Marie-Antoinette-Josèphe-Jeanne d'Autriche-Lorraine (født Maria Antonia Josepha Johanna 2. november 1755 i Wien, død 16. oktober 1793 i Paris) var en østrigsk ærkehertuginde, der fra 1774 til 1792 som ægtefælle til kong Ludvig 16. af Frankrig var den sidste dronning af Frankrig før den franske revolution.
Marie-Antoiniette var datter af Maria Theresia af Østrig og kejser Frans Stefan og voksede op ved Habsburghoffet i Wien. Som 14-årig blev hun gift med den franske tronfølger Ludvig August af Bourbon. Hun blev dronning, da han besteg tronen i 1774. Under den franske revolution blev Ludvig 16. afsat og monarkiet afskaffet i 1792. Ni måneder efter sin mands henrettelse i 1793 blev Marie-Antoinette selv halshugget.
Fødsel og opvækst thumb|left|Ærkehertuginde Maria Antonia som 6-7-årig. Marie Antonia blev født den i Hofburg Slot i Wien som det femtende og næstyngste barn af kejserinde Maria Theresia af Østrig og kejser Frans Stefan.Fraser 2002, s. 5. Hendes fødsels fandt sted samme dag som det store jordskælv i Portugal - anslået til 9 på Richterskalaen. Hendes anden tilknytning til Portugal var, at hun som gudforældre havde kong Josef 1. af Portugal og hans dronning.Fraser, 2002 s. 5-6
thumb|Maria Antonia som 8-9-årig i lyserødt og søsteren Maria Carolina i blåt. Maria Antonia voksede op ved Habsburghoffet i Wien, på henholdsvis Hofburg Slot og Schönbrunn slot.de Decker 2005, s. 14 Trods omfattende privatundervisning viste hun ringe fremgang.Cronin 1989, s. 45 Som tiårig kunne hun ikke skrive korrekt tysk, ejheller de andre sprog ved hoffet, såsom fransk og italiensk.de Decker 2005, s. 16 Derimod viste hun evner for musik. Hun lærte at spille harpe, cembalo og fløjte. Hun havde da også komponisten Christoph Willibald Gluck som musiklærer.Tea at Trianon: Marie-Antoinette's Childhood Den 6. oktober 1762 mødte hun Mozart, da han som vidunderbarn optrådte for kejserfamilien på Schönbrunn. De var begge seks år gamle, og en anekdote fortæller, at Mozart tilbød at gifte sig med hende.
Ægteskab med Ludvig thumb|Marie Antoinette som 13-årig. Dette miniatureportræt blev sendt til Ludvig, så han kunne se, hvordan hans fremtidige brud så ud. Som 12-årig blev Maria Antonia forlovet med den franske dauphin (kronprins), Ludvig August af Bourbon ().
Marie Antonia og Ludvig blev gift per stedfortræder den 19. april 1770 i Wien, med brudens storebror, ærkehertug Ferdinand, som brudgommens stedfortræder.Fraser (2001) s. 51-53 Den 14-årige Marie Antonia mødte for første gang sin 16-årige ægtemand i udkanten af Compiègne-skoven i den nordlige del af Frankrig. Som dauphine (= kronprinsesse) af Frankrig blev hendes navn ændret til Marie-Antoinette. Den egentlige vielse blev holdt den 16. maj 1770 i kapellet i Versailles, hvor ærkebiskoppen af Rheims forrettede. Et stort, planlagt fyrværkeri tiltrak en stor folkemængde, men da det regnede i stride strømme fra eftermiddagen af, gik folk skuffet hjem. Ærkebiskoppen af Rheims stænkede de nygiftes seng med vievand; men ægteskabet forblev ufuldbyrdet de første syv år af ægteskabet. Problemet var nemt at løse - det drejede sig om en forhudsforsnævring, men Ludvig nølede, hver gang lægerne foreslog et indgreb.Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 225-26), Det Bedstes bøger, bind 15, 1967
Selvom Marie Antoinette var vellidt af befolkningen, eksisterede der efter den østrigske arvefølgekrig en vis modvilje mod en fransk-østrigsk alliance. Cronin, Vincent (1974) s. 61-63 Ved hendes ankomst var Versailles splittet. Ludvig 15.'s dronning var død to år tidligere, og hendes forrang skulle være tilfaldet hendes tre døtre Adelaide, Victoire og Sophie. Men de tre kongedøtre havde ingen indflydelse på Ludvig 15., der lod sin elskerinde Madame du Barry indtage pladsen som Frankrigs førstedame. Madame du Barry kom fra de laveste lag af folket med en fortid, der ikke tålte dagens lys; så de tre prinsesser græmmede sig over, at en ren luder indtog den stilling, deres mor havde haft. Vejen til kongens gunst gik gennem hendes salon; og hun afgjorde, hvem der fik de mest indbringende poster. De tre prinsesser tog sig derfor af den nyankomne Marie Antoinette og satte hende op mod du Barry. Hoffet i Wien var strengt moralsk, og Maria Theresia ville øjeblikkeligt have anbragt en kvinde som du Barry i en forbedringsanstalt. Marie Antoinette ville i hvert fald ikke have sådan en i sin nærhed, hvad hun også åbent erklærede, mens hun konsekvent overså du Barry. Det franske hof, der kedede sig, fulgte spændt med. Ludvig 15. ville helst ikke indblandes i sagen, men du Barry lod ham stadig høre, at hun ikke ville lade sig ydmyge af det østrigske pigebarn. Kejserinden i Wien fik nys om sagen, og selv om hun kviede sig ved at bede sin datter om at tale med en luder, var der ingen vej udenom. Den østrigske ambassadør i Frankrig, grev Mercy, forklarede pigen, at hendes mors livsværk - forbundet mellem Østrig og Frankrig - stod i fare. Marie Antoinette mandede sig så op til at sige nogle ord til du Barry, og nærmede sig, da prinsesse Adelaide fejede den overrumplede pige med sig i en anden retning. Ludvig 15. skummede af raseri, og Maria Theresia blev meget urolig, da hændelsen blev refereret for hende; nogle måneder forinden havde Frederik den Store af Preussen og Katarina den Store af Rusland foreslået at dele Polen mellem sig. Maria Theresia var stærkt imod dette overgreb, også med tanke på Frankrigs reaktion, når det blev gennemført. Alt afhang af Ludvig 15., og nu var han ovenikøbet vred på hendes datter! Hun skrev et meget strengt brev; og nytårsdag 1772 sagde Marie Antoinette til du Barry, mens de omkringstående holdt vejret for ikke at gå glip af et eneste ord: "Der er mange mennesker i Versailles i dag." Dette stillede du Barry tilfreds, og ordene ville huskes længe; for de beseglede Ludvig 15.'s accept af den storpolitiske forbrydelse, delingen af Polen.Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 236-38)
Dronning af Frankrig thumb|Marie Antoinette som dronning af Frankrig. thumb|Marie Antoinette malet af Elisabeth Vigée-Lebrun. Ved Ludvig 15.s død den 10. maj 1774, besteg hans sønnesøn Ludvig 16. tronen. Han og Marie Antoinette blev dermed konge og dronning af Frankrig og Navarra. Den 24. maj 1774 forærede Ludvig 16. sin kone ejendommen Petit Trianon, beliggende i Versailles-slottets massive haveanlæg. Det stod hende frit for at renovere det, som hun anså for passende, og der gik hurtigt rygter om, at hun havde beklædt væggene med guld og diamanter.Cronin, Vincent (1974). s. 215 Hun lod et lille teater opføre til en pris af 141.000 livres, hvor tilrejsende teatergrupper optrådte. Så fandt hun på, at hun selv ville optræde, og hendes legekammerater var straks med på noderne, i karnevalsstemning året rundt. Først i 1791 blev hun præsenteret for den samlede regning; mere end to millioner livres. Hun mumlede: "Det er muligt, at Petit Trianon kostede store summer - måske mere, end jeg havde tænkt..." Den franske adel begyndte at holde sig borte fra Versailles, og Marie Antoinette fik derfor ingen støtte fra dem, da problemerne for alvor meldte sig. Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 251)
Hendes første favorit ved hoffet var prinsesse de Lamballe, der interesserede sig for velgørenhed og oplysning. Tea at Trianon: Murder of the Princesse de Lamballe Hun var også et heldigt valg, fordi hun tilhørte Frankrigs fornemste adel, og derfor ikke var ude efter penge eller magt. Men på et hofbal i 1775 lagde Marie Antoinette mærke til en pige med et ansigt som en engels; det var grevinde de Polignac. Dronningen spurgte hende, hvorfor hun så sjældent så hende. Grevinden svarede enkelt, at hun ikke kunne klare de økonomiske forpligtelser i Versailles. Betaget af hendes ærlighed knyttede Marie Antoinette hende til sit hof, og overøste hende med gunstbevisninger, mens forbitrede hoffolk så til, og dronningen blev beskyldt for lesbiske tilbøjeligheder. Pigen kom fra en forgældet familie; nu blev deres gæld betalt. Snart væltede hele familien og deres kumpaner sig i penge og æresbevisninger. Selv ikke Madame de Pompadour kostede den franske stat så dyrt som den beskedne grevinde de Polignac og hendes slæng af snyltere. Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 253-54)
Da "melkrigen" begyndte ud i 1775, brød optøjer ud pga. de stigende priser på mel og brød, og Marie Antoinettes ødselhed skadede hendes omdømme blandt befolkningen. Hun brugte formuer på tøj, luksusvarer og hasardspil, selvom befolkningen led under den alvorlige økonomiske krise. Mange anså dronningens hang til luksus som en af de vigtigste grunde til, at Frankrig ikke kunne betale sin stigende gæld. Erickson, Carolly. To the Scaffold: The life of Marie Antoinette. William and Morrow and Company, New York s. 163 I 1777 tog hendes nervøse rastløshed helt overhånd. Ludvig 14. havde forbudt hasardspil ved hoffet, og Ludvig 16. satte streng straf for det; men hans kone var ikke til at standse. Hun var oppe natten igennem, mens han sov, og rygterne gik i Paris om falskspil i de kongelige saloner. Til sin mors formaninger sagde Marie Antoinette bare: "Hva vil hun, jeg skal gøre? Jeg er hundeangst for at kede mig." Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 247)
Hver årstid foreskrev tolv kjoler til offentlig brug, tolv til privat brug og tolv til særlige ceremonier. Hver morgen, når dronningen stod op, kom hofdamen med ansvar for hendes garderobe ind, mens første kammerjomfru viste dronningen stofprøver fra kjolerne i gaderoben, så Marie Antoinette kunne afgøre, hvilket antræk hun ville have hentet frem. To gange i ugen kom modetegnersken Rose Bertin Rose Bertin | Palace of Versailles for at rådslå med dronningen; ellers havde kun adelige adgang til dronningens petits cabinets. Hendes interesse for mode og anden pjank ærgrede hendes mor. Hun returnerede fortørnet et maleri af datteren med spørgsmål, om denne udmajede model skulle forestille en skuespillerinde eller dronningen af Frankrig. Efter at have bestemt sit antræk, skulle dronningen også have sit hår ordnet. På det værste foreskrev moden så tårnhøje frisurer, at damerne måtte ligge på knæ for at få plads i kareterne. Da de sultende plyndrede bagerierne i Paris for brød, var den eneste reaktion fra det frivole franske hof at genskabe begivenheden i en frisure kaldt bonnet de la révolte. Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 244-45)
Marie Antoinette droppede efterhånden den tunge make-up og de brede fiskebensstativer, som moden ellers forlangte. I stedet brugte hun enkle kjoler i musselin; men da hun lod sig afbilde i en enkel kjole, blev der skrevet ved portrættet: "Frankrig, med Østrigs ansigt, skjuler sig nu kun bag en las." Hun trak sig mere og mere tilbage til Petit Trianon efter at have fået børn. I eftertid blev hun beskyldt for at have sagt om de sultende, der manglede brød: "Kan de så ikke spise kage?" Men udsagnet optræder i Jean-Jacques Rousseaus Les Confessions før Marie Antoinettes tid, og tilskrives Maria Theresia af Spanien. Hverken Rousseau (eller Maria Theresia) brugte helt præcist disse ord, men derimod "Qu'ils mangent de la brioche" ("Så lad dem spise brioche"). Hun ba aldri folket om å spise kaker
Da Marie Antoinettes mor døde den 29. november 1780, frygtede Marie Antoinette, at dødsfaldet ville sætte det fransk-østrigske forbund på spil. Hendes bror, nu kejser Josef 2., forsikrede dog sin søster om, at alliancen ikke var brudt.Ameth, Alfred (1866) Marie Antoinette; Joseph II und Leopold II. s. 23
Børn thumb|upright=1.3|Marie Antoinette med børnene Marie Thérèse ("Madame Royale") og Louis Charles (på skødet), mens Louis Joseph viser til en vugge, der påminder tilskueren om, at det yngste barn, Sophie, nylig var død. (Maleri af Élisabeth Vigée Le Brun, 1787).