Festgræs (Hierochloë odorata) er en 25-60 centimeter høj, flerårig plante i græs-familien. Arten er udbredt i Nordvest-, Central- og Østeuropa til Vestsibirien samt i Island, Grønland og det nordøstlige Nordamerika. I Danmark er den temmelig sjælden på fugtige enge og langs bredden af søer og vandløb på kalkrig bund. Festgræs blomstrer i april og maj med 3-blomstrede småaks med gennemskinnelige yderavner, der ofte er violet anløbne. Den kan optræde i store bestande på grund af vegetativ formering ved sin krybende jordstængel.
Vellugt Festgræs er vellugtende og blev tidligere strøet ved kirkedøren på højtidsdage, så dens duft kunne sprede sig. Af samme grund brugte flere prærieindianere planten til røgelse i flere ceremonier.
Kilder og eksterne henvisninger Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. . M. Skytte Christiansen: Græsser i farver. Politikens Forlag. København 1977. . Arne og Anna-Lena Anderberg: Den virtuella floran, Naturhistoriska riksmuseet
Kategori:Græs-familien