbabura i nord, Tungurahua og Chimborazo i midten af Andernas højland, samt Cañar, Azuay og Loja i syd. Næsten alle disse fundsteder dateres til de seneste 2.000 år. Store dele af Ecuador, blandt andet næsten hele Oriente, er dog fortsat ukendte områder for arkæologer.Library of Congress - A country study: Ecuador, Pre-Hispanic era
Kundskaben om Ecuador inden den spanske erobring begrænses tillige af den bristende historiske dokumentation om inkaerne og kulturerne inden inkaen lige som de spanske skildringers bristende interesse for Ecuador. Inden inkaen erobrede området, som i dag udgør Ecuador, var regionen befolket af flere frit stående stammer som talte flere ubegribelige sprog og som ofte kæmpede mod hinanden. Fire kulturelt beslægtede indianske grupper ved navn Esmeralda, Manta, Huancavilca og Puná havde deres bosættelser i lavlandet ved kysten i den angivne rækkefølge fra nord til syd. De var jægere, fiskere, bønder og handelsmænd. Handel var særlig vigtig blandt de forskellige grupper ved kysten, og det virker som om, at de havde en udviklet søfart, men lavlandskulturerne handlede tillige med befolkningen i Sierra, hvor de byttede fisk mod salt.
Sierra var befolket af flere folk, fra nord til syd, fra Pasto-, Cara-, Panzaleo-, Puruhá-, Cañari- og Palta-kulturerne. Disse levede for største delen på bjergssiderne og i spredte byer i de frugtbare dale mellem Cordillera Occidental (den vestlige bjergkæde) og Cordillera Oriental (den østlige bjergkæde) i Anderne. Indbyggerne i Sierra var et bofast, jorddyrkende folk, som dyrkede majs, bønner og flere varianter af kartofler og squash. Anvendelse af kunstvanding var udbredt, frem for alt blandt Cañari. Flere forskellige slags frugter, blandt andre ananas og avokado, dyrkedes i de lavere og varmere dale. Historikere tror, at den politiske organisation var koncentreret omkring lokale høvdinge, som samarbejdede indbyrdes i forbund eller var underordnede under konger. Sådanne høvdinge havde stor magt. De kunne blandt andet danne hære og administrere fælles jordarealer.
thumb|Ingapirca-ruinerne i provinsen Cañar stammer fra inkaerne
Inkaens ekspansion nord på fra nutidens Peru under den senere del af 1400-tallet mødte heftig modstand fra flere ecuadorianske stammer, frem for alt fra Cañari i regionen omkring nutidens Cuenca, Cara i Sierra nord om Quito samt fra Quitu, som boede på det sted, hvor nutidens hovedstad ligger, og som var det folk, som byen fik navn efter. Erobringen af Ecuador begyndte 1463 under ledelse af den niende inka, den store kriger Pachacuti Inca Yupanqui. Samme år overtog hans søn Topa befalingen over hæren og påbegyndte marchen nord på gennem Sierra. Efter at have besejret Quito, bevægede han sig syd på langs kysten og startede en omfattende sørejse, som tog ham, beroende på skildring, enten til Galapagos-øerne eller til Marquesas-øerne i Polynesien. Da han vendte tilbage, gjorde han et mislykket forsøg på at underkue befolkningen omkring Guayaquilbugten og øen Puná. Omkring år 1500 besejrede Topas søn, Huayna Capac, modstanden fra desse grupper samt fra Cara og kunne der efter indlemme nutidens Ecuador i Tawantinsuyu, som inkariget kaldtes.
Indflydelsen fra disse Cuzco-baserede erobrere pågik under et halvt århundrede eller kortere tid på visse steder i Ecuador. Under den periode forblev en del livsvilkår uforandrede, som eksempelvis traditionel religiøs tro, som var bestående under hele perioden med inkaens styre. Inden for andre områder som jordbrug, jordejendom og samfundsorganisation fik dog inkaen en gennemgribende effekt trods den korte periode. Jordbruget blev den vigtigste levevej, men inkaen indførte mange nye afgrøder som palmeliljor, søde kartofler, kokabuske og jordnødder. Anvendelsen af lama og kunstvanding voksede kraftigt. Efter at tidligere for en stor del at have været i privat eje blev jorden, i det mindste i teorien, inkaherskerens ejendom, men i praksis var den største del kollektivt ejet af ayllu, en samfundsgruppe af bønder, som lededes af curaca. Inden for ayllu var hver husholdning tildelt et lille stykke dyrkningsbar jord, som de dyrkede til sin egen konsumtion. Også staten og præsteskabet ejede store jorder, som ved herskerens forsorg dyrkedes som en samfundsservice.
Herskeren Huayana Capac blev meget glad for Quito og gjorde byen til Tawantinsuyus anden hovedstad, og han tilbragte sine sidste år der inden sin død i 1527. Han foretrak at styre ved lokale curacas så længe, de accepterede inkaens guddommelige magt og var villige til at betale skat. Hvis han mødte opposition, forflyttede han store dele af den lokale befolkning til andre områder i riget og erstattede dem med kolonister fra så fjerne steder som Chile. Denne omflytning af befolkning hjalp til at sprede Cuzcos sprog, quechua, til Ecuador. En permanent hær, et stort bureaukrati og et verdsligt vigtigt præsteskab forstærkede yderligere herskerens styre.
Huayna Capacs pludselige død af en usædvanlig sygdom, beskrevet af en spansk skildrer som "formodentlig kopper eller mæslinger", satte gang i en bitter strid mellem Huayna Capacs sønner Huáscar og Atahualpa, som sagdes at være Huayna Capacs favoritsøn. Kampen rasede i fem år inden Francisco Pizarro ankom med sin erobringsekspedition i 1532. Det vigtigste slag i denne borgerkrig udkæmpedes på ecuadoriansk jord nær Riobamba, hvor Huscars nordlige tropper mødte og blev besejret af Atahualpas sydlige tropper. Atahualpas endelige sejr over Huascar kom kun få dage inden de spanske erobreres ankomst. Sejren er fortsat en kilde til national stolthed blandt ecuadorianerne som en enestående hændelse, hvor Ecuador med kraft besejrede et naboland.
Opdagelse og erobring
thumb|Francisco Pizarro
De spanske styrkers opdagelse og erobring af Ecuador i begyndelsen af 1500-tallet var forbundet med erobringen af Peru og Øvre Peru, den spanske krones største erobring i den nye verden. Den centrale person i begivenhederne var Pizarro, en eventyrer fra Trujillo i den spanske region Extremadura, som i 1513 havde deltaget i Vasco Núñez de Balboas rejse gennem Panama for at opdage Stillehavet. Elleve år senere ydede Panamas guvernør Pedrarias Dávila finansiering til Pizarro, i selskab med Diego de Almagro og præsten Fernando de Luque, til bekostning af en ekspedition syd på langs Sydamerikas vestkyst. Deres første to rejser, i 1524 og 1526, endte resultatløse, og det varede til den tredje rejse, som påbegyndtes i 1531, inden, at Peru og inkaen kunne erobres.Library of Congress - A country study: Ecuador, Discovery and conquest
Den første europæer, som gik i land i det område, som i dag udgør Ecuador, var formodentlig Bartolomé Ruiz de Estrada, Pizarros lods under hans anden rejse, som fortsatte syd på, mens Pizarro udforskede den colombianske kyst, og Almagro vendte tilbage til Panama for at hente forsyninger. Pizarro selv gik i land på den ecuadorianske kyst senere under sin opdagelsesrejse og rejste så langt som til Tumbes i det nordligste Peru til trods for officielle ordrer om at vende tilbage till Panama. left|thumb|Diego de Almagro