Kristian Hundebøll (født 22. april 1966 i Hjørring) er en dansk erhvervsleder, der er forperson for Vækstteamet, som i midten af 2025 blev nedsat af Regeringen. Vækstteamet skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark fastholder og udvikler et konkurrencedygtigt landbrug. Forinden dette var Kristian Hundebøll indtil udgangen af august 2024 koncernchef i DLG. Kristian Hundebøll var tilknyttet DLG i 23 år heraf de sidste 12 år som topchef.

Kristian Hundebøll er søn af Regnar Hundebøll og Anna Maria Hundebøll. Han er opvokset i Hjørring og Ølgod, og blev student fra Grindsted Gymnasium i 1985. Han færdiggjorde sin cand.scient.pol. på Aarhus Universitet i 1994.Biografi - Kraks Blå Bog

Efter studierne blev han ansat som EU-rådgiver i internationalt kontor under det daværende Fyns Amt med base i både Danmark og Bruxelles.

I 2001 vendte han hjem til Danmark og blev ansat som direktionsassistent i DLG. I 2003 blev han forfremmet til direktør og medlem af koncerndirektionen. Her havde han bl.a. ansvaret for DLG's entre på det tyske marked.

I 2010 blev han udnævnt til vicekoncernchef og i 2012 til sideordnet administrerende direktør i DLG sammen med den mangeårige administrerende direktør Asbjørn Børsting. Fra 2013 til 2024 havde Kristian Hundebøll det overordnede ansvar i DLG.

Desuden har Kristian Hundebøll været en toneangivende skikkelse i landbrugets grønne omstilling, som der gennem de seneste år er kommet et massivt fokus på. Kristian Hundebøll blev i 2021 udnævnt som formand for Den Globale Klima-Task Force, som er nedsat af Landbrug & Fødevarer. Ligeledes har han været meget engageret i Dansk Industri som medlem af hovedbestyrelsen af DI´s internationale markedsudvalg. Derudover har han siddet 12 år omkring bordet for DI´s Udvalg for Erhvervspolitik.

Kristian Hundebøll besidder i dag en række bestyrelsesposter. Han er medlem af Nationalbankens bestyrelse, bestyrelsesformand i Sjællandske Medier, bestyrelsesmedlem i Biomar (en af verdens førende selskaber inden for akvakulturindustri) samt bestyrelsesmedlem i DLF (global virksomhed inden for plante- og græsforædling).

Han har tidligere været formand for Dansk Korn og Foderstof (DAKOFO) samt sidder i formandskabet i INTERCOOP Europe (brancheorganisationen for europæiske landbrugs- og fødevareselskaber).  

Hædersbevisninger Ridderkorset af Dannebrogordenen, 2014Kraks Blå Bog 2015-2016 , s. 602

Referencer

Kategori:Riddere af Dannebrog Kategori:Erhvervsfolk fra Danmark Kategori:Personer fra Hjørring Kategori:Personer i Kraks Blå Bog