Nachrichtenstelle für den Orient (forkortet: NfO) var en tysk propaganda- og efterretningsvirksomhed, som blev etableret af den tyske generalstab og udenrigsministeriet i fællesskab og som under 1. verdenskrig var aktiv i Mellemøsten og Britisk Indien.
Med ringe held forsøgte NfO at få muslimske soldater i britisk, fransk og russisk tjeneste til at desertere. Muslimske krigsfanger blev på foranledning af NfO indsat i den såkaldte Halvmånelejr (Halbmondlager) ved Berlin. Her blev muslimske skikke, såsom regler om spisning eller Ramadan omhyggeligt fulgt, og den første moske på tysk grund blev bygget til fangerne. "Gæstetalere" fra Tyrkiet forsøgte at agitere blandt fangerne og overtale dem til at skifte side.
NfO støttede nationalistiske strømninger i de mellemøstlige lande for derved at styrke den tyske stilling i Nærorienten og Transkaukasus og samtidig svække Ententen - dvs. Frankrig, Storbritannien og Rusland. Politiseringen af begrebet "Jihad“ i den islamiske verden kan bl.a. spores tilbage til NfO's aktiviteter. I grupperingerne omkring NfO blev begrebet "islamisme" ifølge Wolfgang G. Schwanitz ofte anvendt.
Aktiviteterne i NfO har haft betydning for Tysklands udenrigspolitik i Mellemøsten frem til i dag. I nationalstaterne Ægypten og Tyrkiet blev de derværende etnisk-nationalistiske bevægelser vigtige allierede for Tyskland, mens de etnisk blandede fransktalende og til del ikke-muslimske folk i Levanten - frem for alt i Syrien og Libanon, forblev fremmede og suspekte i tyske øjne.
Historie og struktur Ide og udgangssituation
Forholdet mellem Tyskland og det Osmanniske Rige var særdeles godt i begyndelsen af det 20. århundrede. Mens de tyske militærmissioner sørgede for en modernisering af den tyrkiske hær, betød gennemførelsen af det tysk-osmanniske prestigeprojekt Bagdadbanen, at også afsidesliggende dele af den multietniske stat blev nået. Den stadig stærkere stormagt Tyskland forsøgte på denne måde at vinde osmannerne som forbundsfæller. Det Osmanniske Rige var derimod i knæ. De europæiske stormagter talte om landet som Europas syge mand, på grund af de stadige økonomiske og politiske kriser. Det "orientalske spørgsmål", om det osmanniske rige fortsat ville bestå eller om det ville blive opløst og koloniseret, var et betydningsfuldt spørgsmål i den imperialistiske periodes udenrigspolitik.
I juli 1914 brød den 1. verdenskrig ud. Den tyske Orientalist og diplomat Max von Oppenheim (1860–1946) afleverede op denne baggrund et memorandum til det tyske udenrigsministerium i oktober 1914 med titlen: "Denkschrift betreffend die Revolutionierung der islamischen Gebiete unserer Feinde" (Memorandum om revolutionering af vore fjenders islamiske områder). Heri skrev han:
Oppenheim havde indsamlet stor erfaring i det arabiske område som tysk diplomat og amatørarkæolog og blev anset for udenrigspolitisk ekspert vedrørende det osmanniske rige. Han så et stort potentiale i muligheden for at få araberne til at indlede en hellig krig (jihad, arab. جهاد) mod Tripelententen - Frankrig, Storbritannien og Rusland for derigennem at forbedre sin egen krigssituation. Oppenheim anså propagandatiltag og aktiviteter fra den tyske hær i det Osmanniske Rige for at være nødvendige forudsætninger for at starte revolutioner. Til at koordinere disse tiltag foreslog han etablering af en efterretningsvirksomhed, som skulle bestå af orientalister, personer med arabisk eller tyrkisk som modersmål samt uddannede lektorer og skulle udarbejde og distribuere "tilpassede sandfærdige krigsberetninger (opråb osv.)" Bragulla, s. 17.
Oppenheims memorandum nåede via viceudenrigsminister Arthur Zimmermann frem til rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg og kejser d Wilhelm 2. Mens kejseren, som lagde stor vægt på at få osmannerne som allierede, så med velvilje på planen, var meningerne delte i udenrigsministeriet. Især den liberale diplomat og orientekspert Friedrich Rosen, en modspiller til Oppenheim, advarede indtrængende mod at nære religiøs fanatisme.Rosen, S. 54. Da generalstaben under Helmuth von Moltke gav planen sin støtte blev "Nachrichtenstelle für den Orient" i november etableret af udenrigsministeriet og den politiske sektion i den stedfortrædende generalstab.Hagen, S. 32ff. Den blev ledet af diplomaten Rudolf Nadolny, som efter at Det osmanniske Rige den 3. november var trådt ind i krigen på Centralmagternes side var ansvarlig for samarbejdet mellem NfO og militæret.
NfO blev finansieret af udenrigsministeriets generelle pulje til propaganda. Den månedlige grundfinansiering udgjorde 5.000 guldmark, som blev suppleret med 3.000 guldmark fra en "eisernen Reservefonds für außergewöhnliche Aufgaben" (reservefond til usædvanlige opgaver). Dette beløb slog langt fra til, og derfor brugte Oppenheim også egne midler. Det tyske center for NfO bestod i starten af fem lokaler i det tyske koloniministerium i Berlin. De udvidede opgaver nødvendiggjorde dog snart en flytning til Tauentzienstraße 19a. Ved krigens slutning benyttede NfO 32 lokaler.Bragulla, s. 19.
Organisation og opgaver thumb|1. Verdenskrig i Mellemøsten – deltagende lande Propaganda overfor de russiske muslimer, de franske kolonier og det Britiske imperium til fordel for den tyske krigsførelse var den vigtigste opgave for NfO. Dette opgaveområde var delt op i fire dele: Propaganda ved fronterne Propaganda blandt muslimske krigsfanger Propaganda i Ententens kolonier Propaganda i Tyskland og lande i forbund hermed
NfO havde imidlertid hverken status som privat virksomhed eller offentlig institution. Dens hemmelige samarbejde med udenrigsministeriet og generalstaben gav den imidlertid en halvoffentlig karakter. Organisatorisk mindede den om et universitetsfakultet: Udover ledelsen var der et kontor og presseafdeling. Herudover var der seks afdelinger som behandlede juridiske, tyrkiske, persiske, arabiske, indiske og russiske forhold. Hertil kom at redaktionerne af fangeavisen og Der Neue Orient sidestillet med afdelinger. Den samlede organisation var underlagt lederen af NfO, dvs. indledningsvis Max von Oppenheim. For at komme tættere på den muslimske befolkning og lette arbejdet var der i de enkelte afdelinger ansat personale med de respektive sprog som modersmål.
En af de første handlinger, som NfO gennemførte var at danne komiteer af de orientalere, som ved krigens begyndelse befandt sig i Berlin. Disse udviklede sig til organisationer for folkeslagene i Nærøsten. Således opstod der "Indian Independance Committee", "Persische Komitee in Berlin" og "Komitee für die Unabhängigkeit Georgiens". Disse organisationer var i stadig kontakt med NfO. Oppenheim oprettede desuden en georgisk og en tatarisk stipendiefond under den tysk-georgiske forening samt en tysk-persisk forening.Bragulla, S. 24.
NfO havde forskellige underorganisationer herunder den såkaldte "Nyhedssal-Organisation" i den tyske ambassade i Istanbul, som udgjorde NfO's repræsentation i det Osmanniske Rige. I løbet af krigen blev der etableret talrige nyhedssale og kontaktkontorer for NfO i hele regionen, f.eks. i Tiflis, Mosul, Damaskus og Jerusalem. Den tyske ambassade var ansvarlig for koordinationen mellem Berlin og kontorerne i Orienten. Således fandt meddelelser på mange sprog fra den tyske generalstab vej til langt ind i Nærorienten.Farah, S. 241. Til udbredelse af propagandaskrifter rådede NfO over et distributionskontor i Zürich og stod i tæt forbindelse med enkelte boghandlere i Lausanne, Amsterdam, Den Haag og Stockholm. På denne måde skulle tysk krigspropaganda også få opmærksomhed i neutrale lande.Bragulla, S. 26.
Udover den egentlige propaganda aktivitet havde NfO også andre opgaver. Således var pleje af personlige kontakter til orientalske kredse i Tyskland, den osmanniske regering og det neutrale udland af stor betydning. Desuden blev der etableret et avisarkiv vedrørende Orienten i Berlin, som frem for alt stod til rådighed for udenrigsministeriet og kunne give oplysninger til offentlige instanser. Til dette formål fulgte NfO med i den orientale, europæiske og amerikanske presse og lavede periodiske oversigter over den russiske, tatariske, kaukasiske, tyrkiske, persiske og indiske presse. Disse oversigter lettede arbejdet for det tyske diplomati og generalstaben. NfO var desuden ansvarlig for censur af publikationer, film og endda breve til udenrigsministeriet og generalstaben fra Orienten. Ligeledes blev breve fra muslimske krigsfanger underlagt censur.Bragulla, S. 27. I øvrigt udøvede NfO indflydelse på den tyske presse for at få denne til at benytte et "velovervejet ordvalg" i forhold til islam og det osmanniske rige.Farah, S. 240.
Personelle Struktur NfO bestod i begyndelsen af personer, som allerede længe havde været i forbindelse med Oppenheim.Karl Emil Schabinger von Schowingen: Weltgeschichtliche Mosaiksplitter. Erlebnisse und Erinnerungen eines kaiserlichen Dragomans. Baden-Baden 1967, S. 126. De arbejdede så vidt muligt på kollegial basis frivilligt og til dels ulønnet. Jo længere krigen varede jo stærkere blev NfO institutionaliseret. I 1915 var der 15 tyske og 20 orientske medarbejdere beskæftiget på NfOt.Bragulla, S. 28. Desuden var der 11 lejlighedsvise oversættere og 11 andre ansatte. I 1918 var det samlede personale på 59 personer, inklusiv nogle kontormedhjælpere og bude. De tyske medarbejdere var overvejende orientalister, diplomater eller journalister.
Ledere Periode Leder af NfONovember 1914 – marts 1915Max von Oppenheim (1860–1946)Marts 1915 – februar 1916Karl Emil Schabinger von Schowingen (1877–1967)Februar 1916 – november 1918Eugen Mittwoch (1876–1942)
I marts 1915 blev Max von Oppenheim, initiativtager og grundlæggeren af NfO, udsendt til den tyske ambassade i Istanbul. Derfor udnævnte han sin medarbejder Karl Emil Schabinger Freiherr von Schowingen til sin stedfortræder på ubestemt tid. Schabinger var diplomat og jurist. Han havde allerede i studietiden udviklet en stor interesse for Orienten og havde lært persisk og tyrkisk af Martin Hartmann. Indtil grundlæggelsen af NfO havde Schabinger været tolk ved det kejserlige gesandtskab i Tanger (Marokko). Ved overtagelsen af ledelsen af NfO fik kan tildelt titel af Konsul. Schabinger blev på posten indtil den 22. februar 1916 hvor han blev udsendt af udenrigsministeriet til det tyske generalkonsulat i Jerusalem. Hans efterfølger blev Eugen Mittwoch. Mittwoch blev ikke halvofficielt udpeget af von Oppenheim selv, men fik opgaven af udenrigsministeriet. Mittwoch var professor i islamvidenskab og ledede NfO indtil det blev opløst ved krigens slutning.
Tyske medarbejdere Blandt de tyske medarbejdere var de indflydelsesrige orientalister Martin Hartmann, Helmuth von Glasenapp og Willy Spatz. Martin Hartmann underviste siden 1887 i arabisk på de orientalske seminar i Berlin og arbejde de medstifter af "Deutschen Gesellschaft für Islamkunde" for anerkendelse af islamkundskab som selvstændigt videnskabeligt område. Selskabet udgav tidsskriftet Welt des Islams. Da han blev inddraget i NfO havde han ansat sin tidligere student Karl Emil Schabinger von Schowingen.Schabinger von Schowingen, S. 153. Blandt de andre medarbejdere var den oprindeligt schweiziske journalist Max Rudolf Kaufmann (fra 1952 leder i Bonn Leiter af orientafdelingen af Inter Nationes), som have kontakter til pressen i Tyskland og de neutrale lande foruden Nahum Goldmann, den senere præsident for Den jødiske Verdenskongres, der dengang arbejdede som forfatter af tyske propagandaskrifter. Kaufmanns far drev en dækvirksomhed i Zürich, "Orientverlag", som distribuerede propagandamateriale fra NfO ud af det neutrale Schweiz.La Section de Renseignements de l'Etat-Major général de l'Armée suisse au Département politique, Documents Diplomatiques Suisses, 1919, 7a, doc. 146, 30. januar 1919, pp. 291-293, Archives fédérales suisses No. 60002872